"Hej Esben": Her er hele den lange korrespondance mellem Esben Smed og Puk Damsgård

24. juni

Hej Esben,

Hvor er du henne i verden? Jeg håber, du har det skønt.

Tak for sidst. Det var så lærerigt at overvære et par scener af filmen blive til i Jordan. Der er godt nok ikke meget glamour over at arbejde som filmskuespiller. Jeg anede ikke, at det var så ekstremt og benhårdt arbejde.

Gentagelserne! At skulle være Daniel på kommando, når der er sagt action, og stadig være det otte timer senere. Sminkøren, der konstant skal rette dit hår og pudre. På de fleste billeder, jeg tog af dig på settet, får du lagt makeup og malet sår på håndleddene.

Jeg fik aldrig spurgt, hvad du egentlig syntes om at være i Jordan?

Jeg er pt. hjemme i Kairo, hvor det er 38 grader. Jeg rejser til Nordirak på fredag. Jeg skal ud og bo lidt med en fårehyrde i landskabet. Det erhverv eksisterer jo stadig her. Jeg ser dem altid vandre fredsommeligt med deres dyr – selv midt i konflikter og på jorder, magthavere kæmper om. Da Islamisk Stat skred fra Qayyara i Irak, satte de ild til oliekilderne, der brændte i månedsvis. Røgen dækkede for solen, forvandlede dag til nat og gjorde folk syge. Dér så jeg også hyrderne, som traskede med deres får – hvis hvide pels var farvet sort af de brændende oliekilder.

Gad vide om hyrden egentlig har et yndlingsfår...

Nå, skal bare lige høre – bruger du WhatsApp, Messenger eller andre tjenester, hvis jeg skal sende dig en hurtig besked?

Kh. Puk

26. juni

Hej Puk,

Jeg sidder i skrivende stund i Aarhus, lige hjemvendt fra lidt arbejde i Belfast. Selv tak for sidst! Det var virkelig dejligt at have jer forbi settet og se noget af det, vi knoklede med. Jeg var ret spændt på at møde dig, fordi din bog har rørt mig så dybt, og dette projekt betyder så meget for mig. Det var rart at få sat ansigt på ;)

Du har ret, det er ikke så glamourøst, som det lyder, det skuespilleri, men det er egentlig også charmen ved det, synes jeg. Det er det nørdede og uløselige, der er det dragende for mig.

Jeg har jo i virkeligheden ingen forudsætning for at kunne sætte mig i Daniels sted, så det har været et ret angstprovokerende projekt at forløse, og jeg håber, vi har løst det med respekt for hans historie. Heldigvis har jeg haft bogen og mange snakke med Daniel, som har været utroligt berigende for min forberedelse til filmen.

Jordan er et fantastisk land. Utroligt smukt og barskt på samme tid. Jeg ville gerne have set mere af landet, og jeg har lovet min søn at tage ham med dertil engang. Vi arbejdede det meste af tiden, så det blev desværre ikke til meget sightseeing, men jeg fik snakket meget med de jordanske filmfolk og mange af de palæstinensiske flygtninge, der er i landet.

Det lyder som en spændende rejse til Nordirak! Og en syret kontrast med sorte får, der ikke kunne være mere ligeglade med storpolitiske konflikter og kampe om oliekilder. Der er også noget underligt romantisk eller zen-agtigt blandet med stor tragedie over en fårehyrde, der vandrer ukueligt gennem landskabet med sin hjord. Du må spørge til det med yndlingsfåret :)

Jeg har forresten WhatsApp, hvis du vil sende en hurtig besked.

Kh. Esben

26. juni

Hej Esben,

Så hvordan løser du det uløselige? Hvordan har dine samtaler med Daniel hjulpet dig med at spille ham?

Det, jeg egentlig har sværest ved at forstå, er, hvor eller hvordan du henter følelserne. Jeg gik engang på en privat teaterskole. Jeg var pisse dårlig – et ufatteligt ringe udgangspunkt, når jeg så tilmed skulle spille Medea! Jeg kunne slet ikke finde mig selv i en græsk tragedie. Jeg anede ikke, hvordan jeg fandt ind til dét, til hende, i mit eget sydsjællandske bonderøvs-pigesind. Men hvad trækker du på? Hvor finder du Daniel i dig selv?

