I har skrevet en stor del af jeres nye album i de norske fjelde. Hvorfor?
Jonathan Carstensen: ”Efter vores seneste album, ’Spira’, tog Alexander og jeg et halvt år til Japan. Vi holdt en pause i bandet, og første gang vi var samlet for alvor igen, var i sommeren 2019 ved Hardangerfjord nær Bergen i Norge. Her bor vores ene guitarist, Mads (Rubin Mauritzen, red.) i en lille hytte sammen med sin hund, sådan helt Knut Hamsun-agtigt. Vi tilbragte to uger deroppe og skrev det meste af albummet der. Det er derfor, det hedder ’Fjorden’.”
Alexander Klostergaard: ”Det er første gang, vi har været sammen alle fem så intensivt. Efter at have været væk fra hinanden, havde vi brug for at mødes på den måde med alle vores opsparede idéer og ligesom tune sig ind på hinanden igen. Tidligere har vi været vant til at mødes i København, indspille og så gå hjem igen.”
JC: ”Når man mødes på den måde, kan øvelokalet godt blive et meget formelt rum, hvor der er et pres for at få lavet noget. I Norge var vi bare sammen, hang ud, lavede mad og spillede lidt, og mens vi sad der, opstod musikken lidt mere spontant. Flere af sangene på albummet tror jeg ikke, vi ville have kunnet skrive herhjemme.”
Hvad handler sangene på jeres nye album om?
JC: ”Tidligere har vores abstraktionsniveau nok været højere, sangene har handlet om åndshistorien og de helt store sammenhænge, men teksterne på ’Fjorden’ er forankret i vores eget følelsesliv. Da jeg skrev teksten til vores single ’Vildgæret ensomhed’, tog jeg udgangspunkt i den ensomhed, jeg mærkede, mens vi var i Japan, langt væk fra familie og venner.”
Hvordan opstod I som band?
AK: ”Vi mødte hinanden, mens vi gik i gymnasiet i Odense – Jonathan, vores trommeslager Jeppe og jeg. En dag, mens jeg sad og spillede PlayStation, ringede de to andre til mig og sagde, at de havde en bil, og at de ville komme og hente mig, hvis jeg ville spille bas i deres nye band. De sad hjemme i Jeppes forældres kælder og havde en idé om et ’punkfræserband’. Det endte med at blive til First Flush.”
Hvorfor synger I på dansk?
JC: ”Når jeg skriver på dansk, tænker jeg ofte: ’Kan man synge det her? Er det for plat eller banalt?’ På engelsk er der en anden distance, og det er nemt nok at synge: ’Baby, I love you’ uden at tænke mere over det. Det er mere farligt at synge på dansk, men det kan jeg godt lide, for det er med til at gøre teksterne mere nære, både for os, men forhåbentlig også for dem, der lytter til musikken.”
I er blevet beskrevet som et ’undergrundsband’, men nu bevæger I jer i en mere poppet retning. Hvorfor?
AK: ”På vores første albums gik vi meget op i, at vi gerne skulle være lidt avantgarde. Men efterhånden som vi er blevet mere modne, føler jeg, vi har fået mindre berøringsangst for at gøre noget, der er poppet. Vi lytter jo også selv til hiphop og pop, og det tror jeg godt, man kan høre på det nye album.”
JC: ”Vi har et selvbillede af at være et rockband, men vores udtryk er i virkeligheden langt fra at være klassisk rock. Det er den splittelse, vi hele tiden arbejder med. Udover at vi har bevæget os i en lidt mere poppet retning, oplever jeg også, at guitaren har fået et comeback i popmusikken de seneste par år – for fem år siden var det hele bare synthesizers. Så poppen har måske også bevæget sig mere i retning af os.”
First Flush består af bassist og sanger Alexander Weile Klostergaard, guitarist og sanger Jonathan Carstensen, guitaristerne Mads Rubin Mauritzen og Peter Bruhn og trommeslager Jeppe Davidsen. Bandet blev stiftet på Mulernes Legatskole i Odense, og First Flush debuterede med EP’en ’Happening’ i 2012. ’Fjorden’ udkommer 5. februar.
Se, hvad vi ellers skriver om: Musik, Interview og Oplæste artikler