Det hvinede for ørerne, da afgørelsen på ’Bacholerette’ blev vist på en københavnsk bodega: ”Vi vil starte en revolution”

HVORDAN JEG ENDTE HER, er ikke til at sige. Men nu er jeg her altså: på bar for at se det sidste afsnit af årets mest omtalte realityprogram, ’Bachelorette’. Hele herligheden foregår torsdag aften foran byens nok mindste fjernsyn på Nørre Bodega på Nørrebrogade i København.

På den lille, tilrøgede beværtning er der fyldt til bristepunktet med mennesker (her er nok 150 unge mennesker, flest kvinder og herunder en del med store, runde øreringe og høje Crocs), da jeg ankommer, en halv time før programmet starter. Jeg får alligevel tillusket mig en ståplads i hjørnet sammen med min kæreste, med hvem jeg har slugt alle afsnit med glubsk appetit. Jeg stikker efter øl:

”Nå, har du undgået spoilers i dag?” spørger to kvinder mig, da vi alle venter på betjening med albuerne plantet på den fedtede bardisk.

Det har jeg heldigvis, selvom finaleafsnittet blev lagt ud som snigpremiere på TV 2 Play samme morgen, og en række tabloidmedier har publiceret forproducerede og afslørende interviews med deltagerne.

Vores korte samtale afbrydes af arrangøren bag aftenens arrangement. Hun hedder Laura, erfarer jeg efterfølgende, da hun efter en højstemt brandtale mødes med taktfaste tilråb: ”Laura! Laura! Laura!” Hun har kortklippet, lyst hår og en karabinhage med et nøglebundt spændt fast i buksekanten. Talen indleder hun med følgende manifestagtige deklarering:

”Vi vil starte en revolution, så det ikke kun er sportskampe, der bliver vist på barer. Og det starter lige her i dag!”

Folk jubler i en sådan grad, at det ikke kan undgå at virke en smule påtaget. Laura fortsætter talen ved at takke for det formidable fremmøde, der langt overstiger både hendes og mine forventninger.

Men det kan ikke længere komme som en overraskelse for hverken hende eller mig, at publikummet til at se den længe ventede finale er umådeligt stort. Jo længere det er kommet, jo varmere et samtaleemne er programmet blevet. Og det er ikke på den måde, ’Paradise Hotel’ var det i slutningen af 00’erne, hvor det var ren underholdning at følge en gruppe karikaturer på knaldeferie.

’Bachelorette’ har nemlig – efter sigende – haft en kolossal samfundsmæssig betydning for den yngre generation af mænd.

FOR ALDRIG ER et realityprogram blevet påduttet at sige så meget om samtiden. Der er efterhånden ikke en krise, programmet ikke kan løse eller forværre. For sikke da en ny, anderledes, feminin mandetype, der pryder landsdækkende tv i bedste sendetid. At nogle påstår, at programmet kan løse eller forværre alverdens kriser, det er selvfølgelig en gedigen overdrivelse, men programmet har skabt – alt afhængig af hvem du spørger – håb eller frygt for fremtiden.

Okay, træd lige på bremsen en gang, kulturkommentatorer. Det er et tv-program, der ganske vist er temmelig underholdende. Men det er altså også bare det, det er: enormt god underholdning.

For mig at se ligger det fornøjende i, at de her fuldkommen almindelige mænd oprigtigt virker til at have noget på spil i relationerne mellem hinanden og kvinderne – og selvfølgelig deltagernes tenderende til forvrøvlede sprogblomster som ”en relation i blomstring”, ”snakkechatol” og ikke mindst ”klokkeklart vand”.

Lad mig for en god ordens skyld kort ridse scenen for programmet op. Der er to kvinder, Mette på 33 og Julie på 26, som skal gå på dates med en hel masse mænd og fravælge dem én efter én. I aften er vi så kommet til den såkaldte finale. Mette skal vælge mellem den joviale, afslappede Boris på 26, og Stig på 25, der er mystisk på den der ærkejyske måde. Julie skal vælge mellem to gennemordentlige fyre: den københavnske konditor Jonas på 29, der er mere tilbageholdende end de andre deltagere, og Mads på 24, som er den klassiske beskyttertype med et fast, vellønnet job i en bank, et hus på Falster, for stramme bukser og en veltrænet, mistænkeligt glatbarberet krop.

