Hvem tog livet af elguitaren?

INDRE København, midt imellem Rundetårn og Kongens Have, står Jan ’Bob Thunder’ Knudsen foran sin tidligere arbejdsplads. Han betragter de store vinduesfacader, der engang var beklædt med plakater af guitarguder som Jimi Hendrix, Eric Clapton og Slash, men som nu er erstattet af et stort ’Til leje’-skilt.

”Det er hårdt, det er det sgu. Jeg er ikke sådan en, der krænger følelser ud, men man bliver lidt melankolsk af at se det her,” sukker han.

Han står i sorte jeans, sort denimjakke, sort Deep Purple T-shirt og Frank Zappa-skæg. Det skulderlange hår røg for et par år siden, da han blev tynd i toppen, men ellers ser han ud, præcis som han gjorde hver dag gennem 17 år, hvor han tog imod kunder bag de selvsamme vinduer hos den legendariske og nu hedengangne guitarforhandler 4sound.

”Jeg elskede den arbejdsplads, det gjorde jeg virkelig,” siger han. ”Der er jo ikke en uddannelse, der hedder guitarsælger. Det handler om at lytte til, hvad kunderne siger og afkode deres sprog. Den guitar, de siger, de leder efter, er måske slet ikke den rigtige for dem, og så var det jo min opgave at guide dem i den rigtige retning.”

Selv har denne skribent brugt mange tusinde kroner i 4sound gennem årene på elektriske guitarer, forstærkere, plektre, strenge og kabler, og som teenager har jeg stået i timevis og gloet på forretningens dyreste og flotteste elguitarer og tænkt, at hvis blot jeg havde adgang til dem, var alle mine mål og drømme inden for rækkevidde.

I den verden er Bob Thunder, som han bliver kaldt, en legende. Kendt som manden, der aldrig gav slip på kærligheden til den guitarprægede rock- og heavy metal-musik. Som har 6.000 plader i sin toværelses lejlighed, og som ikke var bleg for at lade en bumset teenager med fedtet hår spille løs på en alt for dyr elguitar.

”Jeg har fulgt masser af unge gutter, lige fra de startede et fritidsband, til de fik en pladekontrakt og skulle ind og have nyt grej. Dem kom der mange af. Og så var der jo også mange gamle stamkunder, der kom ind nærmest dagligt, som ikke rigtig skulle have noget, men som fik en kop kaffe og var fuld af røverhistorier.”

Røverhistorier har han også selv et par stykker af. I 1980’erne spillede han med sit speedmetalband Evil på festivaler i hele Europa, og hans særprægede rockstil har udmundet sig i modeljob i Euroman (april 2009, for de interesserede), statistroller i tv-serier og et par reklamer. Han ejer også verdens største samling af brune Fender-guitarer fra 1970’erne – 22 styks for at være helt præcis, blandt andet Ian Gillan fra Deep Purples gamle Stratocaster. Gennem flere år stod de udstillet i deres helt eget rum hos 4sound. I dag står de lagret i et opbevaringsrum et sted i København.

”Ian Gillan forsøgte faktisk at købe sin Strat tilbage for nogle år siden, men jeg ville ikke sælge den for mindre, end jeg selv havde givet. Og så ville jeg gerne have nogle gratis billetter og et backstage-pass, når de spillede i København. Den var han ikke med på,” griner han.

En langhåret fyr cykler sløvt forbi, da han spotter Bob Thunder foran sin gamle arbejdsplads og råber ”Savner! Savner!” mens hans kæreste kigger forundret over på os.

”Ja, jeg har desværre ikke nøglerne. Jeg er bare lige forbi og kigge,” råber Bob Thunder tilbage.

BOB THUNDER afleverede sine nøgler til 4sound for sidste gang 20. november 2019, hvor forretningen endegyldigt og uomtvisteligt gik konkurs. Siden 1973 havde 4sound – i mange år under navnet Musikhuset Aage Jensen – solgt instrumenter til amatører, professionelle og alle derimellem og siddet solidt på tronen som Danmarks største forhandler af elektriske guitarer. Men flere år med faldende salg og det, Bob Thunder kalder ’dårlig ledelse’, gjorde, at 4sounds fremtid hang i en tynd tråd.

Tidligere på året lukkede 4sound sine fire andre danske afdelinger i Odense, Aarhus, Aalborg og Esbjerg. Faktisk havde selskabet bag, norske Music Retail Holding, akkumuleret et underskud på 40 millioner danske kroner over fem år og indberettede en konkursbegæring i oktober 2019.

