Hjertevarme og skizofreni: Derfor skal du se 'Rose'

Man siger ofte om os danskere, at vi afskyr konfrontationen og den svære snak. At vi kun vil hygge, og at vi ikke kan rumme det ubehagelige. Det kan der muligvis være noget om, men i filmens verden passer det ingenlunde. Her er vi mestre i at dykke ned i det skøre, det skæve og det skrøbelige, og Niels Arden Oplevs ’Rose’ passer som hånd i handske i den stolte, socialrealistiske filmtradition, vi kender så godt.

Arden Oplevs nye film udspiller sig i en sensommeruge i 1997, hvor en busfuld glade nordjyder drager mod Paris, og hvad de tror skal være en klassisk ferietur til byernes by. Med på turen er Inger (spillet af Sofie Gråbøl), der, 10 minutter efter bussen har sat kursen mod den franske hovedstad, informerer resten af selskabet om, at hun har skizofreni. Det udfordrer med det samme de ligusterhæksliderlige medpassagerer, og særligt den retskafne og snæversynede tysklærer Skelbæk (Søren Malling) kan slet ikke forlige sig med den anomali, Inger udgør i gruppens sociale dynamikker. Men Inger er meget mere end sin sindstilstand.

Hun taler flydende fransk, og den kulturelle kapital, det sikrer hende, gør hende til dagens kvinde i skysovs ved flere lejligheder – hvilket aftvinger tiltagende respekt og sympati fra hendes medrejsende. Det viser sig også hurtigt, at Inger har en hemmelig agenda, og at det er jagten på kærligheden og forståelsen af den, der driver hende til Paris. Det er dybt forfriskende at se en filmkarakter med en sindslidelse, hvis primære motivation er noget så almengyldigt som romantik og erotik. Det gør Inger til et menneske med følelser, alle kan relatere til, og det bidrager til fortællingen om, at man aldrig skal skue en hund på dens hår.

’Rose’ er en helt igennem hjertevarm historie, hvor de svage får lov til at være de stærke, og hvor det aparte omfavnes og dyrkes på elegant og sympatisk vis. Niels Arden Oplev har igennem 2010’erne arbejdet og boet i Hollywood, men ’Rose’ er så gennemdansk i dens morallære og verdenssyn, at man ikke kan undgå at føle, at instruktøren her for alvor har fundet hjem igen. Sofie Gråbøl er den lysende ledestjerne i Arden Oplevs nye film. Hun formår at få os til både at græde med Inger, når hendes verden ramler, og grine med hende, når det manglende sociale filter får hende til at diskutere oralsex med en lille dreng.