Først kom Anders Agger med i bogen, nu er han også med i filmen: ”Jeg tissede en lille smule i bukserne af grin, da jeg læste det”

I Stine Pilgaards bestseller ’Meter i sekundet’ bliver Anders Agger en slags mentor for hovedpersonen Marie, efter hun møder den kendte journalist i den lokale brugs i Velling. For at gøre meta-laget komplet spiller Anders Agger nu også med i filmatiseringen af bogen.

Først kom Anders Agger med i bogen, nu er han også med i filmen: ”Jeg tissede en lille smule i bukserne af grin, da jeg læste det”
Offentliggjort

Hvordan fandt du ud af, at Stine Pilgaard havde skrevet dig ind i sin bog?

”Stine var så venlig at komme ud og banke på i Ringkøbing, hvor jeg sad og skrev på min egen bog. Der stod hun så og sagde, at hun var kommet til at skrive mig ind i sin roman og spurgte, om det var okay.

På det tidspunkt kendte vi ikke hinanden, men jeg tog hende med indenfor og læste det, hun havde skrevet indtil videre.”

Hvad syntes du om det?

”Sådan som jeg husker det, tissede jeg en lille smule i bukserne af grin, da jeg læste det. Jeg sagde til Stine, og det har ikke noget med mig at gøre, at den bog ville komme til at hamre igennem alle parader, og det gjorde den.”

Hvad var din reaktion på, at du var blevet en romankarakter?

”Den havde jeg ikke set komme. Stine insisterede på at skrive mig ind i ’Meter i sekundet’ som en karakter, der hedder Anders Agger, og så kan man diskutere, om det er mig.

Stine har set alt det, jeg har lavet, og hun har helt styr på mig. Men karakteren Anders Agger er i mine øjne også en udfordring af journalistikken og det, at vi maler alting med vores ord.

Karakteren får et ekstra lag i historien, der jo handler om et miljø, hvor man vejer sine ord og siger meget mellem linjerne. Så vi er enige om, at det er mig, men at det samtidig slet ikke er mig, der er med i bogen.”

Hvad er dit eget forhold til ’Meter i sekundet’?

”Jeg læste den, inden den udkom. Jeg synes, den står som et slags Fadervor over Vestjylland, forstået på den måde at området er blevet omfavnet med en loyalitet og kærlighed af Stine, der stammer fra, at hun skrev den, mens hun boede derude. Den form for hjemstavnsforfatteri gengiver ellers nogle gange et stivnet billede.”

Hvorfor synes du det?

”Fordi forfatteren er kommet tilbage efter 30 år og bliver ved med at ride en masse kæpheste om, hvor forfærdeligt det sted, de flygtede fra, er. Foragten for ens hjemstavn er der ikke i ’Meter i sekundet’ der er kun kærlighed til karaktererne, og Stine regner sig selv for at være en af dem.”

Hvad tænkte du, da du blev spurgt, om du ville være med i filmatiseringen?

”Jeg synes, det er mest praktisk, at det er mig, der spiller mig. Stine siger, at Mads Mikkelsen ikke ville, så derfor var det naturligt at spørge mig. Det var lidt en no-brainer, og med Sofie Torp og Hella Joof og Stine i sidevognen tænkte jeg: ’Jo, jo, det skal nok blive godt.’ Jeg behøvede ikke engang at tage noget andet tøj på.”

Anders Agger

(f. 1964) Opvokset i Juelsminde. Tv-journalist og dokumentarist, uddannet fra Ringkøbings Amts Dagblad.

Har arbejdet for DR i mere end 30 år, hvor han blandt meget andet har lavet serien ’Indefra med Anders Agger’, der har kørt i otte sæsoner, og sammen med kogebogsforfatter Anne Hjernøe har han i programmerne ’Anne og Anders i …’ rejst rundt i USA, Mellemøsten, Norden og Europa.

Har sin første rolle som skuespiller i filmatiseringen af Stine Pilgaards ’Meter i sekundet’, der er instrueret af Hella Joof. I filmen medvirker også blandt andre Sofie Torp, Thomas Hwan, Lotte Andersen og Christian Tafdrup.

Var det at være med i en film anderledes end at lave tv?

”Jeg kommer fra en verden, hvor vi skal være relativt præcise, når vi er afsted, og hvor der er brug for nogenlunde faste rammer, fordi tv er et dyrt medie at arbejde i.

Det kan man så gange med 100, når det er film, hvor alt er skrevet ned til mindste detalje i forhold til dramaturgi og replikker. Det er en kæmpe maskine, der bliver sat i gang, og den maskine, jeg så, er måske endda kun en tiendedel af det, der er på amerikanske filmsets.

Nu har jeg jo ikke så mange replikker i filmen, så jeg fik tilsagt et par dage, hvor jeg skulle møde op forskellige steder. Så kørte vi scenerne igennem nogle gange, til vi var sikre på, at de sad i skabet, og det var det.

Ikke at jeg vil udelukke, at jeg vinder nogle priser for præstationen alligevel, det gør jeg formentlig.”

Hvordan var det at spille dig selv?

”Jeg tror da helt sikkert, at der er en tid før og efter, jeg har spillet mig selv. Jeg forestiller mig, at mit liv tager en helt anden retning nu, og at folk hele tiden vil spørge mig om noget fremover.

Der er nok mange grunde til, at jeg ikke er blevet skuespiller, men når man sidder ved siden af en 12-hestes fuldblodsskuespiller som Sofie Torp oven på en bunker ved Vesterhavet og skal gennemføre en samtale, der skal virke naturlig, så kan man godt mærke, hvad det er, hun er uddannet til.”

Hvad siger det dig?

”At jeg har kigget ind i et fag, som er kunst, dybest set, og at dem, der laver det, er kunstnere, mens jeg kommer som håndværker. Tv-journalistik er mit håndværk, og selvom jeg har rejst jorden rundt og lavet alle mulige ting, kan jeg roligt sige, at filmverdenen er en helt anden.”

Hvordan vil du karakterisere filmen?

”’Meter i sekundet’ glider ind i en filmtendens lige nu, hvor vi tager tilbage til provinsen og Jylland og finder ud af, hvordan det er. Det kan jeg godt have det lidt anstrengt med, for jeg synes nogle gange, at det bliver enormt karikeret.

Jeg aner ikke, hvordan filmen kommer til at tage sig ud, om den letter fra jorden eller bare bliver en stiløvelse.

Men hvis Hella (Joof, red.) bare tilnærmelsesvis forløser det potentiale af varme og underspillet humor, som bogen indeholder, og får fortalt fortællingen om egentlige mennesker, og hvad de gør ved hinanden, så de fleste kan forstå den, så bliver det noget, jeg kommer til at være enormt glad for at have været med i.”

’Meter i sekundet’ har premiere 2. februar.

Se, hvad vi ellers skriver om: Film, Mænd og Skuespil