Som så mange andre amatørguitarister håbede jeg, at 4sounds københavnske afdeling, den sidste bastion, der i årtier havde stået som et flagskib i dansk instrumenthandel, kunne lægge stilen om, rette op på økonomien og overleve på de vilkår, det nu måtte kræve.

Måske kunne de skære ned på antallet af synthesizere, underlige percussioninstrumenter og håbløse samlebåndsguitarer? Måske kunne de fokusere på det, de i årtier havde udmærket sig i: Elektriske kvalitetsguitarer, der gennem tiden har tændt tusindvis af musikalske flammer og rockstjernedrømme hos både unge og gamle. Det kunne de ikke.

JEG ER, som de fleste hobbyguitarister, håbløs romantiker. Med et mere realistisk, mindre rosenrødt blik på tingenes udvikling havde jeg formentlig indset, at 4sounds konkurs var, om ikke uundgåelig, så i hvert fald et mere end almindeligt tydeligt vink med en vognstang om den krisetilstand, elguitaren befinder sig i anno 2020.

I maj 2018 indgav en af verdens største guitarproducenter, Gibson Guitars, en chapter 11 bankruptcy, som bedst kan oversættes til betalingsstandsning. Selskabet havde på daværende tidspunkt en gæld på op mod 500 millioner dollar, og dets omsætning var på tre år faldet fra 2,1 milliarder dollar til 1,7 milliarder.

Med til forklaringen hører, at Gibson Guitars’ daværende administrerende direktør, Henry Juszkiewics, har et ry som en usædvanligt dårlig forretningsmand. Han bevægede sig væk fra de klassiske kvalitetsguitarer, som firmaet i et århundrede havde været kendt for, og forsøgte i stedet at udvikle selvstemmende guitarer med alskens lir og teknologi, samt hovedtelefoner, højttalere og andet elektronik. Den købte kunderne ikke.

Gibson Guitars fik lov til at overleve og fortsat producere guitarer på betingelse af, at firmaet fik en ny administrerende direktør og strammede forretningsmodellen ind. 1. november 2018 tiltrådte James Curleigh, og siden da er skomageren blevet ved sin læst: Gibson producerer i dag elguitarer og ikke så meget andet. Gælden er imidlertid ikke væk, og et kig på statistikkerne må give selv den bedste direktør søvnløse nætter.

Det amerikanske magasin Music Trades har i mere end et århundrede årligt optalt instrumentsalget i USA og påvist, at antallet af solgte elguitarer faldt med 330.000 årligt mellem 2008 og 2018.

Gibsons største konkurrent Fender sidder også på en gæld på mere end 100 millioner dollar, mens omsætningen falder år for år. Og USA’s pendant til 4sound, Guitar Center, har i skrivende stund en gæld på 1,6 milliarder dollar. Derudover overhalede akustiske guitarer for få år siden elektriske på antal solgte enheder for første gang, siden elguitaren kom på markedet.

Det afspejler sig også herhjemme: Ifølge Danmarks Statistik er antallet af elever på danske musikskoler, der spiller elguitar, faldet med 44,5 procent mellem 2013 og 2019, mens antallet af elever, der spiller akustisk guitar, er uforandret.

HVAD ER DET for en udvikling i kulturen omkring elguitaren, der er sket, siden industriens mastodonter i dag ligger i knæ, og forfaldshistorien tegner sig tydeligere endnu for hver streng, der sprænger?

Det har Bertel Nygaard et bud på. Han er lektor i historie ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet og har forsket i guitaren som kulturhistorisk objekt. Og så spillede han selv guitar som teenager i det Jimi Hendrix-inspirerede jam-band DAB (Drikker altid booze) tilbage i 1980’erne.

”Grunden til, at man overhovedet kan stille spørgsmål som ’er elgutaren i tilbagegang?’ og ’har den stadig en betydning og væsentlighed?’ er, at den engang betød en hel masse,” indleder han.

”Op igennem 1950’erne og ind i 1960’erne blev elguitaren helt central i jagten på en ny ungdomsidentitet. Forestillingen om, at guitaren er definerende for ungdommen, og at man har guitarhelte, knytter sig til en 1960’er-forestilling om, hvad ungdommen er og skal være,” forklarer han.

Elguitaren er uløseligt forbundet med rock n’ roll. Og rock n’ roll var uløseligt forbundet med ungdomsoprøret omkring år 1968.

