’Drive My Car’ beviser, at japanske film er kommet for at blive

Forfatter Haruki Murakami var en af de absolutte favoritter til at vinde sidste års Nobelpris i litteratur. Selvom Murakami ikke vandt prisen, er han stadig en af vore tids mest populære forfattere, og nu er hans novellesamling ’Men Without Women’ blevet inspirationskilden til det japanske drama ’Drive My Car’, der kan ses i landets biografer.

Filmen har til prisuddelinger verden over allerede nydt stor succes. Ved Filmfestivalen i Cannes tog den et hav af priser, og natten til mandag vandt den prisen for bedste udenlandske film ved Oscar-uddelingen.

Og det er blot endnu et bevis på, at film med asiatiske skuespillere og instruktører for alvor gjort deres indtog på verdensscenen. Fx var der også den sydkoreanske ’Parasite’, der vandt prisen for bedste film ved Oscar-nomineringen i 2020, og som af kultureliten blev modtaget med stor begejstring. I filmverdenen er blikket er rettet stift mod den japanske filmscene, og har man set ’Drive My Car’, forstår man godt omtalen.

Med tematikker som hvordan man som et moderne menneske slipper kontrollen i et parforhold, kredser ’Drive My Car’ om både den lykkelig og ulykkelige kærlighed.

Filmen tager sit udgangspunkt hos teaterinstruktør Yûsuke Kafuku, der er en succesrig skuespiller og teaterinstruktør. Yûsuke er gift med manuskriptforfatteren Oto, og hun nyder ligesom Yûsuke også stor succes inden for underholdningsbranchen. Parforholdet er dog langt fra lykkeligt og er præget af både utroskab og en gennemsyret angst for at blive forladt.

Noget særpræget ved Oto er, at hun gentagende gange fortæller erotiske noveller, når hun dyrker sex. En af de historier, som hun fortæller i den trancelignende tilstand, hun er i, når hun har seksuelt samvær, skal senere hen vise sig at komme til at spille en stor rolle for Yûsuke.

En anden karakter i filmen er Kôji, der ligesom Yûsuke er dybt forelsket i manuskriptforfatter Oto. Kôji bliver i filmen portrætteret som ung, vild og lidenskabelig, hvorimod hans konkurrent Yûsuke er ældre, kontrolleret og fokuseret.

Forskellene mellem de to kommer for alvor frem i lyset, da Yûsuke caster Kôji til rollen som ’Onkel Vanya’ til et teaterstykke af samme navn. Det skaber både splid og intriger mellem Kôji og Yûsuke, da de begge misunder og foragter hinanden.

Modstillingerne i filmen, som dele af historien bygger på, bliver til tider anelse sort/hvide. Nogle af de konflikter, som filmen udfolder, er blandt andet kampen mod det unge set fra det ældre perspektiv og det kontrollerede imod det ukontrollerede.

Det er ærgerligt, fordi det fjerner fokus fra seeroplevelsen. Endvidere er spilletiden tre timer, og fordi ’Drive My Car’ er bygget op omkring dialoger og lange intense scener, bliver man som seer sat af, hvis man mister koncentrationen i et par minutter.

Til gengæld rummer de små underpointer, der bliver vist gennem dialogerne, enormt meget. Der bliver blandt andet sat spørgsmålstegn ved store filosofiske spørgsmål, som fx hvornår noget udelukkende er virkeligt for én selv og ikke for andre. Skuespillerpræstationerne er også eminente, og det er et salgsargument for filmen i sig selv.

Intensiteten i scenerne er sjælendt set før, og der er særligt en scene med Kôji, der metaforisk vender vrangen ud på sit indre følelsesregister, mens hans fastholder et stift blik vendt direkte mod kameraet, der hænger fast, efter man har set filmen. Sjældent har jeg følt så meget ubehag og fascination på samme tid.

Filmen om Yûsuke Kafuku og de mange andre karakterer skildrer et stykke japansk kultur gennem følelsesladede dialoger og intime scener, og man bliver forbløffet over, hvor smukt det egentlig kan gøres.

Filmen har premiere den 31. marts i alle landets biografer.

Se, hvad vi ellers skriver om: Film