Oliver Lovrenski var kun 19 år, da han debuterede med ’Da vi var yngre’, en delvist selvoplevet coming of age-historie skrevet på såkaldt kebabnorsk. En tragedie lægger fra første side en mørk skygge over den både barske og humoristiske fortælling, der er bygget op om snapshots mere end et decideret plot.
Annonse
Fortælleren, Ivor, og hans tre venner, Marco, Arjan og Jonas, tager stoffer og driver rundt i Oslos gader og har ikke så mange andre end hinanden. Bag den hårde tone og facade mærker man en stor længsel efter barndommen og efter en fremtid, hvor man har fundet sin plads i verden.
Lovrenski modtog sidste år Bokhandlerprisen, den norske pendant til De Gyldne Laurbær, som den yngste nogensinde.
’Mark & Vanopslagh – politik og parløb’
Efteråret er højsæson for bogudgivelser, faktisk stikker det nogle gange så meget af, at det kan være svært at se skoven for bare træer. Men en af de titler, som garanteret kommer til at få meget play, er Alex Vanopslagh og Jacob Marks fælles bog.
Den erfarne journalist og nyhedsvært Troels Mylenberg har sat de to politikere fra Liberal Alliance og SF sammen, og ud af det er der kommet en række pænt spændende snakke om fremtid, håb, drømme og nederlag. Vanopslagh og Mark er født med en dags mellemrum i 1991, og deres opvækst har overraskende mange lighedstræk.
De er begge vokset op i skilsmisseramte familier, og de havde det begge svært i skolen. Og da der kom tryk på deres respektive politiske karrierer, gik de hver især ned med stress.
Annonse
’Arbejderhjerte’
Den ene mesterlige bog efter den anden kommer fra Norge i disse år (tænk Faldbakken, Knausgård og mange andre). Og Carl Frode Tiller står bestemt ikke tilbage for de førnævnte.
Sidste år var han aktuel med sorgromanen ’Flugt’, og nu er han klar med første bind i den stort anlagte trilogi ’Arbejderhjerte’. Romanen tager os med tilbage til Namsos, hvor ’Indkredsning’-trilogien også foregik og Tiller selv har sine rødder. Her vokser Trond op i 1970’erne i en typisk arbejderklassefamilie.
Som tiden går sin gang, ændrer Norge sig og ikke mindst Trond selv, som midt i en livskrise ser tilbage på et liv, der ikke har udformet sig på den måde, han havde drømt om. Som altid fortalt med Tillers sorte humor, eftertænksomhed og skarpe sans for at beskrive både dynamikken mellem mennesker og komplekse relationer.
’Ukendt land’
Bjørn Harvig, tidligere formand for Eventyrernes Klub, har i efterhånden mange sæsoner stået bag podcasten ’Den Yderste Grænse’, hvor alverdens journalister og forfattere kommer ind og beretter om nogle af historiens største opdagelsesrejsende.
Alt dette har han nu samlet i en ny bog, hvor man blandt andet kan blive klogere på bjergbestigere, polarfarere, gale lykkejægere – og en lang række ekspeditioner, som gik rygende galt. Mænd og kvinder, som drog ud i ukendt land, hvoraf nogle aldrig kom tilbage igen.
Annonse
Fortællelysten er stor, nogle af dramaerne decideret nervepirrende, og alt i alt er ’Ukendt land’ et stærkt vidnesbyrd om, hvad der skal til for at gå den ekstra mil – og hvorfor nogle overhovedet vælger at gå mod steder langt fra alfarvej.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.