”1950’ernes rock n’ roll var chokerende og rebelsk, og her spillede guitaren også en rolle, men det var først i 1968, at rockmusik og oprør for alvor begyndte at høre sammen. Det blev en norm, at ungdommen skulle være rebelsk og definere sig via det her rocksprog, som elguitaren var med til at definere.”

Rockmusikken, Bertel Nygaard taler om, skal helst have et autentisk og antiautoritært udtryk. En ’rigtig rockkultur’ er ifølge Bertel Nygaard ”sådan en, der opstår i garagen, hvor man står med iturevne cowboybukser og en slidt guitar om halsen.”

I DOKUMENTARFILMEN ’It Might Get Loud’ fra 2009 sætter instruktøren Davis Guggenheim nogle af rockhistoriens største ikoner i stævne. Heriblandt den aldrende Led Zeppelin-guitarist Jimmy Page, der i dag med sin Oxford-skjorte og cashmere-pullover mere minder om hobitten Bilbo Sækker end om en vaskeægte rock n’ roll-pioner. Men så snart han sætter strøm til sin Gibson Les Paul og spiller riffet til ’Whole Lotta Love’, falder tvivlerne fra, og selv The Edge fra U2 og Jack White fra The White Stripes taber underkæben i ren begejstring.

Jimmy Page beskriver den elektriske guitar som ’en skulptur. Som en kvinde, der skal kæles for,’ mens den et par generationer yngre Jack White med sit garagerock- og bluesbaserede udgangspunkt sammenligner den med ’en menneskeskabt maskine’, som ’guitaristen skal kæmpe mod.’

Jo, guitarister er i sandhed romantikere.

I virkeligheden er den elektriske guitar ”en trækasse med en stang på, hvor man kan forme nogle toner,” som Bertel Nygaard formulerer det med forskerens flair for nøgternhed og analyse: ”Et relativt svært instrument i forhold til mange andre. Det kræver en del øvelse, før der kommer acceptabel lyd ud. Indtil rock n’ roll gjorde sit indtog, var guitaren ikke særlig udbredt i Danmark. Herhjemme var guitaren mest kendt i den akustiske version, som Frelsens Hær stod og spillede på nede på gadehjørnet.”

MERE ELLER MINDRE vellykkede prototyper på den elektriske guitar kan dateres tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, men det er jazzguitaristen Les Paul, der tilskrives æren som elguitarens fader. I 1940 byggede han ’The Log’, der, modsat en akustisk guitar, ikke er hul indvendig, men bundsolid. Han viklede selv stålwiren om de magnetiske pickupper, som han placerede under strengene således, at instrumentet kunne kobles til en transistorforstærker og derigennem skabe amplificeret lyd.

The Log blev ikke mødt af stående bifald, og det tog Les Paul indtil 1952, før han fik Gibson Guitars overbevist om ideen, da de i samarbejde skabte modellen Gibson Les Paul, der lige siden har været Gibsons bedst sælgende model.

I mellemtiden var Gibson og Les Paul blevet overhalet af guitarbyggeren Leo Fender, der i 1948 byggede en Fender Esquire, som han lancerede i 1950 sammen med søstermodellen Fender Broadcaster (senere relanceret som Telecaster).

En fællesnævner for de tidlige elektriske guitarer er teknologisk innovation: At sætte strøm til instrumenter var ikke noget, man tidligere havde gjort sig i. Og at guitaren gennem forstærkeren ovenikøbet kunne kreere lydeffekter, samtidig med at pickupperne opfangede hænderne, der gled over strengene og plektret, der slog an, skabte det en masse mere eller mindre behagelige medlyde, som guitarister hurtigt formåede at inkorporere i musikken.

Dertil kom især Fender-modellernes navn og udseende: Broadcaster, Telecaster og Stratocaster klinger alle futuristisk, som en søgen mod nye højder. Og deres forskubbede, aerodynamiske design får guitaren til at ligne et element i bevægelse.

For slet ikke at tale om instrumentets udformning, der både kan være fallos-symbol og en afbildning af kvindekroppen, alt afhængigt af øjnene der ser.

Både Gibson og Fenders første elguitarer henvendte sig primært til det jazzmarked, der dengang dominerede populærmusikken. Men et tilfældigt uheld i 1951 – som muligvis er blevet fordrejet og overdrevet en smule gennem årtiers rockmytologi – skulle hurtigt gøre elguitaren til en hjørnesten i udformningen af den tidlige rockmusik. Det skete, da den amerikanske producer Sam Philips skabte forvrængningseffekten, også kendt som distortion.

