Frederik Louis Hviid: ”Da jeg genså den, blev jeg blæst helt bagover”

Jeg var otte år, da ’Pusher’ udkom og kickstartede mig. Jeg boede på Vesterbro, og derfor var der noget genkendeligt over Nicolas Winding Refns brutale fortælling. En hardcore og autentisk gangsterfilm, der foregik lige uden for min dør. Der var gang i den på en måde, jeg ikke før havde set i dansk film.

Ikke længe efter så jeg ’Se7en’. David Fincher kan skrue et manuskript sammen og præsentere roller, så du bliver flået gennem filmoplevelsen. Samtidig er ’Se7en’ så teknisk overlegen, at du hele tiden mærker filmens indre gru i historien om en seriemorder, som myrder et menneske for hver af de syv dødssynder. Det er både bestialsk frastødende og æstetisk indbydende.

Stort set alle mine yndlingsfilm dyrker spændingen. Jeg lånte Michael Manns ’Heat’ i en kiosk, da den udkom i 1995, og syntes, den var lidt kedelig. Jeg var nok ikke helt gammel nok, men så genså jeg den nogle år senere og blev blæst bagover.

Den er et stilstudie i scener, som skal bygges op med indsats og aldrig ende i status quo. Filmen bygger langsomt op til et kup. Alligevel er du revet med. ’Heat’ er en reference, det er umuligt at komme uden om i en kupfilm som ’De lydløse’, men det er også fint nok. Den er et actionmæssigt højdepunkt i filmhistorien.

Film skal røre noget i mig. Jacques Audiards ’Profeten’ er en mesterlig fængselsfilm. Den er ikke bange for at falde på røven, og den tager nogle valg, mange normalt vil rynke på næsen ad, men det lykkes for Audiard, fordi han er så sikker i sin stil. Han tvinger hovedpersonen til at gøre noget forfærdeligt, men vi holder stadig med ham. Mellem vold og intriger skabes en mærkværdig medmenneskelighed i et menneske, vi ellers aldrig ville turde bryde os om.

De roller, der bliver hos mig, er aldrig kun helte eller skurke, men derimod hele mennesker. Hvis jeg kan forstå dem, vil jeg investere min tid i dem. Så er jeg faktisk mindre optaget af, om jeg er enig med dem eller ej. Hvis en film kan tage mine forventninger og flytte dem i en anden retning, bliver jeg interesseret.

Jeg elsker ’Terminator’ og ’Jurassic Park’, men det virkelighedsnære er bare mere spændende. Det er det, som får mig til at reflektere videre efterfølgende. Hvis virkeligheden kan mærkes i fiktionsfilm – og i særdeleshed i genrefilm – er det godt.

Jeg elsker film, der ligger i grænselandet mellem genrer og virkelighed. Derfor er jeg også helt vild med Justin Kurzels ’Snowtown’ om fader-roller, vold og ensomhed i en australsk forstad. Den film forlader mig aldrig. Den har én af de mest skræmmende skurke nogensinde.

Film skal kunne ses på flere måder, men de skal først og fremmest tale ind i den verden, vi lever i. Jeremy Saulniers ’Blue Ruin’ er i den henseende også en film, alle bør se. Måden, hvorpå der opbygges suspense med begrænsede virkemidler og en stort set tavs hovedrolle, er vild.

To familier er i krig med hinanden, og nu er det hovedpersonen, som skal slå én fra den anden familie ihjel. Han er den mindst egnede, man kan forestille sig til opgaven. Han er ikke en mand, der ved, hvordan man bruger en pistol eller infiltrerer fjendens lejr, og han vil ikke gøre nogen fortræd, men drives ud i det.

Som seer placeres du midt i dilemmaet, fordi han er én af os. ’Blue Ruin’ er et godt eksempel på, hvor meget du kan barbere af scener, uden at det spolerer mening eller indlevelse. Det har jeg tænkt meget over i arbejdet med ’De lydløse’.

Når vi taler autenticitet, bliver det ikke vildere end Matteo Garrones ’Gomorra’. Den bryder rammerne for, hvor tæt man kan komme på et lukket miljø. At kunne beskrive hele mafiaen gennem to knægte, der gerne vil stige i graderne, er imponerende.

Hvor rollerne i ’The Godfather’ er stoiske og kontrollerede i deres machoverden, er det her unge og ukontrollerede mænd, som lærer at begå sig i en voksenverden uden sympati for børn. Det er usentimentalt og overraskende. I ’Gomorra’ blandes professionelle skuespillere med ægte mennesker, som kender miljøet. Både i ’Shorta’ og i ’Huset’ hentede vi inspiration i det greb.

Se, hvad vi ellers skriver om: Film