Fire bøger, du skal have på natbordet i vintermånederne

Dit natbord vil elske dig.

Fire bøger, du skal have på natbordet i vintermånederne
Offentliggjort
Fremmede jeg kender_stor.jpg

Claudia er vokset op i en syditaliensk landsby med to døve forældre, der aldrig lærte deres børn tegnsprog, og som fortalte hver deres variant af en fængende historie, der ikke var til at blive klog på. Så hvad fik hun med hjemmefra? Hvilken familiemytologi har gjort hende til den, hun er?

Den prisvindende italienske forfatter Claudia Durastanti kan sin teknik, når hun ser tilbage på sit eget liv og trækker streger, der er svære at se. Nærværet i sproget, sanselige observationer og den underfundige tone gør det nærmest umuligt at lægge bogen fra sig.

’Fremmede, jeg kender’, Vinter Forlag, 215 kr.

9788743406037.jpg

Melankolien syder som sproget i Helle Helles seneste roman ’Hafni fortæller’, hvor der berettes nøgternt om et hverdagsliv, der ligner de flestes og så alligevel ikke. Hafni er taget på smørrebrødsrejse gennem Sjælland, tværs over Fyn og med kurs mod Als med en eksistentiel krise i bagagen.

Hun er et sted i livet, hvor avocado kan spises med en bilnøgle, og lykken ligger på et hotelværelse, hvis bare der er udsigt, ro, hvidvin og tandkrus. Alligevel er hun rammende godt selskab.

’Hafni fortæller’, Gutkind, 240 kr.

Screenshot 2023-09-18 at 12.36.06.png

Jennifer Egan er en mester i at skildre det senmoderne samfund. Ikke mindst i sin helt store gennembrudsroman, ’Tæskeholdet banker på’, der både vandt Pulitzerprisen og National Book Critics Circle Award, nailer hun tidsånden fuldstændig.

I ‘Pandekagehuset´, den selvstændige opfølger til ’Tæskeholdet banker på’, præsenterer hun igen et kalejdoskopisk karaktergalleri med det autistiske og matematiske tech-geni Bix Bouton i centrum.

En stort anlagt fortælling om identitet, teknologi og erindring, hvor Jennifer Egan på vanlig original vis bryder de fleste konventioner ned undervejs.

´Pandekagehuset´, Klim, 240 kr.

Foss-Solen.jpg

Kristian Bang Foss er blandt de mest spændende og velskrivende forfattere, vi har herhjemme, hvilket han især har demonstreret i ’Stormen i 99’ og ’Frank vender hjem’. Nu er han atter aktuel med sin nye roman, hvor han går helt nye veje.

Nærmere bestemt tilbage til bronzealderen i en sindrig fortælling om den unge høvdingesøn Raudon, som vender hjem til sin fødeegn ved Limfjorden for at overtage magten efter sin far. Dramaet er højspændt, hvert eneste ord velvalgt og resultatet voldsomt overraskende.

’Manden der bar solen’, Gyldendal, 240 kr.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger, Guide og Shopping