Sommeren er lig med læsning i sommerhuset, på den grønne plet i gården eller på en bænk i parken. Ordstrømme og væskebalance skal afstemmes, mens man via sætninger rejser til steder, hvor man ellers ikke ville komme.
Men hvad skal man egentlig læse? Gerne noget, der rammer én, gør virkeligheden en smule større, men jo også helst noget man kan anbefale eller diskutere med venner og familie.
Noget, der får de dybere samtaler i gang over grillen eller uden for bodegaen. Derfor er det heldigt, at der på det seneste er udgivet bøger, som siger noget om verden lige nu og her. Også selvom de foregår på helt andre præmisser end dem, man ser, når der skeles ud over solbrillerne.
Her er de fem, du skal kunne snakke med om denne sommer.
Topekaskolen
Hvad betyder det for os, at vi ikke længere mestrer samtalens kunst? Det undersøger amerikanske Ben Lerner i sin fabelagtige fortælling ’Topekaskolen’. Det her er en af de helt store, nye amerikanske romaner. ’Topekaskolen’ formår nemlig at binde fortid og fremtid sammen i et spindelvæv, som du slet ikke kan komme ud af, når du først har hægtet dig fast. Centralt står den moderne mands identitetskrise, men samtidig er der gedigne klø til tidsånden. En fiktiv familiekrønike, der bliver et samfundsspejl, fordi Lerner skriver spiddende fra flere perspektiver: ”Vi var repræsentanter for verdens største supermagt, vi havde magten helt inde under huden, se bare, hvordan ”de indfødte” bukkede for os, deres taknemmelighed for vores såkaldt civiliserende kraft; fremtiden, den tilhørte os.”
Udgivet på Gads Forlag. Pris: 299,95 kr.
Kongen leve
Debutdigtene fra Alexander Mayah Larsen er både fiffige og benhårde. De handler om en iransk far, ”baba”, der kommer til Danmark og forsøger at tilpasse sig – selvom han nu også mener, at landet bør tilpasse sig ham. ”Røde rækkehuse / med tilhørende baghave på tyve kvadratmeter / en krakkemut er flyttet til forstaden / hvisker naboerne / igennem sprækkerne i de faldefærdige havelåger / baba nyder godt af den hjemmelavede appelsinmarmelade / fra naboskabet,” som digteren skriver og dermed indrammer sin tematik om at ville høre til, men også om at opleve svigt. Det er balancen i vreden og nærværet, der gør ’Kongen leve’ til sommerens digtsamling.
Udgivet på Gyldendal. Pris: 135 kr.
Aftenens ubehag
Hollandske Marieke Lucas Rijneveld kan skrive som få andre. Den 30-årige forfatters gennembrudsroman er bygget op om sanseindtryk og registreringer: ”Med neglen piller jeg et efterladt kernehus op af kurven til skræller og ser ud af øjenkrogen dyrlægen sidde på hug ved siden af et hvidt telt. Han dypper en sprøjte i en krukke med antibiotika og stikker nålen ind i halsen på kalven.” Det er et godt billede på alt det blide og samtidig stærkt foruroligende, der foregår i ’Aftenens ubehag’. Den handler om 10-årige Jas, der bor på en gård med sin religiøse familie. Da familien rammes af en stor tragedie, lægger sorgen sig som en dyne, men Jas formår på forunderlig vis at lade mørket omslutte tilværelsen og registrerer herfra alt det, der sker. Både med sig selv og med familien, som langsomt krakelerer. En ubehagelig og smukt komponeret roman.
Udgivet på Forlaget Vinter. Pris: 270 kr.
Shuggie Bain
Du kan mærke og dufte 1980’ernes Glasgow, når du læser Douglas Stuarts debutroman, som har modtaget adskillige litterære priser i den senere tid. Og der lugter bestemt ikke godt i fortællingen om lille Shuggie, der elsker sin mor, selvom hun er destruktiv som bare fanden. Det er grusomt at være læser til, men ikke desto mindre, driver man gennem den tykke roman. Tekstens blik får det simpelthen til at slå gnister og danne nye forståelser: ”Nu kunne Shuggie se, at hun ikke længere havde appetit på at more sig, når hun drak. Hun drak for at glemme sig selv, fordi hun ikke vidste, hvordan hun ellers skulle holde smerten og ensomheden ude.” Glasgow var dengang en by i forfald på grund af Thatchers politik. Romanens personer og omgivelser afspejler dette på poetisk vis. I barneperspektivet findes et slægtskab til ’Aftenens ubehag’, men stilen er både mere rå og livlig.
Udgivet på Politikens Forlag. Pris: 300 kr.
De ansatte
Egentlig udkom Olga Ravns arbejdspladsroman for tre år siden, men den har netop været nomineret til den Internationale Bookerpris 2021. Og det er da også en bevidsthedsudvidende god fortælling, den danske forfatter har skabt. Gennem en række vidnesbyrd ude fra fremtiden oprulles vores nutid på finurlig vis. De ansatte – som er en række mennesker og menneskelignende typer, der har forladt Jorden – sidder på et rumskib og beretter om deres minder fra før, de blev til funktioner, som arbejder for andre og ikke skaber nok tid til sig selv. Det er en nutidig og krøllet samfundskritik og ikke mindst en læseoplevelse, der suger én ind i de små tekster. ”I fortæller mig: Dette er ikke et menneske, men en kollega. Da jeg begyndte at græde, sagde I: Du kan ikke græde, det er du ikke programmeret til, det må være en fejl i opdateringen”, som der står et sted. Syret og suverænt.
Udgivet på Gyldendal. Pris: 179,95 kr.