Kh. Puk

30. juni

Hej Puk,

Håber, fårehyrde-tilværelsen behandler dig godt.

Er det ikke en meget usikker tilværelse med skiftende konflikter og klimapåvirkningen? Og hvordan er det egentlig at tage på sådan en tur for en kvindelig dansk journalist?

Dit spørgsmål er vildt svært for mig at besvare, selv om det jo er et ret enkelt et.

En del af svaret ligger allerede implicit i spørgsmålet: Man løser ikke det uløselige. Det er en gordisk knude. Jeg vil nok også holde på, at jeg aldrig har formået at løse en karakter endnu.

… Men jeg kan gøre mit bedste for at komme så tæt på en løsning så muligt, og det kræver en stor forberedelse og en konstant jagt på detaljer i den historie, der skal fortælles og den karakter, der skal portrætteres. Det er jagten på forståelse, kan man sige, og midlet er nysgerrighed. Jeg kan godt lide at starte min forberedelse med at finde alt det, jeg umiddelbart ikke kan forstå og så arbejde mig ind i en større forståelse af det.

Derfor har samtalerne med Daniel været så vigtige og uundværlige. Ved de steder i historien, hvor jeg havde svært ved at sætte mig ind i Daniels situation, kunne jeg jo ringe til ham og spørge om ind til detaljer og til de tanker, han havde gjort sig. Og så er Daniel et virkeligt behageligt menneske, så det har været en fornøjelse at lære ham at kende.

Min erfaring er, at når jeg er godt forberedt, kan jeg bedre slippe kontrollen og læne mig tilbage i situationen. Så kommer de følelser, jeg skal bruge, helt af sig selv.

Jeg bilder mig ind, at det er de samme ting, der gør sig gældende, når man har et sydsjællandsk bonderøvs-pigesind og skal spille Medea.

Desværre kan du ikke lige ringe og spørge hende til råds :)

Kh. Esben

30. juni

Hej Esben,

Jeg er på vej hen til fårene nu! Fik lige din besked, mens jeg sidder her langs den irakiske-iranske grænse og spiser med den politimand, der skal føre os ud til nomaderne.

Jeg vender lige tilbage.

Men ja, der er blandt andet en vens fætter og en politimand involveret i hyrdeprojektet, fordi vi er så tæt på grænsen.

Kh. Puk

1. juli

Hej Esben,

Her får du lige en hilsen fra hyrdeland! Hyrden havde ikke et yndlingsfår, men kendte til gengæld alle sine 400 får. Da hans flok var ved at løbe sammen med en anden flok, vidste han lige præcis, hvilke får og geder, der var hans.

”Selvfølgelig kan jeg kende dem,” sagde han.

Kh. Puk

2. juli

Hej Puk,

Wow, hvor lang tid skal du følge dem? Og har de hunde med til at styre alle 400 får, eller er det kun hyrderne?

Kh. Esben

4. juli

Hej Esben,

Så er jeg tilbage i Kairo fra hyrdeland. Hyrderne har hunde. Men mest til at angribe ræve, bjørne og andre fjender af får. Den ene hund kaldte de ’Sort mund. Gule øjne.’ Jeg lagde mærke til en helt særlig ting undervejs. Fårehyrderne styrer flokken af får med deres stemmer og nærvær. Måske lige som du binder publikum med din tilstedeværelse som skuespiller.

I hytten sov jeg under et tæppe på en madras på gulvet med bedstemoren i familien og vågnede klokken 04, da hyrderne skulle ud med deres dyr. Lige dér om morgenen ville det have været fedt at være en mand, så jeg bare kunne vende ryggen til og pisse. Toilettet er lige som bare naturen. Så Bedste og jeg begav os i hver sin retning op ad bjergsiden for at sidde på hug bag en sten eller en busk.

Der var dyr alle vegne. Får. Geder. Gæs. Æsler. Høns. En høne lagde æg under fjernsynet i hjørnet. Jeg elsker dyr.

Jeg har nu fået et bad og et glas vin, men har ømme ben. Hyrderne vandrer jo utroligt langt på de stejle bjergskråninger på grænsen mellem det kurdiske Irak og Iran.

