”We all have shit on our shoes. We've just got to realize it so we don't track it into the house.”
- Karl Marlantes, amerikansk forfatter.
VI HAR ALLE HVER vores måde at gøre det på: Lars holder sig til ét, måske to-tre stykker, Ole river igennem og samler det til en art kugle, Rie holder det hele tørt, mens Tove putter lidt vand på. Der er også dem, der folder otte-ni stykker artigt sammen og fører det med flad hånd mod området.
Én ting kan vi dog alle – næsten alle, men det kommer vi til – blive enige om: Vi bruger en rulle blødgjort, granulerende papir med brudlinjer, der kommer i forskellige lag fra ét til fem, og som oftest hænger på en holder ved toilettet (papiret skal hænge ud af, så du har nemmere ved at hive det fra hinanden og for at mindske risikoen for, at det får berøring med væggen), bedre kendt som toiletpapir, til at tørre os bag i, når vi har været på toilettet for at komme af med vores afføring.
Selve toiletpapiret, som vi nogenlunde kender det i dag, har vi brugt siden 1800-tallet, hvor det blev opfundet, og det er dermed en af de få teknologier, vi stadigvæk deler med vores tiptiptipoldeforældre. Den eneste forskel er, at der er kommet lidt flere lag på – medmindre du går på toilettet på offentlige institutioner eller andre steder, hvor det åbenbart er et område at spare på.
Men papir og lignende som tørremiddel har været en brugt metode i århundreder og mere til.
Hvorfor er vi aldrig kommet videre?
DET ER I VIRKELIGHEDEN ikke min egen journalistiske nysgerrighed, der har fået mig til at stille det spørgsmål.
For snart 10 år siden befandt jeg mig på Rosenborggade i Københavns Indre By til et ’møde’ med kommunikationsmanden Sune Bang, der på daværende tidspunkt var indehaver af Kommunikationsbureauet København, i forbindelse med et innovationsprojekt i gymnasiet, som tre af mine klassekammerater og jeg selv var i gang med.
Selve mødet var forglemmeligt. Det var bilturen hjem – Sune Bang gav et lift, da vi boede i samme by dengang – der står isnende klart i min hukommelse. Mens bilkøen på Tagensvej stod stille, drejede Sune Bang hovedet mod bagsædet og sagde:
”Jeres idé er selvfølgelig meget fin, men hvis I virkelig vil frem i verden, har jeg et andet forslag.”
”Hvad er det?” spurgte vi i kor.
”Har I nogensinde tænkt over, at vi stadigvæk tørrer os med papir, når vi er på toilettet? Hvorfor er der ikke opfundet noget smartere; et bedre alternativ?” lød svaret. ”Potentialet er jo enormt.”
Vi var mundlamme. Hvorfor tørrer vi os stadigvæk med papir? Spørgsmålet var det mest naturlige at stille, men omvendt også transcenderende; det åbnede for en tankestrøm, man ikke havde adgang til før. Men vi gik aldrig videre med det.
Jeg har ikke talt med Sune Bang efter den dag i 2014 – indtil nu, hvor han har taget plads foran mig på Kaffesalonen på Nørrebro. Siden sidst er Sune Bang blevet en fast mand i tv, hvor han gennem årene har kommenteret på alverdens shitstorme og håndteringer af sager, der på den ene eller anden måde har haft med kommunikation at gøre – fra Go’ Aften Danmark til Presselogen.
Men det er nu for den mere analrenlige skyld, at vi er mødtes.
”Jeg har tænkt på det i 25 år,” siger Sune Bang og læner sig ind over det smalle cafébord med et lumsk smil, da jeg spørger ham, hvornår han selv begyndte at undre sig over vores brug af toiletpapir som rensemiddel.
Sune Bang fortæller, at han stiller det samme spørgsmål til alle, når han gerne vil tale om emnet: Forestil dig, at du render rundt i din have i shorts og bare tæer og pludselig får noget lort på benet. Hvordan ville du så tage det af? (Sune Bang spørger bevidst ikke, hvordan folk vil vaske det af).
Scenariet er velkendt – Frank Hvam har turneret med en lignende ’joke’ – og svaret giver sig selv. Hvilket er det, der i sidste ende er så overraskende.
”Der er jo ikke nogen, der svarer, at de går ind og tager noget toiletpapir og tørrer to, tre, fire gange på det, og whoops, så er det fint, vi går i haven igen. For det er ekstremt ulækkert.”
Nej, de fleste plejer at svare, siger Sune Bang, at de vil tage deres vandslange og en våd klud og vaske det grundigt væk. Nogle vil endda gå i bad efterfølgende.
”Ham den nydelige mand derovre,” siger han og peger mod et andet bord, ”han har jo lort i røven. Det har dem ved siden af også. De fleste, du går forbi på gaden, har jo rester fra afføring, i en eller anden grad, siddende mellem ballerne. Det er da lidt absurd.”
Men er det rigtigt, og er det i så fald noget, der har en betydning?
