”Folk tror, at Gilli gør dit, og Gilli gør dat. De skulle bare vide. Gilli? Han skifter ble, laver mad og gør rent derhjemme”

Køb vores juli-nummer med Gilli på forsiden her.

PLUDSELIG GÅR TO PIGER i stå midt på den befolkede plads. De kigger på hinanden, åben mund og polypper. De er på sydeuropæisk studietur med deres efterskole, måske deres folkeskoleklasse, og midt på gaden står en nydelig mand i sine slut-20’ere, solbrun og i joggingsætsuniform. Pigerne står kun en meter fra ham, de vil kunne dufte hans søde parfume, hvis vinden blæser den rigtige vej, men de siger ikke et ord. De kigger på ham, så på hinanden, så på ham igen. ”Ser vi det samme?” spørger deres tekop-øjne.

Det ligner Gilli, det er Gilli. Hvis ikke de to piger har hørt hans musik i flyet på vej hertil, har de drukket vodka-danskvand til det weekenden forinden. Og nu står han foran dem i et fremmed land og kigger ned i sin telefon. Pigerne er for høflige til at forstyrre ham, men samtidig for teenagebefippede til at opføre sig anstændigt.

”Det sker en gang imellem,” siger Gilli og trækker på skuldrene, da pigerne fnisende har fået krabbet sig længere ned ad gaden uden på noget tidspunkt at tage øjnene fra manden, som kunne han hvert øjeblik finde på at gå op i røg.

Gilli er, til pigernes forsvar, heller ikke typen, man lige går over og trykker i hånden med et jovialt ”dav.” Man skal have fulgt hans karriere særdeles overfladisk for ikke at vide, at sniksnakken med gud og hver mand står et godt stykke nede på hans liste over prioriteter.

”Hvis de spørger mig, siger jeg bare, at jeg også er på ferie.”

Men Gilli er ikke på ferie, og sådan er Gillis liv: en evindelig tovtrækning mellem det allestedsnærværende og det hemmelige, mellem musikken og privatlivet.

Gilli, født Kian Rosenberg Larsson, er den rappende ghetto-protagonist, der fandt melodien og blev så populær, at hans musik hænger i tapeterne på ethvert dansk diskotek og teenageværelse. Men i en tid, hvor vi har uhindret udsyn til de andre popstjerners inderste sfærer, fra deres psykiske lidelser til størrelsen på deres genitalier, har Gilli mystificeret sig til toppen. Han har ladet musikken tale. Og Danmark har hørt ham.

HVIS GILLI ER SÅ GENERT, som han ofte portrætteres i medierne, skjuler han det godt, da jeg første gang møder ham i et musikstudie i Københavns brostensbelagte hjerte. Han snakker som et vandfald, står aldrig stille, spørger interesseret ind, laver snorlige parodier på mere eller mindre folkekære kulturpersonligheder og brøler sin latter ud helt nede fra mellemgulvet. Hvis han tynges af noget, når han optræder offentligt, har han ladet det ligge derhjemme denne søndag aften.

Gilli er sjældent i Danmark, så når han er, er kalenderen stram. Familie og venner skal besøges, og de dyrebare studietimer, han har med de danskbosatte kollegaer, skal udnyttes til fulde. I går forlod han studiet klokken 7 om morgenen, i dag er han igen i selskab med sin hofproducer Nicki Pooyandeh og barndomsvennen, der blev rapkollega, Benny Jamz. Et interview med Gilli er derfor noget, man sidder standby til, men da det først lykkes at få ham på tomandshånd, er der ingen utålmodighed at spore. Han tygger på sine egne svar og gør sig umage med at svare præcist og at inddrage alle perspektiver.

Det er februar, og Gillis seneste album ’Carnival’ er en måned gammelt. Med største selvfølgelighed strøg udgivelsen direkte ind på albumhitlistens førsteplads, hvor den blev de næste 10 uger.

”Jeg har faktisk været overrasket over, hvor gode reaktioner der har været på pladen,” siger Gilli på sit syngende verdensborgerdansk. Diktionen er rundet af et miljø, hvor dansk blot er ét af mange modersmål.

”De fleste af mine venner, jeg spillede pladen for, reagerede ved at sige: ’Hvad fanden er det her?’ Men det er faktisk et kompliment, for det betyder, at jeg har overrasket og gjort noget nyt. Efter et par gennemlytninger har de elsket pladen.”

Selv de kronisk næserynkende anmeldere har modtaget ’Carnival’ med åbne arme. Gilli griner, da jeg spørger, om han er blevet en anmelderdarling.

”Ja, og det er vanvittigt, for det havde jeg slet ikke regnet med. Jeg har altid sagt, at jeg var ligeglad med anmeldelserne, men jeg blev faktisk glad for, at de fleste forstod, hvad jeg ville med pladen.”

’Carnival’ er et konceptalbum på bare 29 minutter, der lyder som en saltvandsindsprøjtning direkte fra Copacabana til de blegnæbede danskere. En smeltedigel af brasiliansk samba, dansk 80’er-pop og fransk hiphop tilsat rundhåndende mængder af regionale krydderier fra nær og fjern. Svær at beskrive, let at lytte til. Tempoet er højt, lyrikken er overskuelig, og melodierne smitter som babylatter.

”Det er en energiudladning, en vibe. Jeg har altid drømt om at lave et album, hvor hver sang i sig selv ville være en single for enhver anden dansk artist,” siger han.

’Carnival’ er, i al sin intuitive letsindighed, også en kontrast til alt det, der formede Gillis tidlige karriere.

DER HAR VÆRET ADSKILLIGE lejligheder til at smække Gilli på forsiden af dette blad.

Det kunne have været i 2016, hvor han med ’C’est La Vie’ og ’Tidligt Op’ tryksparkede dansk musik i retning af den afro-inspirerede hiphoplyd, der siden er blevet forsøgt kopieret på samtlige pladeselskaber uden nævneværdigt held.