For at besvare dit oprindelige spørgsmål, om hvordan det egentlig er at tage på sådan en tur for en kvindelig dansk journalist: Jeg tænker i hvert fald ikke over, at jeg er kvinde. Men jeg får sikkert i ny og næ særbehandling, fordi folk her godt vil hjælpe en dame.

Jeg oplever aldrig mit køn som en hæmsko. At få noget igennem handler mest om kontakter. For eksempel kunne jeg ikke have boet med en fårehyrdefamilie ved grænsen til Iran, uden at min vens fætter, der er politichef ved grænsen, hjalp mig. Man roamer ikke bare rundt ved grænsen til Iran med et kamera som udlænding. For nogle år siden blev tre amerikanske hikere snuppet af Iran langs grænsen og endte med at sidde i fængsel i Iran i flere år. Muligvis en værre situation end den, du som Daniel har oplevet ...

Jagten på forståelse og midlet er nysgerrighed, skriver du også i din mail fra 30. juni. Jeg tror, at vores fag på mange måder er ens. Det er definitionen på, hvad jeg opfatter som mit job. Eller burde jeg skrive liv? For det dominerer min eksistens. Det kan ikke være anderledes. Efter fem dage i Kairo bliver jeg rastløs.

Og alligevel ville det ikke have hjulpet, hvis jeg kunne ringe til Medea, som du ringer til Daniel.

Hvad er det, han kunne sige, som du bruger? Er det en sansning, en beskrivelse af hvordan man skider i en flaske, følelsen af ikke at kunne orientere sig med bind for øjnene? Beskrivelse af frygten eller gymnastiklektioner i fangenskabet? Hvad gør forskellen for dig?

I øvrigt: Nyder du sommeren? Eller arbejder du? Min sommerferie er afblæst.

Kh. Puk

5. juli

Hej Puk,

Generelt prøver jeg som hovedregel først at sige ja til et projekt, hvis jeg kan finde noget ved det, der tænder min nysgerrighed, og så gå efter det. Rastløsheden er også altid tilstede, men jeg er god til at fordybe mig. Jeg glemmer så til gengæld at spise og andre hverdagsting ;)

Jeg tror faktisk også, vores fag minder meget om hinanden, eller i hvert fald arbejdsmetoderne. Jeg fik engang forklaret en skuespillers opgave ret fint af en lærer på teaterskolen. ’Du skal være som en god tjener: Ikke tage fokus fra madoplevelsen, men levere maden på en appetitlig måde,’ sagde han.

Jeg tænker, det er det samme, hvis man er journalist.

En af forskellene ligger til gengæld normalt i skellet mellem fiktion og virkelighed. Du tager ud i verden og dokumenterer levede liv, som læseren så kan relatere til sit liv – groft formuleret. Jeg gestalter som regel en fiktiv person i en historie, som publikum så kan relatere deres liv til. ’Ser du månen, Daniel’ har været et anderledes projekt, og derfor har angst, tvivl og ærefrygt også fyldt mere hos mig.

I starten ville jeg efterligne Daniel. Jeg ville gå som ham og tale som ham og gestikulere som ham. Det måtte være den bedste måde at udvise respekt for hans portræt, tænkte jeg. Mine første noter fra mine møder med ham er en lang række fysiske kendetegn ved Daniel. Hvordan trækker han vejret? Hvilke specielle kendetegn har hans stemme? Hans dialekt? Hvordan er hans pausering, når han formulerer sig? Bruger han ofte specielle vendinger eller ordsprog? Hvordan er hans kropsholdning? Hvordan bruger han sine hænder i sit kropssprog? Og så videre…

Men efter noget tid gik det op for mig, at den tilgang egentlig handlede mere om mig selv. Det var et egoistisk projekt, fordi jeg gerne ville vise mig selv og dem, der havde læst bogen, at jeg var den rigtige til at spille Daniel. Min opgave var i virkeligheden at give et troværdigt bud på et menneske, der havner i de omstændigheder. Daniels historie er langt vigtigere end mennesket Daniel, hvilket han selv faktisk har sagt fra begyndelsen.