Kommentariatet, der vil tillægge programmet alverdens værdi, ville nok skære det ud således: De har begge valget mellem det klassiske, maskuline mandeideal og det mere feminine og moderne. Der er i hvert fald ingen tvivl om, hvem Politiken og Information havde taget med hjem til Danmark, og hvem Weekendavisen og Berlingske havde valgt.

TILBAGE PÅ BODEGAEN på Nørrebro stiger spændingen til det næsten ulidelige. Mit nabobord tør ikke gå ud at tisse, selvom den ene af de tre teenagepiger tydeligvis kæmper en indædt kamp for at holde inde. Finaleafsnittet er også udvidet fra den vanlige halve time til tre kvarter, hvilket er det samme som en fodboldhalvleg. Så jeg forstår hende godt.

I løbet af hele afsnittet, der mildest talt er langtrukkent frem mod afgørelsens øjeblik, er der problemer blandt barens gæster, som har divergerende opfattelser af arrangementet. Nogle vil se programmet i absolut stilhed, andre vil gerne sludre om løst, fast og ’Bachelorette’, mens de venter på kvindernes sidste valg. Fra min plads bagerst i lokalet er den konstante hyssen en tydeligere lyd i lokalet end det, der foregår på den forsvindende lille skærm. Et enkelt ”hold nu kæft” bliver det også til. Det åbenbart uforudsete problem ved at se denne type tv på en bar bliver mere og mere tydeligt, som aftenen skrider frem: Det er drabeligt svært at få ro nok på en bar til at kunne høre, hvad deltagerne rent faktisk siger. Det gør til sammenligning lidt mindre skade, når bargæsterne overhører fodboldkommentatorens talestrøm.

Særligt galt er det hos tre veninder tættere ved skærmen. De tysser gentagende gange på et bord bestående af nogle unge mænd, som mine tissetrængende naboer mistænker for at være kommet for at få en mulighed for at falde i snak med nogle kvinder og ikke for at se programmet.

Mine naboer virker i hvert fald ikke selv synderligt interesserede i at tale med de larmende gutter, men de håber derimod, at nogle af ”’Bachelorette’-drengene” kommer ind på baren i aften. (De kom ikke).

”Jeg har set på Instagram, at de tit hænger ud nede i Kødbyen,” siger den af pigerne.

”Ja, vi skal totalt meget derned en dag, hvor de er der,” lyder svaret fra veninden, der særligt har et godt øje til Jonas, som ikke ender sammen med Julie, skal det senere vise sig.

For cirka midtvejs i finaleafsnittet bliver det ikke længere nødvendigt at tysse på sludrechatollerne. Her vælger Jonas nemlig at trække sig fra konkurrencen (som jeg måske fejlagtigt kalder det). En blanding af wuh-råb og gisp går gennem baren, inden utallige hvad-sagde-jeg’er breder sig. Der var ikke mange, som inden i aften havde spået Jonas en chance mod Julies forhåndsfavorit Mads.

Spændingen skal udløses, og opmærksomheden blandt barens gæster rettes stift mod skærmen, da Mette afslører, at hun vælger musikproducenten Boris som sin udkårne. Folkeskaren jubler så højt, at det skærer en smule i ørerne. Få ærgrer sig lavmælt over Mettes valg, men det er tilsyneladende et populært valg, hun har truffet.

Det er de færreste af de gæster, der har en siddeplads, som er på vej hjem, efter barmusik igen overtager højttalerne. Der er tydelig tilfredshed med vinderparrene at spore hos bargæsterne. Arrangøren Laura er, antager jeg, lykkelig over gæsternes engagement i fællesvisningen og ikke mindst det overvældende fremmøde.

Måske er revolutionen nær. Måske var ’Bachelorette’ bare endnu et tv-program.