Eller det kunne have været i 2018, hvor man, især når solen tittede frem, altid kunne lukke øjnene og høre de fortyndede toner af ’Rica’, ’Habibi Aiwa’ eller ’Oui’ på en Soundboks i det fjerne.

Og det kunne helt oplagt have været i 2021, hvor Gilli som den første dansksprogede artist nogensinde rundede én milliard streams på sine sange. Én milliard.

Men hvem er denne mand, der med uforceret lethed tryner samtlige artister i kampen om danskernes lyttergunst? Det har de fleste medier nok søgt svar på. Men døren til Gillis arbejdsværelse har været hermetisk lukket, uden at det tilsyneladende har smittet negativt af på hans popularitet. Hvorfor stille op til et stort portrætinterview nu?

”Jeg har faktisk overvejet det i lang tid. Stort set hele min karriere har jeg følt, at jeg slet ikke behøvede at lave interview, men i bund og grund synes jeg, at jeg skylder alle dem, der hører musikken, at de også ved lidt mere om mig.”

Der er stadig ting, han ikke vil tale om. Hvis man åbner nærværende magasin for at læse, hvad Gilli spiser til morgenmad, bliver man skuffet. Som det er nu, er det et interview med musikeren Gilli eller intet interview.

”Jeg har bedt om det her. Om berømmelsen. Det har min familie og dem omkring mig ikke. Man lever et anderledes liv, når alle ved, hvem man er, så jeg prøver at skærme dem fra det. Jeg synes heller ikke, det giver mening, når interview skal handle om alt muligt andet end det, jeg arbejder med. Det er musik, jeg ved noget om.”

Det er ikke gratis at være nærig med informationerne. Gilli har skudt sig selv i foden, som han selv formulerer det. Ved at vige fra rampelystet har han gjort sig selv mere spændende, end han egentlig er. Gilli er blevet en myte, et hylster, man kan fylde med ethvert rygte.

På internettet flyder sladderen om alt fra hans madvaner til hans træningsrutiner, og det griner han overbærende af. Værre er det, når brugere på YouTube flerfoldigt forsøger at påklistre et kokainmisbrug til hans navn.

”Jeg har aldrig rørt det, og de kan skrive, hvad de vil, men hvad hvis min mor begynder at tro på det?” spørger han og ryster på hovedet.

”Jeg synes, det er sygt, at jeg kan være så spændende. Folk tror, at Gilli gør dit, og Gilli gør dat. De skulle bare vide. Gilli? Han skifter ble, laver mad og gør rent derhjemme.”

I 2010 FLÅEDE GILLI BUKSERNE af den danske musikindustri i alliance med Oliver Kesi, Benny Jamz og resten af vennekollektivet B.O.C, Bomber Over Centrum. Debutnummeret ’Fissehul’ med Kesi og Gilli, der i musikkredse betragtes som en kultklassiker, markerede et nybrud. Den bedagede stodderrap, der stank af ginsjatter og askebæger, havde overskredet sidste salgsdato, og ind på scenen væltede et kuld af storkøbenhavnske teenagere med egne tekster, egne beats og egne videoproduktioner.

Drengene fra B.O.C levede hiphop. De hørte Dipset, Stack Bundles og anden New York-rap, gik klædt som dem og spiste fried chicken som dem. Hvad de manglede i penge og livserfaring, havde de i fællesskab og integritet.

Kian blev til Gilli som en afledt konsekvens af gruppens fælles kærlighed til den kitschede maratongangsterfilm ’Blood In Blood Out’, hvor man følger den blåøjede Miklos bestræbelser på at blive en del af en mexicansk gadebande i 70’ernes Los Angeles. Det mexicanske bandeslang er et gennemgående tema i Gillis tekstunivers, det er fx her, det udødeliggjorte udråb ”orale” stammer fra. Inspireret af filmens karakterer fik etnisk danske Kian blandt venner det selvopfundne, darioagtige kælenavn Gilli Angilo.

Det var altid tydeligt, at Gilli havde et særligt talent. I kommentarsporene under B.O.C’s tidlige musikvideoer havde mange et særligt godt øje til den tætklippede knægt i den røde Adidas-trøje, der rappede, som gjaldt det hans liv, men havde mere end almindeligt svært ved at holde øjenkontakt med kameraet. Gilli var måske den bedste rapper, men han var også den, der var dårligst til at være det.

”Jeg var meget genert, og de andre måtte virkelig presse mig til at rappe. I dag er det sejt at være rapper, men det var det ikke dengang. Det var først, da jeg lavede filmen, jeg besluttede mig for, at jeg ville gå all-in på musikken.”

Han omtaler ”filmen” som det, den er: en engangsforestilling, en anomali i Gillis karriere, der aldrig kommer til at gentage sig. I 2014 lykkedes det instruktør Fenar Ahmad at lokke den panelkrybende deltidsrapper til at spille hovedrollen i sin debutspillefilm ’Ækte Vare’. Hvad der lød som et umuligt projekt, blev en gedigen succes. Gilli funklede troværdigt i rollen som Mikael, et aspirerende raptalent balancerende på en knivsæg mellem vennerne på boligblokken og den glubske pladeindustri. Lyder det bekendt?

”Den eneste grund til, at jeg ikke var en katastrofe, var, fordi jeg bare skulle spille mig selv.”

’Ækte Vare’ lignede et skuespilgennembrud, men var i virkeligheden fødslen af en dedikeret fuldtidsmusiker, der ville være meget mere end bare rapper. Ingen har mere skruppelløst end Gilli brudt samtlige genreregler og udfordret, hvordan moderne dansk popmusik kan lyde. Ifølge Nicki Pooyandeh, der har produceret størstedelen af den nye plade, er ’Carnival’ det endelige farvel til det rapper-mærkat, der har det med at sidde fast som kædeolie på lyse cowboybukser:

”Det er jo en decideret pop-plade. For Kian var det vigtigt at komme ud af den der urban-bås. Han har gennem mange år bevist, at han kan gøre, lige præcis hvad han har lyst til, og det er også derfor, hans musik er så populær. Fordi han hele tiden flytter sig og tager chancer.”