Næste skridt i forberedelsen blev at opnå en så detaljeret forståelse af hans oplevelser som muligt, så jeg var i stand til at stille den til rådighed for fortællingen. Om det er lykkedes, må publikum bedømme, men jeg har gjort det så godt, jeg kunne.

Meget af det, Daniel og jeg snakkede om undervejs, var netop sansningen af ting. Følelsen af ensomhed, af at være helt alene, og den angst det afstedkommer. Følelsen af at kede sig, som du aldrig har kedet dig før. Tankerne om hvordan dit liv kunne have set ud, tankerne om et liv efter og så den konstante smerte i, at dette nu, her i fangeskab, er dit liv. Du er ikke selv herre over det. Den ekstreme frihedsberøvelse og behovet for at ’flatline’ – at udradere dine egne følelser, for ikke at bryde helt sammen psykisk.

Det overraskede mig meget, at Daniel beskrev den sidste tid i hans fangenskab som den værste. Altså den tid, hvor han fik et fornyet håb om, at han måske kunne blive købt fri. Den mentale skudsikre vest, som han kaldte det, der havde taget lang tid at få opbygget, faldt pludselig fra hinanden, og han kunne begynde at drømme om et gensyn med familien og et liv igen. Men det åbnede samtidig op for frygten for at miste.

Vi snakkede også meget om sult. Daniel kan beskrive det bedre selv, men mit billede på sulten er som et selvstændigt væsen, der tager permanent ophold i din krop. Måske lidt ligesom Marvels tegneseriefigur ’Venom’, hvis du kender den. Du kan ikke slippe af med den, og til tider kan du ikke styre den.

Alt det lavpraktiske som toiletbesøg, konstant diarré, smadrede håndled, gymnastikøvelserne, udformningen af olivensten til skakspil og proof of life-videoer, har vi selvfølgelig også vendt, og jeg har researchet på en masse andre beretninger fra tilfangetagne. The Devil is in the detail – selv om det er et fortærsket udtryk.

Sommeren bliver nydt om lidt, hvor vi, jeg og min familie, tager op i en hytte på en bjergside i Norge. Uden strøm og med vand fra elven nedenfor. Vandreture i fjeldet, ren luft og bålmad. Jeg er ked af at høre, at du fik afblæst din sommerferie.

Kh. Esben

Historien om en kidnapning

I 2013 blev den unge, danske fotograf Daniel Rye taget til fange af Islamisk Stat under en fotoreportage i den syriske by Azaz. Han var 24 år gammel og helt ny i faget. Det var hans første tur til det borgerkrigsramte Syrien. Kort forinden havde han været med den berømte, danske krigsfotograf Jan Grarup i Somalia for at dokumentere de kaotiske tilstande i det østafrikanske land, og nu var han klar til at drage ud på egen hånd. Meningen var, at turen ind over den syriske grænse blot skulle vare tre døgn, men det, der skulle have været Daniels debut som fotograf i et krigsramt land, endte med at blive et mareridt af 13 måneders varighed i kløerne på ekstremistgruppen, der torturerede deres fanger fysisk og psykisk.

Sammen med flere andre vestlige fanger blev Daniel holdt som gidsel under kummerlige forhold i et fængsel i byen Raqqa, kendt som Islamisk Stats hovedstad. Han blev sultet og mishandlet af sine fangevogtere under ledelse af den barbariske bøddel, der gik under navnet Jihadi John, berygtet for at myrde adskillige af IS’ vestlige gidsler – blandt andet den amerikanske journalist og krigskorrespondent James Foley, som Daniel Rye sad fængslet med. I 2016 blev Jihadi John likvideret i et amerikansk droneangreb.

Mens Daniel kæmpede for at holde håbet oppe, prøvede hans familie hjemme i Danmark desperat at få ham frigivet. IS forlangte, at forældrene købte deres søn fri, og hele familien Rye var involveret i indsamlingsprocessen. Indsamlingen blev kompliceret af, at Daniels tilfangetagelse i Syrien skulle holdes hemmelig. Hvis offentligheden fik nys om sagen, kunne det kompromittere hans sikkerhed i Syrien – og i værste fald koste ham livet. IS forlangte knap 15 millioner kroner for at frigive det danske gidsel. Beløbet oversteg, hvad de danske banker ville låne familien, som derfor indviede en snæver kreds af medborgere i lokalsamfundet for at skaffe pengene.

