Eksklusivt interview med Jo Nesbø: Kongen af den nordiske krimi stoler ikke på lykken

JO NESBØ VAR 15 år gammel, da hans far sagde, at der var noget, han ville fortælle. Jo var gammel nok til at få det at vide nu. Sandheden.

Indtil den dag havde intet tydet på, at Jo Nesbø en dag skulle blive en af Skandinaviens mest læste forfattere. Hans bøger er i dag solgt i godt 45 millioner eksemplarer, og især krimiserien om den afdankede politimand Harry Hole har placeret ham som en af de mest centrale forfattere inden for det, som udlandet kalder ’nordic noir’. ”Jeg kan ikke tænke på nogen, som får mine hår til at rejse sig som Jo Nesbø,” konkluderede New York Times’ krimianmelder for nylig. En række thrillere, skæve kriminalromaner og børnebøger har også bidraget til succeshistorien og ikke mindst til anerkendelsen som en forfatter, der kan mere end den klassiske krimiskabelon.

Men dengang, for 45 år siden, var Jo Nesbø en almindelig, glad dreng, den midterste i en søskendeflok på tre drenge, der elskede fodbold og hadede at vaske op. Som otteårig var han og familien flyttet fra Oslo til Molde, tæt på bedsteforældrene. Molde ligger ud til Norges vestkyst. Det er en smuk by omgivet af vand og fjelde. En lille by i konstant opposition til ’storbyen’ Trondheim et par timer væk, hvor fodboldholdet Rosenborg regerer, og det overdådige Hotel Britannia vidner om storhed og penge. Den slags havde Molde ikke. Molde er et simpelt sted. Og det afspejlede sig i Jo Nesbøs barndom, som var tryg og forudsigelig. Indtil den dag hans far havde noget at fortælle.

Jo og hans et år yngre lillebror var sammen om at få beskeden: Deres far havde kæmpet for nazisterne. Frivilligt. Han havde meldt sig under hagekorset og kæmpet på tyskernes østfront. Han var blevet såret af en granat og sendt til et hospital i Østrig. Efter krigen, da han vendte tilbage til Norge, blev han idømt tre års fængsel, som han afsonede i Oslo.

”Det var et chok. Min far var en mand, som jeg aldrig havde taget i at gøre noget, som jeg syntes, var forkert. Nu skulle jeg se ham for mig med tysk hjelm på. Det crashede fuldstændigt for mig,” siger Jo Nesbø.

Da han var 15 år gammel, fandtes der rigtigt og forkert. Godt og ondt. Helte og skurke. Nu sad Jo Nesbø og kiggede på sin far, den person han respekterede mest, og så hele sit moralske begrebsapparat falde sammen.

”Jeg går ud fra, at I har en del spørgsmål,” sagde faren.

”Det havde jeg,” siger Jo Nesbø og smiler halvt af sin underdrivelse. ”Det tog os resten af livet at finde svar på de spørgsmål.”

DET ER VORES første møde, vi sidder i Jo Nesbøs lejlighed, og det er en usædvanligt hed sommerdag i Oslo. En af den slags, der får dig til at svede gennem en skjorte på få minutter, og derfor har forberedelserne til dette interview også indebåret en mindre tøjkrise. Varmen gør det ulideligt at bære lange bukser og skjorte, men der er noget ved Jo Nesbøs cv, som før vores møde gjorde mig i tvivl om, hvordan en alt for afslappet påklædning ville blive tolket.

Som ung var han professionel fodboldspiller for Molde, indtil to revne korsbånd tvang ham til at indstille karrieren. Han har været løjtnant i hæren − uddannet i Finnmarken (Norges nordligste region, den største målt på areal og den mindste region målt på indbyggertal, nu sammenlagt med regionen Troms) − før han læste økonomi på Norges Handelshøyskole og fik job som børsmægler i Oslo.

Samtidig stiftede han bandet Di Derre, som hurtigt solgte godt 200.000 album. Som 37-årig sagde han op som børsmægler, fortalte bandet, at han holdt pause fra turnéer og rejste til Australien for at skrive sin første bog. Det tog ham fem uger. Så havde han skrevet ’Flagermusmanden’, der efter sin udgivelse modtog Glasnøglen for årets bedste nordiske krimi.

