Dokumentarist har fulgt arkadehulens ukendte stjerne i to år

Arkadespillene havde deres guldalder i midten af 1980’erne – det var dengang McDonald’s var en nyhed, og Danmark havde et fodboldlandshold, der sprudlede. Spillene hed ’Space Invaders’, ’Pac-Man’, ’Asteroids’ og ’Donkey Kong’, og de store, kantede spillekonsoller med joystick og trykknapper var at finde i fritureosen på landets grillbarer. Arkadespillene, der kom fra USA, skabte mediepanik i ekspertkredse, ligesom tegneseriebladene havde gjort det i årene inden. Pædagoger og eksperter advarede mod, at spillene havde en skadelig effekt på børnene, gav dem firkantede øjne og gjorde dem virkelighedsfjerne. Men Kim Köbke og hans venner var ligeglade. De var opslugt af spillene, og det har de været lige siden.

Da mere avancerede hjemmecomputere tog over i 1990’erne, forsvandt arkadespillene med de pixellerede figurer og simple bip bip-melodier lige så stille fra gadebilledet. Frem for at finde nye interesser fortsatte Kim Köbke dog med at spille. Han investerede i brugte arkadekonsoller og installerede dem i sit hjem, hvor han blev ved med at sætte rekorder, ikke mindst i spillet ’Gyruss’, der kendes som et af verdens mest krævende arkadespil. Her styrer man et rumskib, som på sin rejse gennem solsystemet angribes af andre rumskibe, meteorer og asteroider, som alle skal nedkæmpes.

Den i dag midaldrende Kim Köbke, som i spillekredse går under tilnavnet ’Kanonarm’, er let genkendelig på sin grå mullet-frisure og sin underspillede fremtoning. Han fremstår som et smilende og venligt mysterium, en mand af få ord, som medvirkede han i ’Casper og Mandrilaftalen’. I 2014 vakte Köbke opmærksomhed, da han i en præstation ud over det sædvanlige spillede ’Gyruss’ i 49 timer i streg, kun afbrudt af nogle korte pauser, hvor han lagde sig på en madras og lukkede øjnene, inden han rejste sig og spillede videre på en diæt af cheeseburgere, peanuts og vand. En lille gruppe venner og arkadeentusiaster stod ved siden af ham på skift og var klar til at gribe ind, hvis han besvimede. Til sidst måtte Köbke give op med synsforstyrrelser og ondt i benene. Men verdensrekorden var hjemme.

Kim ’Kanonarm’ Köbke vakte genlyd blandt arkadespillere verden rundt, da han i 2014 spillede ’Gyruss’ 49 timer i træk, kun afbrudt af korte hvilepauser.

Nu om dage kan du møde Kim Köbke på Bip Bip Bar på Fælledvej på Nørrebro, hvor en gruppe venner har indrettet en spillearkade med gamle spilkonsoller. Det var her, instruktøren Mads Hedegaard for tre år siden mødte Kim Köbke første gang og besluttede sig for, at her var materiale til en dokumentarfilm. Mads Hedegaard fulgte Köbke og hans venner med et kamera gennem to år, og resultatet, ’Kim Kanonarm og rejsen mod verdensrekorden’, får nu premiere på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.

I filmen følger vi Kim Köbke, som har sat sig for at lave en ny, svimlende rekord: Han vil spille ’Gyruss’ i 100 timer, i fire døgn, med andre ord, kun afbrudt af nogle ganske få indlagte pauser af op til 10 minutters varighed. Köbkes personlige mål med rekordforsøget er at hylde en af sine venner, en arkadeentusiast, som begik selvmord for nogle år siden. Dokumentarfilmen giver et overraskende indblik i en tidslomme og et fællesskab, de færreste anede eksisterede.

”Jeg blev blæst omkuld af hele det univers af spillemaskiner, lyde og farver, da jeg første gang trådte ind ad døren til Bip Bip Bar,” fortæller Mads Hedegaard. Som dagene gik, opdagede han, at historien om Kim Köbkes rekordforsøg rummede en større fortælling end bare historien om et arkadespil: Filmen portrætterer Köbke og hans venner, som har det til fælles, at de på overfladen måske nok er lette at rubricere som nørder, men tilbringer man noget tid i deres selskab, lærer man dem at kende som spændende, sammensatte mennesker med unikke talenter.

Kim Köbke arbejder til daglig som laborant, har fire børn, og så er han god til mønstergenkendelse, hvilket forklarer hans evner ved en spilkonsol. En af filmens andre medvirkende er Carsten, som ligeledes har en nærmest ekstrem evne til at genkende mønstre, en evne han bruger i sin fritid, hvor han studerer komponisten Bachs samlede værker med en ambition om at levere en ny, samlende teori for Bachs musik. En tredje medvirkende er Michael Dyst, som ikke kun er god til spillet ’Puzzle Bobble’, han er også en talentfuld digter og er tidligere danmarksmester i poetry slam. Han genkendes i filmen på sine vredesudbrud, når arkadespillet ikke makker ret.

”Mændene har fundet sammen i et fællesskab om spillene, hvor de kan slappe af og være sig selv. Måske er der aspekter af deres liv, de ikke helt kan finde ud af. Men spillene har de styr på,” siger Mads Hedegaard.

”En af grundene til, at jeg havde lyst til at lave filmen, er, at jeg gerne vil vise, at vi alle sammen rummer mere end det, man ser ved første øjekast. Når man ser filmen, ser man til sin overraskelse mændene vokse i takt med, at vi lærer dem bedre at kende. De fremstår mere og mere som hele mennesker.”

Derudover har mændene så det til fælles, at de er blandt verdens bedste arkadespillere.

”Jeg tror, det er en almenmenneskelig ting, at vi gerne vil efterlade noget, til når vi ikke er her længere. Det kan man gøre på alle mulige måder, man kan inspirere et andet menneske, give vigtige erfaringer videre til næste generation, eller man kan udgive en plade eller score et flot mål i en VM-kamp. Eller man kan forsøge at sætte en arkadespilsrekord. Selv om det måske ikke lyder af noget særligt, så har det betydning for Kim og hans venner og det fællesskab, de har.”

Efter arbejdet på dokumentarfilmen har Mads Hedegaard bevaret sit venskab med Kim Köbke og de andre arkadespillere. De mødes fortsat, og når Bip Bip Bar en dag åbner efter pandemien, vil man møde dem her igen, i en verden af farver og elektroniske lyde. Mads Hedegaard har selv prøvet alle spillene, men han har ikke sat nogen rekorder.

”Jeg er ufattelig dårlig til spillene, og samtidig er jeg en ufattelig dårlig taber. Det kan godt være lidt hårdt at stå og spille ved siden af en gruppe verdensklassespillere. Jeg synes, det er sjovere at kigge på.”