Efter 30 år som skuespiller blev Niels Anders Thorn ramt af dødsangst og sceneskræk. Et radikalt karriereskift fik ham tilbage foran kameraet

DET ER GODT og vel 15 år siden, Niels Anders Thorn blev ramt af sceneskræk. Efter mere end 30 år som skuespiller og med et bugnende cv af film-, serie- og teateroptrædener, der kræver mere plads, end teksten her kan tilbyde, kan man undre sig over, hvorfor det lige netop var der på det hedengangne CaféTeatret i København inden en premiereforestilling, at den mentale sikring sprang, og en galoperende dødsangst de næste mange år skulle ledsage Niels Anders Thorn i den branche, han tilbage i 80’erne oplevede som en løsrivelse.

For det var, hvad skuespillet havde føltes som, da han forlod medicinstudiet, som han var startet på dengang, fordi ”det var det, man gjorde.”

”Jeg har ADHD, og det gjorde, at jeg havde svært ved at læse og koncentrere mig. Jeg havde hele tiden oplevelsen af, at jeg var forkert, og jeg var konstant frustreret over mig selv og min manglende evne til at tage mig sammen,” fortæller Niels Anders Thorn om tiden på universitetet.

Men i skuespillet var det anderledes. Her var det blot en gave at kunne tænke ud af den boks, som han følte, at samfundet og de dertilhørende normer prøvede at placere ham i. Det, der var hans modstand på universitetet, var nu det, der gav ham et særligt talent for at optræde, være kreativ og skabe. Og det var det, der, efter han blev uddannet fra Skuespillerskolen i Aarhus i 1980, førte ham forbi USA for at danse moderne ballet og sidenhen hjem igen for at optræde på de største danske teaterscener og give ham roller i film og tv-serier som ’Strisser på Samsø’, ’Taxa’, ’Nattevagten’ og ’Blinkende lygter’.

Med tiden brugte Niels Anders Thorn mere og mere af sin tid på de skrå brædder. Han kunne ikke sige nej. Hvad nu hvis den gode rolle eller den gode anmeldelse ventede lige om hjørnet? Med fem forestillinger på et år var han alle vegne i Teaterdanmark. Lige indtil han pludselig forsvandt fra scenen.

Hvornår mærkede du første gang, at noget ikke var, som det skulle være?

”Øjeblikket står ret klart for mig. Vi havde premiere på en forestilling på CaféTeatret i København, og fem minutter før, jeg skulle optræde, gik jeg totalt i spåner og fik det pludselig helt forfærdeligt. Ude på toilettet bag scenen stod jeg og hamrede min pande mod spejlet, mens jeg råbte og skreg på sådan en undertrykt måde. Spejlet smadrede, og det hele føltes som et kæmpemæssigt kaos.

Som skuespiller har man lært, at man skal tage sig sammen, the show must go on. Jeg samlede mig for en stund, gik ind og lavede forestillingen på autopilot, men lige så snart jeg kom ud bag scenetæppet, kollapsede jeg. Jeg blev pludselig ramt af en angst for at dø, og den blev aktiveret af at stå på en scene. Det gjorde, at jeg i en rum tid måtte trække mig fra skuespillet.”

Hvad var det, du mentalt ikke kunne give slip på efter episoden på CaféTeatret i de efterfølgende år?

”Hvis jeg skulle ind og stå på scenen igen, betød det, at jeg blev nødt til se den altomsiggribende dødsangst i øjnene, og det var jeg ikke klar til. Jeg havde følelsen af, at jeg skulle gå på glødende kul mod en slags mørk intethed, hvis jeg skulle videre. Det tog mig lang tid at tage det tilløb, for når jeg prøvede, følte jeg, at jeg skulle dø. Hjertet galoperede, sveden piblede, og mine tanker fløj rundt i hovedet på mig.”

Niels Anders Thorn

Født i 1956. Opvokset i Gladsaxe. Uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen i Aarhus. Arbejder både som skuespiller og instruktør, mens han i over 50 år har medvirket i flere teaterstykker, tv-serier og film såsom ’Edderkoppen’, ’Nicolai & Julie’, ’Strisser på Samsø’, ’Taxa’, ’Nattevagten’ og ’Blinkende lygter’. Autoriseret Body SDS-behandler og underviser, kropsrelateret psykoterapeut og erhvervscoach. Bor i Hvalsø.

Hvorfor tror du, at bægeret tippede for dig?

”I 30 år havde jeg prøvet at være noget, jeg ikke var. Det havde ikke noget at gøre med mine evner eller med de forestillinger, jeg spillede. Det var mit eget syn på verden, der ændrede sig, og jeg følte pludselig, at jeg var blevet mit job. At jeg havde tabt mig selv.”

Hvad prøvede du at være?

”Jeg prøvede at være en dygtig skuespiller. Jeg ville være ham, som fik de fede roller, de gode anmeldelser, spaltepladsen i bladene. Jeg jagtede anerkendelse, og jo mere succes, jeg kunne generere omkring mig selv, desto flere spændende udfordringer fik jeg. Men det fyldte stadigvæk ikke tomrummet, som til sidst fik sikringen til at springe.”

Hvad skete der i tiden efter, da du trak dig fra rampelyset?