Måske var min tøjkrise et udtryk for en vis ærefrygt: Hvad tager man på, når man skal interviewe en omvandrende succes? Mine bekymringer viser sig at være overflødige. Jo Nesbø tager imod mig i sportsshorts og T-shirt, og om noget virker min skjorte og de ’pæne’ shorts, jeg febrilsk har købt samme eftermiddag, en smule overdressed.

Der er noget drenget over Jo Nesbøs udstråling, selv om stemmen er rolig, og ordene falder velovervejet og præcist. Hans ansigt viser samme umiddelbare glæde som en 10-årig, når han fortæller, at hans guitar er samme mærke som Bruce Springsteens, eller han tjekker telefonen for fodboldopdateringer og opdager, at Molde har scoret. Hans smil er afvæbnende, og ofte afbryder han sine egne historier med små selvironiske kommentarer, ”det var nok ikke det store tab for Tottenham,” siger han om afslutningen på sin fodboldkarriere, men han tillader sig også en vis friskhed, når han smilende afviser fotografens forslag: ”Nej, det går ikke, det gjorde Vanity Fair sidste år.”

Han er let at være sammen med, og lejligheden har heller ikke meget prætentiøst over sig. Et par spektakulære malerier er der blevet plads til, og det store skrivebord i træ er blevet hejst herop i en kran, indrømmer han. Men ellers er det en relativt ydmyg lejlighed i et gammelt arbejderkvarter langt fra de luksuriøse ejendomme ud til vandet eller de gamle villaer, hvor overklassen normalt bosætter sig. Skrivebordet bruger han i øvrigt sjældent. Det minder for meget om et sted, hvor man skal arbejde, i stedet sætter han sig normalt på en café eller med en laptop ved spisebordet.

Jo Nesbø bor her alene. Han har en datter på 21 år, men han har aldrig boet med hendes mor. I stedet valgte de at bo tæt på hinanden og være sammen om datterens opvækst.

Området passer ham godt. Han kan cykle til alt. På 20 minutter kan han komme til stranden eller ud i skoven.

”Jeg har ikke brug for mere,” siger han. Det samme siger han, da vi skal finde tøj til en fotografering, og hans klædeskab afslører, at han blot ejer tre jakkesæt.

”Jeg har ikke brug for mere.”

Med en formue på godt 200 millioner kroner er det ikke, fordi økonomien sætter begrænsninger for hverken klædeskab eller boligsituation, men forbrug siger ham ingenting, og han tænker meget lidt på penge, siger han.

”Hvilket jo netop er den luksus, penge giver,” siger Jo Nesbø.

I stedet har han oprettet Harry Hole-stiftelsen, som hvert år kårer ’en ålreit fyr’ eller ’en ålreite dame’, som får lov til at uddele to millioner kroner til velgørende formål. Sidste år gik æren til Sonja Helene Moen, som er leder af Kiwi-supermarkedet i Stjørdal, for hendes arbejde for mangfoldighed i butikken.

”Jeg tror, at der går en grænse et sted, hvor du ved, at nu har du nok til at klare dig,” siger han. ”Jeg arbejdede i finansbranchen og tjente vældigt mange penge, men jeg var aldrig specielt glad. Det var ikke et særligt svært arbejde, hvis jeg skal være ærlig, men det var bare ikke min type arbejde.”

Jo Nesbø − kort fortalt

Født 1960 i Oslo. Flyttede som barn til forældrenes hjemby, Molde. Fik debut på Moldes førstehold i Tippeligaen, da han var 17 år. Løjtnant i hæren. Uddannet Master of business fra Norges Handelshøyskole i Bergen og arbejdede i en årrække som aktiemægler i Oslo.

Medstifter af – og forsanger i – bandet Di Derre, som i 1990’erne oplevede stor succes, og i 1994 udgav årets bedst sælgende album i Norge, ’Jenter & Sånn’.

Forfatter til flere end 20 romaner, heriblandt serien om politimanden Harry Hole, som første gang så dagens lys i 1997 og er udkommet på flere end 50 sprog. Har samlet solgt flere end 45 millioner bøger.

