20 år i dag: Et forsvar for 'The Marshall Mathers LP'

Eminems andet soloalbum ’The Marshall Mathers LP’ fylder 20 år i dag. Albummet er et af de mest omdiskuterede, opsigtsvækkende og bedst sælgende værker i hiphoppens historie. Magnus Kraft har genbesøgt sit teenageværelses lydtapet og diskuterer, om det også er et af de bedste.

Offentliggjort

Eminem har selv kaldt det sidste vers på ’The Marshall Mathers LP’, tredje vers fra afrunderen ’Criminal’, for karrierens bedste. Efter at have gjort grin med afdøde Gianni Versace, beskyldt sin mor for omsorgsvigt og begået et mislykket røveri med Dr. Dre slutter han sin karrieres højdepunkt af med linjerne:

Shit, half the shit I say, I just make it up

To make you make mad, so kiss my white naked ass

And if it’s not a rapper that I make it as

I’ma be a fucking rapist in a Jason mask

Efter at have hørt de 18 numre på ’The Marshall Mathers LP’ sidder man som lytter tilbage overvældet af indtryk. Forarget over respektløsheden på ’Kill You’, rørt over historiefortællingen på ’Stan’, underholdt af humoren på ’The Real Slim Shady’ og chokeret over mordballaden ’Kim’. Albummet kan føles som én lang overskridelse af ens personlige grænse, men er samtidig en opvisning i musikalitet fra en de mest talentfulde rappere, 40 års hiphop-historie har givet os.

Eminems ’The Marshall Mathers LP’ er et eminent og fuldkomment værk, men det lever i skyggen af artisten bag og de skrækkelige udgivelser, han har markeret sig med det seneste årti.

Foto: Getty Images | Kun en uge efter udgivelsen af 'The Marshall Mathers LP' blev Eminem anholdt og sigtet for at have truet en dørmand, der efter sigende havde kysset hans kone, med en pistol.

Jeg er flere gange blevet præsenteret for det synspunkt, at ’The Marshall Mathers LP’ ikke modstår tidens tand. At pladen er blevet mindre god med tiden.

Det synspunkt deler jeg ikke, men jeg tror godt, jeg ved, hvorfor den diskurs er opstået. Det er hverken på grund af lyduniverset eller den misogyni og homofobi, man jo må erkende, er relativt gennemgående på pladen – i så fald kunne man jo skrive to tredjedele af alle hiphop-klassikere ud af historiebøgerne.

I stedet tror jeg, at albummets eftermæle lider under det, Eminem er blevet. Det kan lyde som en banal pointe, for det er en udbredt holdning, at Eminems karriere, særligt efter hans overdosis og efterfølgende tørlægning i 2007, har udviklet sig til det værre. I dag rimer Eminem bare på prætentiøs speedrap, Ed Sheeran og one-night-stands for 47-årige.

Han har udgivet plader, der tangerer det værste, jeg i mit liv har hørt. ’Recovery’ (2010) og ’Revival’ (2017) kæmper for at overgå hinanden som de mest eklatante bundskrabere, skabt på en uheldig base af stadionrap, dårlige rockproduktioner, elendige features og Eminem, der rapper som en rusten AI-robot.

I det lys, at Eminem de seneste 16 år har udgivet dårlig, dårlig musik (’Encore’ fra 2004 havde sine øjeblikke, men her var misbruget tydeligvis ved at tage overhånd), kan det være svært at skille værket fra kunstneren. Det er min klare overbevisning, at hvis Eminems karriere var stoppet brat efter udgivelsen af ’The Eminem Show’ i 2002, som er en fremragende plade, ville han figurere langt oftere i den fortærskede Greatest Of All Time-diskussion. Otte forbiere senere, not so much.

Men i virkeligheden er problemet for Eminems eftermæle ikke kun, at han har udgivet elendige plader i sin karrieres efterår. Den bedrift deler han med mange rap-legender. Problemet er, at han har udgivet elendige-plader, folk har lyttet til. Når kærlighedsballaderne og speedrap-opvisningerne streamer det hvide ud af øjnene, bliver vi mindet om den tragiske deroute igen og igen. For hver ’Kamikaze’, for hver ’Music To Be Murdered By’ rykker Eminems eftermæle sig med store skridt væk fra det, vi husker fra tiden mellem ’The Slim Shady EP’ (1997) og ’The Eminem Show’ (2002).

I dag, 20 år senere, betaler ’The Marshall Mathers LP’ regningen for Eminems senere forbrydelser mod den gode smag. Men det bør den jo egentlig ikke gøre.

