Thomas, du er jo musikverdenens svar på Danmarks landstræner, for alle synes, at de kan gøre det bedre end dig. Hvordan bliver man egentlig musikchef for Roskilde Festival?
”Jeg har altid haft en stor interesse for musik, og oprindeligt troede jeg egentlig, at jeg skulle være udøvende musiker. Men jeg fandt ud af, at det var jeg ikke helt god nok til, og så begyndte jeg at læse musikvidenskab. I midten af 00’erne fik jeg mulighed for at booke koncerter på et sted i Aarhus, der hed Chokoladefabrikken. Det mindede i profilen meget om Rust på Nørrebro i København, hvor jeg startede et par år efter. I 2010 blev jeg så musikchef på Rust, men da jeg fyldte 30, kunne jeg mærke, at jeg skulle noget andet. Det var ikke ganbart.”
Du var for gammel?
”Jeg var for gammel. I klubkulturen er det jo meget drevet af ens venner og netværk, og dem i mit netværk var blevet for gamle til at gå på klub. I 2014 fik jeg job på Roskilde Festival, hvor jeg havde været frivillig siden 2010. Nu fik mit arbejde et mere internationalt snit med bookinger af navne fra hele verden. Efter corona blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at være musikchef, og det ville jeg enormt gerne.”
Hvordan har festivalen ændret sig på de 10 år, du har været ansat?
”Vi er jo en festival, der ønsker at være tidssvarende for den ungdom, der kommer på festivalen. Så festivalen rykker sig fra år til år. Og på 10 år er der sket enormt meget på den måde, at programmet måske rummer lidt flere af de ting, der også fylder i samfundet. Diversitet, repræsentation, kønsbalancer. Det bakker vi kun op om.”
For 10 år siden var man ret hårdnakket i afvisningen af at arbejde med kønskvoter. Hvordan arbejder I med kønskvoter i dag?
”Vi arbejder ikke som sådan med kønskvoter. Der er ikke et kodeks. Men det er meget naturligt for os at arbejde med diversitet. Vi har også et meget politisk og aktivistisk program, også på musikfronten: artister, der bruger deres indflydelse til andet end bare at spille deres nye plade.”
I har flere kvindelige kunstnere på plakaten end nogensinde. I sidder vel og regner på kønsbalancen i programmet løbende?
”Det gør vi faktisk ikke. Det falder os enormt naturligt at skulle være så bred i vores repræsentation som overhovedet muligt.”
Hvad er det mest udfordrende ved dit arbejde?
”At skelne mellem arbejdet og min passion. Den musik, jeg hører derhjemme med min familie og mine venner, er ikke nødvendigvis den, der skal bookes til Roskilde Festival. Så når jeg tager til en koncert, skal jeg kunne balancere, hvilken kasket jeg har på. Programmet på Roskilde Festival er 100 procent baseret på, hvad vi mener, er det rigtige for vores deltagere – og på ingen måde på min personlige smag.”
Hvordan sikrer man sig mod de blinde vinkler?
”Jeg er heldigvis ikke den eneste, der sidder og booker de her 200 navne på festivalen. Vi er en større gruppe af mennesker og har et rigtig stort netværk. Så i og med at vi er flere mennesker, kommer vi også bredere rundt.”
Hvordan sikrer I, at også efterskoleelevernes smag er repræsenteret?
”Vi har fx vores ønskeliste, alle kan bidrage til, hvor vi får rigtig mange input. Og så har vi fået inkluderet vores scouts i bookingprocessen. De er en slags forlængede ører, der skal ud at opleve, hvad der rører sig. For dem er det er en helt naturlig del af deres weekend, at de besøger forskellige spillesteder og hører de nyeste tendenser. De er med til at pege os i retning af, hvilke navne der kunne være interessante til vores First Days-program.”
De her scouts får jo ingen penge. Hvor går grænsen for deres frivillige indsats?
”Det er jo et initiativ, hvor de kan snuse til et felt igennem deres frivillige virke og finde ud af, om det på længere sigt er noget for dem. Når vi taler om frivillighed, er vi helt opmærksomme på, at der ikke er nogen, der bliver udnyttet eller arbejder mere, end de har lyst til. Og den feedback, vi får fra de her scouts, er også, at det er spændende for dem at være en del af den store legeplads, som Roskilde Festival jo er.”
Okay, lad os dykke ned i årets plakat: Hvad er du allergladest for?
”Bredden. Den diversitet, vi præsenterer i vores program. Kønsbalancen og de 44 forskellige nationaliteter. Det er jeg meget, meget stolt over.”
Hvad er du til gengæld lidt skuffet over?
”Det er jo, at vi kun har omkring 180 pladser til et musikprogram. Der er sindssygt mange fantastiske navne derude. Så det ærgrer mig altid, når vi kommer derhen i sæsonen, hvor vi finder ud af, at nu kan vi simpelthen ikke have flere navne på vores plakat.”
Hvad synes du egentlig er det absolut største navn på årets plakat?
”Det helt store hovednavn for mig, vil jeg sige, er plakaten som helhed. Jeg kan ikke rigtig gå ind og pege på et enkelt navn.”
Synes du ikke, at det siger lidt om, at det i år ikke er lykkedes at få et navn fra den allerøverste hylde?
”Jeg synes jo, at vi har navne, der repræsenterer noget af det største, du kan få. Vi har både Doja Cat og SZA, som må siges at være nogle af de helt store pop- og r'n'b-artister, vi har derude. Vi har Foo Fighters, som ikke kun har historikken med sig, men jo også stadig er et af de største rockbands, vi har. Så jeg synes, der i programmet er mange navne fra den øverste hylde.”
