Det er forkert at tro, at man bliver særlig meget klogere med alderen. Uanset hvor meget man tror, man lærer om sig selv, begår man de samme fejl. Vi har samme styrker og svagheder hele livet igennem. Det vigtigste er at få så meget erfaring, at man til sidst lærer at holde af sine mærkværdigheder.
Når jeg står op om morgenen, har jeg følelsen af at sætte mig op på en hest i vild galop. Det kan være en plage, men det kan også være fantastisk, hvis jeg kan styre hesten det rigtige sted hen. Min rastløshed er helt klart mit livsvilkår. Da jeg var yngre, var det svært for mig at koncentrere mig om en samtale ret længe ad gangen. Mindst én psykolog har rådet mig til at få en hobby for at koble lidt af. Men hvad skulle det dog være? Golf? Hobbyer er spild af tid. Jeg har ingen, kun mit arbejde.
Min søn har samme rastløshed som jeg selv, men han styrer den på en måde, jeg er ret imponeret af. Han er meget interesseret i dyr, hvilket er helt fremmed for mig. Han tager ud og fisker og står i timevis med sin fiskestang, gerne uden at sige noget. Det er sådan noget, mænd og drenge elsker, for så kan man være sammen uden at skulle snakke for meget. Det er som at se fodbold eller spille computer – bare ude i naturen. En dag kom han ind i køkkenet med en levende, sprællende gedde på 7 kg, et gedigent monster, han havde fanget lige nede i Sortedamssøen. Egentlig må man slet ikke fiske der, og der er skilte med ’Fiskeri forbudt’ over det hele. Jeg prøvede længe at lære ham, at man ikke må bryde den slags forbud. Det var en stor lettelse til sidst at sige: Fuck det! Vi er da ligeglade. Vi fisker, hvor vi vil. Vi har altid en snøre og en krog med i lommen.
Da jeg var 23 år, fandt jeg ud af, at jeg havde kræft, og i begyndelsen sagde lægerne, at de ville amputere min arm, fordi det sad i håndleddet. Det var på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg for første gang syntes, at alting kørte. Jeg var i praktik på Weekendavisen, havde fået en fantastisk kæreste og var på vej til Israel for at skrive og studere. Jeg kan med stor sikkerhed sige, at man hverken bliver klogere eller gladere af at se døden i øjnene. Folk siger, at man bliver stærkere eller værdsætter livet mere af at være så tæt på døden. Det er noget vrøvl. Et ungt menneske bør ikke få den indsigt, at han skal dø. Det gør ham kun svagere.
Når man får at vide, at man har kræft, holder man op med at have en krop. I stedet for er man sin krop, og den er ikke længere ens ven. Man mister kontrollen over sin krop og egentlig også over sindet. Jeg tænkte helt konkret på min egen begravelse, og hvem der ville dukke op, og jeg begyndte at forestille mig selv som et dødt menneske. Jeg kom igennem sygdommen uden at få amputeret armen, men jeg kommer aldrig til at rejse mig helt op igen. Kræften har efterladt en følelse af usikkerhed, en strøm af uforudsigelighed, der aldrig slipper mig.
Foto: Johan Rosenmunthe
Jeg har stået ved grædemuren i Jerusalem og tudet over min skæbne. Jeg kunne mærke alle mine forfædre og alle dem, der kommer efter mig, men jeg opdagede samtidig, at det ikke har en skid med Gud og skæbne at gøre. I begyndelsen af tyverne var jeg ret søgende, og jeg gik en del i synagogen. Men i dag kan jeg ikke tåle religiøst sprog og religiøse ritualer. Det er som at se på en række får, der bliver gennet af sted. Jeg bliver træt og irritabel af det. Jeg forstår ikke en bønne af, hvad de taler om.
Jeg er vildt optaget af politisk kultur og politisk psykologi, og det er en fantastisk fornemmelse at tage et stykke af verden, opleve det, være i det, skrive om det og få trykt min diagnose i avisen. Men jeg indrømmer gerne, at en stor del også handler om at få opmærksomhed. Når jeg skal i gang med en ny artikel og sidder foran tasterne, ønsker jeg ofte, at artiklen allerede er skrevet færdig, så jeg kan stille mig op på scenen og få min ros. Det er, ligesom da jeg var dreng og spillede fodbold. I samme øjeblik kampen blev fløjtet i gang, drømte jeg om, at den allerede var slut, og vi havde vundet. Processen interesserer mig faktisk ikke, kun resultatet. Til gengæld kan jeg ikke forestille mig noget mere tilfredsstillende end at aflevere en god artikel. Det giver mig en lethed, nærmest som om jeg svæver.
Det er en stor glæde at tænke på, at jeg har lavet en formulering, der rammer plet. Så kan jeg sidde i toget og fryde mig over en, der sidder og læser Weekendavisen. Men hvis han bladrer forbi min artikel, har jeg lyst til at rejse mig og råbe: ”Stop stop! Se lige den sidste sætning dér. Den er genial!” Det har jeg faktisk gjort et par gange.
Der var engang en god kollega, der sagde: ”Hold kæft, hvor er det godt, at vi ikke bliver tvunget til at vælge mellem vores kone og vores arbejde, for så ved vi jo godt, hvad vi ville vælge.” Og det er ikke helt løgn. Men man skal forstå det rigtigt. Det betyder ikke, at vi ikke har lyst til at være hjemme hos vores kæreste eller kone. Det betyder bare, at det, der er i hovedet på os fra morgen til aften, er den næste optræden på vores arbejde.
En god artikel kræver, at man forbereder sig godt, og det har jeg altid gjort. Da jeg mødte min kæreste, undersøgte jeg, hvad hun interesserede sig for. Jeg fandt ud af, at hun var ved at skrive speciale om forfatteren Sophus Claussen. Jeg brugte en hel aften på at læse om ham. Hun var meget imponeret, for jeg kunne fremsige forskellige Sophus Claussen-citater om kærlighed, og det fik mig til at fremstå som både vidende og lidenskabelig. Jeg har det stadig sådan med hende. Det er altid hende, jeg gerne vil imponere – uanset hvad jeg laver.
Der sker noget sælsomt og interessant med mennesker, der runder de 40 år, det er dybt fascinerende at iagttage. Vi er midt i livet, og vi har lagt nogle ting bag os og set nogle ting i øjnene, der gør, at vi lige så stille hviler mere i os selv. Jeg har fået børn, haft mine sygdomme, blevet decideret grå i tindingerne, og jeg kan ikke holde samme tempo som for et par år siden. Jeg sætter mig stadig op på en vild hest, når jeg vågner om morgenen, men nu kan jeg faktisk stoppe hesten i løbet af dagen. Jeg kan ligefrem tage en middagslur. Det giver mig en dyb følelse af kontrol over mit liv at tage en lur på sofaen klokken fem. Før i tiden faldt jeg aldrig i søvn. Jeg besvimede simpelthen hver aften.
Annonse
Jeg er til gengæld temmelig nervøs for at runde de 50. Der findes meget få gode mandlige journalister over 50 år. De går desværre ned med flaget. De opgiver ambitionerne, går i hundene – eller også åbner de et konsulentfirma. Så vil jeg helst gå i hundene.
