Efter 30 år som skuespiller blev Niels Anders Thorn ramt af dødsangst og sceneskræk. Et radikalt karriereskift fik ham tilbage foran kameraet
Skuespiller Niels Anders Thorn troede, at resten af hans liv skulle udspille sig på de skrå brædder – indtil en aften, hvor han pludselig stod og bankede sit hoved mod et spejl, råbende og skrigende.
DET ER GODT og vel 15 år siden, Niels Anders Thorn blev ramt af sceneskræk. Efter mere end 30 år som skuespiller og med et bugnende cv af film-, serie- og teateroptrædener, der kræver mere plads, end teksten her kan tilbyde, kan man undre sig over, hvorfor det lige netop var der på det hedengangne CaféTeatret i København inden en premiereforestilling, at den mentale sikring sprang, og en galoperende dødsangst de næste mange år skulle ledsage Niels Anders Thorn i den branche, han tilbage i 80’erne oplevede som en løsrivelse.
For det var, hvad skuespillet havde føltes som, da han forlod medicinstudiet, som han var startet på dengang, fordi ”det var det, man gjorde.”
”Jeg har ADHD, og det gjorde, at jeg havde svært ved at læse og koncentrere mig. Jeg havde hele tiden oplevelsen af, at jeg var forkert, og jeg var konstant frustreret over mig selv og min manglende evne til at tage mig sammen,” fortæller Niels Anders Thorn om tiden på universitetet.
Men i skuespillet var det anderledes. Her var det blot en gave at kunne tænke ud af den boks, som han følte, at samfundet og de dertilhørende normer prøvede at placere ham i. Det, der var hans modstand på universitetet, var nu det, der gav ham et særligt talent for at optræde, være kreativ og skabe. Og det var det, der, efter han blev uddannet fra Skuespillerskolen i Aarhus i 1980, førte ham forbi USA for at danse moderne ballet og sidenhen hjem igen for at optræde på de største danske teaterscener og give ham roller i film og tv-serier som ’Strisser på Samsø’, ’Taxa’, ’Nattevagten’ og ’Blinkende lygter’.