Det forklarer Rasmus Rosenørn, der udover at have en ph.d.-grad i musik og ungdom også er museumsinspektør på rockmuseet Ragnarock i Roskilde.

”Sam Philips ejede Sun Studios i Memphis, Tennessee, og i det studie indspillede han alle de store rockpionerer som Elvis Presley, Jerry Lee Lewis og Roy Orbison. Han er en meget, meget vigtig skikkelse i den forbindelse.”

Det er i Sun Studios, at en forvrænget guitar for første gang nogensinde optages, da bandet Kings of Rhythm med Ike Turner i front i 1951 indspiller nummeret ’Rocket 88’.

”Den fylder ikke særlig meget i lydbilledet, men den er der. Og bandet var egentlig ikke særlig tilfredse med lyden, men var nødt til at acceptere den. Guitaristens forstærker var nemlig røget af en ladvogn og var gået i stykker. Sam Philips tænkte: ’Arh, vi prøver alligevel,’ og da de tændte forstærkeren, lød guitaren skrattende og forvrænget. Sam Philips råbte ’Hey! Det der er den helt rigtige lyd! Den kører vi med,’ og så begyndte han ellers at bruge den i alle sine indspilninger. Man kan også høre den på Elvis’ ’Hound Dog’, hvor Scotty Moores anden solo jo også lyder meget skarp, forvrænget og mudret,” siger Rasmus Rosenørn.

Sam Philips døde i 2003 og kan derfor ikke be- eller afkræfte historien, men den er beskrevet gentagne gange, blandt andet i forfatter Peter Guralnicks bog ’Sam Philips: The Man Who Invented Rock’n’Roll’ fra 2015, og Philips tilskrives i folkemunde titlen som distortion-guitarens fader. Og det med god grund, mener Rasmus Rosenørn:

”Det var et radikalt andet lydbillede, end man var vant til, og voksne ører, der var vant til at bedømme musik, anede ikke, hvad de skulle stille op med sådan noget. Derfor passede det perfekt til en ungdom, der var ude og søge efter sin identitet.”

Rock n’ roll-musikken levede, og ungdommen tog genren til sig, mens de voksne forkastede den. Der blev allerede gjort antræk til den generationskløft, der blev cementeret i 1968. Og midt i det hele stod elguitaren som det teknologiske nybrud, der med sin larm, medlyde og effekter bevægede sig ind på ukendt terræn med rekordfart.

For eksempel blev guitaristen Link Wrays ’Rumble’ fra 1958 det første og eneste instrumentalnummer, der nogensinde er blevet sortlistet fra amerikanske kommercielle radiostationer, fordi ’Rumble’, ifølge The Guardian, var slang for gadeslagsmål, og fordi den rå, upolerede guitarlyd angiveligt ’glorificerede ungdomskriminalitet.’ I 2018 blev ’Rumble’ optaget i The Rock and Roll Hall of Fame.

DEN ELEKTRISKE guitar kan både bruges som solo- og rytmeinstrument, er let identificerbar, spiller højt og er derfor som skabt til at tiltrække sig lytterens opmærksomhed og være et fikspunkt i musikken.

”Fordi elguitaren er larmende og forvrænget, ligger højt i lydbilledet og bruges som soloinstrument, blev musikken bygget op om guitaren. Det er leadguitaristen, der står forrest på scenen og får lov til at udleve sit ego. Bag ham er typisk ikke ret mange andre instrumenter, for den klassiske guitarhelt spiller i en powertrio,” siger Bertel Nygaard og fortsætter:

”I den sammenhæng har guitaren jo ingen konkurrence rent tonalt eller støjmæssigt. Den får maksimal eksponering. Guitaristen står helt fremme på scenen og spiller sindssygt højt. Bag ham står typisk en masse forstærkere og højttalere, som giver ham en kæmpemæssig mur af massiv lyd, der er gennemelektrisk, og hvor hver enkelt bevægelse opfanges gennem guitarens pickupper.”

Rockguitaristen, som vi kender ham – for det er historisk set en ham – har også en flair for showmanship og dramatiske effekter. Som The Who’s Pete Townshend, der altid stod og spillede med vidt spredte ben og svingede højre arm rundt som en vindmølle hver gang, han slog strengene an. Og som altid sluttede af med at smadre guitaren i stykker mod jorden og mod sit eget forstærkerkabinet og smide de sørgelige rester ud til det benovede publikum. Bare fordi han kunne.

