Da klubkongerne overtog Det Kongelige Teater for en aften

DER HÆNGER DE og dingler. Helt deroppe blandt den gamle scenes lamper og traditioner, kan man fornemme sålerne tilhørende lakskoene tilhørende de to skikkelser, der hænger dér, fyldte til bristepunktet af spændingens glæde over det snarligt overståede. Et øjeblik endnu hænger de der, men et øjeblik er aldrig bare et øjeblik.

”Han var ved at få en form for angstanfald, da vi var deroppe under den tekniske prøve,” berettede den ene skikkelse om den anden tidligere samme dag. ”Altså, jeg syntes virkelig heller ikke, det var fedt. Jeg har klatret i mange år – men jeg har aldrig oplevet noget, der var i nærheden af det der.”

”Hvad er det, du er bange for?” spurgte jeg.

”At dø.”

Men nu hænger de der altså igen i det, der for mig, som står upartisk i scenens højre side, er en stund, men for dem, der hænger deroppe, er en evighed.

De hænger afskærmede fra salen, der er fyldt til randen. Selv på fjerde balkon har publikum, der ikke ligner et, man ville forvente at møde på Det Kongelige Teater en lørdag aften, indfundet sig.

Inden længe vil tæppet blive trukket fra, dirigenten vil røre på hånden, orkestret vil spille den første node af ’Les Toréadors’ fra ’Carmen’, og meget længere vil de ikke nå, før publikum vil få et par skikkelser at ane, når to klubkonger langsomt sænkes ned i den relative sikkerhed på det, der virker til at være deres vante hjemmebane, centrummet, selvom de to uger forinden havde forsøgt at bilde mig ind, at det ikke var sådan.

”Vi er jo faktisk meget generte,” havde den ene af de to Simon’er fortalt mig, mens han lå på ryggen på stuegulvet tilhørende ’La Grande Bellezzas’ dirigent og koreografs fælles lejlighed på Nørrebro, mens disse præsenterede slagplanen for den 23. september på Gamle Scene på Kongens Nytorv i København: en operakavalkade af en times varighed. Længere kan beduggede opera-novicer ikke holde til den form for stilleståendehed (en time vil senere vise sig også at være for meget at forlange).

SIMON.

Det er det, der lader til at gå igen gennem det hele.

Simon Lennet og Simon Frank. Det er de to skikkelser, der senere i denne historie vil blive sænket ned fra Gamle Scenes loft blandt hujen og hajen og mobiltelefoner med blitz. Simon Lennet og Simon Frank er navnene på de to herrer, der, hvis vi skal underdrive, har været de allermest definerende skikkelser for det københavnske natteliv uden nogen som helst form for konkurrence overhovedet de sidste ... ja, hvem tæller efterhånden; de sidste mange år.

Oprindeligt mødtes de to Simon’er under en slåskamp på homobaren Never Mind, der fik dem begge kylet ud, og på den måde var vold en sjælden gang svaret, da det lagde grundstenen for et livspartnerskab.

Siden slagene har de åbnet (og lukket) klubberne Simons, Sunday, At Dolores og videresolgt Chateau Motel for nu at stå der, hvor de står: som indehaverne af Klamydiaslottet, det er lykkedes dem at transformere fra at være stedet, 3.g fra Niels Brock holdt deres gallafester, til at være en af Københavns mest eksklusive klubber, der går under det ikke kun simple, men effektive navn Søpavillonen, eller som de inkarnerede, der bruger vel over hundrede kroner fredag efter lørdag på den ene Red Bull med vodka i efter den anden, kalder det: Sø.

DET VAR ANDRE TIDER, dengang Lennet og Frank åbnede deres første natklubber. Dengang kunne man holde korsfæstelser af dværge, man kunne leje vilde dyr til klubben, og man kunne lade folk have sex derinde, uden det havde nogen større konsekvens end et par artikler i medierne, der nærmere var gode reklamer for klubben end det omvendte. Tiderne er blevet ældre, og det er Lennet og Frank også. Ikke gamle, bare ældre.

