Disse film skal du se med dine børn, inden de bliver 18
Da forfatter, journalist og filmanmelder på Jyllands-Posten, Jacob Wendt Jensen, fik nok af hele tiden at se den nyeste film med Will Ferrell med sine sønner, introducerede han dem til nogle af de største og bedste filmklassiskere. Med stor succes.
Da mine to drenge, Frederik og Oscar, blev store nok, arrangerede jeg, at vi så en klassiker sammen hver søndag aften. Jeg havde fået nok af hele tiden blot at se den nyeste med Will Ferrell med dem, selv om det af og til var meget sjovt.
Nu er 1970’erne jo ubestrideligt det fedeste årti i amerikansk film, så det var der, vi begyndte. ’Godfather’ var en no-brainer. Det samme gjaldt Ridley Scotts ’Blade Runner’. Det var øjenåbnere for dem, og samtidig kunne jeg gense min ungdoms klassikere.
Vi gik længere og længere ud i venstre grøftekant. Og kom måske lige vel langt derud. Fx var det sværere for dem at falde for ’Save The Tiger’ med Jack Lemmon og for Dustin Hoffmans ’Straight Time’. Udpræget karakterdrevne dramaer, hvor plottet ikke betød så meget.
Men så var det, jeg kom i tanke om William Friedkins ’The French Connection’ med Gene Hackman som newyorker-politibetjenten Jimmy ’Popeye’ Doyle. Den måde han vrængede replikkerne ud mellem sine læber på, og den energi, han jagtede forbrydere på i byens gader, blev vel modtaget. Højdepunktet var der, hvor en af bagmændene, spillet af Fernando Rey, slipper væk i et undergrundstog – og overlegent diskret – vinker til Doyle inde fra det kørende tog. Det blev på et tidspunkt vores favoritmåde at hilse på.