Efter 398 dage i fangenskab blev Daniel Rye sat fri. Da IS havde modtaget pengene, blev Daniel udleveret til sikkerhedskonsulenten Arthur, der gennem alle 13 måneder havde været bindeleddet mellem Daniels familie i Danmark og IS. Sammen kørte de over grænsen til Tyrkiet, hvor en krisepsykolog og Daniels ældste søster, Anita, tog imod ham. Sammen fløj de hjem til Danmark, til Give i Jylland.

I 2014 tog journalist og forfatter Puk Damsgård kontakt til Daniel. De mødtes for at drøfte muligheden for at beskrive hans fangenskab i bogform. Et år senere forelå resultatet, bogen ’Ser du månen, Daniel’, en historie om Islamisk Stat og kidnapningen af Daniel Rye, mens han var i Syrien for at dokumentere borgerkrigen.

Bogen blev en bestseller med over 100.000 solgte eksemplarer. Flere danske og internationale selskaber viste interesse for at filmatisere bogen. Trods tilbud fra Hollywood valgte Puk Damsgård et dansk produktionsselskab. Filmen er instrueret af Niels Arden Oplev og får premiere 29. august.

6. juli

Hej Esben,

Det er sjovt, at du opsøger ’ren luft’ og elvens vand i Norge, når du bor i Danmark. Jeg troede, det var forbeholdt os, der bor midt i forureningens højborg i Kairo og andre steder at gøre sådan noget. Sidste sommer var jeg på Færøerne. Én ting var den rene luft. Noget andet var stilheden. Det gik op for mig, hvor stor støjforureningen er i en by med 20 millioner mennesker, der tilmed er B-mennesker.

Til gengæld kan jeg gå på bar til klokken 06 om morgenen på en dødssyg tirsdag. I København ender jeg altid med at blive smidt på porten – vel nærmest før midnat. ”Vi lukker nu,” siger de, og så bliver stolene sat op på bordene. Måske kender jeg ikke de rigtige brune værtshuse?

Din lærer havde ret i forhold til det med at levere maden på en appetitlig måde. Har du nogensinde oplevet, at du følte, du selv stod i vejen for et gøre netop det?

Jeg lever i et fag, der over årene er blevet mere personificeret gennem den enkelte journalist. Jeg har intet imod at vise seeren og læseren vej. Pege på noget og sige: ”Se – dette skal du høre, vide, se og mærke.” Men jeg har noget imod det øjeblik, jeg står i vejen for fortællingen om de mennesker, jeg er rejst ud for at møde. Det er en knivsæg.

Du er vant til at blive interviewet om dit liv som skuespiller. Hvordan føles det selv at sætte ord på det, du laver? I stedet for at det bliver fortolket gennem mit eller andre journalisters filter, når vi går hjem og sætter dig på formel med vores ord i en artikel og koger din ide om dit virke ind med vores egne ideer om, hvordan dit liv må eller burde eller skulle være?

Jeg har selv mange gange været, hvad vi i mit fag så direkte kalder et ’interviewoffer’. Det er altid interessant for mig at stå på den anden side og opleve det, jeg – gys – selv udsætter andre for. Det største tabu blandt journalister er jo, at vi aldrig kunne drømme om at stille op til det, vi beder andre om at gøre. Vi er de fuldendte hyklere. Mens jeg skrev Daniel og hans families historie, nægtede jeg at få besøg i mit hjem i Kairo af et dameblad. Daniel var – med rette – ved at dø af grin over det.

Engang skrev et blad i en overskrift efter mit navn og et kolon at: ”Jeg drømmer ikke om at få børn.” Jeg spurgte så, hvilken relevans et portræt at mig kunne have for andre, når definitionen på mig blev, hvad jeg IKKE drømmer om og IKKE er rundet af. Er det mere definerende for min person end det, jeg rent faktisk drømmer om? Min konklusion senere blev, at det i virkeligheden er sindssygt svært at møde et andet menneske og fortolke et liv, uden at presse det ned gennem sin egen forståelsesramme. I mit arbejde tænker jeg på dette hver eneste dag.

