Når du først kommer i gang med denne bog, kan du ikke slippe den igen

Syv fædre på syv år. Det havde Andrev Walden, fra han var syv til 14 år gammel.

Selvfølgelig ikke i biologisk forstand. Men i form af seks mænd, der var kærester med hans mor, samt hans rigtige far, som han ikke kan erindre at have mødt. ’Satans mænd’, som er den svenske journalists forfatterdebut, er delt op i kapitler navngivet efter, hvilken ’far’ han havde i den givne periode

Mændene har i bogen fået navne som Plantetroldmanden, Kajakroeren, Tyven og Indianeren, hvilket er medvirkende til at lægge et humoristisk lag hen over en ellers traumatisk, men også rørende fortælling om venskab, kærlighed, svære familierelationer og et barns higen efter at finde sin rigtige far.

Den første far-figur, vi møder, er Plantetroldmanden. Walden troede fejlagtigt, at Plantetroldmanden var hans biologiske far, indtil moderen midt i et ophedet familieskænderi siger til sin søn, at hans rigtige far ”bor i et land langt borte og har hår ned til skuldrene som en indianer.” Dette glædelige chok får syvårige Walden til at forestille sig sin biologiske far som en langhåret konge på den anden side af Jorden.

Efter at Plantetroldmanden er blevet smidt ud, kommer Kunstneren ind i billedet. En fordrukken mand, der har fået sit navn efter at have pralet med en tegning, som i virkeligheden ligner lort (Waldens ord, ikke mine) på det lokale vandingshul for byens sutter. Mens moderens forhold til den såkaldte kunstner udvikler sig, har Walden de første overvejelser om det at have skiftende ’fædre’:

’Jeg har stadig ikke lært at se, når det begynder at ligne kærlighed. Jeg ved ikke, hvordan fædre begynder og slutter, men jeg kommer snart til at lære, at grænserne for familien ikke ligger fast, og at fædre kan drive ind over dem og ud igen på kort tid.’

Senere i bogen, i et kapitel med undertitlen Tyven, har han lært mere om nye ’fædre’. Han begynder at se mønstre. Walden beskriver indkøringen af en ny ’far’ sådan her:

’Det er, som om han bliver smuglet ind bid for bid, som et samlesæt af en far. Han er en jakke ude i gangen, et par cowboybukser i en vasketøjskurv, en stemme ude i køkkenet om natten. Han er noget, som hun langsomt sætter sammen i ly af mørket for så at vise os, når hun har fået ham til at virke. Jeg ved stadig ikke, hvordan fædre begynder og ender, men hvis det her er en far, er han nok begyndt nu. Og i så fald kan de åbenbart begynde, inden man overhovedet har set deres ansigt.’

Fra man har fået unge Walden under huden til sidste linje, er ’Satans mænd’ både til at grine og græde over.

For han lægger ikke fingre imellem, når han skriver om fædre, der vil kontrollere, slå eller i værste fald dræbe hans mor, mens de med den anden hånd manipulerer Walden og hans små søskende og udnytter deres barnlige naivitet.

Alle mændene har det til fælles, at de er nogle fandens tyranner. Det gør, at man i lange passager har medlidenhed med moderen, selvom hendes beslutninger ikke altid er til børnenes bedste.

Walden proklamerer på bogens opslag, at den er skrevet til hans mor. Uden passiv aggressivitet, understreger han. Hun virker også til at ville det bedste for sine børn, når ’fædrene’ er ude af døren, og hun dermed kan sænke skuldrene for en stund. Men hun mangler overskuddet, økonomien, tiden og måske også evnerne til på egen hånd at tage sig af sine tre børn.

Til tider kommer diskrepansen mellem det humoristiske sprog og de scener, der udspiller sig, til at føles som en hæmsko fremfor en styrke for Andrev Walden, når han skal fortælle om de svære år og de nærmest umulige relationer i hjemmet. Som her, mens moderen er sammen med en mand, han kalder Morderen:

’Han er tavs hele vejen til skolen, og jeg sidder og spekulerer på, om jeg har sagt noget forkert. Det må jeg have gjort, for samme aften skal mor svare på alle mulige spørgsmål om Kunstneren, og hen på natten bliver spørgsmålene til skrig og råb, men så boller de, og så bliver der stille, og dagen efter forærer han mig en cykel. Det er en BMX, og den er perfekt. Der er ikke noget kikset på den. Ingen skærme, ingen ringeklokke. Det er den bedste gave, jeg nogensinde har fået.’

Ved at fortælle om oplevelser som denne i en humoristisk og underspillet tone efterlades man som læser med en følelse af, at Walden er stødt på den stopklods, som mange mænd fra hans generation møder, når emnerne bliver følsomme og ubehagelige: brugen af humor som forsvarsmekanisme for ikke at lade det svære komme tæt på. En måde at holde det ømtålelige ude i strakt arm.

Men det er paradoksalt nok også den virtuose sproglige humor, der får bogen op at flyve over det jævne. At sproget ikke er melankolsk og jamrende, mens scenerne, der udspiller sig, er dramatiske og triste, gør det mere spiseligt for læseren at blive bombarderet med Waldens barndomstraumer.

Men der må man gøre op med sig selv, om et spadestik dybere i den svenske traumemuld er vigtigere end sproglig originalitet, for ’Satans mænd’ mangler det første og er fyldt med det sidste.

Selvbiografiske romaner om en forfatters egen opvækst er langtfra et nyt fænomen. Det er en velkendt og efterspurgt genre. Herhjemme har blandt andre Morten Sabroe, Knud Romer og Leonora Christina Skov haft stor succes med at skildre deres barndom i bogform.

En fælles akilleshæl for erindringsbøgerne er dog troværdighed. En udfordring, ’Satans mænd’ heller ikke kan undsige sig at støde på. Waldens ekstremt detaljerede beskrivelser af 30 år gamle hændelser efterlader én med overvejelsen om, hvor meget man selv kan huske, fra man var syv år gammel.

Waldens hukommelse er fuldstændig forrygende, nærmest overmenneskelig, og i bogens forord forsøger han da også at imødekomme denne forudsigelige kritik:

’Hvis noget lyder opfundet, kan du være sikker på, at det er sandt. (…) Man behøver ikke opfinde ting, der skiller sig ud, for de har det med at fæstne sig i hukommelsen af sig selv.’

Når det så er sagt, har Andrev Walden på imponerende vis beskrevet de dilemmaer, tanker og følelser, et barn uden sin biologiske far i sit liv og med en stor håndfuld forfærdelige stedfædre står over for. Faktisk er han lykkes med at gøre det på en måde, så selv vi, der langt fra har muligheden for at sætte os i hans sted, kan mærke fortællingen på egen krop.

Stoffet ræsonerer i én, kort og godt. For selvom de voldsomme, satans mænd er bogens uundværlige omdrejningspunkt, beskriver Walden også en masse genkendelige episoder, som vi alle oplever i løbet af barndommen og ungdommen. Om den første kæreste, om skabte og forliste venskaber, om mobning, om at miste sin uskyld, om konflikter, om drengestreger og om søskendekærlighed.

Ikke desto mindre er det netop Waldens længsel efter at finde sin biologiske far, Indianeren, og forfatterens tvivl mellem at bevare illusionen om den langhårede konge i et fjernt land og endelig at møde sin rigtige far, der driver ’Satans mænd’ fremad. For når alt kommer til alt, vil man så møde den far, der forlod én, blot for at risikere at blive skuffet igen?

'Satans mænd' udkommer d. 24. april på Politikens Forlag.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Anmeldelser