Da jeg var dreng, sad jeg på biblioteket og læste Lademanns Dyreleksikon igen og igen. Dengang gik det op for mig, hvor dumme dyr er. Det er meget beskæmmende for mange dyrs vedkommende, det, der foregår. Fiskene i mit akvarium fx. De æder deres egne unger. Det er så grundlæggende åndssvagt.
Tag delfiner, som alle synes er så søde, de bortfører hun-delfinerne, holder dem, indtil de bliver kønsmodne, og gruppevoldtager dem. Og mens de venter på det, stikker hannerne deres parringsorganer ned i hinandens blæsehuller. Dyreriget er et uudtømmeligt skatkammer, som jeg henter mange pointer i.
Min første opgave, da jeg blev ansat på Ekstra Bladet, var at ligge på lur uden for Poul Schlüters hjem. Lisbeth Schlüter var død den aften. Hvis Schlüter kom ud for at lufte hundene, skulle jeg springe ud og spørge ham, hvordan han havde det med, at hans kone var død. Jeg bad til Gud, om at han ikke kom ud. Det gjorde han heldigvis ikke. Det var de to frygteligste timer i mit liv.
Jeg var alt for genert til at ringe til folk. En aften på Ekstra Bladet skulle jeg ringe til en mor, hvis søn var blevet parteret, brændt og støbt ned i en carport. Jeg kunne ikke. I stedet ringede jeg hjem til mig selv, så jeg, uden at lyve, kunne sige, at der ikke var nogen hjemme. Så satte de mig til at skrive bagsider sammen med Povl Høst-Madsen.
General Norman Schwarzkopf var i København, hvor han stillede op til en fotosession. Man måtte ikke spørge ham om noget. Derfor var det kun de allerdummeste journalister, der var mødt op, bl.a. mig og Povl Høst-Madsen. Han spurgte, hvad generalens livret var. Det brød stemningen positivt og viste mig, hvor effektivt det kan være at spørge om noget, der er sådan lidt dumt. Til en teaterforestilling, der hed ’Byens bedste bryster’, spurgte Povl Høst-Madsen til pressemødet, om han ikke måtte se de patter, når nu de var byens bedste. Teaterjournalisterne kiggede væk. Pinligheden blev absurd, for han blev ved med at fastholde, at de ikke kunne sige, det var byens bedste bryster, hvis vi ikke fik lov at se dem. Den dag lærte jeg, hvad der sker, hvis man insisterer på pinligheden.
Børge Outze fra Information sagde engang, at al god journalistik ligger i divergensen mellem det sagte og det gjorte. Det er den samme regel, der gælder for humor.
Jeg er aldrig nervøs. Ikke på arbejde. Der er ingen i denne verden, jeg ville være nervøs for at interviewe. Jeg var heller ikke nervøs, da jeg mødte Madonna, eller da jeg under OL i Atlanta spurgte, hvorfor man får to point, når man scorer i basketball. Der er jo hele tiden en god makronbund af logik neden under det, jeg laver.
Jeg kører ned ad Farimagsgade, og så kommer der en hvid varevogn og overhaler mig indenom. Jeg skyder efter ham med fingeren. Desværre er det en psykopatisk rocker, som blokerer mig, løber hen mod mig, river min dør op og skal til at slå mig ihjel. ”Jeg lavede ikke fagter efter dig, jeg levede mig bare ind i en rap-sang, jeg hørte,” sagde jeg. Han blev så overrumplet, at han ikke længere kunne slå mig ihjel.
For nogle år siden lærte jeg, at der er humor de særeste steder. Jeg skulle lave noget om humor rundt om i verden for Jyllands-Posten. I USA interviewede jeg en fange på dødsgangen. Han skulle henrettes 60 dage senere. Det var virkelig aparte, men det viste sig, at han havde stor humoristisk sans. Vi havde fandeme en sjov dag.
De bedste at optræde for er sygeplejersker. De er det bedste publikum i verden. Til dem kan jeg tale så hurtigt, som jeg overhovedet formår, og de når stadig at opfatte alt, hvad jeg siger. De sværeste at optræde for er Hjem-Is-chauffører, efterfulgt af vognmænd.
På mine børns skole syntes jeg alt for længe, at det var sjovt at sige replikken fra tv-serien ’Nanna’, der hvor moderen siger: ”Husk nu at spørge om det der med den nye matematik og de store bogstaver.” Hver gang spurgte jeg om det til forældremøderne. Ingen i hele verden andre end mig syntes, det var sjovt. Der skulle jeg nok efter et par år have ladet være. Men nej, jeg gjorde det også til forældrekonsultationerne. Det var ikke sjovt. Det syntes mine børn heller ikke. Min sociale intelligens er måske et fint instrument, men det er ikke kirurgisk præcist.
Jeg er meget dårlig til det med alkohol. Da jeg var ung, lod jeg, som om jeg var fuld. Men det gik ikke i længden, for det er svært at simulere. Her i sidste uge var jeg til et selskab, hvor jeg begyndte at drikke. Jeg blev helt afsindig syg meget hurtigt. Det var meget teenageagtigt. Jeg kastede op på gæstetoilettet, hvor håndvasken var ekstremt lille. Føj, det var ulækkert. Ellers drikker jeg næsten aldrig. Jeg har ikke det samme behov som andre for at slippe hæmningerne. Det gør jeg i rigelig grad til daglig.
Interviewet har tidligere været bragt i Euroman nr. 195. I den aktuelle udgave af Euroman (nr. 217) kan du læse om hvad Anders Lund Madsen tænker meningen med livet er.
FACEBOOK Bliv ven med Euroman
