Frank Hvam springer ud som sportsvært i nyt program, der skal gøre badminton fedt igen

I en ny programserie vil Frank Hvam undersøge, hvorfor badmintons omdømme i Danmark er falmet jævnt siden hans barndom i 70’erne. Med eksperter, badmintonkoryfæer og sin barndoms kærlighed til sporten vil komikeren forsøge at finde svaret.

Frank Hvam springer ud som sportsvært i nyt program, der skal gøre badminton fedt igen
Offentliggjort

Hvad tænker du egentlig på, når samtalen falder på badminton? Er det store, danske badmintontriumfer, en grædende Viktor Axelsen til OL, midaldrende fædre med dyrt udstyr i den lokale multihal eller er det måske mest af alt en kikset sport, folk dyrker, hvis talentet hverken rækker til fodbold eller tennis?

Ifølge den danske komiker og Klovn-bagmand Frank Hvam har alt for mange danskere fået et alt for negativt syn på fjerboldssporten, hvor Danmark historisk set har leveret store resultater.

I en ny programserie på DR med den noget så flatterende titel ’Frank Hvam: Make Badminton Great Again’ vil Frank Hvam tage dansk badminton under lup. I selskab med eksperter og en række danske badmintonspillere, der gennem tiden har været med til at forme danske badmintons historie, vil Hvam kigge på fjerboldsportens forhold i Danmark både før og nu.

”Når jeg i dag på stand-up-scenen siger, at jeg har spillet badminton i 11 år, så griner folk lidt. Badminton er næsten en joke i selv sig. Hvorfor smiler folk? Ingen griner, når jeg siger, at jeg har spillet tennis,” siger Frank Hvam.