Eller Jimi Hendrix, som ikke mente, at hans syrede og psykedeliske riffs var nok i sig selv, og som på Monterey Pop Festival i 1967 sluttede sin nærmest overmenneskelige elskovsseance med guitaren af med at sætte sig på hug, hælde benzin ud over instrumentet og sætte det i flammer.

Faktisk går Bertel Nygaard så langt som at kalde den klassiske guitarhelt en ’overmenneskefigur’:

”Det læner sig jo lidt op ad gudebegrebet: Her står virtuosen, som symboliserer publikums ønske om at blive mere, end de i virkeligheden er. Et ønske om at bryde rammerne, ikke bare musikalsk, men også i livet og i verden og i skæbnen. Det handler om, at man vil erobre sin egen frihed som individ, og at man kan ændre verden.”

Derudover skaber elguitaren – som lovet – både associationer til det mandlige og kvindelige køn, hvilket formentlig heller ikke var ubelejligt for elguitarens position som ledestjerne i et ungdomsoprør, der også indebar en seksuel revolution:

”Elguitaren er jo i sig selv formet lidt á la en idealkvinde, typisk med lidt former, der går ud lidt for oven og lidt for neden og en lang hals. Og så kan den fungere som fallos, det har den lige størrelsen til, og så er den jo som regel placeret et vist sted på kroppen, hvilket rockguitaristerne var hurtige til at indse og udnytte,” siger Bertel Nygaard.

Tanken om, at et instrument kunne være nøglen til det overmenneskelige, til at indfri sin egen frihed, indledte årene, hvor elguitaren havde kronede dage. Men da jeg spørger Bertel Nygaard, om vi har haft nogle danske guitarhelte, tøver han:

”En dansk guitarhelt? Det var da et godt spørgsmål ... Der har været rigtig mange gode, men måske ikke så mange, der har mærket historiens vingesus, som i USA og England. Hvis jeg skulle nævne en, ville jeg sige Franz Beckerlee fra Gasolin’. Ikke fordi, han var vanvittigt dygtig, men han var utrolig musikalsk, og han brugte det, han kunne, helt fantastisk.”

SOM GUITARIST i Gasolin’ gennem ni år opnåede Franz Beckerlee mere udbredelse og anerkendelse end nogen anden dansk guitarist. Kendt både for sine riffs og guitarsoloer og for sine uenigheder med Kim Larsen. Han må kunne forklare et og andet om livet som rockstjerne og kærligheden til den elektriske guitar.

Og dog:

”Jeg ved sgu ikke, hvor meget jeg kan hjælpe dig. Jeg havde to guitarer, en Gibson og en Fender, og jeg har skilt mig af med begge to. Jeg spiller ikke længere,” lyder den demotiverende meddelelse fra Franz Beckerlee, da jeg fanger ham over telefonen. ”Men du skal da være velkommen til at spørge.”

Vi aftaler at mødes i hans atelier i København. Et stort, krinkelkroget lokale, hvor ufærdige malerier i stærke grundfarver står stablet fra gulv til loft. Det er ikke helt korrekt, at han ikke ejer nogen guitar længere. Et par gamle, støvede akustiske sager ligger ovenpå et skab. Dem bruger han dog kun til at støbe skulpturer med.

I dag er det maleriet, der fylder hos Franz Beckerlee, og han minder da også en smule om Pablo Picasso med halvlangt, gråt og krøllet hår samlet i en hestehale, stribet Breton T-shirt og en lille klat rød maling i mundvigen.

Han går ud og vasker maling af hænderne, så kun den mangefarvede tatoverings-sleeve, der pryder hans venstre arm, står tilbage, inden han begynder at fortælle om sin tid som musiker.

”Jeg startede jo som jazz-saxofonist. Da jeg var 12 år, begyndte vi at måtte tage plader med i skole, som vi kunne lytte til i spisefrikvarteret. En dag havde min kammerat en Louis Armstrong-plade med, og jeg ved ikke, hvad der skete, men pludselig stod jeg der og tyggede leverpostej i takt til musikken. Lige fra det øjeblik handlede det hele om musikken. Jeg begyndte at opsøge, undersøge, spille.”

Op gennem teenageårene spillede Franz Beckerlee saxofon i diverse jazzorkestre og blev fast inventar hos Montmartre og Københavns andre jazzklubber. I 1964 blev han som 22-årig kåret til årets jazzmusiker og vandt et rejselegat, som han brugte på en tur til New York. Det var der, han opdagede rockmusikken.