Filmen ‘Headhunterne’ er baseret på Jo Nesbøs roman af samme navn og blev i 2011 en stor succes.

Overskuddet fra rettighederne til ’Headhunterne’ samt til flere bøger går til Harry Hole-stiftelsen, som støtter børn i udviklingslande.

VI VENDER TILBAGE til faren, Per Ingvar Nesbø, for jeg vil forsøge at forstå, hvordan en glad fodboldspiller fra Molde bliver løjtnant, for senere at blive børsmægler, popstjerne og forfatter.

Bøger spillede altid en rolle i Nesbø-hjemmet. Jo Nesbøs mor, Kirsten Hammervoll Nesbø, var bibliotekar, og faren læste også flittigt. Men det er i højere grad fortællingerne ved spisebordet, Jo Nesbø husker. Hans far var en god lytter, der elskede at lytte til børnenes beretninger og udfordre deres konklusioner med spørgsmål, som udstillede manglerne i deres argumentation, men aldrig nedgjorde dem.

Jo Nesbø elskede de samtaler. En aften havde den unge Jo pakket en plastikpose med øl og var på vej til fest hos en ven. Faren sad og læste, som han plejede. De udvekslede et par ord, Jo Nesbø har glemt, hvad det handlede om, men han kan huske at sætte sig over på en stol, for det var interessant at diskutere færdigt. Fire timer senere stod posen med øl der endnu, og Jo kom aldrig til festen.

Efter den dag, hvor Per Ingvar Nesbø fortalte Jo sandheden om sin fortid, ændrede samtalerne karakter. De første spørgsmål var åbenlyse: ’Hvad gik gennem hovedet på dig?’ ’Hvordan kunne du slås for nogen, som forsøgte at udrydde jøder i Europa?’

Per Ingvar Nesbø havde taget ’så vældigt fejl,’ forklarede han. Han havde læst den politiske situation forkert, han havde truffet et valg, og han accepterede, at han havde måttet bøde for den fejltagelse med fængsel. Som ung var han kommet til Norge fra Brooklyn, USA, da familien tilbage-emigrerede, og han var optændt af kampen mod kommunismen. Det var baggrunden for hans kamp. Han havde hørt om jødehadet, men han troede, det var overdrevet.

”Han tog mig igennem, hvordan han havde tænkt, hvordan han havde set verden og tolket den information, han havde. Det blev sådan en skole i, hvordan vi forholder os til moralske spørgsmål,” siger Jo Nesbø.

Indtil da havde Jo Nesbø haft et almindeligt ungdommeligt syn på rigtigt og forkert. Per Ingvar Nesbø stod − selvfølgelig − for det gode, og han ville − selvfølgelig − forsvare de svage. Men sort-hvid opfattelsen af godt og ondt forduftede hurtigt.

”Han var bundærlig, intet forsøg på at bortforklare noget, og han ville svare på alt, jeg spurgte om. Efterhånden begyndte jeg på et rationelt plan at forstå min far,” siger han.

Siden dengang har moralske spørgsmål optaget Jo Nesbø. Når han ser på historiens store krige og konflikter, forsøger han at forstå de aktører, som vi normalt ville stemple som de onde.

”Jeg tror, det er muligt − hvis man vil − at sætte sig ned og prøve at se på historien gennem øjnene på dem, som levede på det tidspunkt. Jeg har læst en bog, som gennemgår de store konflikter de seneste 3.000 år, og som konkluderer, at der ikke findes nogen higher moral ground i historien. Jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt, men jeg tror, det er rigtigt et stykke hen ad vejen. Jeg er fortsat af den mening, at der findes det moralsk bedre valg. Men jeg tror ikke længere på sort-hvid.”