’The Marshall Mathers LP’ var på mange måder ”the perfect storm”. I 2000 var den amerikanske økonomi nedadgående, landet var stadig i sorg over Columbine-skoleskyderiet i 1999, der havde kastet en bølge af lignende tragedier af sig, og på den popkulturelle scene havde de forgangne år budt på dødsfald blandt de mest autentiske stjerner som Tupac, Kurt Cobain og Biggie Smalls.

Som ofte i krisetider forsøgte popkulturen i start-00’erne at afspejle det modsatte. Sukkersødmen havde ingen grænser, og navne som *NSYNC, Christina Aguilera og Britney Spears satte ord på enhver teenagers mest banale følelsesregister. Og så var der Eminem. Den vrede, blonde rapper, der med alteregoet Slim Shady i hånden hæmningsløst gjorde nar af alt og alle i toppen af den musikalske fødekæde. ”Dark comedy,” døbte mentoren Dr. Dre Eminems tekstunivers.

Unge lyttere på tværs af race, køn og klasseskel, der kunne føle andet end umiddelbar glæde og hjertesorger, ræsonnerede med Slim Shadys rebelske verdenssyn. Her var intet skjult eller forsødet. Alt var til debat, og ingen blev skånet. I sin blændende Eminem-biografi ’Whatever You Say I Am’ beskriver Rolling Stones-journalisten Anthony Bozza Eminem som: ”the antihero who ambushed the popshow.”

Foto: Getty Images | Eminem hev til stor opstandelse Elton John med på scenen til Grammy-showet i 2001 efter voldsom kritik fra LGTB-miljøerne.

Når man genbesøger pladen, slår det en, hvor indholdsrig den er. Den tager næsten vejret fra en, fordi ingen linjer spildes og alle ord betyder noget. Det ene øjeblik rapper han om at blive sagsøgt af sin egen mor. Hernæst om sin far, der forlod ham som spæd. Senere om det tragisk dårlige forhold til ekskonen Kim. Om at blive kendt, om at tage stoffer, om Marilyn Manson, om at ville gøre Jennifer Lopez gravid for enhver pris. Alt sammen pakket ind popkulturelle referencer, kloge ordspil og rimstrukturer, de fleste rappere kun kan drømme om. Som lytter er man på dupperne, altid nysgerrig efter næste linje.

Det var selvfølgelig uundgåeligt, at pladens grænseoverskridende tekster ville skabe opstandelse. Daværende vicepræsidentfrue Lynne Cheney kaldte Eminem ”a rap singer who advocates murder and violence”, og LGBT-miljøet protesterede kraftigt over hans mange Grammy-nomineringer i 2001. At spille ’Stan’ med homo-ikonet Elton John til selvsamme Grammy-show var selvfølgelig et modsvar til historiebøgerne. Som det understreges på føromtalte linjer fra ’Criminal’, ville Eminem forarge helt ud i afkrogene af de småborgerlige villakvarterer – og lykkedes med nærmest komisk forudsigelighed.

På produktionssiden er der – klogt – gjort plads til masser af fokus på Eminems vanvidsrablerier, men man skal ikke tage fejl af, at Dr. Dre og Mel-Man er sluppet af sted med at lave ganske kreative beats for sin tid, der ikke havde fungeret med de fleste andre artister i stalden som på ’Kill You’ og ’The Real Slim Shady’. Eminems gamle samarbejdspartnere fra ’Infinite’-dagene (1996), Bass Brothers, sørger med produktioner som ’Amityville’ og ’Under The Influence’ for, at lydbilledet stadig er mere Detroit end Los Angeles.

Jeg vil til min død forsvare ’The Marshall Mathers LP’ som det stærkeste kort i Eminems diskografi og som en absolut kandidat til hiphop-pladernes Mount Rushmore. De mange tematikker kan få pladen til at virke skizofren, men den bliver aldrig forvirrende. Lydbilledet er koncist og Eminem skriver og rapper overlegent godt. Gør som mig: Adskil fødselaren fra Eminems senere karriere, og nyd ’The Marshall Mathers LP’ i al sin pragt:

The Marshall Mathers LP, genbesøgt track-by-track

Public Service Announcement 2000 

Det er på en måde ærgerligt, at denne tradition sluttede med ’The Eminem Show’. ”Sue me” er en god måde at introducere de næste 17 sange.

Kill You 

Det her er et voldsomt godt sample. Det er Slim Shady-figuren i topform med den ene absurde linje efter den anden. Man skal høre den her sang mange gange for at få det hele med.

Stan

Tag ikke fejl, det her er virkelig en atypisk Eminem-sang. Det er selvfølgelig historiefortælling til UG med kryds og slange, og så fortæller den ikke så lidt om, hvor meget selvbevidstheden egentlig fylder på den her plade. De laver ikke så rørende numre længere, det gør de bare ikke. Genistreg, og undervurderet god 45 King-produktion.

