Hav & Kamal: "Det handler om at have et kendskab til kulturen. Når man kender folk, er der meget snak i krogene"

Sådan holder Hav & Kamal fra P3-programmet 'På Bagsædet' sig opdateret.

Hav & Kamal: 'Det handler om at have et kendskab til kulturen. Når man kender folk, er der meget snak i krogene”
Offentliggjort

Hvad er det første, I læser hver dag?

Kamal: ”Desværre sociale medier. Instagram er nok 80 procent af mit nyhedsforbrug. Jeg følger fx mange profiler, der fortæller mig, hvad der sker i NBA.”

Hav: ”Du kan også selv vælge, om du vil gøre Instagram til en nyhedsplatform. Jeg følger ikke selv nyhedsprofilerne, men jeg følger mange, der deler nyheder på deres kanaler. På den måde får jeg nyhederne alligevel. Giz (kvinder, red.) kan jo rigtig godt lide at lægge nyheder op. Og fuldmåner.”

Kamal: ”Jeg får en del nyheder fra hiphopsiderne på Instagram, især om musikken og kulturen i USA. Det kunne være Complex, XXL eller Akademiks.”

Hav: ”Når det kommer til USA, er Kamal min kilde. Men man skal også huske, at det handler om at have kendskab til kulturen. Når du kender folk derude, er der meget snak i krogene.”

Kamal: ”Man skal ikke glemme gaden. Vi får mange nyheder, især om musik, mund til mund. Der sker mange ting, som bladene ikke ved. Så den bedste info får man faktisk udenom medierne. Da jeg var yngre, fulgte jeg altid med på hjemmesiden HotNewHipHop. Det findes stadig, men det er ikke så effektivt, som det plejede at være.”

Hører I podcast eller radio?

Kamal: Den seneste måned er jeg begyndt at lytte meget til podcast. Jeg hører Mike Tysons podcast ’Hotboxin’’, rapperen N.O.R.E’s podcast ’Drink Champs’ og den slags, så jeg holder mig meget til USA. Jeg lytter mest til podcasts, når jeg rydder op eller er træt af at høre musik. Vi hører hele tiden musik, så man kan godt få brug for noget andet.”

Hav: ”Jeg har aldrig nogensinde lyttet til en podcast. Det er måske lidt mærkeligt, når jeg selv laver radio. Kamal viste mig en dansk podcast forleden, og jeg vil ikke nævne navne, men det lød bare så kedeligt. Jeg lytter kun til ’På Bagsædet med Hav og Kamal’, ha ha.”

Hvilket medie savner I herhjemme?

Hav: ”Det eneste medie, der giver mig nyheder, er Soundvenue. Men jeg føler godt, man kan finde et medie, der slår dem fuldstændig af, for de er ikke altid up to date.”

Kamal: ”De burde være de eneste, der gav info om musikken. Men det, de smider op, fik jeg fortalt mundtligt to uger tidligere.”

Hav: ”Hvis mig og Kamal lavede en ’Uden Filter News’, hvor vi dækkede urban-scenen i Danmark, føler jeg godt, vi kunne konkurrere med dem.”

Bruger I aldrig de gamle, traditionelle medier?

Hav: ”Jeg læser ikke på DR eller TV 2. En gang imellem kan jeg gå ind på B.T. eller Ekstra Bladets hjemmesider for lige at læse overskrifter. Jeg har også altid været en kæmpe sportsnørd, men der bruger jeg faktisk Facebook. Jeg følger Sportsbible, Soccer Memes og den slags, så når jeg scroller på Facebook, får jeg automatisk en masse sportsnyheder. I fremtiden bliver det måden, danskerne bruger medier på, tror jeg. Folk kommer til at følge de profiler på sociale medier, der passer til dem, og så er det de profiler, de orienterer sig hos.”

Hav & Kamal

kamaloghav copy.jpg

Havshen Nabaz og Kamal Hassan er værter på P3-programmerne ’På Bagsædet’ og ’Sus På’, hvor de deler ud af seneste nyt fra dansk og international urban-kultur. De har desuden interviewformatet ’Uden Filter’ på YouTube, hvor de taler med danske rappere.

Se, hvad vi ellers skriver om: Journalistik og Medier