Jeg er lige kommet tilbage til Kairo. Jeg har vandet have og vasket tøj. Om en uge rejser jeg igen for at lave en dokumentar, til et sted, du kender – i hvert fald mentalt. Jeg skal til Raqqa i Syrien.

Kh. Puk

10. juli

Hej Esben.

Jeg er nervøs over at bryde din stilhed – og nærvær – i Norge med en larmende mail. Jeg har ventet lidt med at sende den.

Så jeg gik og tænkte lidt over det, du siger om nærværet. Den konstante flimren på mobilen med beskeder og mails, som påvirker min evne til at være til stede. I mit arbejde. Hjemme. Sammen med venner. Er vores generation ringere til at være til stede? Når jeg er sammen med mennesker, der er meget ældre end mig selv, føler jeg mig flimrende. De ældres tilstedeværelse er næsten intimiderende.

Sidst jeg var i Raqqa, så jeg en reklamekampagne mod stofmisbrug. Et skilt var sat op på en medtaget lygtepæl foran en ruin og en mur fuld af skudhuller. ’Change your life,’ stod der. ’Stop stofmisbrug.’ Menneskets energi er vild.

Jeg kom hjem med så mange billeder af strømper, trøjer og kjoler, der hang til tørre på balkoner og terrasser, der lignede ubeboelige skeletter. Konturerne af noget, der engang havde været et hjem – og som øjensynligt stadig var det. Jeg elskede vasketøjets farveeksplosion i ruinerne og den trods, der ligger i netop dét. Dét, synes jeg, vidner om intenst nærvær.

Jeg har taget lus med hjem ude fra fårehyrderne. Så jeg kæmmer. Det er lige som at fiske. Det er ret fedt, når man får én på kammen.

Jeg har tænkt, hvor tillokkende det stille liv på sletterne er. Når lyset og mørket definerer dagens gøremål. Og alligevel kunne de ikke undvære fjernsynet. De havde slæbt parabolen med som stod uden for bambushytten. Hvad tror du egentlig, du ville lave, hvis du ikke var skuespiller?

Kh. Puk

15. juli

Hej Esben,

Blot en hilsen fra Qamishli i Syrien. Jeg gik ind i en brun fællesstue på et hotel for at spise en falafel. Der sad britiske Sean. Med ’Ser du månen, Daniel’ i en engelsk version i favnen. Han er dokumentarist, har selv siddet som gidsel i Afghanistan, var gode venner med James Foley – og havde så i går interviewet de to britiske Beatles, der sidder fængslet her – og havde brugt detaljerne fra bogen til at udspørge dem. (Daniel Rye og de andre gidsler kaldte de tre britiske fangevogtere for The Beatles, red.).

Verden er nogle gange helt lille. Eller som Sean sagde: ”Jeg tror nu på engle.”

Jeg fortalte ham, at der er en dansk film på vej, og at den hedder den originale titel snarere end den noget mere sensationelle ’The Isis Hostage’.

Da jeg forklarede, hvorfor den hedder det, fik Sean tårer i øjnene. For da han sad fanget, fik han på et tidspunkt lov til at gå udenfor, hvor han pludselig kunne se stjernerne. Det fik ham til at tænke på sin mor, der måske sad i sin bolig og kiggede på stjernerne og måske tænkte, at han blev tortureret snarere end at se mod himlen. Og så bad han om at blive taget ind igen.

Han kunne ikke overskue smerterne ved stjernehimlen, der forbinder os alle – uanset hvor vi befinder os. Om vi er frie eller ufrie.

Kh. Puk

18. juli

Hej Puk,

Det gode ved stilheden her i Norge er, at den er ret sejlivet. Når der ikke er strøm i hytten, dør ens computer og telefon ret hurtigt ;) Derfor også dette sene svar, efter en opladning og en kop kaffe på cafeen i den nærmeste landsby.

Jeg tror helt sikkert, at vores generation er dårligere til at koncentrere sig om én ting i længere tid. Jeg mener, der er lavet en hel del ph.d-afhandlinger om det emne. Og de næste generationer bliver nok endnu dårligere til at koncentrere sig.

