Han var bange for at blive mobbet til døde, men da Artigeardit første gang rappede foran et publikum, blæste han alle bagover

Jeg fik første gang idéen om at være rapper, da jeg så MGP i 2003 med Razz og ’Kickflipper’. Jeg ved ikke præcis, hvad det var, der fangede mig. Jeg tror bare, det var, fordi jeg var lille, og han virkede sej. Men det var en drøm, jeg holdt for mig selv, for dengang var der ikke kultur for at rappe i Mørkhøj, hvor jeg kommer fra. Det var L.O.C. og Niarn-tiden med stodderrap, og det var ikke noget, hverken mine venner eller jeg blev draget af. Men jeg skrev tekster derhjemme og indspillede sange på min gamle stationære computer. Det var først, da Fenar Ahmads ’Ækte Vare’ kom ud i 2014, at det hele ændrede sig. Den film inspirerede mig helt vildt. Der begyndte jeg at snakke mere åbent omkring, at jeg skrev tekster, og at jeg gerne ville lave musik.

Da jeg var omkring 17 år, lavede Gladsaxe Kommune en klub til de udsatte unge i området, og her var der et rigtigt indspilningsstudie. En af mine venner sagde til mig, at jeg skulle prøve at tage derned og få indspillet noget. Før jeg skulle ind i boksen, var jeg ekstremt nervøs. Der var mange andre unge dernede, og i den alder er folk jo ruthless. Hvis de synes, det man laver, er dårligt, så mobber de én til døde. Men jeg syntes, at min tekst var god, og jeg prøvede at have selvtillid omkring det. Jeg gik ind i boksen, og så rappede jeg hele sangen ’Penicillin’ i ét take. Vers, omkvæd, vers, omkvæd. Mick og Adam, dem der var ansat af kommunen til at styre studiet, blev blæst helt bagover. Det er ikke noget, man normalt gør, men jeg vidste jeg ikke på det tidspunkt, at man plejer at indspille et nummer lidt ad gangen.

Mick og Adam kendte mig som den lidt stille, indadvendte dreng, der stammede lidt, og de havde slet ikke regnet med, at jeg kunne noget. Klubben var til for at give alle en chance, og de tænkte nok, at ham Ardit også skulle have lov at indspille noget, selvom det højst sandsynligt ikke ville blive godt. Men de kunne virkelig godt lide det, og da jeg selv hørte det, forstod jeg, at jeg kunne noget. Det var første gang, jeg havde hørt mig selv på en optagelse, hvor min stemme var mixet ordentligt sammen, og det gjorde mig ivrig efter at lave mere. Hele oplevelsen og al den ros, jeg fik den dag, var en kæmpe øjenåbner.

Min arbejdsrytme varierer meget. Jeg er i studiet i Valby fire til fem gange om ugen i fem måneders tid, og derefter har jeg en periode, hvor jeg slet ikke tager derhen. Jeg skal have en pause fra det, for ellers kommer det til at virke som en skoleopgave for mig. Så jeg holder mig væk i to-tre måneder, og når jeg tager derned igen, har jeg genfundet sulten og lysten. På mit højeste er jeg i studiet hver dag og bliver der gerne mere end 12 timer ad gangen. Oftest kommer jeg klokken 19 om aftenen og går klokken otte om morgenen.

Alle mine tekster skriver jeg på min telefon i studiet. Jeg bliver nødt til at mærke rummet og stemningen for at få den rigtige energi ud i sangen. Jeg hører beatet og taler med min producer om, hvilket emne der kunne være sjovt at dykke ned i.

Jeg arbejder ret ustruktureret og meget på gefühl. Når jeg laver mine album og EP’er, har jeg til at starte med 100 sangskitser. Ud af dem vælger jeg de 14 fedeste og laver dem færdige. Jeg prøver at få en nogenlunde tematisk, rød tråd gennem albummet, og til sidst samler jeg puslespillet. Den arbejdsmetode giver mig nogle gange følelsen af, at jeg er snublet ind i succesen. På den anden side er det måske den umiddelbare ærlighed, min musik er lavet igennem, der tiltaler folk. Men jeg har aldrig prøvet at arbejde på andre måder, og hvem siger, at jeg ikke bare bliver endnu bedre af at arbejde mere struktureret? Jeg er nået til et punkt i karrieren, hvor jeg vinder priser, og det forpligter til at tage det mere seriøst.