Det er længe siden, at chokeffekten var deres eksistensgrundlag. En naturlig forklaring, foruden de allermest åbenlyse: aldringen af dem og aldringen af tiden, er, at det ikke længere er noget, de har behov for. Tværtimod. Selvom det koster 200 kroner at få adgang til natklubben for enden af Peblinge Sø for en aften, og alkohol- og sidderettigheder koster flere tusinde kroner, hører det til sjældenhederne, at køen består af mindre end et par snes mennesker.

De har ikke brug for at gøre opmærksom på sig selv. Man ved, hvad en klub ejet af Simon og Simon betyder.

DET ER MÅSKE PÅ DETTE TIDSPUNKT i forløbet på sin plads at indskyde, hvad anledningen til denne opera opsat på ballettens hjemmebane, Gamle Scene, er:

Simon og Simon har fødselsdag – ikke Simon Lennet og Simon Frank, men Simon og Simon.

Operaen falder på en lang og gammel tradition for store fødselsdagsfejringer, der tidligere har budt på, at de blev gift (med hinanden), en begravelse (af dem, de er dog i live), at de blev studenter (altså, ikke rigtigt), og at de opførte en ballet (rigtigt).

Man har valgt at døbe operaen ’La Grande Bellezza’ efter den Oscar-vindende italienske film af samme navn om den fiktive, aldrende kulturpersonlighed Jep Gambardellas, der i sin jagt på skønheden bliver det, han foragter: det kunstige og vulgære.

TILBAGE I STUELEJLLIGHEDEN PÅ Nørrebro blev Lennet og Frank overbragt den positive overraskelse, at der ikke forventes meget af deres sangstemmer.

”Er det bare det?” spurgte Lennet på en måde, der først fremkom en anelse skuffet, men senere lettet. Bare det referer i denne sammenhæng til det selvsmagende omkvæd ”Jeg elsker Simon, Simon elsker mig, vi er forelskede, Simon og jeg,” som Lennet og Frank skal synge i operaens første nummer, og som umiddelbart er det eneste, de skal foretage sig i deres egen opera foruden at stå i en hjemmelavet champagnebar i scenens ene fløj og nyde livet, hinanden og det, de har opnået.

Kortvarigt blev det diskuteret, om ikke de skulle synge mere end bare det, og om det ikke skulle være på fransk, og senere diskuterede de, om de helt skulle droppe at synge, men alle forslagene blev skudt ned, og man valgte at nøjes med den ene sang, men det var ikke helt nok, der skulle være lidt mere chokeffekt, og det blev besluttet, at den skulle findes i den store entré: flyvningen.

Under resten af planlægningen forsøgte de på skift at afværge situationen ved at sige ting som: ”Vi behøver ikke at komme flyvende ind på scenen, hvis du ikke tør,” hvorefter den anden svarede: ”Jeg tør godt, men vi behøver ikke at komme flyvende ind på scenen, hvis ikke du tør,” men alle forsøgene mislykkedes, da ingen turde at være den, der ikke turde.

”VAR DET VARMT?” spurgte jeg Frank, da han efter generalprøven havde overstået sin anden af dagens tre flyvninger. Det var ham, der nær havde fået et angstanfald deroppe tidligere.

”Ja. Det tror jeg. Eller, det aner jeg ikke. Det var varmt inde i mig,” svarede han og slog sig ned i den midterste af alle velourstolene på første parket, ”Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Det var sindssygt ubehageligt.”

MEN LÆNGE NÅR FRANK ikke at være på sikker grund, før han for tredje og sidste gang hænger deroppe i selskab med Lennet. Det er nu, klubbens venner får muligheden for at fange det store øjeblik til de sociale medier. De to showmænd sænkes, og vidste man ikke bedre, havde dette fremkommet som deres ultimative øjeblik. Begge smiler de og fægter i takt til musikken med armene, der under tidligere flyvninger var loyalt placeret på linningerne, alt imens hele den selvpåståede elite spilder øl i teatrets sæder for bedre at lykkedes med at filme seancen som en flok 16-årige til Lamin-koncert.

