Guldimund skriver sange om mødet med systemet som enlig far

Asger Nordtorp Pedersen er en mand af musikken. Drengekor, musikskole og konservatorieuddannet. Underviser i sangskrivning og vinder af tre Steppeulven-priser for hans første album ’Dem, vi plejede at være’. I år er han aktuel med sit andet album, ’Jeg venter i lyset’, som musikanmeldere både har kaldt ”et nyfødt stykke kulturarv” og værende i besiddelse af ”et større og mere vildtvoksende kærlighedssprog, end jeg (anmelderen) kan erindre at have mødt på en dansk plade før. Nogensinde.”

Nyforelsket mani og magi. Forældreskabets frustration. Den enlige fars møde med systemet. Den nyvundne berømmelse og overvældende glæde ved at sine kæreste blive nogen af hinandens nærmeste. Tematikkerne spænder vidt og bredt. Smukt og sørgmodigt. Håbefuldt og apatisk. Intimt og storladent. Enormt specifikt og alligevel almengyldigt. Vi har bedt sangskriveren med de lyse lokker om at tage os med i studiet, i hovedet, med på gaden og op på scenen i håbet om at afklæde magien dens mystik.

’Forstår du?’

”’Hva' er det, der ikke er retfærdigt?’ gentager hun. ’Hør lig' her, jeg har rigtig mange sager, som er meget vær' end din. Det hjælper jo selvfølgelig ikk' dig, men din ordning den er fin.’”

”I mødet med sagsbehandleren, som er beskrevet på sangen ’Forstår du’, løb jeg på et felt i vores samfund, hvor man som mand mærker konsekvenserne af patriarkatet. Vi lever i et samfund, der stadig ikke er ligestillet, når det fx kommer til arbejdsliv, arbejdsmarked og karriere. Det er der masser af dokumentation, der kan slå fast. Mænd har tjent flere penge, vores formuer er større, og kvinder er generelt bare sat tilbage i forhold til mænd på arbejdsmarkedet, og en af de allervigtigste faktorer i forhold til den skævvridning er, hvad der sker, når man får børn.

Der er samfundet indrettet på en måde, hvor hjemmet og familien i overvejende grad er kvindens domæne, hvorimod mandens domæne er arbejdslivet. Og når man så kommer som mand i dag og egentlig gerne vil have lige rettigheder på familieområdet, opdager man pludselig skævvridningen.

Man ser den måske ikke eller lader sig påvirke af den, når man har alle fordelene, men det er noget af et wake-up call, når man selv er den undertrykte. For den enkelte i situationen føles det frustrerende, uretfærdigt og vækker en følelse af afmagt mod systemet. Men jeg synes ikke, man kan snakke om den afmagt uden også at snakke om, at patriarkatets tilstedeværelse andre steder i samfundet afleder, at systemet er således.”

’Møns Klint’

”Først hang vi ud i et sommerhus // Med et par andre par, som vi ikk’ rigtig kendt’ endnu // De var kendte, jeg var ikk’ blevet kendt endnu // Og alle talt’ til dig, som om de gav et interview.”

”Det er en ekstrem oplevelse at blive genkendt. Jeg vil ikke beskrive det som hverken negativt eller positivt. Det har været en enorm forandring i mit liv, og jeg er til stede i det offentlige rum på en anden måde i dag. Det er en helt ny verden, og jeg føler, der er meget få af mine venner, der forstår, at det faktisk næsten forandrer mig. Det kan være en lettelse at snakke med folk i branchen, som har været der i mange år, som har fået et mere afslappet forhold til det. Jeg kan se, at jeg allerede nu begynder at søge den slags fællesskaber, fordi der er en tryghed i det.

Der kan jeg stadig føle mig som en person og ikke en figur. I situationen beskrevet i sangen ’Møns Klint’, havde jeg det lidt som om, jeg var med i et afsnit af ’Klovn’, for de omtalte og jeg var ikke fagfæller på den måde. Man kan hurtigt få lidt Lex & Klatten-’Jeg er for kendt til det her sted’-vibes. Men jeg tror i virkeligheden, det handler om, at alle søger ind i fællesskaber, hvor man føler sig spejlet.”