Det tankesæt er måske en del af forklaringen på Jo Nesbøs succes som forfatter. Hans hovedpersoner er lige så meget antihelte som helte, de træffer forkerte og moralsk tvivlsomme valg, men de er altid beskrevet, så man som læser ikke kan undgå at holde af dem. Harry Hole drikker og dummer sig, men sympatien for de moralsk ’forkerte’ er måske mest tydelig i ’Blod på sneen’, hvor den ordblinde lejemorder Olav forelsker sig i den kvinde, han er ansat til at myrde. Per Ingvar Nesbø selv er beskrevet med empati i den tredje Harry Hole-krimi, ’Rødhals’, hvor en del af handlingen følger en gruppe norske frikorpssoldater, der kæmper for nazisterne ved Leningrad.

”Min skrivning er påvirket af dette, det er klart, og mine protagonister tvinges ud i moralske dilemmaer. Der findes måske rigtigt og forkert, men hvordan skal man dømme, om en persons handlinger er det ene eller det andet?” siger han.

NÆSTE DAG MØDES vi på en klatrebane i et gammelt industriområde, der, som alt andet, ligger 20 minutters cykeltur fra Jo Nesbøs lejlighed. Han er de seneste år blevet grebet af at klatre, og i en alder af 60 år træner han op til at klare en rute med sværhedsgrad 8a, det, som normalvis regnes som indgangen til topniveauet i sportsklatring.

”Jeg har sat et mål, som er for højt. Men kun lige præcis så meget for højt, at jeg måske kan klare det,” siger han.

Vi var på restaurant aftenen før, men Jo Nesbø skulle ikke have vin, kun vand. Han kunne lige nå at skrive en time, når han kom hjem, og så var der jo også klatringen i dag. Senere skal vi sammen flyve til Trondheim, hvor han spiller koncert samme aften. Tidsplanen er stram. Der er mål, som skal nås.

Men Jo Nesbø har ikke altid været et fokuseret menneske. Som ung pjækkede han, når der var konditionstræning på programmet i Molde, eller der var matematik på skoleskemaet.

”Jeg hadede at arbejde,” griner han. ”Jeg gik altid den mindste modstands vej.”

Det store idol var Pelé. Han fik alt til at se let ud, og Jo Nesbø stræbte efter samme elegance, fortæller han og virker nærmest flov, når han siger, at han teatralsk ville løbe ind i målet for at hente bolden og kysse den, når han havde scoret et særligt smukt mål.

”Mine helte, både i musik og fodbold, var dem, der klarede den på ren karisma og talent. Det måtte endelig ikke være hårdt arbejde.”

Han ville til London og spille for Tottenham. Det var det eneste mål, og der var ingen plan B, indtil han som 19-årig måtte opgive at fortsætte karrieren, da begge korsbånd i knæene blev revet over.

”Det var som at få en dør smækket i hovedet, og der var ikke andre døre. Jeg havde ikke engang en studentereksamen.”

Når Jo Nesbø i dag kigger tilbage på sit liv og skal pege på ét øjeblik, der blev definerende, er det dette: At stå som 19-årig uden plan, uden idéer og uden mulighed for at bruge det eneste talent, han havde.

Han kom i hæren, det, der i dag ville hedde officersskolen, og da han blev sendt et år til Finnmarken i det nordligste Norge, tog han alle bøgerne fra gymnasiet med. Deroppe skete der noget, som han selv har svært ved at definere præcist. Han fandt en anden Jo Nesbø.

DET ER DEN Jo Nesbø, der nu klatrer op ad en væg, der skråner let udad. Han er stærkere, end han har været på noget andet tidspunkt i sit liv, og han er koncentreret på samme måde som en professionel sportsmand, som landsmanden Magnus Carlsen før et afgørende parti skak. Selvtilliden var ikke ny. Den har han altid haft.

”Da jeg var lille, var der en episode. Jeg havde ikke lært at svømme, jeg var måske seks år, og vi var på udendørsbadet i Oslo, hvor vi havde lært at tage armtag til brystsvømning i et lille børnebassin. På vej til omklædningsrummet går vi forbi det store voksenbassin, og der står jeg og ser på alle disse mennesker, som svømmer i det store bassin. Jeg tænker: ’Alle de her kan svømme, og de ser ikke for smarte ud, så hvor vanskeligt kan det være?’ Og så tager jeg tilløb og hopper ud i bassinet. Jeg går direkte til bunds, selvfølgelig, og så ligger jeg der. Og jeg kan huske, at jeg ligger og ser op på alle benene, som sparker i vandet, og jeg tænker: ’Nå ja, du skal bruge benene også!’ Netop der kommer svømmelæreren og får mig trukket op på land.”

