Frederik Louis Hviid: ”Da jeg genså den, blev jeg blæst helt bagover”

Jeg var otte år, da ’Pusher’ udkom og kickstartede mig. Jeg boede på Vesterbro, og derfor var der noget genkendeligt over Nicolas Winding Refns brutale fortælling. En hardcore og autentisk gangsterfilm, der foregik lige uden for min dør. Der var gang i den på en måde, jeg ikke før havde set i dansk film.

Ikke længe efter så jeg ’Se7en’. David Fincher kan skrue et manuskript sammen og præsentere roller, så du bliver flået gennem filmoplevelsen. Samtidig er ’Se7en’ så teknisk overlegen, at du hele tiden mærker filmens indre gru i historien om en seriemorder, som myrder et menneske for hver af de syv dødssynder. Det er både bestialsk frastødende og æstetisk indbydende.

Stort set alle mine yndlingsfilm dyrker spændingen. Jeg lånte Michael Manns ’Heat’ i en kiosk, da den udkom i 1995, og syntes, den var lidt kedelig. Jeg var nok ikke helt gammel nok, men så genså jeg den nogle år senere og blev blæst bagover.

Den er et stilstudie i scener, som skal bygges op med indsats og aldrig ende i status quo. Filmen bygger langsomt op til et kup. Alligevel er du revet med. ’Heat’ er en reference, det er umuligt at komme uden om i en kupfilm som ’De lydløse’, men det er også fint nok. Den er et actionmæssigt højdepunkt i filmhistorien.