Hans, du har holdt Euroman siden engang i 90’erne. Hvilket vil sige næsten for evigt. Tak for det.
”Jo, velbekomme.”
Hvis du lige springer ind i en helikopter og flyver hen over alle de udgaver af Euroman, der er blevet udgivet gennem alle disse år, hvilken pointe eller analyse kommer du så ned på landjorden med?
”Jamen, jeg synes, det har været spændende at læse alle jeres artikler. Dem har jeg været rigtig glad for. Men på et tidspunkt sagde jeg: ’Ah, nu tror jeg altså, jeg stopper.’ Jeg kendte ikke længere så mange af personerne. Men så sagde min søn: ’Far, det er jo på den måde, du lærer dem at kende.’ Det har han selvfølgelig ret i. Men jeg syntes, der kom lidt for meget med folk, der spiller i fjernsyn og computer.”
Altså folk, der spiller computer?
”Ja. Alle de spillemænd. Det kan jeg slet ikke finde ud af. Men jeg er glad for at læse jeres artikler. Så sent som i går aftes slugte jeg artiklen med Mette Frederiksen. Det var en god artikel. Jeg kan godt lide de artikler, der er dybdegående.”
Jeg var end ikke født, dengang magasinet kom til verden. Hvad er den største forandring, i dine øjne, der er fundet sted?
”Det er simpelthen, at der i begyndelsen tit var en hel masse med piger. Og det, synes jeg ikke, hører til i bladet. Jeg har ikke noget imod damer, men det her er et mandeblad.”
Var det sådan nogle artikler, hvor de ikke havde så meget tøj på?
”Nej, det er ikke så meget dét. Bare almindelige artikler. Nu er det gået over til at være næsten udelukkende mænd. Selvfølgelig er der piger med en gang imellem. Og sådan skal det også være. Men det er et mandeblad. Et meget fint blad, og jeg er meget glad for det.”
Sidste spørgsmål, Hans. Hvem kunne du godt tænke dig at se på forsiden en dag?
”På forsiden af magasinet?! Uhh-ha. Nejjj. Hvem pokker skulle det være. Jeg tænker og tænker, og jeg knager. Det kunne være Søren Pilmark. Han er sørme en spændende person. Eller måske Jim Lyngvild.”