Siden har han gjort præcist sådan foran hver ny udfordring: Taget tilløb, sprunget i og håbet på det bedste.

”Jeg har altid tænkt, hvor svært kan det være? Det er nok en grundindstilling til livet,” siger han.

Det nye, der skete i Finnmarken, var ikke, at han satte sig et overambitiøst mål, at klare tre års skolegang på ét år, mens han også havde militære pligter. Det nye var, at han klarede den.

”Det var der ingen, der havde regnet med. Ingen havde troet det om mig,” griner han.

Det er en kliché i film og bøger − og magasinartikler − at hovedpersonen løber fra sine problemer og forsøger at glemme alt om sin fortid, gerne langt væk fra sin hjemby og gerne med et misbrug af enten arbejde, alkohol, kvinder. Ifølge klichéens logik vil fortiden til sidst indhente ham, og han må enten rejse tilbage og konfrontere sine dæmoner eller forgæves forsøge at flygte, indtil fortiden brænder ham op.

Udefra ligner Jo Nesbøs rejse til Finnmarken − 1.000 kilometer op i det mest ensomme landskab i Europa − en af den slags historier, der ender galt. Men det, han fandt ud af deroppe, var, at der er forskel på at flygte fra sine problemer og på at arbejde sig ud af dem. Han opdagede, at hvis han satte sig mål, og hvis han arbejdede hårdt nok, kunne han gøre hvad som helst. Og endnu vigtigere: At der lå en glæde i det, en selvrespekt og stolthed.

For Jo Nesbø er der ikke den store forskel på at sætte sig et mål om at skrive en roman på fem uger og beslutte sig for at klatre på et niveau, som meget få på hans alder tør drømme om.

”Jeg har det, som jeg forestiller mig en håndværker må have det, når han ser et hus, og han ved, at han byggede det hus, og at det er et godt hus. Jeg kan genkende den dybe tilfredsstillelse hos den mand.”

Mere end noget andet har det at bygge noget, som han kunne være stolt af, været drivkraften for ham, siden han kom hjem fra Finnmarken. Han bestod sin studentereksamen, fik gode karakterer og kunne vælge mellem mange uddannelser. Men der var et problem. I Finnmarken havde han fundet en metode. Men han havde ikke nogen idé om, hvad han skulle bruge den til.

”Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle. Jeg havde ikke noget specielt mål,” siger Jo Nesbø, mens vi kører fra lufthavnen ind mod Trondheim. Himlen er skyfri, og de høje fjelde spejler sig i fjorden. ”Jeg havde egentlig ikke truffet noget valg om, hvad jeg skulle.”

Han kom på Norges Handelshøyskole i Bergen. En master i business kunne man nok altid bruge, tænkte han. I dag kan han godt se, at der måske var mere på spil.

Hans far drømte om at gå på handelshøjskolen i Bergen, da han kom ud af fængslet, men det var for stor en chance at tage. Han måtte arbejde og tage en mindre uddannelse på aftenskole. Det fortrød han resten af livet.

”Det er mærkeligt, at det først er senere i livet, at jeg forstod, at det at gå på handelshøjskole selvfølgelig også handlede om at gøre det, min far aldrig fik gjort. Det var vigtigt, at en af os tre brødre skulle gå der. Ikke at han pressede os den vej, men vi vidste, at det betød noget,” siger Jo Nesbø.

KONCERTEN ER PÅ selveste Hotel Britannia. Hele bygningen er for nyligt restaureret af Rema 1000’s grundlægger Odd Reitan, som har kastet godt en milliard kroner i at få det hæderkronede hotel til at skinne. Indenfor forestiller man sig, at op til flere italienske bjerge har måttet lade livet for at skaffe marmor nok til den overdimensionerede foyer og de mange gange, der fører mod spa, værelser og flere restauranter. Palmehaven, som Jo Nesbø og bassist Lars Jones skal optræde i, har endvidere en stor, kunstig stjernehimmel og − som navnet antyder − adskillige palmer. Resultatet ligner lidt den græske restaurant i Aalborg, hvor vi i min barndom tog hen for at fejre små fødselsdage. Bortset fra at palmerne er ægte, og søjlerne ikke er malet på væggen.