Men når man først har rappet, bliver man aldrig ikke-rapper. Det er et gennemgående ønske fra mange Gilli-fans, at han igen kaster sig over den klassiske rap-disciplin. Fordi de ved, han kan. Men det interesserer ikke Gilli:

”Før i tiden ville jeg altid sidde ovre i hjørnet og skrive dobbeltrim på et krøllet stykke papir,” siger han, mens han kniber øjnene sammen og spiller rollen som den selvhøjtidelige gadepoet.

”Den arbejdsform føles bare som et arbejde for mig. Jeg ved da godt, at ’Carnival’ ikke er et lyrical miracle, men hvis jeg prøver at skrive et rigtigt rapvers nu, føler jeg mig så corny. Det kommer til at lyde mekanisk, og jeg kan høre på andre rapperes sange, hvis de har skrevet deres tekster ned. Det mangler sjæl. Det er også derfor, jeg ikke gider at høre én som J. Cole. Han er sindssygt dygtig, men det er ikke noget for mig.”

Så grubler han lidt. Han kan lægge nok så meget afstand til den gennemarbejdede ordgymnastik, men rap er en konkurrencesport, og lysten til at kvase konkurrenterne er ikke gået endegyldigt tabt:

”På den næste B.O.C-plade bliver jeg nok nødt til at lave tre-fire sange, der er ren rap. Bare for at vise, at jeg stadig kan.”

Gilli – kort fortalt

Født Kian Rosenberg Larsson den 27. juni 1992.

Debuterede som 18-årig sammen med Kesi på det hårdtslående grimerap-nummer ’Fissehul’, der gik viralt på YouTube uden om alle de traditionelle musikkanaler. Spillede i 2014 hovedrollen i Fenar Ahmads debutspillefilm ’Ækte Vare’ og udgav en EP af samme navn, der med nummeret ’Knokler Hårdt’ løftede hans popularitet til nye højder. Siden da har Gilli med hitsingler som ’C’est La Vie’, ’Tidligt Op’ og ’Vai Amor’ skubbet til grænserne for, hvordan moderne popmusik kan lyde.

Gilli var i 2019, 2020 og 2021 danskernes mest afspillede artist på Spotify. Han har de seneste fem år været den mest afspillede danske artist. I juli 2021 blev han den første danske artist, der rundede én milliard streams på sine sange. Han optræder også som en tredjedel af gruppen B.O.C, der ud over Gilli tæller hans barndomsvenner Kesi og Benny Jamz, og som sidste år storhittede med nummeret ’Ibiza’.

Gilli er aktuel med soloalbummet ’Carnival’ og en efterårsturné, der kommer forbi Aarhus og Odense og slutter i Royal Arena i København den 29. oktober 2022.

NÅR MAN ER I STUDIET med Gilli, kan det være svært at vurdere, hvad man er vidne til. Ser man Kian, en ung mand på 29 år med omvendt kasket, gavflabsmil og hvidvin til kanten, der fjoller rundt med sine barndomsvenner til de tidlige morgentimer? Eller ser man Gilli, en dedikeret forretningsmand, der stopfodrer danskerne med letfordøjelige hits med målsætningen om at blive landets mest populære musiker for fjerde år i træk?

Gillis musik er uomgængelig, men det er få forundt fra første parket at opleve fødslen af et Gilli-hit. Da første interview er i vinkel, spørger jeg, om jeg må blive hængende i studiet. ”Ja, selvfølgelig,” udbryder han, som om jeg har spurgt om en tår vand eller en cigaret.

Denne søndag aften forløber i grove træk således:

Gilli og Benny Jamz slænger sig i sofaen, mens producer Pooyandeh spiller de numre, de arbejdede på aftenen forinden. Jamz ruller en joint og drikker en rom-Red Bull, han er stadig ramt af gårsdagens strabadser. Gilli har kastet sig over en flaske hvidvin, efter han har set en dokumentar på YouTube om den amerikanske producer London on da Track, der helst laver musik med en flaske Chardonnay ved hånden.

Gillis arbejdsproces er spontan og impulsiv, og hvis ikke et nummer giver ham et kreativt indfald inden for få sekunder, bevæger de sig straks videre i programmet. Han kaster hundredevis af bolde op i luften, og Pooyandeh, der er toptrænet i den krævende disciplin at producere for Gilli, griber effektivt og roligt dem, der er værd at arbejde videre med.

Særligt ét nummer vækker den ellers lidt flygtige opmærksomhed hos de to vokalister. En lydbid af et kvindeligt kor er blevet hakket i småstykker og rekonstrueret, så det danner en ny, mere fandenivoldsk melodi. Det er et sample, Nicki Pooyandeh har sakset fra en Netflix-dokumentar, han så ombord på et fly. Både han og Gilli lider under det syndrom, at de ikke kan høre musik i nogen form uden at tænke: ”Kan det bruges?” Det her kan i den grad bruges.

”Kan du huske, jeg fortalte, at jeg gerne ville lave et sommerhit igen i år?”

Gilli vipper tilfredst med hovedet, kigger mig højstemt i øjnene og peger på de gyngende højtalermembraner.

”Det kunne godt være det her.”

Nummeret har ingen tekst, kun såkaldte toplines: melodier indspillet på et uforståeligt sludresprog, der i dette tilfælde minder om fransk eller spansk. Det er ikke tilfældigt:

”Hvis man topliner på et sprog, der lyder fedt, tvinger man sig selv til også at skrive en tekst, der lyder godt. Det sætter stemningen for nummeret,” forklarer Benny Jamz.

