Forladte danske hjem: ”Vi prøver at give et indblik i en verden, som alle andre vender det blinde øje til”
Jan Elhøj og Morten Kirckhoff har gennem årtier rejst verden rundt for at dokumentere forladte steder, men indtil nu har de manglet det forladte Danmark. Det gør de ikke længere, for deres nye bog er dedikeret til danske hjem, som er blevet efterladt.
”Der er noget helt særligt jordnært ved danske hjem. Noget, vi kan genkende. Farverne, tæpperne, telefonerne, skoene i gangen, leksikaene i reolerne og de små porcelænsfigurer, der står og pynter. Det er så tæt på, at det virkelig gør indtryk,” siger Jan Elhøj.
Sammen med sin ven, Morten Kirckhoff, har han set alt fra den øde, russiske militærbase til det japanske slangelaboratorie i en tom zoologisk have. Alt sammen er dokumenteret i fire bøger med navnet ’Abandoned – Forladte Steder’. Nu er en femte bog på vej, men, i modsætning til de fire foregående værker, indeholder bogen udelukkende fotos af danske hjem. Huse, som engang var nogens, men nu står forladte hen.
”Én ting er, at vi går ind på en efterladt russisk militærbase og dokumenterer de ting, der er efterladt af hæren. Det er jo spændende, og det har klart udviklet både os og projektet at rejse til fjerne kyster at fotografere steder, hvor ingen har sat sine fødder i mange år. Men vi har en distance til det, fordi det er fremmed. Helt anderledes er det, når vi fotograferer danske hjem,” uddyber han.
Annonse
”Vi har også mødt rigtig mange mennesker, som fortæller, at de engang har kigget ind ad ruden til et forladt slot eller stået på dørtrinnet til et tomt hus. Jeg tror, det er derfor, vores billeder virker så stærkt på folk. De genkalder nogle følelser,” siger Morten Kirckhoff.
Lige siden barndommen har Jan Elhøj og Morten Kirckhoff sammen været på konstant jagt efter nye, forladte steder, som de kunne udforske. Allerede dengang trissede de rundt, og af lige dele kedsomhed og nysgerrighed gik de på opdagelse i efterladte bygninger. I dag er det flere årtier siden, at deres fælles interesse opstod, og som partners in crime rejser de stadig verden tynd for at udforske efterladte steder.
”Da vi var yngre, syntes vi, det var spændende at se nye ting, men med alderen er vi begyndt at spørge os selv, hvorfor det kan lade sig gøre at finde forladte huse i Danmark. Vi lever jo i et samfund, hvor alt, vi gør og laver, bliver registreret og bogført. Derfor er det også utroligt, at folks tidligere hjem bare får lov at stå overladt til sig selv i 5, 10 eller 15 år på denne måde. Det er det forfald, vi gerne vil have folk til at reflektere over, når de ser billederne i bogen,” siger Jan Elhøj.
”Ligesom det er fascinerende at besøge pyramiderne og blive klogere på den historie, de fortæller, om hvem vi var og er, finder vi det dragende at opdage steder. Vi har samme nysgerrighed på menneskeheden og den verden, vi er en del af, ” forklarer Morten Kirckhoff. ”Vi prøver at give et indblik i en verden, som alle andre vender det blinde øje til. Hvordan ville vi mon have det, hvis det var vores eget hjem, som stod tilbage? Bogen er en anledning til at reflektere over forgængeligheden, og ikke mindst over sit eget liv.”
’De forladte danske hjem’ er en fotobog, som, ifølge Jan Elhøj og Morten Kirckhoff, er et slags monument over liv, der er levet, men som ingen tager stilling til længere. Det har taget de to fotografer ti år at samle fotomateriale nok fra forladte huse rundt i landet, men, de synes, at det er tiden værd.
”Måske har vi siddet skævt på potten som børn, det ved jeg ikke, men vi er begge dybt, dybt fascinerede af det her fænomen. Vi har aldrig snakket om, hvor vores ambitioner med det her eller noget, men hver gang vi har fundet frem til et hint om et potentielt sted at udforske, er vi hoppet afsted med det samme. Det drager os, ” siger Morten Kirckhoff.
Annonse
”Det er jo også fordi, vi aldrig ved, hvad der gemmer sig bag den næste dør. Vi vil hele tiden have mere,” medgiver Jan Elhøj.
Morten Kirckhoff og Jan Elhøj har set mange hundreder af det, de kalder ’helt sindssyge’ steder. Alligevel er nogle af deres største oplevelser at finde rundt i det danske land, for de mener, at der er noget helt særligt ved at besøge almindelige, danske hjem, som står stille hen.
”Efterhånden har vi rejst i 40 lande og holdt jeg-ved-ikke-hvor-mange hundreder af foredrag. Folk spørger altid, hvilken bog der er flest danske hjem i. Det er også lige før, at det er vildere for os at være i et velholdt, dansk hjem end på en russisk militærbase. Det går fuldstændig ind under huden på mig at se det, jeg kender så godt,” forklarer Jan Elhøj.
Jeg bliver måske lidt irriteret på mig selv over, at det stadig er så svært for mig at få Mette frem. Det er nok mest, når jeg er på skærmen. Jeg oplever ikke, det er så svært, når jeg er ude at møde folk.