Koncerterne strækker sig over tre aftener, og de er alle udsolgt på trods af en pris på 1.800 norske kroner, der dog også dækker mad. Publikum har taget deres fineste poloer på, og Jo Nesbø har dem i sin hule hånd fra sin første fortælling om, hvordan fædre lyver som bare fanden, mens mødre næsten aldrig lyver.

”Det er det lille ord ’næsten’, vi bør bide mærke i her,” siger han, og mens publikum stadig griner, kommer fortællingen om, hvordan han blev slæbt med til danseundervisning under påskud af, at alle drengene ville komme. En løgn, selvfølgelig. Og det leder op til et af de største hits, ’Rumba med Gunn (1-2-3)’, om den lille dreng, der i danseskolen møder Gunn, der ligner en lille traktor og er ’kredsmester i alt som er tungt og skal hives langt.’

De fleste i salen kender sangen udenad. De klapper allerede, inden sangen er forbi.

Der er to ting, som adskiller klatring fra skrivning og musik. Den ene er anerkendelsen.

”Den er vigtig, den skal ikke underdrives som en drivkraft,” siger Jo Nesbø.

Den anden er en helt grundlæggende glæde ved at fortælle historier.

”Det er lidt den samme sociale refleks, som vi har, når venner sidder og snakker sammen, og en fortæller en god historie, og så er det næste mands tur til at fortælle en historie. Ja, du har lyst til anerkendelsen, at folk griner og siger, det var en god historie, men det er også en lyst til at bidrage til fællesskabet. Det, tror jeg helt ærligt, er en del af det, der driver mig.”

Det var, mens han studerede i Bergen, han fandt ud af, at han havde et talent for at fortælle historier. Sammen med sin bror og nogle venner stiftede han Di Derre, som på vanlig selvironisk vis betyder ’dem der’ og hentyder til, hvordan de første gang blev præsenteret på en scene. Han synger o.k., melodierne er godt håndværk (”Jeg er en hund efter et godt pop-refræn.”), og han kan godt spille guitar. Men det er teksterne, der bærer bandet.

Da han først indså, at han var god til at fortælle historier, havde han ikke tænkt sig at lade den chance gå til spilde. Han havde misbrugt sit fodboldtalent. Han nægtede at begå samme fejl igen.

”Jeg måtte lære af at ødsle ét talent bort, før jeg forstod, hvor privilegeret man er, hvis man har talent,” siger han, da vi sidder alene i hver vores lounge-stol på Hotel Britannia.

Alligevel var der noget, som holdt ham tilbage. Han turde ikke satse på fortælletalentet, og selv da bandet slog igennem, beholdt han sit arbejde som børsmægler i Oslo.

”Der har nok været en del af min personlighed, som jeg føler, at jeg har måttet kontrollere,” siger han.

I 15 år havde han formået at kontrollere den side af sig selv, som havde tendens til ansvarsløshed, og nu turde han ikke give slip.

”En af grundene til, at jeg, mens alle andre i bandet spillede fuldtid, beholdt dagjobbet, var, at jeg var bekymret for, hvad der ville ske med mig den dag, hvor jeg bare slap fri og sagde: ’Nu skal jeg bare spille i band, eller nu skal jeg bare skrive.’ Altså jeg tænkte helt reelt på, at jeg ville komme til at blive alkoholiker. Jeg tænkte på det helt reelt. Jeg har altid været bekymret for den anden Jo.”

Så han arbejdede mere end nogensinde. Fuldtid i Oslo og i nogle perioder op til 200 koncerter om året. I de år, hvor mange stifter familie, nægtede Jo Nesbø at give slip på den kontrol, han havde fået over sit liv. Sådan kunne det måske være blevet ved. Men en dag, da han havde sparet nok op til, at han kunne leve af det i fem år, sagde han op på sit arbejde. Samtidig meddelte han bandet, at han ville have en pause.