Paul (Skit)

De intermezzoer, der er indlagt på det her album, er utroligt velvalgte. Den her er genial.

Who Knew

I don’t do black music, I don’t do white music. I make fight music for highschool kids.” Ikke mere historiefortælling for nu, her tager Slim Shady over igen med en syngende lussing til de forældre, der bebrejder ham for at depravere deres børn.

Steve Berman (Skit)

”Do you know why Dre’s record was so succesful? He’s rapping about big-screen TV’s, blunts, 40’s and bitches. You’re rapping about homosexuals and Vicodin.” Det her er en skit-masterclass, og det perfekte oplæg til ’The Way I Am’.

The Way I Am

Man bør vide, at ovenstående skit, hvor marketing-chefen på Interscope, Steve Berman, kritiserer det første udkast til ’The Marshall Mathers LP’ ned under gulvbrædderne, er baseret på en virkelig hændelse. Som respons til kritikken skrev Eminem denne hitsingle, der er noget af det mest dystre og aggressive på pladen. Sådan her ville en fuck-finger lyde, hvis det var en sang.

The Real Slim Shady

Pladens største hit. Efter ’The Slim Shady LP’ skulle Eminem nok have et år i rampelyset, for med så sylespids præcision at kunne dissekere musikbranchens tåbeligheder. Det er ærgerligt, at vi aldrig fik en regulær beef mellem Eminem og Will Smith.

Remember Me?

Overset sang. Der bliver ikke appelleret til lyttermasserne her, men RBX og især Sticky Fingaz går ind. Man skal lige lægge mærke til Eminems fantastiske vers, hvor han med en Doug E. Fresh-reference siger: ”I’m trying to clean up my fucking image, so I promised the fucking critics I wouldn’t say ’fucking’ for six minutes.” Seks minutter senere, på nummeret ’Marshall Mathers’, siger han for første gang ”fucking” igen. Er jeg til fals for den slags? Ja, det er jeg.

I’m Back  

En af pladens allerbedste sange. Det her er en molotovcocktail af brandfarlige linjer om MTV, Jennifer Lopez og, gisp, Columbine-massakren (Interscope måtte censurere den linje, selv på den ucensurerede version). Afslutningen på tredje vers er det noget af det mest underlige, der er skrevet.

Marshall Mathers

Now everybody’s so happy and proud. I’m finally allowed to step foot in my girlfriends house.” Alle får en bredside her. XXL, Insane Clown Posse, Vanilla Ice, New Kids On The Block, Britney Spears, Eminems mor.

Ken Kaniff (Skit)

Insane Clown Posse-medlemmerne giver den fiktive karakter Ken Kaniff et blowjob, fordi de tror, han er Eminem. Den her var nok (heller) ikke gået i 2020.

Drug Ballad

Et lidt trist hint til det, der skulle ødelægge Eminems karriere: De hårde stoffer. Men han skriver stadig sjovt.

Amityville

Fucked my cousin in his asshole, slit my mother’s throat. Guess who Slim Shady just signed to Interscope.” Det er D12-medlemmet Bizzares introduktion på den store scene.

Bitch Please 2

Superstjerne-nummeret med Dr. Dre, Snoop Dogg, Nate Dogg og Xzibit. Virkelig en dejlig sang (også bedre end den oprindelige Snoop Dogg-udgave), men den kunne lige så godt have været på en Dr. Dre-plade. Snoop Doggs vers er dårligt. Nate Dogg lavede stadig bedre omkvæd end alle andre.

Kim

Det her er til dato det mest ubehagelige og uhyggelige nummer, jeg kender til. Det kan tælles på to hænder, hvor mange gange det er lykkes mig at komme igennem dette gåsehudsfremkaldende mareridt af en sang. Marshall skændes med sin daværende kone Kim, der har været ham utro, og i en lang og gruopvækkende scene slår han hende ihjel på bestialsk vis. Utroligt nok bliver nummeret aldrig plat, fordi Eminem leverer begge stemmer så uhyggeligt intenst. Hvis det her nummer skaffede ham en rolle i ’8 Mile’, forstår jeg det godt. Dr. Dre måtte efter sigende forlade studiet af bare ubehag, da sangen blev indspillet.

Under The Influence

Det kan være virkelig svært at høre nogen form for musik, efter man har hørt ’Kim’, men isoleret set er det her et fremragende possecut. Det her er chancen for Eminems ringeagtede Detroit-venner fra D12, og de skriver sig alle helt ud over et hårdt, hårdt beat.

Criminal

Et velvalgt punktum på en hæsblæsende plade. ’Criminal’ er den provokerende Slim Shady, den sjove Eminem og den selvbevidste Marshall Mathers i én sang.