Fire minutter med Mikael Colville-Andersen: “Er I klar over, hvor meget vi er til grin i resten af Europa?”

Få mennesker ved mere om byudvikling og cykelkultur end Mikael Colville-Andersen. Han er halvt dansk halvt canadier, men har boet i Danmark i efterhånden mange år. Han opfandt i sin tid begrebet 'copenhagenize', og har brugt en stor del af sit arbejdsliv på at rejse rundt til bilbyer, der gerne vil have en bid af den københavnske cykelkultur, og lært dem hvordan man gør.

Fire minutter med Mikael Colville-Andersen: “Er I klar over, hvor meget vi er til grin i resten af Europa?”
Offentliggjort

Hver fredag morgen udkommer Morgenposten med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. Vi bringer herunder det faste element 'Fire minutter med'. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.

Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?

"Mennesket Søren Kierkegaard. Lige siden akademikerne fik fat i ham tilbage i 1920'erne, har de forsket the fuck out of hans tanker og værker på den tørreste måde. Så meget, at mennesket bag er blevet ignoreret. Under en coronaoprydning sidste år fandt jeg et næsten færdigt filmmanus om hans forhold til Regine Olsen, som jeg researchede og skrev på i otte måneder tilbage i 2001, og som jeg fuldstændig havde glemt. The greatest love story never told.

Mennesket Søren kom væltende tilbage til min bevidsthed, da jeg læste. Hans tanker var og er betydningsfulde, men generationer af akademikere har sat ham så højt op på en piedestal, de selv har bygget, at Kierkegaards personlighed er forsvundet. Hvis han levede i dag ville han være en episk mediepersonlighed: Vor tids George Carlin splejset med en livlig udgave af Johannes Møllehave.

Han var tungsindig, men han var også the life of the party. Til de fine fester tog han pis på Grundtvig det ene øjeblik og gjorde grin med H.C. Andersens nyeste bog i det næste. Han spadserede byen tynd hver dag og talte med almindelige mennesker på gaden og på bodegaer. Det er meget sigende, at de 1.000 mennesker, et uhørt antal i 1855, der dukkede op til hans begravelse, var folket. Han er nok den person i historien, jeg har mest lyst til at drikke en øl med."

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?

"Et anonymt og billigt garderobeskab fra IKEA i soveværelset er nok ikke usædvanligt, men åbner man dørene, opdager man, at jeg har designhacket det til et lille lydstudie. Det er her, jeg indtaler speak til mine podcasts og mit YouTube-halløj, og muligvis indspiller bluesy/Tom Waitsy-fortolkninger af visse sange, når jeg enten er fuld eller har tømmermænd. You’ll never know the truth."

Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?

"I over to år har jeg gjort mig umage med at begrænse køb af nye ting. Jeg spreadsheeter mit forbrug og nægter at købe stuff. Jeg blev glad, da jeg kiggede i mine kolonner og opdagede, at jeg skal langt tilbage i tiden for at finde en genstand, jeg har brugt 1.000 kroner på, som ikke var tøj. Så svaret er en flybillet til Leros i Grækenland til juli: En ø, hvor jeg er kommet gennem de seneste 20 år. Og nok det sted i verden, jeg slapper mest af og er mest kreativ. Jeg glæder mig."

Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?

"De seneste 10 år er det Barcelona, men hvis jeg kigger på min lifetime average, er der tale om en bestemt gade i Paris: Rue Vieille-du-Temple. Jeg har været på arbejde i Paris to gange de sidste seks uger, og siden 1990'erne har jeg haft for vane at trampe op og ned af den gade. Jeg er vild med den og har set den ændre sig med årene, både med gentrificering og senest med en pandemi. Epicentret er en stol på fortovet ved cafeen Au Petit Fer à Cheval, hvor jeg taber mig selv i people-watching i timevis. Gaden får hård konkurrence i tilbagevendingsmesterskabet af en ø på Canadas vestkyst, men den skal du ikke vide for meget om."

Hvad skal vi gøre oprør mod?

"Privatbilisme i byerne. I disse år er Amsterdam i gang med at fjerne 10.000 p-pladser frem til 2025. Oslo har allerede fjernet 7.000 de seneste fem år og sparket private biler ud fra Ring 1. Da jeg for nylig besøgte Paris’ viceborgmester fortalte han mig, at byen er begyndt at fjerne hele 60.000 p-pladser, lave mange gader om til et for bilister besværligt ensrettet system og sænke hastigheden til 30 km/t på 85% af byens gader. Senere drak jeg vin ved Canal-Saint-Martin, hvor gaderne nu er gågader med cykelstier.

I Helsinki fortæller de stolt borgerne, at de vil ikke får brug for en privatbil i 2030. Fremtiden er kommet. Og så sidder vi her i fortidens andedam med stigende bilsalg og bilisme og den ene forhistoriske politiker efter den anden med deres friske arkitekttegninger af det næste underjordiske p-anlæg og planer om latterlige havnetunneler og kunstige øer og motorvejsudvidelser. Er I klar over, hvor meget vi er til grin i resten af Europa?"

Følg Mikael på Instagram her.