To år tidligere var Per Ingvar Nesbø død, og noget havde ændret sig for Jo Nesbø.

”Det er ikke sikkert, at jeg havde sagt mit arbejde op, hvis min far ikke var død,” siger han og tager en bid af den mørke sukkerknald, der fulgte med kaffen. Han har bedt om et par stykker ekstra.

”Det var det år, han blev pensioneret. Vi havde snakket om, at han skulle skrive en bog om sine krigsoplevelser, det der skete uden for Leningrad, men det nåede han ikke,” siger han.

I romanen ’Blod på sneen’ er der en passage, som jeg har studset over. Jeg vil høre, om det i virkeligheden er ham selv, han beskriver:

”Hvad er det, som får os til at indse, at vi skal dø? Hvad er det, som er sket, den dag vi ved, at det ikke bare er en mulighed, men et forbandet faktum, at vores liv skal slutte? Det er sikkert forskellige ting for alle, men for mig var det at se min far dø.”

Jo Nesbø smiler, da jeg læser den højt.

”Ja,” siger han og tager den sidste sukkerknald.

Var det sådan, du havde det?

”Ja. Der var en følelse af noget definitivt. En påmindelse om, at det, du ved, du skal gøre, det skal du ikke udsætte.”

Da Jo Nesbø gik ind til sin chef og sagde op, spurgte chefen, om Jo Nesbø ikke var glad for sit arbejde. Det var han sådan set. Men han havde noget andet, han skulle. Han havde ikke tid til at udsætte det. Han måtte satse helhjertet på at skrive.

Sammen med sorgen og erkendelsen af, at han ikke havde uendelig tid, bragte farens død også et gran af frihed. På et ubevidst plan åbnede Jo Nesbø op for muligheden for at satse på at skrive.

Hvordan ville din far have reageret, hvis han havde set dine bøger?

”Han ville være meget stolt. Men jeg ved ikke, om han havde bifaldet min beslutning om at opsige mit dagjob uden at have udgivet nogen bog.”

37 ÅR GAMMEL GIK Jo Nesbø i gang med at skrive. Det var i 1997. Han havde fem ugers ferie i Australien og ville skrive en bog. Han ville ikke skrive en biografi om bandet, som han ellers var blevet opfordret til, og han havde set for mange venner kæmpe i årevis med ’den store europæiske samtidsroman’. Uden at vide specielt meget om krimier tænkte han, hvor svært kan det være? Og begyndte at skrive. Resultatet sendte han egentlig bare til forlaget for at få lidt feedback, men de skrev, at de var klar til at udgive den, og han måtte overtale dem til at holde igen med udgivelsen for at give ham en chance for at skrive den bedre.

To år senere fik han sin datter.

Jo Nesbø beskriver sig selv som et grundlæggende pessimistisk menneske. Han har lært at finde glæde i at arbejde sig frem mod sine mål, men han har aldrig lært at stole på lykken. Det karaktertræk deler han med sin berømte hovedkarakter Harry Hole, som altid har et ambivalent forhold til de korte øjeblikkes lykke, han bliver tildelt. I den seneste bog beskriver Jo Nesbø det sådan:

”Lykke er ikke naturligt. Lykke er en dirrende undtagelsestilstand, det er sekunder, minutter, dage, som man indser, ikke kan vare ved. Og savnet kommer ikke efter, men samtidig med lykken. For med lykken kommer den smertefulde erkendelse af, at intet kan blive det samme igen, og man savner allerede det, man har, man gruer for abstinenserne, sorgen over tabet og forbander sin viden om, hvad man er i stand til at føle.”

Selv har Jo Nesbø oplevet denne ’dirrende undtagelsestilstand’ med sin datter. Lykken. Med al den frygt og skrøbelighed, der følger med. Når man er et menneske, som altid frygter det værste, er kærlighed en dobbeltsidet følgesvend.

”Det værste ved at få en datter var, at jeg havde fået noget, som var umisteligt. Noget kunne ske mig, som jeg ikke kunne udholde,” siger han og beskriver en situation, hvor han havde hentet hende i børnehaven. Han slap hendes hånd for at klø sig, og et kort øjeblik troede han, at hun var gået ud foran en bil på den trafikerede vej.

