En gammel kliché hævder, at det er lige så svært at beskrive, hvad Burning Man er, som det er at forklare farven lilla til en blind mand. I sidste uge valfartede 68.000 mennesker fra hele kloden til en gold ørken i Nevada. Sammen byggede de Black Rock City, fejrede Burning Man i en uge og forlod ørkenen uden at efterlade noget som helst. Vi var med.
Man kan forklare omstændighederne: De ubarmhjertige omgivelser med stegende hede om dagen og temperaturer ned til frysepunktet om natten. For ikke at nævne sandstormene, der kan forvandle alt til en grødet grå masse. Og man kan fortælle, at Burning Man er et eksperimenterende kunstprojekt dedikeret til radikal selvudfoldelse, der tiltrækker kunstnere, opfindere og kreative. Eller man kan snakke om, at penge (for det meste) er bandlyst og folk i stedet giver gaver til hinanden i form af bacon, whiskey, iskaffe, klistermærker, frosne bananer, smæk og krammere. Man kan beskrive følelsen af at stå for første gang på playaen (det område i midten af det hele hvor de fleste kunstprojekter er samlet og hvor manden, Burning Man, står), omringet af hundredvis af skæve eksistenser, bizarre køretøjer, dunkende rytmer og blinkende neonlys. Men det er, som om det ikke rigtigt er nok.
Burning Man er et trip af Hunter S. Thompsonske dimensioner, og med eller uden stoffer rider man på en hallucinerende bølge af ideer og alternative tanker. Burning Man er en fantasi i virkelighedens verden, et sted hvor gængse normer og regler ophører, et fristed, hvor folk kan te sig fuldstændig, som de har lyst.
Vel vidende, at det er umuligt at indfange bare en brøkdel af, hvad der sker i Block Rock City, er her nogle få snapshots fra årets Burning Man.
Ideen til Burning Man opstod på en strand i San Francisco i 1986, hvor Larry Harvey, Jerry James og nogle af deres venner samledes til midsommer for at brænde en mand lavet af træ. Til denne dag har manden været samlingspunktet for den nu forvoksede festival, der slutter med afbrændingen af manden, der i år stod på en slags flyvende tallerken.
Begrebet ’kunst’ fortolkes bredt på Burning Man og som regel lægges der vægt på, at man kan interagere med værkerne – bevæge dem, kravle rundt på dem, røre dem, gå ind i dem, tænde og slukke dem eller lege med lys og ild.
Et skib midt i ørkenen? Hvorfor ikke. På Burning Man virker alt på en gang surrealistisk og meningsfuldt.
Black Rock City dækker over et kæmpestort område og det kan tage timevis at gå fra den ene ende af campingområdet til det andet eller til den fjerneste del af playaen, så derfor har de fleste folk cykler med – der bliver pimpet og udsmykket med alt fra pels til blinkende neonlys.
Hvert år bliver dusinvis af par gift på Burning Man. Nogle af dem er offentlige begivenheder, hvor alle er inviteret med til festen.
Når man møder de mange sære, fantastiske, enestående mennesker, man render ind i, så får man som regel en dybfølt krammer frem for et håndtryk. Ellers kan man komme forbi denne bod til en fri omfavnelse.
Burning Man tiltrækker ofte en hel særlig gruppe mennesker, der går til ekstremer i deres påklædning, såsom denne menneskelige bille, der ser ud som om han kunne stavre direkte ind i ens værste mareridt.
Black Rock City ligger i det nordlige Nevada i en tør ørken, hvor jorden ofte slår sprækker.
Nevadas ørken kan være et ubarmhjertigt sted og for at beskytte sig mod de hyppige sandstorme er der gået mode i motorbriller, gasmasker og mundværn.
Sandstorme er ofte en del af hverdagen. I bedste fald er det blot et mindre irriationsmoment, der er lig med lidt ekstra støv i lungerne, i værste fald kan man ikke se en hånd foran sig og må søge dækning.
En biograf midt i ørkenen? Klart. Indenfor i de mørkerøde fløjlsomgivelser vises der gamle klassikere og selvfølgelig er slikket i slikbutikken gratis.
Om dagen ligger temperaturen ofte nær de 40 grader og derfor er flere af kunstprojekterne mere fokuseret på praktisk anvendelse, såsom denne skyggefulde oase.
Bliver man træt af at cykle eller gå, så kan man jo selvfølgelig også bare kitesurfe hen over ørkenen på et forvokset skateboard.
Sidst på ugen bliver der sat ild til de fleste kunstprojekter, vel sagtens for at symbolisere Burning Mans flygtige natur – projekterne lever kun den uge, de er her.
Når kunstprojekterne bliver brændt af bliver det ofte så varmt, at der opstår små ildtornadoer, der hvirvler omkring.
Om aftenen vrimler det med sære skabninger på playaen. De såkaldte ’art cars’ er køretøjer, der triller omkring og som alle og enhver kan hoppe på. Ofte er der dunkende musik, gratis drinks og flammende ildshow.
Burning Man er inspireret af midsommertraditioner og kulminationen på hele eventet sker lørdag aften i en symbolsk afbrænding af manden. Stort set alle 68.000 deltager stimlede sammen omkring UFO’en til et stort fyrværkerishow, hvor der blandt andet blev skudt raketter ud af mandens arme og ud af rumskibet, inden det eksploderede i store ildbomber, mens folk hujede løs.
Krammere og kærlighed er den gængse valuta på Burning Man, men et enkelt sted lader folk deres indre svinehund ud. Thunderdome er stedet, hvor man kan tæske løs på hinanden dog med et plysblødt bat, mens tilskuerne kravler rundt over kuplen og jubler ved hvert rent træf.
Festen stopper aldrig og det er en tradition at tage ud på den dybe playa og se solen stå op over ørkenen inden man danser videre.
