Paprika Steen er formidabel som Tove Ditlevsen i ny film
Kun godt og vel halvdelen af teaterstykket ’Toves værelse’ har overlevet i filmversionen, men vid, bid og giftighederne mellem Ditlevsen og hendes mand er stadig spektakulær underholdning.
Foto: PR
På Nordisk Film har de gang i ikke så lidt af et eksperiment med ’Toves værelse’, for kan nogen huske, hvornår et populært dansk teaterstykke er blevet forvandlet til en spillefilm rettet mod biograferne? Jeg kan ikke. Hurra for at tænke nyt på formatfronten.
’Toves værelse’ er et stykke skrevet af Jakob Weis, som blev opført på Folketeatret i både 2016 og 2019. Det handler om en periode i forfatteren Tove Ditlevsens liv, hvor hun samtidig med sin store litterære succes er ved at gå til i misbrug af narko og alkohol.
Hun er gift med Victor Andreasen, chefredaktør på Ekstra Bladet (og som desuden i ny bog anklages for misbrug af sin steddatter), og har inviteret sin yngre forfatterkollega Klaus Rifbjerg på frokost. Hverken mentalt eller fysisk er hun rustet til begivenheden.
Det er tydeligt, at Andreasens og Ditlevsens ægteskab efterhånden er bygget mere på afhængighed og had, end det er på kærlighed. ”Du har brug for at dulme dine litterære komplekser blandt de renskurede,” snerrer han ad hende. Tove Ditlevsen er ikke mundlam, så hun kalder Victor Andreasen for ”en trold i et snelandskab.” Det er lidt mere poetisk end hans svar, for hun er nemlig blot ”en forpulet narkoman.”