”Jeg har ikke været så bange, siden jeg var barn. Men hun stod bare der og stirrede op på mig, for jeg var helt hvid i hovedet. Før det var det værste, der kunne ske, at jeg selv døde, og det kunne jeg leve med.” Han griner, da han selv hører modsætningen i sit udsagn. ”Du ved, hvad jeg mener.”

Som pessimist er lykken som at gå på tynd is.

”Vi er tilbage ved kontrollen. For at være lykkelig må man på en måde give slip, slippe taget lidt. Jeg har nok altid haft lettere ved at stole på nedstemtheden.”

Sagt om Jo Nesbø

”Kan nogen skrive mere creepy skurke end Jo Nesbø? Vent et øjeblik, jeg tænker. Tænker stadig. Ok, svaret er: Nej, jeg kan ikke tænke på nogen, som giver mig gåsehud på samme måde som Jo Nesbø.”

Marilyn Stasio, New York Times

”De fem Hole-bøger, jeg har læst, de sidste fem i serien, har jeg slugt, fordi de er gode!”

Christian Dorph, Weekendavisen

“Den regerende konge af skandinavisk krimi.”

Steph Cha, LA Times

HVAD ER HEMMELIGHEDEN bag succes? Hvad er forskellen på dem, som sælger 45 millioner bøger, og dem, som sælger 100? Jo Nesbø er blevet stillet spørgsmålet hundredvis af gange. Ligesom mig vil folk gerne have nøglen, den hemmelige formel, som kan bane vejen for, at de kan flytte fra Comfort Inn til Hotel Britannia.

”Jeg er altid bange for at komme til at lyde som en af de der langrendsløbere, der holder foredrag for mellemledere,” siger han, men indvilger alligevel i at give det et forsøg.

”Der er tre ting, som er afgørende, tror jeg. Talent. Talent for at have talent. Og held. Ud af de tre mener jeg, at held er den vigtigste.”

Åge Hareide er et af Jo Nesbøs yndlingseksempler på en person, som mestrede at få det maksimale ud af sine evner. Manden, som senere blev dansk landsholdstræner, var ikke den bedste fodboldspiller i Molde, men det var ham, der fik succes i Premier League, ikke Jo Nesbø.

”Det var, fordi han havde disciplin, et taktisk sind, allerede dengang, og han havde en evne til at forvalte sit talent. Jeg har set så mange fodboldspillere med et fantastisk talent, som bare har ødslet det bort,” siger Jo Nesbø.

Alligevel insisterer han på, at held er undervurderet.

”Du har brug for held. Når jeg tænker på, hvor mange bøger der udkommer hver dag, som er glimrende, men som aldrig finder et publikum, så tror jeg nok, at jeg har været heldig på den måde, at både musikken og bøgerne, uden at sigte efter tidsånden, har ramt noget i en del af befolkningen på netop det tidspunkt,” siger han.

’Flagermusmanden’ ramte bogmarkedet netop på det tidspunkt, som skulle vise sig at blive begyndelsen på en international krimifeber. Litterære mordgåder havde været populære tidligere, men i løbet af 00’erne dominerede skandinaviske krimier ikke bare vores egne hitlister, men store dele af verdens.

”Var Harry Hole-serien kommet 10 år før eller 10 år senere, er jeg ikke sikker på, at den havde fået succes,” siger Jo Nesbø.

Vi har stillet op til en sidste fotografering. Han sidder i loungen på Hotel Britannia. Alene med sin laptop. Han poserer ikke rigtigt, går blot i gang med at skrive, og han kigger først op, da jeg vil stille ét sidste spørgsmål.

Hvad er dit råd, hvis man gerne vil skrive en roman?

Svaret falder uden betænkningstid:

”Begynd i aften.”

Jo Nesbøs nye thriller ’Kongeriget’ udkommer på dansk 2. september. Den er ikke en del af nogen serie, men handler om et brødrepar på kant med loven. Som altid med Nesbø er historien fyldt med hemmeligheder og moralske gråzoner.