Solidt placeret på scenens gulv er det tid til opera, og bedst som man troede, at publikum ikke kunne elske dem mere, åbner de munden, og jeg ved, hvad de synger, men publikum kan umuligt have den fjerneste idé om det, for ikke nok med at alkohol påvirker hukommelsen, udsteder de kollektivt det, der vel bedst kan beskrives som et brøl, der overdøver sangen fuldstændigt.

Gennem hele aftenen er der et fravær, det ikke er muligt at overse. Fraværet af mobiltelefonerne er helt og aldeles fraværende til stor kontrast for en almindelig aften på Gamle Scene.

Aftenens to værter – og egentlige arrangører – Johan Klint Sandberg, instruktør, og Cecilie Lassen, tidligere balletdanser, har sammen med flere andre decideret talentfulde mennesker stablet operaen på banen. Nu står de på de skrå brædder og siger noget om, at i aften er Københavns elite samlet på Det Kongelige Teater, og man fornemmer, at det måske ikke er ment helt så ironisk, som de ville ønske, det var, og publikum, der er ankommet med opvarmede lattermuskler, lapper det i sig. Denne type mennesker har en sjov tendens til på den ene side at joke med, at de angiveligt skulle være det, man kunne kategorisere som en form for elite, men alligevel allerinderst inde i hjertet være af den overbevisning, at de naturligvis er lige præcist det.

Publikum er en broget flok, der tæller influencere, folk kendt fra TikTok, forretningsmænd, journalister, realitystjerner, kunstnere, naturligvis modeller, skuespillere, sangere og filminstruktører. I parkettets fjerde række sidder Jonathan Harboe, der for et par år tilbage medvirkede i en dokumentarserie på Danmarks Radios ungdomskanal, hvori han påstod, at han havde det sværere ved at slå igennem som skuespiller, fordi han simpelthen var for pæn. Nu sidder han ved siden af den ene Jessen-bror og griner af en joke om, hvor meget alkohol koster på Søpavillonen. Oppe på de billige rækker på fjerde balkon sidder der nogen, der engang var med i Tv 2-programmet 'Bachelorette'.

Under det meste af operaen sidder Lennet, hvis øjne er malet sorte med makeup, for ”så kan jeg bedre gemme mig”, og Frank i scenens ene side og drikker dyre dråber fra Moët & Chandon.

”Det var fucking pinligt, at vi sad dér og drak Moët, folk har jo helt sikkert troet, at vi bare var købt af dem,” fortæller Lennet, der havde ønsket sig noget mindre flashy, efter tæppefald.

HELE SHOWET ER egentlig relativt banalt, men uden at blive kitsch, og det er sjovt, men uden at blive for sjov. En reel bekymring, der plagede Simon og Simon både inden og efter tæppefald, var, om arrangementet ville fremstå respektløst over for en scene af den størrelse og traditioner. Denne evigt tilstedeværende frygt er måske det, der i sidste ende gør, at det ikke ender med at være fejlslået. Det er et show, de leverer, og det er ikke godt på den måde, hvor man er imponeret over et barn, der tegner et menneske ved at tegne en tændstiksmand, fordi man ikke forventer, at de er i stand til mere. Vi er mere ude i et barn, der tegner et menneske med skønhedspletter, kraveben og en plettet iris.

Den ene talentfulde operasanger erstatter den anden i at synge en sang, man kender, selvom man ikke har været i operaen. En times opera kan godt være mere end rigeligt, og når man har valgt at samle Københavns natteravne under samme tag en lørdag aften klokken otte, beder man om problemer: Hele rækker må således lejlighedsvist rejse sig, fordi midtersædet skal hente forfriskninger.

Men det bliver aldrig kedeligt. I ’La Grande Bellezzas’ udgave af ’Nattens Dronnings’ arie fra ’Tryllefløjten’, er dronningen erstattet af en sur havfrue, der angiveligt har en naboklage eller to, hun gerne vil af med til Søpavillonens indehavere, der holder hende vågen torsdag, fredag og lørdag.

I deres udgave af en duet fra ’Don Juan’, har sopranen fået et par rulleskøjter på, og der leges nu tag-fat på scenen, alt imens det 45-personer store symfoniorkester spiller op. Det, synes Jonathan Harboe, er rigtig sjovt.