Jeg læste et sted, at det tager 18 minutter at fordybe sig i noget. Altså 18 uforstyrrede dyrebare minutter uden sms’er, notifikationer eller andet, der kan adsprede dig. Jeg ved ikke helt, hvad løsningen er, men jeg er hurtig til at gå i panik på mine børns vegne.

Min første tanke er at flytte ud i skoven med familien og gå ’off-grid’ fra samfundet, men det er nok ikke smart, hvis man gerne vil lære sine børn en lille smule om at deltage i et fælleskab.

Måske skulle jeg gå kontra på det: Få mig en Insta-profil, en Twitter-account, starte en YouTube-kanal, købe en masse likes for $ og booste min reach med en effektiv SoMe-strategi.

Verden har i mine øjne altid været lige så vidunderlig, som den har været absurd. Jeg var engang i Tanzania og istandsætte en fabrik, der producerede engangskanyler. Op ad muren ind til fabriksområdet boede en fyr på min alder, under et stykke blikplade. Det var hans ’hus’. Han havde nok kun det tøj, han stod i, som var et par slidte bukser og en T-shirt.

På et tidspunkt stod jeg uden for fabrikken og ringede hjem til Danmark på min gamle Nokia 3210 og pludselig stod han ved siden af mig og skraldgrinede. Så hev han den nyeste Nokia-model (det var før iPhone) frem fra sin lomme, pegede på min telefon og gestikulerede, at jeg var den største idiot, han længe havde set. Status lå i at have det nyeste udstyr. Vi vidste begge to godt, at han ikke havde råd til at købe et taletidskort.

Til dit spørgsmål: ’Hvad tror du egentlig, du ville lave, hvis du ikke var skuespiller?’ er det enkle svar: Noget der ikke er så opslidende … Men jeg trækker vejret dybere, når jeg gør det her.

Din hilsen fra Qamishli burde måske være afslutningen på dette interview. Eller starten, eller det hele?! Faktisk burde vi redigere alt mit personlige trivielle semi-filosofiske vrøvl ud og bare lade det være den beretning. Jeg vil også gerne tro på engle.

Kh. Esben

19. juli

Hej Esben,

Jeg – og Euromans læsere – vil gerne høre det, du kalder trivielt vrøvl.

Livet består jo mestendels af hverdag og knap så meget af dramatiske kidnapninger eller et gidsels sørgmodige iagttagelser under stjernehimlen. Selv Daniels hverdag i fangenskab med rutiner blev på nogle punkter triviel. Det gjorde den ikke mindre interessant for mig at skrive om. Tværtimod.

Da jeg arbejdede med bogen, var det netop hverdagen, jeg fandt mest bemærkelsesværdig. Ingen forventer, at et gidsel får serveret kaviar og champagne. Vold er forventelig. Til gengæld var det overraskende, hvor kreative gidslerne blev, hvordan de fandt rutiner med gymnastik, yoga og sproglektioner, hvordan de kunne lave spil af olivensten, hvordan de opbyggede hinanden i en nedbrydende situation, hvordan de blev fri i en ufri celle. For mig var det langt mere interessant end at beskrive volden. Og det er ofte i de bitte, nærmest usynlige ting eller øjeblikke, at historien om et menneske gemmer sig.

Derfor er jeg også nysgerrig på, hvorfor du blev skuespiller? Du skriver, at du kunne have valgt noget mindre opslidende. Så … hvorfor?

Dengang du blev castet til filmen for over et år siden, hvis jeg husker rigtigt, spurgte folk mig: ”Hvem er Esben Smed?” når jeg fortalte, at du skulle spille Daniel. Det gør de ikke i dag. Hvad er der sket på den relativt korte tid? Og hvordan oplever du kampen for at slå igennem … hvis det altså er en kamp?

Om lidt får filmen premiere. Jeg har selvfølgelig fulgt arbejdet fra sidelinjen. Det mest afgørende for mig har været, at Daniel og hans familie samt ikke mindst James Foleys familie kunne se sig selv i den. At det i processen ikke blev glemt, at det er en virkelig historie, med virkelige mennesker. At filmen på den måde blev troværdig og tro mod virkeligheden. Man kan selvfølgelig ikke filmatisere en bog linje for linje, og der skal være plads til de kunstneriske processer hos instruktøren, manuskriptforfatteren, skuespillerne, fotograferne – ja, hele holdet, der skal bringe historien til live på deres måde.

