20 år i dag: Et forsvar for 'The Marshall Mathers LP'

Eminem har selv kaldt det sidste vers på ’The Marshall Mathers LP’, tredje vers fra afrunderen ’Criminal’, for karrierens bedste. Efter at have gjort grin med afdøde Gianni Versace, beskyldt sin mor for omsorgsvigt og begået et mislykket røveri med Dr. Dre slutter han sin karrieres højdepunkt af med linjerne:

”Shit, half the shit I say, I just make it up

To make you make mad, so kiss my white naked ass

And if it’s not a rapper that I make it as

I’ma be a fucking rapist in a Jason mask”

Efter at have hørt de 18 numre på ’The Marshall Mathers LP’ sidder man som lytter tilbage overvældet af indtryk. Forarget over respektløsheden på ’Kill You’, rørt over historiefortællingen på ’Stan’, underholdt af humoren på ’The Real Slim Shady’ og chokeret over mordballaden ’Kim’. Albummet kan føles som én lang overskridelse af ens personlige grænse, men er samtidig en opvisning i musikalitet fra en de mest talentfulde rappere, 40 års hiphop-historie har givet os.

Eminems ’The Marshall Mathers LP’ er et eminent og fuldkomment værk, men det lever i skyggen af artisten bag og de skrækkelige udgivelser, han har markeret sig med det seneste årti.

Jeg er flere gange blevet præsenteret for det synspunkt, at ’The Marshall Mathers LP’ ikke modstår tidens tand. At pladen er blevet mindre god med tiden.

Det synspunkt deler jeg ikke, men jeg tror godt, jeg ved, hvorfor den diskurs er opstået. Det er hverken på grund af lyduniverset eller den misogyni og homofobi, man jo må erkende, er relativt gennemgående på pladen – i så fald kunne man jo skrive to tredjedele af alle hiphop-klassikere ud af historiebøgerne.

I stedet tror jeg, at albummets eftermæle lider under det, Eminem er blevet. Det kan lyde som en banal pointe, for det er en udbredt holdning, at Eminems karriere, særligt efter hans overdosis og efterfølgende tørlægning i 2007, har udviklet sig til det værre. I dag rimer Eminem bare på prætentiøs speedrap, Ed Sheeran og one-night-stands for 47-årige.

Han har udgivet plader, der tangerer det værste, jeg i mit liv har hørt. ’Recovery’ (2010) og ’Revival’ (2017) kæmper for at overgå hinanden som de mest eklatante bundskrabere, skabt på en uheldig base af stadionrap, dårlige rockproduktioner, elendige features og Eminem, der rapper som en rusten AI-robot.

I det lys, at Eminem de seneste 16 år har udgivet dårlig, dårlig musik (’Encore’ fra 2004 havde sine øjeblikke, men her var misbruget tydeligvis ved at tage overhånd), kan det være svært at skille værket fra kunstneren. Det er min klare overbevisning, at hvis Eminems karriere var stoppet brat efter udgivelsen af ’The Eminem Show’ i 2002, som er en fremragende plade, ville han figurere langt oftere i den fortærskede Greatest Of All Time-diskussion. Otte forbiere senere, not so much.

Men i virkeligheden er problemet for Eminems eftermæle ikke kun, at han har udgivet elendige plader i sin karrieres efterår. Den bedrift deler han med mange rap-legender. Problemet er, at han har udgivet elendige-plader, folk har lyttet til. Når kærlighedsballaderne og speedrap-opvisningerne streamer det hvide ud af øjnene, bliver vi mindet om den tragiske deroute igen og igen. For hver ’Kamikaze’, for hver ’Music To Be Murdered By’ rykker Eminems eftermæle sig med store skridt væk fra det, vi husker fra tiden mellem ’The Slim Shady EP’ (1997) og ’The Eminem Show’ (2002).

I dag, 20 år senere, betaler ’The Marshall Mathers LP’ regningen for Eminems senere forbrydelser mod den gode smag. Men det bør den jo egentlig ikke gøre.