SPØRGER MAN Sundhedsstyrelsen om kompetence på området, henviser de til Statens Serum Instituts hygiejneeksperter. Men Statens Serum Institut svarer, at de ikke lige ”har viden omkring den problemstilling.” Den tager vi lige igen: Hverken Sundhedsstyrelsen eller Statens Serum Institut kan bidrage med viden på et område, der handler om noget så simpelt som kropshygiejne.
Biologien har dog allerede slået fast, at anus – ligesom store dele af resten af kroppen – er selvrensende.
Ikke desto mindre er det rigtigt, at der efter brug af toiletpapir stadigvæk vil være efterladenskaber af afføring, som forresten både betegner den proces, hvor organismen skiller sig af med spildprodukter gennem tarmen, kaldet defækation, og det produkt, der udskilles ved processen, fækalier eller ekskrementer, og som består af vand, ufordøjede føderester, tarmsekreter, afstødte celler fra tarmkanalens indre overflade samt bakterier og deres nedbrydningsprodukter.
Det fortæller Peter Kjær Mackie Jensen, der er lektor ved Afdeling for Global Sundhed på Københavns Universitet, hvor han forsker og underviser i hygiejne med fokus på vand og saniteringsforhold.
Han har dagen inden, vi taler sammen (Mackie Jensen troede, at det var en prank, da jeg henvendte mig, men det er det altså ikke), holdt en forelæsning om emnet, og foran ham på hans kontor står en rulle brunt og glat toiletpapir med navnet Type 00, som var den første fabriksproducerede rulle toiletpapir i danmarkshistorien (der mere fjernede hud end afføring), og en majskolbe, som man åbenbart bruger som tørremiddel visse steder i Ghana.
”Nej, der findes ikke kun wipers and washers,” som Peter Kjær Mackie Jensen formulerer det.
Han er glad for, at der sættes fokus på emnet. Ikke fordi brugen af toiletpapir medfører en decideret ko på isen, når det kommer til folkesundheden, men alligevel:
”Det er helt sikkert ikke særlig hygiejnisk at tørre afføring væk med papir, hvis man sammenligner med at vaske sig,” siger han og tager form som et ekko af Sune Bang.
”Som jeg altid siger til folk, der stiller mig spørgsmålet om, hvad der er bedst at gøre: ’Du kender selv svaret’. Hvis du står og skifter ble på en baby og får afføring på hænderne, så tørrer du det jo ikke kun væk med papir, vel?”
Nej, selvfølgelig ikke!
HISTORIEN OM TOILETTET og dets tilbehør er lang og broget. Fra papirets – efter sigende – opfindelse i Kina omkring starten på vores tidsregning, som de begyndte at bruge til at tørre sig med til stor overraskelse for en arabisk gæst, der besøgte landet i 851, og som selv var vant til at vaske sig, til Romerrigets offentlige toiletter, foricae, hvor folk sad meget tæt side om side på en meget lang bænk med en slags forvoksede nøglehuller i, der gav plads til, at man kunne stikke en velvoksen kæp med en slags svamp for enden ind (havde du penge, var den måske dyppet i rosenvand). At skide var simpelthen en anledning til at socialisere; at få talt om dagens gøren og laden.
Herhjemme brugte vi alt fra uld til svampe og avispapir, før toiletpapiret blev en del af vores hverdag. Og så kan det godt være, at det føromtalte Type 00-toiletpapir både var hårdt, glat og ubehageligt, men det var en decideret landvinding på toiletbesøgsområdet. Det ændrede simpelthen danskernes toiletvaner og indledte et større sundheds- og hygiejneboom. Er du klar over, hvor mange sygdomme der kan være forbundet med uhygiejniske saniteringsforhold?!
Siden er papiret blevet blødgjort og behandlet, så det – modsat køkkenrulle fx – opløses og ikke ødelægger vores kloaksystemer, og i dag bruger vi papir, der skal give os en følelse af at være så blødt, at det er som at tørre røv i kridhvide, bløde lam.
Og vi bruger meget af det. Her er lidt tal: Det anslås, at der på verdensplan fældes 27.000 træer (15 procent af verdens afskovning) til fremstillingen af toiletpapir hver dag. Vi danskere bruger i snit 100 ruller om året, mens der i snit bruges 141 ruller pr. borger i USA. Dermed står de for 20 procent af det samlede toiletpapirsforbrug.
Er man i tvivl om, at toiletpapir er en af de mest essentielle ting for danskerne at have i deres hjem, skal man blot tænke tilbage på de tidlige dage af den første coronanedlukning, hvor komiske scener udspillede sig, da en del danskere simpelthen hamstrede toiletpapir i så stor stil, at det var svært at forstå. Ja, det var nærmest, som om folk troede, at covid medførte en slem omgang diarré.
DER HAR SELVFØLGELIG været en udvikling på toiletpapirsområdet. Men det er intet i sammenligning med den vækst, der har været, når det kommer til de penge, vi spenderer på personlig pleje og hygiejne. Hvert år slår vi ny rekord i vores forbrug af alskens plejende produkter og behandlinger.