Alligevel var det til tider angstprovokerende for mig som journalist at overlade det til andre at tolke og fortælle historien på deres måde og i et andet medium. I mine mareridt så jeg for mig, hvordan bogen blev til et ballondyr, der blev vredet ud i alle mulige mærkelige former. Derfor betød det alverden for mig, da James’ familie havde set filmen. Og selv om det havde været ufatteligt hårdt for dem at se filmen, syntes de, at den var tro mod James og den situation, han og de andre havde været i.

Hvad betød det egentlig for holdet – og for dig – da Daniel selv kom på besøg og så filmoptagelserne i Jordan og mødte alle involverede? Hvad har du tænkt fra begyndelsen om historien, da du læste den? Og hvad tænker du nu, da det hele er kommet lidt på afstand?

Kh. Puk

20. juli

Hej Puk,

At ’slå igennem’ eller få sit ’folkelige gennembrud’ eller blive ’allemandseje’ eller ’hele Danmarks Ghita’ er for mig at se ikke en kamp, man selv kæmper. Der er alle mulige mærkelige udefrakommende faktorer, der spiller ind i den kamp … hvis det altså, som du siger, overhovedet kan kaldes en kamp. Jeg har været ekstremt heldig og det er jeg enormt glad for. Jeg kan kun kontrollere, hvad jeg siger ja til, og hvordan jeg arbejder.

Jeg håber ikke, vi har fået skabt et deformt ballondyr ud af din virkelig intense bog, som jeg læste på et døgn, fordi jeg ikke kunne slippe den!

Fra starten var det enormt vigtigt for mig, at vi hele tiden havde for øje, at det var en virkelig historie, vi filmatiserede. Det var det for hele holdet, hvilket ikke er en given ting, men alle i og omkring projektet er gået til det på en respektfuld måde.

Det har også været en af de smukke ting. Der var en del sommerfugle i maven på hele holdet, tror jeg, da Daniel og I andre kiggede forbi i Jordan. Man havde jo gået under hele forløbet og tænkt på, hvad han og du ville sige til det, vi lavede.

Det, der står stærkest for mig fra Daniels besøg, var, da han fik en lang snak med den engelske skuespiller Amir al-Masry, der spiller Jihadi John. Noget, der kunne have været en meget ambivalent situation, blev enormt smuk, fordi Daniel var så interesseret i, hvordan Amir formidlede det menneskelige i en umiddelbart umenneskelig karakter.

Menneskets energi er, som du skrev til mig i en tidligere mail, vild!!!

Kh. Esben

20. juli

Hej Esben,

Du er vel godt på vej til at blive ’folkelig’ og ’allemandseje’. Hvordan har du det egentlig med netop det? At skulle være allemandseje?

I de roller du spiller, giver du alt. Hvorimod offentligheden ved meget lidt om dig som privatperson, hvor du nok udadtil er lidt mere tilknappet.

Og jeg forsøger lige en gang mere: Hvorfor tror du, at du blev skuespiller?

Kh. Puk

21. juli

Hej Puk,

Det er svært at forholde sig til den opmærksomhed omkring min privatperson, som mit arbejde afstedkommer. Det er en dejlig følelse, når andre kan relatere til eller få noget ud af det, man bruger sine kræfter på, men mit drive ligger i selve arbejdet. Det samme gælder jo for dig.

Jeg tænker, at det er din iboende rastløshed og din lyst til at opleve, mærke og forstå, der får dig til at interviewe en fyr som Daniel, følge en fårehyrde i Nordirak eller tage til Raqqa ugen efter. Du gør det jo nok, fordi du ikke kan lade være, og du trækker vejret dybere, når du gør det.

Det er det, du oplever, mens du arbejder, der giver dit liv mening. De gode anmeldelser for dine bøger og din Cavling-pris er vidunderlige anderkendelser, men jeg gætter på, at du havde kastet dig ud i det alligevel.

Og til slut et sidste svar på dit spørgsmål: Jeg tror, at jeg blev skuespiller alene af den grund, at jeg ikke kunne lade være ...

Knus Esben

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt, Film og Skuespil