Man siger ofte om os danskere, at vi afskyr konfrontationen og den svære snak. At vi kun vil hygge, og at vi ikke kan rumme det ubehagelige. Det kan der muligvis være noget om, men i filmens verden passer det ingenlunde. Her er vi mestre i at dykke ned i det skøre, det skæve og det skrøbelige, og Niels Arden Oplevs ’Rose’ passer som hånd i handske i den stolte, socialrealistiske filmtradition, vi kender så godt.
Arden Oplevs nye film udspiller sig i en sensommeruge i 1997, hvor en busfuld glade nordjyder drager mod Paris, og hvad de tror skal være en klassisk ferietur til byernes by. Med på turen er Inger (spillet af Sofie Gråbøl), der, 10 minutter efter bussen har sat kursen mod den franske hovedstad, informerer resten af selskabet om, at hun har skizofreni. Det udfordrer med det samme de ligusterhæksliderlige medpassagerer, og særligt den retskafne og snæversynede tysklærer Skelbæk (Søren Malling) kan slet ikke forlige sig med den anomali, Inger udgør i gruppens sociale dynamikker. Men Inger er meget mere end sin sindstilstand.
Hun taler flydende fransk, og den kulturelle kapital, det sikrer hende, gør hende til dagens kvinde i skysovs ved flere lejligheder – hvilket aftvinger tiltagende respekt og sympati fra hendes medrejsende. Det viser sig også hurtigt, at Inger har en hemmelig agenda, og at det er jagten på kærligheden og forståelsen af den, der driver hende til Paris. Det er dybt forfriskende at se en filmkarakter med en sindslidelse, hvis primære motivation er noget så almengyldigt som romantik og erotik. Det gør Inger til et menneske med følelser, alle kan relatere til, og det bidrager til fortællingen om, at man aldrig skal skue en hund på dens hår.
’Rose’ er en helt igennem hjertevarm historie, hvor de svage får lov til at være de stærke, og hvor det aparte omfavnes og dyrkes på elegant og sympatisk vis. Niels Arden Oplev har igennem 2010’erne arbejdet og boet i Hollywood, men ’Rose’ er så gennemdansk i dens morallære og verdenssyn, at man ikke kan undgå at føle, at instruktøren her for alvor har fundet hjem igen. Sofie Gråbøl er den lysende ledestjerne i Arden Oplevs nye film. Hun formår at få os til både at græde med Inger, når hendes verden ramler, og grine med hende, når det manglende sociale filter får hende til at diskutere oralsex med en lille dreng.
Lene Maria Christensen er også forrygende som Ingers søster, der pendulerer imellem at være stærk omsorgsperson og en sårbar kvinde, der har taget en enorm opgave på sine skuldre. Og så skal der lyde et shout-out til Peter Gantzlers formørkede solbriller, der i bedste buschaufførstil troligt forbliver siddende på hans næseryg, uagtet hvad tid på døgnet, det er. Kort sagt får man det godt af at se ’Rose’. Den minder os om, at der ofte gemmer sig skjulte talenter og indtryk de steder, vi normalt aldrig kigger. Særligt en scene, hvor Inger fremfører en akustisk version af den eviggrønne ’La vie en rose’, er så inderlig og ærlig, at den med garanti vil få de grådlabile til at fiske en kleenex eller to frem i biografsædet.
’Rose’ får premiere i biografer landet over 24. februar.
Tre andre gode film med sindslidende hovedkarakterer
’Joker’
I skabelsesberetningen om den måske mest berygtede tegneserieskurk gennem tiden, spiller Joaquin Phoenix Arthur Fleck, der lider af en psykisk sygdom, som får ham til at grine ukontrolleret i pressede situationer. Fleck trynes for hans mærkeligheder, hvor end han går, indtil en katastrofal begivenhed i undergrundsbanen ændrer hans (og senere Batmans) liv for altid.
’Hvad så, Gilbert Grape’
Leonardo DiCaprio viste allerede storform, før ’Titanic’ gjorde ham til en af verdens største filmstjerner. I rollen som Arnie Grape, en udviklingshæmmet 18-årig dreng, leverer han en magtdemonstration, der fremkalder så mange modsatrettede følelser for publikum, at det halve kunne være nok. Filmens egentlige hovedrolle spilles af Johnny Depp, men symptomatisk for deres senere karrierer, løber DiCaprio med al hæderen.
’Gøgereden’
En af de første, en af de største og en af de bedste film nogensinde om, hvis ikke psykisk sygdom, så den totale ringeagt, der gennem tiden er blevet udvist mennesker med mentale udfordringer. Jack Nicholson spiller på fænomenal vis McMurphy, der med fandenivoldskhed og snilde udfordrer den magtfuldkomne oversygeplejerske Mildred Ratched og hendes overherredømme på et psykiatrisk hospital i Oregon.
Se, hvad vi ellers skriver om: Film og Skuespil