’Hvordan ser Gud ud’

”Med opmærksomheden rettet mod de nyspartlede huller i min stuevæg // Irettesætter jeg dig med et tonefald, så hårdt, at det ku' bryde is // Fordi du spilder noget suppe, jeg har varmet op på det teaktræsbord, jeg lige har købt af en dude på Den Blå Avis.”

”Både på ’Dem, vi plejede at være’ og ’Jeg venter i lyset’ synes jeg, at det er jeg’et, der for alvor udstilles. Teksterne er øjebliksbilleder. Et udtryk og et blik på virkeligheden set gennem jeg’ets følelsesliv. Det er megasubjektivt, og jeg synes ikke, der er noget farligt ved, at mit barn eller folk, jeg kender privat gennem min musik, kan få indblik i, hvordan jeg på et givent tidspunkt har haft det i mit liv. Og ikke alle mine tekster er biografiske.

Det essentielle er ikke, om det er sandt eller ej, men om det opleves autentisk. Det sker tit, at jeg skriver et vers, som tager udgangspunkt i noget virkeligt, og fordi jeg kan mærke, der skal være et andet vers, men at jeg har skrevet situationen færdig, så er andet vers opdigtet."

’Møns Klint’

”Vi tog på roadtrip // Til Møns Klint i din Ford Fiesta // Fjorten dage efter jeg mødte dig // Jeg blev forført af // Den måde du holdt TedTalks om sexistiske strukturer på din arbejdsplads.”

”Jeg begyndte at skrive meget sceniske tekster, efter jeg havde studeret under Pablo Llambías på konservatoriet. Jeg tror også, han har undervist Andreas Odbjerg, og hver sin kunstner fortolker jo hans undervisning på hver sin måde. Når man er konkret i sine tekster, sætter man billeder ind i lytterens hoved. Når jeg selv underviser i den type sangskrivning, hiver jeg det klassiske eksempel frem, hvor jeg siger: ’Nu må I ikke tænke på en isbjørn.’ Og hvad tænker man så på? En isbjørn. Hvis man ytrer luftige begreber som ’kærlighed’ eller udtryk som ’mine tanker kører i ring’, så er der intet at hive fat i. Men hvis man siger: ’Du er en lille smule tør i den ydre øjenkrog og lidt våd i den indre øjenkrog’, så er lytteren megatæt på tekstens karakter. Man har ikke ytret følelsesudtryk, men lytteren kan i stedet putte egne erfaringer og følelser ind i rammen, man har skabt.”

’Forstår du?’

”I de her sager, hvor barnet er så lille, vil man højst sandsynligt i langt de fleste tilfælde vurdere, at barnet har størst tilknytning til moren // Det var hende, der gik på barsel, var det ikk'? // Jeg hører højlydte stemmer bag en skydevæg // Fornemmer jeg et skvæt bebrejdelse i hendes blik?”

”Jeg har modtaget mange reaktioner fra enlige fædre. En af teksterne er også blevet delt på en facebookgruppe, der omhandler emnet. Jeg er også blevet spurgt, om jeg ville snakke om det i faciliterede fora. Og jeg får jævnligt beskeder, hvor folk deler ret personlige historier med mig. Jeg er både taknemmelig og stolt over, at noget, jeg har lavet, har den indvirkning på folks liv, og hvis det ligefrem tilbyder dem en lindring eller trøst, så synes jeg, det er rigtig smukt.

Samtidig er det også nået op i en størrelsesorden, hvor jeg har måttet indse, at jeg ikke kan svare alle. Jeg kan ikke nå at svare fyldestgørende, og jeg har ikke lyst til at svare overfladisk. Omfanget er for stort, og det ville tære på mig at investere mig i så mange menneskers liv. Derfor prøver jeg at have god samvittighed over, at jeg giver noget ud, som folk kan tage ind, og så tager jeg imod respektfuldt, men der kan ikke blive ved med at finde en udveksling sted.”

Asger Nordtorp Pedersen

(f. 1990). Kendt under kunstnernavnet Guldimund. Uddannet i 2018 fra Rytmisk Musikkonservatorium. Brød i 2021 igennem med albummet ’Dem, vi plejede at være’, som han vandt tre priser til Steppeulven for: årets musiker, årets udgivelse og årets tekstforfatter. Aktuel med albummet ’Jeg venter i lyset.’ Skal blandt andet spille på Roskilde Festival den 30. juni.