”Dansk er nok et af verdens tre grimmeste sprog,” supplerer Gilli, den mest populære dansksprogede artist siden Rasmus Seebach.

Måske er det derfor, man som etsproget dansker kan have svært ved at finde hoved og hale i Gillis tekstunivers. Hvor det internationalistiske lydbillede afspejler hans affektion for musik fra alle verdenshjørner, er teksterne en refleksion af en opvækst med tosprogede venner og et voksenliv som udlandsdansker. Dansk er teksternes stamme, hvorfra der vokser grene af arabisk, fransk, engelsk, tyrkisk og spansk.

”Lucky som luciano, droga kom fra Sãu Paulo

Traficante vida, hola, ¿qué pasa, hermano?

Container i båd, Adem han si’r: ‘Kom bar’ du,” synger han på ’Miami Vicer’.

KIAN VAR 11 ÅR, da han målrettet og på egen hånd kæmpede sig igennem en familiepizza og en stor Pepsi Max i Frederiksberg Centret. Han gjorde det ikke for at stille sulten, men for at indløse et kampagnetilbud: spis pizzaen og få fingrene i Outlandish’ nye single ’Walou’ på cd.

Sådan åd han sig, mere billedligt, igennem den uendelige musikbuffet. De andre drenge i skolen diskuterede i midten af 00’erne, om Ronaldinho eller Kaká var verdens bedste fodboldspiller, Kian gik op i, om 50 Cent ville vinde sin ordkrig med Ja Rule. Han havde udviklet en glubsk appetit på musik uden at komme fra et udpræget musikalsk hjem. Han lærte heller aldrig at spille et instrument.

”Det er jo ikke ligefrem, fordi vores folkeskolesystem har de mest spændende musikmuligheder,” konstaterer han syrligt.

I dag husker han klarest, hvordan Whitney Houston og Danseorkesteret kørte i ring derhjemme, mens hans mor gjorde rent. Hun havde fået Kian i en ung alder, og når han kom hjem med de nyeste Jay-Z-singler fra den lokale TP Musik, forsøgte hun helhjertet at forstå, hvorfor hendes ældste søn var så optaget af den diamantindhyllede Brooklyn-rapper. I dag samler stakke og atter stakke af cd’er støv i Gillis lejlighed i Danmark, men selve musikken er opmagasineret i hans hjerne.

I samtalerne med dem, der arbejder tættest sammen med Gilli, går én ting igen: Gilli er et leksikon, en nørd med en umættelig interesse for musik. I studiet kaster han om sig med referencer, trivia og anekdoter. Michael Jackson, Lil Wayne, Eurythmics, 21 Savage.

”Der er ikke noget musik, Kian ikke kender,” fortæller Nicki Pooyandeh mig senere.

Det er derfor, et Gilli-album lyder som en sonisk rejse igennem hans musikalske hukommelse. På ’Peligrosa’, en af de mest poppede og populære sange fra ’Carnival’, er melodien lånt fra omkvædet i Lisa Nilssons ’Varje gång jag ser dig’ (der tilsvarende er planket fra The Real Things ’You To Me Are Everything’).

”Al musik i verden er flettet sammen på en eller anden måde,” siger Gilli. ”Jeg kan huske det Lisa Nilsson-nummer fra min barndom, og jeg har altid haft lyst til at give det nyt liv. Men det er også derfor, jeg har svært ved at høre en sang og bare nyde den. Forleden lå jeg og så et afsnit af fucking ’One Tree Hill’, og i en af scenerne var der en kvinde, der sang og spillede klaver. Det ramte et eller andet i mig. Nu har jeg fundet nummeret og lagt det på min spilleliste, og så kan det være, jeg kommer til at bruge en bid af det en dag.”

Den omtalte Spotify-spilleliste er for Gilli, hvad notesbogen var for Hemingway, Fitzgerald og resten af 1920’ernes drikfældige forfattere. En digital logbog med tusinder af sange i alle former og farver. Efter en våd aften i godt selskab kan Gilli vågne, kigge på spillelisten og forbavses over, hvilke obskuriteter der har fået hans antenner til at blinke.

”Om det er rock, country eller jazz, vil jeg næsten altid kunne inspireres af en sang. Jeg kan høre ’Barbie Girl’ og tænke, at hvis man gjorde sådan og sådan, kunne det blive fedt. Det er bare sådan, jeg hører musik. Som en autist, faktisk.”

GILLI OG BENNY JAMZ er kommet i omdrejninger. Den indledende gennemgang af projekterne fra aftenen før var bare udstrækning af den musikalske hjernemuskulatur.

Jeg har lovet at være den tavse flue på væggen, men det kan der ikke blive tale om. Jamz tilbyder mig et hvæs af den joint, der efterhånden ligner en naturlig forlængelse af hans arm. Jeg bliver spurgt ind til, hvad jeg synes om numrene, og Gilli og Jamz virker oprigtigt interesserede i min holdning, men det er næppe for at anerkende mit musikalske vid. Snarere tværtimod. Gilli er ligeglad med, hvad branchefolk og kalkulerede industrityper synes om hans sange. Når han er i tvivl om et nummer, rådfører han sig hos de venner, der ved allermindst om musik.

Mens Nicki Pooyandeh fifler med en instrumental, der bæres af et houset saxofonsample, får Gilli en idé: Beatet skal køre i ét langt loop. Imens sætter de to vokalister sig på hver deres stol ved mikrofonen og topliner på skift. Fire takter hver, frem og tilbage. Jamz lægger ud på det sædvanlige sludresprog, Gilli samler melodien op og finjusterer den, Jamz videreudvikler den i en ny retning, og sådan bliver de ved i flere minutter.

