Hvad er det første, du læser hver dag?
”Jeg står op ved syvtiden. Jeg har tre børn, to af dem er hjemmeboende, og de skal op. Der skal smøres madpakker, de skal i skole, og hunden skal luftes. Jeg arbejder fra ni til lidt i fem. Så er jeg sammen med familien fra fem til elleve om aftenen, hvor jeg siger godnat til min skønne kæreste. Dernæst sætter jeg mig på bagtrappen og arbejder videre til klokken halv tre om morgenen. Jeg læser nyheder i pauser i løbet af dagen og om natten på bagtrappen, når jeg er gået i stå med at skrive. Jeg er en nyhedsnarkoman i forhold til at tjekke nyheder. Jeg læser Politiken, Berlingske, Føljeton og Kontrast hver dag.”
Hvilke udenlandske medier holder du dig orienteret hos?
”Jeg læser New York Times, Reason.com og er også begyndt at læse Substack. Der en kæmpe bølge i USA blandt mainstreammedier i forhold til, hvad de kan tillade sig at sige og hvilke diskussioner, man kan have. På New York Times er der en holdning om, at Trump-tilhængere er komplette idioter, men jeg mener ikke, at man bliver klogere af totalt at udelukke dem fra debatten. En række prominente journalister har trukket sig fra bl.a. New York Times, og en række af dem er at finde på Substack, hvor de skriver daglige kommentarer. Det er højtprofilerede, lettere venstreorienterede skribenter, som udgiver deres egne tekster, som man kan abonnere på. Jeg finder så liber-tariansk kontrast i Reason.”
Hvem følger du på de sociale medier?
”Kun kokke. Jeg er optaget af kokke og deres æstetik, politik og tilgang til deres fag. De er vanvittigt hårdtarbejdende og dedikerede og besatte. Når de har fri, går de ud og spiser hos hinanden og fascineres af detaljer, som bagefter influerer deres mad. Som fx Rasmus (Kofoed, red.) fra Geranium, der under coronaen har haft en periode, hvor han er begyndt at undgå kød, hvilket kan ses i hans nye menuer. Jeg er også meget glad for Kevin Talbot (ekspert i fjernstyrede biler, red.), men det er lidt noget andet.”
Hvilke tre apps bruger du mest?
”Speedhive er en helt nødvendig app, hvor man live kan se tiderne fra motorcrossløb rundt omkring i verden. Alt, hvad jeg skribler af filmidéer og noter, samler jeg i Evernote. Twitter bruger jeg ekstremt meget. Jeg følger alle mulige sære folk og deres diskussioner. Jeg er vild med Nassim Taleb, en libanesisk tænker, som skrev ’The Black Swan’. Han er ekstremt aktiv – også omkring matematik, som jeg intet fatter af.”
Christoffer Boe (f. 1974) voksede op på Rungsted Kyst og uddannede sig fra Den Danske Filmskole i 2001. Han kendes bl.a. for filmene ’Reconstruction’, ’Allegro’, ’Spies & Glistrup’, ’Journal 64’ og tv-serien ’Forhøret’. I sin nye film, ’Smagen af sult’, med Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau, fortæller Christoffer Boe historien om parret Maggie og Carsten, der åbner en gourmetrestaurant og satser alt på at vinde en Michelin-stjerne. En dag opdager Carsten, at hans kone elsker en anden, og så tager det hele en ny drejning. Christoffer Boe har instrueret, og manuskriptet har han skrevet sammen med Tobias Lindholm. Premiere 24. juni.
Se, hvad vi ellers skriver om: Medier og Film