Det glæder vi os til at se på Musik i Lejet

Musik i Lejet er de skyldige glæders legeplads. Her render hørklædte og hurtigbrillebærende nordsjællandsafkom rundt i ramme alvor og kalder Medina for ’Den største, vi har haft’ og affærdiger enhver snak om, at Rasmus Seebachs musik er for mentalt udfordrede. Smid da masken, dyrk dine dyriske glæder og se frem til musikoplevelser, der ikke skal beskrives med trestavelsesord.

Det glæder vi os til at se på Musik i Lejet
Offentliggjort

Klubien og Danseorkestret

Jørgen Klubien og resten af Danseorkestret har i en menneskealder fyldt Danmarks dansegulve til lækre rytmer og lange nætter. ’Kom tilbage nu’ og ’Regndans’ er absolutte klassikere, som nærmest kun bliver bedre med tiden.

Forestil dig; du står i Fiskerbaren, solbriller på næsetippen, sjov hat på hovedet og med alle vennerne omkring dig. Trommerne begynder, du kender dem, trompeterne slår stemningen an, og ukontrolleret begynder I alle at danse salsa. Overalt i teltet tilbedes Isabella, og selvom du aldrig har mødt denne mystiske ørkendronning, er hun mere virkelig end alle de stive idioter, du deler dansegulv med. Sveden pibler, pulsen banker, og du lever dit bedste liv.

Klubien og Danseorkestret spiller fredag klokken 23:00 i Fiskerbaren

Malk de Koijn

Gadebæster og badegæster, gør jer klar. Langestrandslegenderne forlader for en stund sarkofagen for at byde Tisvilde Strand op til hiphop-håndkastning og god gammeldags rimsmedning. Det er godt humør og guddommelige bars. Fadøl, finurligheder og fars favoritmusik.

Ingen har lavet hiphop, som Malk de Koijn har. I en genre, der ellers er kendetegnet ved dens hårde attituder og virkelighedsnære dystopi, har Malk de Koijn skabt et legende og gakket univers, man kun kan smile af. Her skinner solen på socialboligbyggeris-Conny og farfar Lars i lige mængder. De tre bananer kommer til at skabe en fest, der vil få far og søn til at stå skulder om skulder og udbasunere Jim Daggerthuggerts fysiske skavanker til den lyse morgen.

Fredag klokken 00:00 på Strandscenen

Mina Okabe

Soveværelsespop kalder de det på de fine musikmedier, Gaffa og Soundvenue. Og ja, det er en genre, det har jeg forstået, men ikke desto mindre, mener jeg, at Mina Okabe gør sig bedre andetsteds. Fx på en af Danmarks smukkeste strande med en lavthængende sol i ansigtet, en kold drink i hånden og drømmen om evig kærlighed i øjnene.

Mina Okabe synger som en engel. Hendes sange er lette, luftige og melodiske. Det perfekte musikalske bagtæppe til ømme øjeblikke og en nat, der aldrig må ende. Find din udkårne, forelsk jer på ny og lad jer forføre af Mina, hendes guitar og forrygende band. Så kan I sgu altid tage musikken med ind i soveværelset bagefter.

Mina Okabe spiller lørdag klokken 18:15 på Skovscenen

Kesi

Siden han lavede ’det bedst grime’, har Kesi lagt landet ned med den ledeste strøm af hits, siden Larsen var ham, man ikke måtte lege med. Det er et udsigtsløst projekt at nævne dem alle, og det er tilsvarende ligegyldigt, for hvem end du er, kære læser, ung eller gammel, rig eller fattig, snapback eller five-panel, så er det stensikkert, at du har stået sprittet på et dansegulv med alt for meget selvtillid og rykket røv, hofter og øreflip til Nørrebrocharmørens absurd populære musik. Forvent, at han spiller hele hitparaden, og gør dig så ellers klar til at kalde alt med en puls ’mamacita’, mens du spilder vodka/redbull ud over dine Salomon-sko og føler dig som kongen af natten.

Kesi spiller torsdag kokken 00:00 på Strandscenen

Anna David

Intet skriger Musik I Lejet som en Anna David-koncert i Fiskerbaren. Bookingen er jo umiddelbart blottet for fornuft, men hvis man tænker sig om, nej vent, hvis man ikke tænker sig om, så det giver det faktisk masser af mening. Der er jo intet bedre end en one-hit-wonder-koncert, hvor hele oplevelsen centrerer sig om ét meget forudsigeligt, men ikke desto mindre afsindigt tilfredsstillende klimaks. Som et nybagt forældrepar, der ser frem til, at bedsteforældrene henter barnet og giver dem natten fri.

Når det ene nummer spiller, står vi der alle. Forenet af musikken i en musketered med det usagte mål om at malke øjeblikket for al dets storhed. Og hvis ikke du ved, hvilket nummer der tales om, ja, så f… …

Anna David spiller fredag kokken 20:30 i Fiskerbaren