De laver fagter, gejler hinanden op og bryder ud i ukontrollerbar latter over modpartens forsøg på at strække vokalen helt ud i det ekstreme. Jamz hyler som en hyæne, Gilli brummer som julemanden efter seks fadøl og en pakke smøger. Alle barrierer er nedbrudt, det handler kun om at udfordre grænserne for musikken.

Undersøgelser af jazzmusikeres hjerner viser, at når to musikere improviserer melodier, aktiveres de dele af hjernen, der normalt er forbeholdt det talte sprog. Det er det samme, Gilli og Benny Jamz gør nu. Melodien bliver et sprog, de to barndomsvenner taler bedre end de fleste. De kommunikerer med hinanden på toplinesk.

”Hvorfor har vi aldrig tænkt på det før?” spørger de hinanden, og det er da også svært at begribe, at de to krølhjerner, der har brugt måneder og år i studiet sammen, først har sporet sig ind på den gavnlige praksis nu.

Hvor de før havde mavekramper af bar latter, står Gilli og Benny Jamz nu fokuserede bag Nicki Pooyandeh og lytter til afkastet af improvisationsøvelsen, som politiefterforskere i krimiserier gennemser et overvågningsbånd. Halvvejs i lydbidden beder de simultant om at få stoppet musikken. ”Spil lige det der igen.” Jamz har sunget sig frem til noget, der lyder som et oplagt omkvæd. I høstakken af mere eller mindre brugbare melodier har de fundet et fem sekunder langt guldkorn.

”Nu har vi to hits på hånden,” siger Gilli med et tilfredst drag om munden og blotter et tandsæt, der tilsyneladende kan tåle mere cigaretrøg end de flestes.

Aftenen er komplet, da Kesi titter frem i døråbningen. Han har været i studiet andetsteds for at arbejde på sit eget soloalbum, men han kunne ikke dy sig for at fuldende trekløveret. Tempoet og lydniveauet er på himmelfart. Gilli, Kesi og Benny Jamz sidder i en tæt trekant og pludrer som lykkelige børn. I flere sekvenser taler de alle tre samtidig, mens Nicki Pooyandeh standhaftigt finpudser næste beat.

Den aften bliver de, igen, hængende i studiet til klokken 7 om morgenen.

VÆRNEDAMSVEJ PÅ VESTERBRO i København er et mikrokosmos, en kendiszoo. Her kan man som almindeligt dødelig sætte sig på en af de mange fortovscaféer og være sikker på at spotte overshirt-klædte kulturrotter, der ønsker hinanden tillykke med premieren eller spørger ’hvad går du og brygger på for tiden?’

Her kommer man næppe til at se Gilli, før der er to torsdage i ugen. Hans B.O.C-kollegaer, derimod, Oliver Kesi og Benny Jamz, blender anderledes naturligt ind i det københavnske bybillede, da vi mødes over en frokost til en snak om ham, der helst ikke vil snakkes om.

”Vores måde at være offentlige på afspejler bare, hvem vi er som personer,” siger Kesi, det ekstroverte modstykke til Gillis tilbageholdende gemyt, der bekymringsfrit engagerer sig i alt fra dokumentarfilm til modebrands.

”Jeg har altid, også før jeg rappede, været overalt og kendt alle mulige. Kian er bare en mere privat person, der bedst kan lide at bruge tid med de mennesker, han har allertættest på sig. Man kan sige, at han er en enigma og et mysterium, men det er bare sådan, han er.”

Privat lever de tre venner vidt forskellige tilværelser, men musikalsk har de aldrig for alvor sluppet hinandens hænder på trods af buldrende solokarrierer og praktiske benspænd som Gillis udlandseventyr. For tiden planlægger de udgivelsen af den næste B.O.C-plade, efter at de sidste sommer fyldte de danske dansegulve med albummet ’Mere End Musik’ og, i særdeleshed, den afterskiede fællessang ’Ibiza’. Det råbende mandekor i omkvædet har tidligere taget kegler i fransk og italiensk hiphop, men var en innovation i dansk musik:

”Kian er god til at spotte trends. Han kan høre de mærkeligste numre fra de mærkeligste lande og se en værdi i det, vi andre måske ikke kan se. Og pludselig er det dét, alle hører,” fortæller Kesi.

Får man det indtryk, at Gilli møder nøjeregnende ind i studiet og kalkuleret følger en behagesyg opskrift, tager man ifølge Benny Jamz grueligt fejl. Måske er det derfor, Gillis forestillinger om, hvilke numre på ’Carnival’ der ville hitte blandt lytterne, viste sig at være helt skæve.

”Et nummer som ’Ibiza’ kan kun opstå, fordi der er en naturlig glæde ved det. Det nummer er rent og skært baseret på vibes (udtales ’vaaarbs’, red.). Man ville aldrig kunne gå ned i studiet klokken 12 om formiddagen og indspille det nummer. Nummeret rammer en særlig energi, fordi der var en festlig stemning i studiet den nat.”

De to rappere, der har indspillet hundredvis af sange med Gilli de seneste 10 år, tygger videre på deres frokost og funderer over, hvad hans til tider svært definerbare talent egentlig består i. Så siger Kesi:

”Kian kan sige ting og få det til at lyde sejt. Der er nogen, der bare kan det der. Han kan sige simple ting, uden at det lyder corny. Det er ligesom i skolen, hvor nogle børn bare er gode til at tegne fra naturens side. Kian er god til at lave musik.”

”ÅH NEJ.”

Det er det første, forestiller jeg mig, Gilli tænker, da han slår øjnene op denne morgen. Som hvis man står op og skal til eksamen eller til tandlægen for at få hevet en kindtand ud. Euromans fotograf og jeg er fløjet fra det løgnagtige danske forårsvejr til sydens sol, hvor Gilli har hjemmebane. Vi er blevet lovet hele dagen i hans selskab. Fotoskydning, interview, hele karrusellen.