Jeg tillader ikke mig selv bare at føle mig god. Det er en forsvarsmekanisme, jeg har, så mit hjerte ikke bliver knust i tusind stykker, hvis jeg nu laver noget rigtig dårlig musik. Jeg synes altid, jeg er den bedste, og jeg synes altid, jeg er den værste. Det er en evig limbo af smerte og usikkerhed, der gør, at jeg kan lave god musik. Hvis jeg ikke er en lille smule usikker, så laver jeg ikke federe musik, end jeg gjorde sidste gang.

Jeg prøver at lade være med at tænke på, hvad jeg er god til, for jeg føler, det er usundt for mig at tænke for meget på det. Men noget af det, jeg kan, er at skrive vers, sætte ord på følelser og at være ærlig. Jeg har aldrig været bange for at være sårbar, ulykkeligt forelsket eller for at være deprimeret og vise det. Det er en af mine stærke sider. Det er noget af det, folk kan lide ved mig, så på den måde kommer det mig til gode. Men der er også mange gange, hvor jeg fortryder, at jeg har sagt noget udleverende i en sang eller i et interview.

Det er ikke sådan, at der har været et definerende øjeblik, som forvandlede mig til en rigtig rapper. Det skete gradvist. Jeg kom meget nede i studiet hos Mick og Adam, og en dag spurgte Mick, om vi ikke skulle lave en rigtig EP i hans eget studie på Tagensvej på Nørrebro. Det gik vi i gang med, mens jeg gik på Frederiksberg Gymnasium. Det var en sjov periode, for jeg var ivrig efter at lave musik hele tiden. Jeg ventede bare på at få fri, så jeg kunne komme i studiet. Det var her, jeg lavede min første EP, ’Fristelse Fordærver’.

Stort set alle tog rigtig godt imod den. Men mine egne venner var faktisk ikke så begejstret for den. Det var for meget old school hiphop til dem, de ville hellere høre Mellemfingamuzik og Gilli. Det var først med ’Vildedage’, at de tog min musik til sig. Der vidste jeg til gengæld også, at jeg havde ramt noget specielt. For hvis jeg både kunne lave noget til shababsene og til hipsterpigen på Nørrebro, så måtte det være godt.

Livsstilen som rapper kan godt være hård. Mit festliv begyndte under tilblivelsen af ’Fristelse Fordærver’, og det har kørt lige siden. Det kører også stadig i dag. Da jeg var yngre, var det hele mere ubekymret, og der begyndte jeg at tage en masse stoffer, fordi jeg ikke vidste, hvor det bar hen. Men lige pludselig var det ikke fedt længere. Jeg har haft depressive perioder, og jeg har været inde og ude af afhængighed. Der er tider, hvor jeg bare ikke vil kontaktes. Hvor min manager og producer ikke kan få fat i mig, og hvor jeg er ligeglad med en release, eller hvad det nu kan være.

Lige inden en koncert er jeg fucking nervøs. Jeg tænker ikke på forretninger eller på, hvad koncerten kan gøre for min karriere. Jeg er bare fokuseret på det, der ligger lige fremme. Det er ren nervøsitet, spændthed og eufori. Og sådan skal det være. Koncerter er noget af det fedeste ved jobbet som rapper, og målet med min karriere er at spille på de største scener i Danmark. Jeg har lige spillet to udsolgte koncerter i Store Vega, og det gik fuldstændig amok. Efter koncerten dryppede jeg af sved, min T-shirt var klistret til min krop. Det var det sygeste. Det var, som om en amerikansk rapper var kommet til byen.

Jeg bliver ved med at lave musik, så længe det giver mening. Jeg vil ikke være den rapper med en uddateret lyd, der ikke vidste, hvornår han skulle stoppe. Jeg er heldig, at jeg har fået mit gennembrud med min egen lyd, og jeg håber, at den bliver ved med at være værdsat. Den dag, den ikke bliver det, stopper jeg.