5. juli
Hej Puk,
Generelt prøver jeg som hovedregel først at sige ja til et projekt, hvis jeg kan finde noget ved det, der tænder min nysgerrighed, og så gå efter det. Rastløsheden er også altid tilstede, men jeg er god til at fordybe mig. Jeg glemmer så til gengæld at spise og andre hverdagsting ;)
Jeg tror faktisk også, vores fag minder meget om hinanden, eller i hvert fald arbejdsmetoderne. Jeg fik engang forklaret en skuespillers opgave ret fint af en lærer på teaterskolen. ’Du skal være som en god tjener: Ikke tage fokus fra madoplevelsen, men levere maden på en appetitlig måde,’ sagde han.
Jeg tænker, det er det samme, hvis man er journalist.
En af forskellene ligger til gengæld normalt i skellet mellem fiktion og virkelighed. Du tager ud i verden og dokumenterer levede liv, som læseren så kan relatere til sit liv – groft formuleret. Jeg gestalter som regel en fiktiv person i en historie, som publikum så kan relatere deres liv til. ’Ser du månen, Daniel’ har været et anderledes projekt, og derfor har angst, tvivl og ærefrygt også fyldt mere hos mig.
I starten ville jeg efterligne Daniel. Jeg ville gå som ham og tale som ham og gestikulere som ham. Det måtte være den bedste måde at udvise respekt for hans portræt, tænkte jeg. Mine første noter fra mine møder med ham er en lang række fysiske kendetegn ved Daniel. Hvordan trækker han vejret? Hvilke specielle kendetegn har hans stemme? Hans dialekt? Hvordan er hans pausering, når han formulerer sig? Bruger han ofte specielle vendinger eller ordsprog? Hvordan er hans kropsholdning? Hvordan bruger han sine hænder i sit kropssprog? Og så videre…
Men efter noget tid gik det op for mig, at den tilgang egentlig handlede mere om mig selv. Det var et egoistisk projekt, fordi jeg gerne ville vise mig selv og dem, der havde læst bogen, at jeg var den rigtige til at spille Daniel. Min opgave var i virkeligheden at give et troværdigt bud på et menneske, der havner i de omstændigheder. Daniels historie er langt vigtigere end mennesket Daniel, hvilket han selv faktisk har sagt fra begyndelsen.
Næste skridt i forberedelsen blev at opnå en så detaljeret forståelse af hans oplevelser som muligt, så jeg var i stand til at stille den til rådighed for fortællingen. Om det er lykkedes, må publikum bedømme, men jeg har gjort det så godt, jeg kunne.
Meget af det, Daniel og jeg snakkede om undervejs, var netop sansningen af ting. Følelsen af ensomhed, af at være helt alene, og den angst det afstedkommer. Følelsen af at kede sig, som du aldrig har kedet dig før. Tankerne om hvordan dit liv kunne have set ud, tankerne om et liv efter og så den konstante smerte i, at dette nu, her i fangeskab, er dit liv. Du er ikke selv herre over det. Den ekstreme frihedsberøvelse og behovet for at ’flatline’ – at udradere dine egne følelser, for ikke at bryde helt sammen psykisk.
Det overraskede mig meget, at Daniel beskrev den sidste tid i hans fangenskab som den værste. Altså den tid, hvor han fik et fornyet håb om, at han måske kunne blive købt fri. Den mentale skudsikre vest, som han kaldte det, der havde taget lang tid at få opbygget, faldt pludselig fra hinanden, og han kunne begynde at drømme om et gensyn med familien og et liv igen. Men det åbnede samtidig op for frygten for at miste.
Vi snakkede også meget om sult. Daniel kan beskrive det bedre selv, men mit billede på sulten er som et selvstændigt væsen, der tager permanent ophold i din krop. Måske lidt ligesom Marvels tegneseriefigur ’Venom’, hvis du kender den. Du kan ikke slippe af med den, og til tider kan du ikke styre den.
Alt det lavpraktiske som toiletbesøg, konstant diarré, smadrede håndled, gymnastikøvelserne, udformningen af olivensten til skakspil og proof of life-videoer, har vi selvfølgelig også vendt, og jeg har researchet på en masse andre beretninger fra tilfangetagne. The Devil is in the detail – selv om det er et fortærsket udtryk.
Sommeren bliver nydt om lidt, hvor vi, jeg og min familie, tager op i en hytte på en bjergside i Norge. Uden strøm og med vand fra elven nedenfor. Vandreture i fjeldet, ren luft og bålmad. Jeg er ked af at høre, at du fik afblæst din sommerferie.
Kh. Esben