Forestillingen er ikke helt skæv, indrømmer Gilli, da jeg formaster mig til at spørge.

”Jeg er sikker på, at mange elsker den slags, vi laver i dag. Men det er bare ikke mig at blive set så meget. Alene det at lægge et billede af mig selv på Instagram kan jeg have svært ved. Det er sådan lidt … akavet for mig,” siger han næsten selvbebrejdende.

Vi er da også blevet advaret om, at Gilli ikke nødvendigvis har tradition for at tage sol i daglange foto- og interviewsessioner. Der var fx dengang, han under en fotoskydning med et dansk musikmedie blev så irriteret over fotografens instruktioner, at han til sidst insisterede på at gennemføre hele seancen med ryggen til kameraet.

Det var dengang, han er ældre nu, og dagen forløber uden antydningen af krukkerier. Mellem interview og fotoskydninger spyr han om sig med kuriøse fun facts, skæve betragtninger og anekdoter af den slags, man kun får fra feterede rappere. Vi taler om sydkoreaneres alkoholvaner, om at han sagtens kunne se sig selv arbejde som steward for et flyselskab og om de gange, mere eller mindre etablerede musikere har tilbudt ham hundredetusindvis af kroner for et gæstevers på en af sine sange. Han takker nej, medmindre det musikalske projekt er for godt til at afvise.

Andre gange foregriber han spørgsmålene på min notesblok, som om han kan læse kragetæerne på hovedet. Der altid nogen, der forsøger at pisse i ens champagne, og med succes i det brede Danmark følger en indøvet skepsis fra musikindustriens finere saloner.

Han trækker på skuldrene. I et årti har han været den største stemme hos dem, der har den mindste stemme i samfundsdebatten. Han har gjort modkultur til populærkultur, og det er måske netop derfor, han oftest reagerer med indifferente skuldertræk, når medier eller musikinstitutioner er på nakken af ham.

Og alligevel er der lige én ting. Han kan ikke skjule en vis forbløffelse over, at hverken han, Kesi eller Benny Jamz nogensinde har spillet et soloshow på landets musikalske flagskib, Roskilde Festival. Adspurgt hertil har festivalens programchef Anders Wahrén i et interview med nærværende magasin subtilt forklaret, at ”det er liveoplevelsen, der er alfa omega – ikke streamingtallene.”

Gilli anerkender, at barren for hans shows kan hæves. Det vil han gøre med en højt belagt turné i efteråret, der kulminerer i Royal Arena i København:

”Alt er gået så stærkt i min karriere. Pludselig fik jeg rigtig mange shows, og der blev aldrig rigtig tid til at stable et stort, avanceret live-setup på benene. Det kørte bare. Under corona fik jeg tid til at tænke over, at det kunne være sygt at give folk en oplevelse, hvor de ikke bare kommer og synger med på nogle sange. Noget, jeg heller aldrig selv kommer til at glemme,” siger han – og kommer igen det næste spørgsmål i forkøbet:

”Og så var der jo også den der koncert i sommer. Jeg har noget, jeg gerne vil bevise.”

Han henviser til en B.O.C-koncert på ØreSound Festival, hvor alkoholbalancen til anmeldernes store interesse tippede for den mindst scenevante af gruppens medlemmer. ’Gilli drak sig helt i hegnet under vildt kaotisk og højst usædvanlig optræden med B.O.C i København,’ lød den hårde medfart i pressen.

”Det var en grå dag på jobbet, lad mig sige det sådan. Jeg har spillet de største festivaler i mange år i træk uden nogen problemer. Men igen, de skriver, hvad de skriver.”

MASS EBDRUP HAR NOGET på hjerte.

”Skal du ikke bare tænde den der?” spørger han og peger på diktafonen på bordet, da vi knapt har sat os på en morgenmadscafé for at tale om hans mangeårige samarbejde med Gilli.

Han er svær at betitle, Mass Ebdrup. I sen-90’erne blev han kendt under aliasset Street Mass, der var et af landets fremmeste rap-talenter, siden skrev han kontrakt med Universal, indledte et samarbejde med Jokeren og blev landskendt for omkvædet på ’Godt Taget’, hvorefter han ragede uklar med selvsamme Jokeren og gjorde sig klar til at vende pladeindustrien ryggen.

Mens Ebdrup i 2009 stod med det ene ben ude af musikbranchen, begyndte B.O.C-drengene at komme i hans toværelseslejlighed i Nordvest, hvor de kunne låne hans uanseelige studie. Han fulgte med fra sidelinjen, mens Gilli og de andre tiltrak sig større og større opmærksomhed fra den glubske musikindustri. Da ’Ækte Vare’ premierede, og hysteriet om den forsagte hovedrolleindehaver nåede sit foreløbige klimaks, måtte Gilli bede om rådgivning fra den 12 år ældre Ebdrup, der selv havde gjort sig dyrt købte erfaringer som ung musiker i en nådesløs branche.

”Pludselig var der alle mulige mærkelige aftaler på bordet, som jeg gik ind og blandede mig i, fordi Kian bad mig om det. Folk hev og flåede i ham, og det var en naturlig udvikling, at jeg hjalp Kian med det kontraktuelle.”

Siden har Mass Ebdrup været manager, ven og samarbejdspartner for Gilli. Når gnieriske lykkeriddere og opportunister banker på for at få del i succesen, er det Ebdrup, der står klar med gæsteliste og dankortautomat i hånden. Han ved, at der altid vil blive drevet rovdrift på et talent som Gillis:

”Nu siger jeg noget, som Kian er for godt og ydmygt et menneske til nogensinde selv at synes, men som alle tæt på ham ved.”