Spørger man sexologen Jakob Olrik, er det et bevis på, at vi har fået en steriliseret opfattelse af vores kroppe; at vi har trukket os fra naturen. Og det lægger sig i naturlig forlængelse af vores forhold til toiletbesøg: Vi bruger duftlys og -pinde, udluftningssystemer, og vi kaster papir på afføringen og skyller ud, mens vi stadigvæk sidder ned, så vi ikke behøver at kigge på det. Alle spor skal væk, som er det et mord, der skal dækkes over.
Derfor er det også et paradoks. De få kvadratcentimeter mellem ballerne er nemlig blevet et helle, eller nok nærmere en skammekrog; anus får lov at sejle i sin egen ulækre, lortebefængte sø, og er blevet det rodede kosteskab i den rene lejlighed. Ude af syne, ude af sind.
”Vi har jo et mål om at være sterile. Vi spritter og vasker os i stor stil, og det meste af vores vandforbrug går til personlig hygiejne – lige med undtagelse af numserenhed. Der tænker vi, at det er nok bare lige at tørre lidt, og så er det fint. Sådan vil man jo normalt ikke engang anskue en beskidt tallerken.”
Den er mest af alt baseret på mit eget og mine nærmeste venners anstrengte forhold til vores eget anus – og videoer fra sociale medier, hvor vennegrupper afprøver vandspuling, mens de filmer deres egen reaktion på oplevelsen, men jeg har en teori om, at grunden til, at vi måske aldrig er kommet videre til vandskyllet, er, at vi mænd især – af alle mulige grunde – er bange for at få stimuleret vores anus og prostata. Køber du den?
”Jeg forstår godt, hvor du vil hen, men jeg er ikke sikker på, at det er så kønnet, som du gør det til. Vi ser jo også kvinder bruge toiletpapir, og de har helt sikkert et mere intimt forhold til deres understel, end vi mænd har,” svarer Olrik og fortsætter:
”Jeg tror, at det handler om det kulturelle – at vi har vænnet os til at gøre det på denne måde, og at vi forbinder en meget naturlig proces med skam, så der ikke er sket en udvikling, fordi det bare er noget, der skal gemmes væk.”
Alligevel spår Jakob Olrik, at vi i fremtiden vil komme til at se to modsatrettede spor slå rødder i vores toiletvaner.
”Der vil være dem, der kommer til at stå af på hele denne her steriliseringsbølge og gå den mere holistiske og økonaturlige vej, ligesom man har set på menstruationsfronten. Måske endda få installeret nogle moderne naturlokummer. Og så er der dem, som vil kultivere toiletoplevelsen endnu mere ved at installere japanske toiletter og være meget obs på deres anale renhed.”
TILBAGE PÅ KAFFESALONEN fortæller Sune Bang, at han blandt andet har talt med folk fra Novozymes. Han ville høre, om det var muligt at lave en slags papir med en rensende nanocoating. Han har ligeledes haft en samtale med en højtstående ISS-chef om muligheden for at gøre en eventuel ’opfindelse’ til deres ”differentiator”, et unique selling point, for rengøringsgiganten. Potentialet og målgruppen er jo nærmest ubegrænset, som han siger.
Men hvorfor er du aldrig kommet videre med idéen om at finde på et alternativ, hvis den er så god, og potentialet er så stort?
”For at være helt ærlig har det nok en del af gøre med mit eget selvbillede. Jeg vil helst ikke være kendt som lortekongen. I stedet venter jeg gerne på, at der er nogle, som fikser problemet for mig. Og jeg må indrømme, at jeg er voldsomt skuffet over, at det ikke allerede er sket. I call upon every businessman in Denmark: Fucking fix it.”
Det er ikke hos Danmarks Tekniske Universitet, at Sune Bang skal forvente den store, forkromede opfindelse, som nogle erhvervsmænd senere kan kapitalisere på. Dertil er den teknologiske kompleksitet ikke høj nok til at forske i, skriver de i en mail. Det er simpelthen for nemt?
Og man kan jo også argumentere for, at løsningen på en bedre analhygiejne også allerede findes, hvis man har pengene til det. I hvert fald når det kommer til en løsning derhjemme.
Du har nok hørt om det, måske har du endda prøvet det: det højteknologiske japanske douchetoilet, der kort sagt både skyller og tørrer dig efter dit anliggende (det har også en del andre funktioner). Det har de seneste 10 år vundet større og større indpas hos danskerne, og ifølge lektor Peter Kjær Mackie Jensen er det et, vi kun kommer til at flere af. Ja, han ville sågar selv få det installeret, hvis det ikke kostede minimum 10.000 kroner for den ’skrabede’ version.
Selvfølgelig vil udbredelsen af det japanske toilet medføre en stigning i vores vandforbrug, og det har også en masse at sige i klimaregnskabet. Og vi skal også huske på, at vand som rensemiddel af helt naturlige årsager (læs: det varmere klima) er en del af kulturen i mere sydligt beliggende lande. Men det er ikke desto mindre væsentligt mere hygiejnisk at benytte sig af vand, som han understreger nok en gang.
”Personligt tror jeg meget på, at vi kommer til at se flere og flere skylle sig i fremtiden.”
Og indtil da? Det må stå for din egen regning.