”Jeg begyndte i terapi og prøvede at få styr på de kaotiske tanker, som lammede mig i en tilstand af frygt og dødsangst. Her fik jeg nogle terapeutiske redskaber, som hjalp mig med at kravle op af det mørke hul, jeg var endt i, og forstå mine problemer.

Det gav mig en indre ro, da jeg lærte, at det i bund og grund var ligegyldigt, hvad andre tænkte, hvis jeg selv følte, at jeg gjorde et godt stykke arbejde. Om folk kunne lide mine forestillinger eller ej handlede jo ikke om min person.

I takt med at jeg fik det bedre, fik jeg også syn for, hvor mange nye muligheder, jeg havde foran mig. Jeg brugte lang tid på at mærke efter, hvad jeg egentlig drømte om at bruge mit liv på, og i den proces fandt jeg ud af, at jeg nok skulle prøve noget helt andet for at undgå at sande til igen.”

Hvilken retning endte du med at bevæge dig i?

”Jeg har altid været tiltrukket af det alternative, det spirituelle og eksperimenterende, og jeg har altid været meget kropslig i min tilgang til skuespillet. Da jeg skulle lave noget andet, var det naturligt at søge i retning af noget, som havde med psyken og sindet at gøre, men også det kropslige.

Jeg begyndte allerede at interessere mig for kropslige behandlinger, da jeg dansede ballet i USA i 80’erne, og derfor valgte jeg i 2009 at uddanne mig til Body SDS-behandler. Det har virkelig hjulpet mig med at forstå kroppens energier og signaler. Nu har jeg efterhånden også været i gang i 12 år, hvor jeg både underviser i det og behandler folk.”

Men hvordan var det at parkere skuespillet, det, du havde beskæftiget dig med i så mange år, for at prøve noget helt andet?

”I begyndelsen var det ret vanskeligt. Jeg følte, at jeg mistede min identitet. Pludselig var jeg, i starten af mine halvtredsere, helt grøn og i en ny lærlingefase. Det var udfordrende, og jeg skulle deale med, hvad jeg dengang oplevede som et statusfald. Det var en sær følelse af at nulstille alting, men samtidig også en befrielse. Jeg kunne mærke i kroppen, at det var noget, jeg var nødt til at forfølge. Jeg har også taget uddannelser som erhvervscoach og psykoterapeut og har fundet en kærlighed i at hjælpe folk til at sætte sig selv fri.”

Hvordan reagerede dine omgivelser på dit karriereskifte?

”Med let undren og en høflig tavshed. Det er nok den bedste måde at beskrive det på. Det var jo mit valg, og det respekterede mine nærmeste, selvom jeg er ret sikker på, at de reelt tænkte: ’Hvad fanden har han nu gang i?’”

Du har sidenhen været med i en række serier og film, og du er faktisk også aktuel i ’Nattevagten 2’, der får premiere om små to måneder. Hvordan fik du bekæmpet din dødsangst?

”I forbindelse med, at jeg uddannede med til Body SDS-terapeut, opdagede jeg en dyb, indre meningsfuldhed. Jeg kunne også se, hvordan jeg kunne bruge metoderne i teateruniverset. Først begyndte jeg at undervise og instruere i teater ved siden af uddannelsen. Jeg startede også at holde foredrag om det, jeg havde lært igennem mine år i branchen, og langsomt fik jeg mod på at lave teater og film igen. Denne gang var det dog som et arbejde i stedet for en identitet.”

Hvad har været det bedste ved at skifte kurs?

”At jeg er blevet et lykkeligere, bedre og klogere menneske. Det har været en befrielse at lave et radikalt sporskifte og smide den våde uldfrakke, som ordet ’plejer’ kan være, og i stedet stå sårbar og skrøbelig tilbage. Det har givet mig en bedre balance i mit liv, for jeg har formået at forene terapien med at lave film, tv og teater ved siden af. Det var dog først 10 år efter episoden på CaféTeatret, at jeg kunne slippe den ængstelige følelse helt, så det har været en lang mental rejse.”

Hvad har omvendt været det sværeste?

”Noget af det, jeg kæmpede meget med i starten, var, hvad andre ville tænke. Er jeg nu en taber, fordi folk mente, at jeg gav op? Ville det blive set på som en falliterklæring? Ville de, der mente, at jeg skulle være blevet læge i stedet for skuespiller dengang, nu få ret? Var valget, som jeg dengang træf med hjertet, i virkeligheden en dum pubertetsdrøm? Alle de selvdestruktive illusioner og tomme kalorier i form af andres meninger om mig fyldte ekstremt meget for mig i begyndelsen. Men i takt med, at jeg langsomt har fundet mig til rette på min nye vej, er de begyndt at fylde mindre og mindre, og i dag fylder de stort set ingenting. Det er en kæmpe lettelse, for det kræver meget energi og kapacitet at bekymre sig om andres mening.”

Har du et råd, som du vil give til andre, der står over for et karriereskifte?

”Luk øjnene, løb, og spring ud på det dybeste vand, du kan finde, for du skal nok overleve. Det eneste, der bremser os, er forestillingen om alt, hvad der kan gå galt. Hvis følelsen er rigtig, så er virkeligheden som regel også sådan. Det kan ikke gå hurtigt nok med at springe ud – også selvom du ikke ved, hvor det ender.”