Han opremser sin pointe med tydelig udtale, som om han læser et telefonnummer højt. Det er et budskab, han længe har haft lyst til at kommunikere, og nu byder muligheden sig:

”Der er blevet skabt et økosystem på ryggen af Gillis succes. Der er fire-fem danske artister, der har bygget deres karriere på Gilli-features, og som i min optik skylder Gilli hele deres karriere. De fleste artister er ligeglade med selv at skabe resultaterne, når de ved, de via en Gilli-feature kan få højere forskud og en top 10-placering på Spotify. Det vil sige, at der er artister, hvis bagkatalog og månedlige lyttere lever på de sange, de har lavet med Gilli, og præcis dét fortæller, hvor stor han er.”

Hvis man kan blive set sammen med Gilli, er det godt. Hvis man kan være som Gilli, er det måske endnu bedre.

”Uden at nævne navne er der en rapper derude lige nu, der én til én forsøger at lyde som Gilli, helt ned til hans navn. Han har kopieret Gillis lyd, frisure, tøjvalg, hele pakken. Det er ikke tilfældigt.”

Det synspunkt præsenterer jeg senere for Gilli, der hovedrystende bryder ud i grin:

”Jeg ved udmærket, hvem du taler om, men hvad skulle jeg få ud af at adressere det? Folk må gerne lade sig inspirere af mig, men det bliver nok svært for pladeselskaberne at lave en ny Gilli, så længe den originale stadig laver musik.”

Den største form for smiger er imitation, siger han.

EN IKKE UBETYDELIG DEL af de planer, Gilli og Mass Ebdrup lægger for fremtiden, bliver lagt omkring klokken 5 om morgenen. Der, hvor deres døgnrytmer har det med at krydse hinanden, som når en sprittet teenager køber søndagens første pølsehorn i 7-Eleven. Ebdrup vågner, før fanden får sko på, Gilli er nattemenneske og drysser sine idéer til dette og hint ud i managerens indbakke i de små timer. Gennem 13 års samarbejde har Ebdrup udviklet en fintfølende Gilli-radar, der på næsten telepatisk facon fortæller ham, hvornår han skal trykke på speederen og, mere centralt, hvornår han skal løfte foden fra pedalen:

”Det handler om at respektere Kians grænser. Hvis jeg ringer til ham, og han ikke tager telefonen, så er der nok en årsag til det. Det respekterer jeg. Jeg ved, at hvis jeg presser ham, ringer til ham 10 gange og sender ham 20 sms’er, så er der en chance for, at jeg ikke hører fra ham de næste tre dage. Fordi sådan er han bare anlagt som menneske.”

Når Gilli er på arbejde i Danmark, taler han og Mass Ebdrup om musik det meste af tiden. Ebdrup gider ikke at høre fransk autotune-rap, så i stedet spiller han noget med 90’er-rapduoen Mobb Deep. Det elsker Gilli også, det kan man høre på måden, han skriver tekster, synes Ebdrup:

”Pludselig går han fra Mobb Deep til at spille et eller andet cubansk salsanummer for mig. Det er hans musikalske intellekt, der har gjort, at han har udvisket genrerne i dansk musik. Og derfor laver han popsange på en anderledes måde, end klassiske sangskrivere ville gøre det. Hiphop er stadig hans baggrund.”

Hvor Gilli har for vane at omtale sine egne præstationer med forbehold og næsten selvudslettende ydmyghed (”det er ikke for at lyde arrogant,” eller ”hvordan skal jeg sige det uden at lyde for smart”), er Mass Ebdrup ikke bleg for at grave dybt i superlativ-skuffen, når han skal beskrive Gillis evner som sangskriver:

”Hvis ikke Gilli havde haft sin egen solokarriere, så tror jeg, han havde siddet med en kæmpe publishing-aftale som sangskriver, fordi han er et kæmpe talent inden for det. Et geni.”

Han tager en bid af sin omelet, ser Gillis arbejdsgang for sit indre øje og griner smørret.

”Man kan sidde og kigge på ham i studiet og tænke: ’Hvaaaa, skulle han ikke se at komme i gang?’ og så rejser han sig og lægger en helt genial topline, så lidt ord på, så lidt flere ord og bang, så er omkvædet færdig. Jeg har set ham lave store hits på 20 minutter, og jeg kender mange sangskrivere, der har arbejdet med de største udenlandske artister. Når jeg sætter dem sammen med Gilli, sidder de bare med åben mund og tager noter. Når han en dag ikke har sin egen karriere længere, kunne jeg sagtens forestille mig, at han bliver sangskriver for andre.”

Synes man, at Gilli er en uinteressant plattenslager, der har autotunet sig til billige point hos et ukritisk publikum, og det vil nogen synes, kan jeg anbefale at booke en 10 minutters monolog med Mass Ebdrup. De skudsikre argumenter for Gillis fortræffeligheder synes at sidde på rygraden og falder med en kørende sælgers ildhu. Ebdrup vil have hele Danmark til at se det, han ser. Gilli kan vokse sig nok så populær, men man slipper aldrig følelsen af, at han står i opposition til det etablerede, de fine cirkler.

”Gilli er blevet undervurderet i størrelsesforhold. Hele tiden og i alle aspekter. Af det brede Danmark og i pressen. Han underspiller måske sig selv, men det gør I eddermame også. Og tallene fortæller en anden historie.”

Så hvem er det, ifølge tallene, man bør sammenligne Gillis betydning for samtiden med?

”Det er svært at sammenligne en pioner med nogen. Men hvis man konverterer hans streamingtal bagudrettet, til da der blev solgt cd’er, taler vi jo om størrelsesordenen Kim Larsen eller Thomas Helmig. Og det tror jeg ikke, den gennemsnitlige dansker forstår.”

Og hvad er problemet så med det, kan man spørge sig selv. Ungdommen elsker Gilli og streamer på sjette år hans musik mere end nogen anden danskers. Er det vigtigt, hvad hr. og fru Aftenshowet synes? Mass Ebdrup, han kan være ligeglad. Men kan Gilli?