Hvor svært er det at booke navne som Taylor Swift, Drake, The Weeknd og så videre?
”Det er jo svært. Det tager tid. Men vi er begunstigede af festivalens historik. Artisterne kender Roskilde Festival og ved, at det er en god oplevelse. Og det gør faktisk en stor forskel. Men det tager tid.”
Så hvor langt tænker du frem, hvis du nu sidder og har en drøm om, at The Weeknd skal spille på Orange Scene?
”Det er ikke unaturligt, at man tænker et, to, til tider tre år frem.”
Hvis du fik sådan et saudiarabisk oliebeløb stukket i hånden, hvem ville du så booke?
”Der er faktisk ikke én artist, jeg drømmer om at få på festivalen.”
Hvis jeg nu virkelig presser dig, Thomas, til at nævne et navn.
”Nej, fordi for mig er programmet i sin helhed det vigtigste. Hvis jeg fik enormt mange midler skubbet i vores retning, så ville jeg netop bruge dem på at præsentere endnu mere musik. Flere scener, flere navne. Men igen, jeg er fint tilfreds med det budget, vi har.”
Roskilde Festival har ry for – på godt og ondt – at være en slags defensor for den gode smag. Er det en vigtig rolle for dig at holde fast i?
”Ja. Det er afgørende for, at vi kan beholde vores relevans som en festival, der peger frem og også præsenterer noget det, der tegner fremtidens musikscene. Det handler også om, at vi har nogle af verdens bedste deltagere. Et publikum, som står foran scenen klokken to om natten og klokken tolv til middag næste dag. I et fuldpakket telt på Gaia eller på Apollo. Og bakker op om det, vi har booket lige præcis på den scene, den dag, det klokkeslæt. Det er et kæmpe privilegium, og det gør jo også, at vi kan tillade os at booke nogle artister, man ikke normalt ser på vores breddegrader. Og så får man som deltager oplevelser, man ikke kan få andre steder end lige hos os.”
Der er ret meget dansk popmusik på plakaten i musikdagene. Gilli, Icekiid, Medina, Gobs, Lamin, Ida Laurberg, Pil. Det lyder jo næsten som en Smukfest-plakat. Kommer der et punkt, hvor Roskilde Festival kan blive for leflende for den brede smag?
”Vi har jo præsenteret popmusik i mange år. Og det gør vi også i år, hvor poppen også gemmer sig i andre genrer. Med de artister, du nævner her, har du Gilli, Lamin og Icekiid, der tapper ind i hiphoppen. Ida Laurberg og Pil i noget indie-agtigt. Og det er det, der er enormt spændende. At de her artister nedbryder genrekasserne.”
Det er jo navne, man kan opleve på mange, mange andre danske festivaler. Er det ikke et problem?
”Nej, det vil jeg bestemt ikke sige. Og det, der tit sker med de her danske artister, vi snakker om, er, at de skræddersyr deres show til os, så det er en unik koncertoplevelse, du får på Roskilde Festival. Og det er jo fantastisk, at artisterne har lyst til det.”
Er det noget, man ligefrem forventningsafstemmer med musikerne? At de ikke også bare fyrer det samme show af på andre festivaler?
”Nej, det kan vi ikke gå ind og styre. Gilli fx er en af landets allerstørste artister, så det er forståeligt, at andre festivaler også præsenterer ham. Vi har en dialog med ham om det show, han kommer med, men det endelige show er helt op til Gilli og holdet bag ham.”
Man skal jo være påpasselig med anekdotisk bevisførelse, men jeg oplever mange ældre musikforbrugere, der siger: ”Hold da op, jeg synes godt nok, at jeg kender ekstremt få navne på plakaten i år.” De føler sig måske lidt glemt. Er det, fordi de ikke har været dybt nok nede i plakaten?
”Ja, altså, vi har jo nogle artister, der virkelig driver noget historik med sig: Vi har Foo Fighters. Vi har også Jane’s Addiction og Belle & Sebastian. Men i den mere rockede indie-lyd, som mange efterspørger, har vi også yngre navne som Mdou Moctar. The Last Dinner Party. Water From Your Eyes. Det er artister, jeg spår en kæmpe fremtid. At gå på festival er jo som at tage en tom rygsæk på. Man kan godt have lidt med hjemmefra, men man skal også forvente at gå på opdagelse og få fyldt noget nyt i rygsækken.”
Så rygterne om, at Roskilde Festival som rockfestival er afgået ved døden, er stærkt overdrevne?
”Jeg synes jo, at rocken er at finde mange steder i vores program. Foruden de navne, jeg allerede har nævnt, har vi ovre på Avalon onsdag aften valgt at rykke fem bands fra scenen ned på gulvet, hvor de giver sådan en tre timers back-to-back-oplevelse inden for rock og metal. Det, tror jeg virkelig, bliver en stor og stærk oplevelse.”
Hvis du kunne få en kosmisk sikret garanti om én booking, der ikke aflyser, hvem skulle det så være?
”Heilung ovre på Arena onsdag aften. Det bliver spændende. Det bliver et skræddersyet set til Roskilde Festival, en virkelig teatralsk oplevelse. Og de er bare et unikt band. Vi regulerer på vores lydanlæg over på Arena, så selve musikoplevelsen bliver markant anderledes fra alle andre koncerter, man kan opleve på den scene. Ikke nødvendigvis bedre eller dårligere. Men den bliver anderledes.”