Flere balletdansere er hyret ind. En mandlig ballerina udlever den evigt sjove gimmick: en mand i dametøj, da han danser rollen som Odette fra Tchaikovskys ’Svanesøen’, alt imens klubbens promotere, der indtil dette øjeblik har siddet i scenens bagrum og tyret vodka-Booster, står i baggrunden og leger svaner.

Der er kælet for detaljen. Det er den perfekte opera for mennesker, der ellers ikke nyder opera, men nyder Simon og Simon.

NU ER DET TID til fødselsdagssang, den med instrumenterne, hvilket ikke er en så lille sag endda, når man har et helt symfoniorkester ved hånden, og publikum får endelig mulighed for at synge med.

Et øjeblik senere er det hele ved at være slut, men det er sådan noget aldrig rigtigt, så da orkestret holder, erstattes de på slaget af deres store rival, højttalerne, der brager afsted med Robyns ‘Dancing On My Own’, alt imens en DJ-pult bæres ind på scenen af de promotere, der kort tid før var svane 1, svane 2, svane 3 og så videre.

Der er aldrig nogensinde blevet spillet så høj musik på Gamle Scene før. Efter generalprøven spurgte Lennet en tekniker, om man måske kunne skrue lidt højere op, og det kunne man ikke, men man kunne skrue meget højere op, så det er der altså blevet gjort, og en lidt hemmelig bekymring var, om de to lysekroner kunne holde til det, altså om de ville blive hængende, og den usikkerhed bliver bestemt ikke gjort mindre i dette øjeblik, hvor Søpavillonens ansatte sammen med operaens medvirkende omdanner scenen til det, man må betegne som et regulært dansegulv.

Værre bliver det, da først første række gør deres entré på scenen for at tage del i festlighederne, meget værre bliver det, da de andre rækker følger trop.

Men nok er sjældent nok, så på et tidspunkt hopper Lennet ned fra scenen for at hverve flere til festligheden, og det bliver alligevel for meget for Det Kongelige Teater, for nu dannes der en menneskemur rundt om scenen for at forhindre den i at simpelthen kollapse. Nu kan ikke engang Lennet komme derop, hvor dværgen Simon, der før i tiden udgjorde rollen som den tredje Simon i Simon-konstellationen, står på pulten og danser, mens bloggere sprøjter champagne til Abba-sangen ‘Gimme! Gimme! Gimme!’, og når sangen når sit omkvæd, slukker DJ'en for lyden, så man kan høre folk forsøge at synge med, hvilket selvfølgelig ikke lyder godt, slet ikke når sammenligningsgrundlaget er Abba.

Og så er det slut. Teknikerne får deres vilje, tæppet trækkes for. Kram erstatter kram. Euforien hænger tungt i luften. Det lykkedes. Det lykkedes dem.

”SKAL DU MED VIDERE?” spørger Lennet den ene operasangerinde, og det vil hun gerne, men hun ved meget tydeligvis ikke, hvordan sådan noget med dørmænd og pickere fungerer. Det gør dog ikke spor, for hun skal bare lige have et af de armbånd, der ligger ude i bagrummet, hvor aftenens DJ står oppe på en stol og siger: ”Jeg vil faktisk godt lige holde en tale,” der handler om, at Lennet og Frank har givet dem, der ellers ikke havde en plads, en plads (det indbefatter fx navne som Oscar Bjerrehuus, der tidligere har medvirket i ’Vild Med Dans’, hvor der ikke var plads til ham efter semifinalen. Nu har han dog fundet en plads her (og i andre realityprogrammer)).

”På vegne af Frank vil jeg gerne sige tak,” siger en tydeligt rørt Lennet.

Der krammes videre og ønskes tillykke og drikkes meget dyr champagne af meget billige kopper i en evighed endnu, men det føles som et øjeblik, når man har det så godt, og snart er der ikke andet for end at spørge: ”Skal du med videre?”

”Det tænker jeg,” svarer jeg.

”Tager I på Sø?” spørger Caroline Hendersons søn.

”Nej,” svarer Lennet. ”Jeg har sgu booket bord på Museo.”