’The Marshall Mathers LP’ var på mange måder ”the perfect storm”. I 2000 var den amerikanske økonomi nedadgående, landet var stadig i sorg over Columbine-skoleskyderiet i 1999, der havde kastet en bølge af lignende tragedier af sig, og på den popkulturelle scene havde de forgangne år budt på dødsfald blandt de mest autentiske stjerner som Tupac, Kurt Cobain og Biggie Smalls.

Som ofte i krisetider forsøgte popkulturen i start-00’erne at afspejle det modsatte. Sukkersødmen havde ingen grænser, og navne som *NSYNC, Christina Aguilera og Britney Spears satte ord på enhver teenagers mest banale følelsesregister. Og så var der Eminem. Den vrede, blonde rapper, der med alteregoet Slim Shady i hånden hæmningsløst gjorde nar af alt og alle i toppen af den musikalske fødekæde. ”Dark comedy,” døbte mentoren Dr. Dre Eminems tekstunivers.

Unge lyttere på tværs af race, køn og klasseskel, der kunne føle andet end umiddelbar glæde og hjertesorger, ræsonnerede med Slim Shadys rebelske verdenssyn. Her var intet skjult eller forsødet. Alt var til debat, og ingen blev skånet. I sin blændende Eminem-biografi ’Whatever You Say I Am’ beskriver Rolling Stones-journalisten Anthony Bozza Eminem som: ”the antihero who ambushed the popshow.”

Når man genbesøger pladen, slår det en, hvor indholdsrig den er. Den tager næsten vejret fra en, fordi ingen linjer spildes og alle ord betyder noget. Det ene øjeblik rapper han om at blive sagsøgt af sin egen mor. Hernæst om sin far, der forlod ham som spæd. Senere om det tragisk dårlige forhold til ekskonen Kim. Om at blive kendt, om at tage stoffer, om Marilyn Manson, om at ville gøre Jennifer Lopez gravid for enhver pris. Alt sammen pakket ind popkulturelle referencer, kloge ordspil og rimstrukturer, de fleste rappere kun kan drømme om. Som lytter er man på dupperne, altid nysgerrig efter næste linje.

Det var selvfølgelig uundgåeligt, at pladens grænseoverskridende tekster ville skabe opstandelse. Daværende vicepræsidentfrue Lynne Cheney kaldte Eminem ”a rap singer who advocates murder and violence”, og LGBT-miljøet protesterede kraftigt over hans mange Grammy-nomineringer i 2001. At spille ’Stan’ med homo-ikonet Elton John til selvsamme Grammy-show var selvfølgelig et modsvar til historiebøgerne. Som det understreges på føromtalte linjer fra ’Criminal’, ville Eminem forarge helt ud i afkrogene af de småborgerlige villakvarterer – og lykkedes med nærmest komisk forudsigelighed.

På produktionssiden er der – klogt – gjort plads til masser af fokus på Eminems vanvidsrablerier, men man skal ikke tage fejl af, at Dr. Dre og Mel-Man er sluppet af sted med at lave ganske kreative beats for sin tid, der ikke havde fungeret med de fleste andre artister i stalden som på ’Kill You’ og ’The Real Slim Shady’. Eminems gamle samarbejdspartnere fra ’Infinite’-dagene (1996), Bass Brothers, sørger med produktioner som ’Amityville’ og ’Under The Influence’ for, at lydbilledet stadig er mere Detroit end Los Angeles.

Jeg vil til min død forsvare ’The Marshall Mathers LP’ som det stærkeste kort i Eminems diskografi og som en absolut kandidat til hiphop-pladernes Mount Rushmore. De mange tematikker kan få pladen til at virke skizofren, men den bliver aldrig forvirrende. Lydbilledet er koncist og Eminem skriver og rapper overlegent godt. Gør som mig: Adskil fødselaren fra Eminems senere karriere, og nyd ’The Marshall Mathers LP’ i al sin pragt: