Forfatteren bag ’Forbrydelsen’ får ny serie på Netflix

Søren Sveistrups anmelderroste roman ’Kastanjemanden’ bliver til en ny, dansk Netflix Original-serie.

Forfatteren bag ’Forbrydelsen’ får ny serie på Netflix
Offentliggjort

Netflix har fået øjnene op for at lave danske Netflix Originals. ’The Rain’ var den første danske Netflix Original, og nu er endnu en serie på vej. Tidligere i dag annoncerede streamingtjenesten på Copenhagen TV Festival, at ’Kastanjemanden’, en anmelderrost debutroman fra forfatter Søren Sveistrup, skal laves til en Netflix-serie.

I ’Kastanjemanden’ sættes den unge efterforsker Naia Thulin og hendes udbrændte makker Mark Hess på en mystisk sag. En ung kvinde er blevet dræbt og efterladt på en legeplads i en forstad til København. Hendes ene hånd er skåret af, og over hende hænger en lille kastanjemand. Snart opdager efterforskerne, at kastanjemanden bærer på spor fra en pige, der er forsvundet et år tidligere.

Chestnut_Cover_DK_HIGH20190816-5960-g5zhrn.jpeg

”Netflix har vist en stærk interesse i min bog, og jeg er rigtig glad for aftalen og fuldstændig overbevist om, at Netflix er den rigtige scene for Kastanjemanden,” siger Søren Sveistrup i en pressemeddelelse.

Tesha Crawford, der står i spidsen for Netflix International Originals Northern Europe, er også begejstret for aftalen om den nye serie.

”Efter The Rains succes er vi stolte af at kunne annoncere vores næste danske Original-serie, som vil bygge videre på Nordic Noir-traditionen. Vi var fra første øjeblik tiltrukket af den stærke historie og af Sørens stemme. Vi er glade for at fortsætte samarbejdet med SAM Productions og ser frem til at dele Kastanjemanden med vores globale publikum,” siger hun i en pressemeddelelse

Optagelserne til serien er planlagt til at starte i Danmark i 2020 og får premiere på Netflix verden over.