TIL DANISH MUSIC AWARDS i 2017 blev Gilli anerkendt af industriens indercirkel, og det med manér. Han vandt tre priser, spillede live og fik overrakt hovedprisen med en bevinget tale fra EU-kommissær Margrethe Vestager. I sin store, sorte vinterjakke, der aldrig havde set så varm ud, som den gjorde på scenen den aften, holdt han den ene uforberedte takketale efter den anden. Siden har han ikke én gang sat sine fødder til et awardshow.

”Det har aldrig været mig. Jeg ved ikke, om jeg må sige det her, men ofte ved man godt, når man vinder. Efter, jeg et par år havde meldt afbud af forskellige årsager, kunne jeg mærke, at de forskellige awardshows begyndte at blive fornærmede. Jeg havde vundet, hvad jeg skulle vinde, og gad bare ikke at komme mere. Det er en netværksbegivenhed, og man vinder måske ikke så mange priser, hvis man ikke gider at komme til Zulu Awards. Men jeg sluttede på toppen,” smiler han og vender øjnene i vejret.

Det år sendte Gilli de tre statuetter direkte hjem til sin mor. Han betragtede omverdenens hengivenhed, som en ko betragter fluerne på sin ryg, han var ligeglad. Når han udgav en single, kunne der gå flere dage, før han tog sig sammen og tjekkede lyttertallene. Alt handlede om at lave det næste, det nye.

Men noget har ændret sig de seneste år. Det er ikke længere ligegyldigt for Gilli, om han er nummer et eller to. Han vil også være landets mest streamede artist i 2022, og matematikken har han styr på: Hvis han udgiver et par sommersingler, et B.O.C-album og endnu en soloplade inden årsskiftet, er spørgsmålet ikke, om Gilli bliver årets mest streamede artist.

”Jeg kan jo næsten fordoble mine tal fra sidste år,” siger han og ligner en, der lige har tænkt på et meget højt tal, og det har han nok også.

”Det betyder noget for mig, det må jeg indrømme, men jeg er bange for at give mig selv øjne, forstår du, hvad jeg mener? Hvis jeg laver musik for at lave hits, så kommer jeg aldrig til at lave hits. Jeg skal ikke tænke for meget over rekorder, og streams er ikke alt. Se på The Minds of 99. De streamer langt fra lige så meget som mig, men jeg kan ikke få 50.000 mennesker ind i Parken.”

I de fleste mødelokaler på ethvert dansk pladeselskab vil man kunne fornemme ekkoet af et spørgsmål, man længe har stillet sig selv i musikbranchen: Hvornår kommer der én, der slår Gilli af pinden?

I en artikel fra 2018 skrev musikmediet Soundvenue: ’Kesi og Gilli har markeret deres position. Det bliver spændende at se, om nogen griber muligheden og udfordrer de dominerende rappere i 2018.’ De efterfølgende tre år var Gilli den mest streamede artist herhjemme på tværs af alle genrer.

”Helt ærligt, det har overrasket mig, at jeg har kunnet bevare min position i dansk musik så længe. Og tro mig, jeg vil ikke holde fast i magten. Lige så snart, der kommer nogen, der er yngre end mig, og bestemmer den nye lyd, så kommer jeg ikke til at forsøge at efterligne det bare for at holde fast i noget, der ikke er der. Men så længe jeg kan sætte dagsordenen for, hvordan dansk musik lyder, så bliver jeg ved. For det er det, jeg elsker at lave.”

Her holder han en af sine tænkepauser og tager en tår hvidvin.

”Det er noget, jeg tænker på. Hvornår bliver jeg forbigået? Det kan ske i morgen, det kunne være sket med ’Carnival’. At folk tænkte: ’Nu har vi vist hørt dig skrige nok’. Men det gjorde det ikke.”

SIDSTE ÅR BLEV GILLI FAR. Han bor langt fra Danmark og bruger mere tid med sin familie end med nogen andre. Der er ro på.

Han befinder sig i det åndelige fyrtårn, mange synes at havne i, når de sætter et barn på jorden. Han har altid set sin karriere indefra. Fokuseret på, hvad der var rundt om næste hjørne, og hvordan han kunne få fat i det.

Nu kan han se de brede linjer, det store billede, som om en tåge er lettet.

Han er stolt af sig selv. Stolt af sine statuetter, stolt af at være danskernes foretrukne artist år efter år. Oppe fra fyrtårnet kan han for første gang formulere kernen i sin egen drivkraft:

”Jeg håber, at jeg vil blive husket. Også den dag, jeg ikke er her mere. I sidste ende er det lige meget, hvor mange penge du tjener, eller hvor mange damer du scorer, fordi du er en kendt musiker. Det er også lige meget, om du er nummer et på Spotify. Men hvis mine børnebørn kommer til at være stolte af det, jeg har opnået med min musik, så er det kæmpestort. H.C. Andersen havde ingen grund til at gå op i, hvor mange bøger han solgte, mens han levede. Men han bliver husket for evigt.”

I Danmark fejrer vi til lyden af sommerbebuderen Gilli. De nyudklækkede studenter synger lungerne ud til ’Kender Ik’ I Morgen’ og ’Miami Vicer’, til sommerbryllupperne vil man spille ’Rica’ og ’Vai Amor’. Det er derfor, en plade som ’Carnival’ bliver til. Gilli vil have, at du skal bruge din lykkeligste dag i selskab med ham. Han betaler selv en pris. Hysteriet, rygterne, det begrænsede privatliv. Men måske er prisen værd at betale for en plads i historiebøgerne.

Når ubehjælpsomme teenagere møder Gilli på åben gade og mister mælet, må de gerne besigtige ham, taktløse, som børn besigtiger den enarmede mand. Hvis bare de lover at høre hans musik til efterskolens afslutningsfest. Og fortælle deres børn, at det var det, de gjorde.

Så kommer Gilli ikke til at bede om mere.