”I New York traf jeg en ung, jævnaldrende rockgruppe, og det var jo i takt med tiden, ikke? Og så kunne jeg være med på min saxofon, og vi spillede et par koncerter sammen på det, der hed Andersons Theater nede på Second Avenue,” siger han og fortsætter:

”Og det gik bare sindssygt godt, folk var vildt begejstrede, mand. Det var lige før, jeg blev båret ud på guldstol og alt muligt. Så da jeg kom hjem, ringede jeg rundt til nogle forskellige rockgrupper og spurgte, om de havde lyst til at prøve med en saxofon. Så dukkede jeg op i øvelokalet, og tre, fire, vi begyndte at spille, og jeg spillede jo avantgardesaxofon. Efter fem takter stoppede de andre og spurgte, om jeg var på syre. De kunne overhovedet ikke bruge det der. Jeg kunne slet ikke overføre den model, jeg havde oplevet i New York, til hjemlige forhold.”

OMTRENT SAMTIDIG med at Franz Beckerlee indså, at hans jazzsaxofon var uforenelig med danske pigtrådsorkestre, dukkede Jimi Hendrix op på den nordamerikanske scene, og han imponerede alt og alle med sine specielle teknikker og særegne blanding af blues, rock, jazz og psykedeliske inspirationskilder.

”Da jeg hørte ham, tænkte jeg: ’Hey, der er noget, der er lidt anderledes her, noget, der minder lidt om mit saxofonspil.’ Han byggede bro mellem genrerne. Så jeg måtte jo ud og låne en guitar og en lille forstærker, og så begyndte jeg selv at eksperimentere med det der, ikke? Han var klart min største inspiration. Det er tvivlsomt, om jeg var begyndt at spille elektrisk guitar, hvis ikke det var for ham.”

Kort efter begyndte Franz Beckerlee at spille sammen med Wili Jønsson, snart var Kim Larsen med, og Beckerlee beskriver det selv som ’gudernes vilje’, at Gasolin’ eksisterede. Det er et velbeskrevet blad i dansk musikhistorie, som han gerne fortæller om. Men i dag er aftalen, at vi holder os til at tale om guitaren.

Han fortæller, at selv om han i de første år var voldsomt inspireret af Jimi Hendrix, fandt han efterhånden sin egen lyd og stil gennem sit udstyr og utallige timer i øvelokalet.

”Guitarister går jo enormt meget op i deres lyd, selv om det er ganske få mennesker, der rent faktisk kan høre forskel. Men det gjorde jeg også. Jeg spillede på en Gibson Les Paul fra 1956, som jeg købte brugt i New York. Og så var jeg meget nøjeregnende med min effektpedalafdeling, som fik tilnavnet ’fabrikken’. Jeg havde en ordentlig omgang liggende foran mig, og hver gang vi spillede, skulle jeg nærmest danse en quickstep på gulvet mellem pedalerne. Det var meget avanceret, men det havde jeg stor fornøjelse af.”

Jeg har som alle mulige andre amatørguitarister tit drømt om, hvordan det er at stå på en scene foran tusindvis af mennesker af og fyre en guitarsolo af, men du har rent faktisk prøvet det. Hvordan føles det?

”Jeg har aldrig rigtig kigget ud på publikum. Jeg kiggede ned på min guitar. De rigtig garvede amerikanske guitarister kunne måske kigge lige ud i luften og ramme de rigtige toner på gribebrættet, men jeg måtte altså holde øje med, hvad jeg lavede. Så var publikum bare dem, der var derude, og der var alligevel mørkt. Og det var egentlig nok først efter, vi gik fra hinanden, at det gik op for mig, hvor store vi egentlig var.”

Franz Beckerlee indrømmer, at der senere kom ’mere glimmer og showmanship’ over hans optræden, men han køber ikke Bertel Nygaards påstand om, at guitaristen er forsangerens flamboyante sidestykke, der får udlevet sit ego på scenen.

”Hvis vi skal helt ned i psyken og forskellige mennesketyper, så kan jeg fortælle, at ni ud af 10 trommeslagere er fuldstændig tossede. Guitaristerne er ud fra min erfaring nogle lidt stille typer, der går meget op i deres instrument og musikken, og i at lyden er i orden,” siger han og fortsætter: ”Det er sangere og sangerinder, der er sådan nogle egotrippere. Du kan ikke stå der foran publikum og trykke den af for fuld skrue, medmindre du er selvoptaget. Bassisterne er i virkeligheden de mest harmoniske i musikken. De står lidt i baggrunden og fører sig ikke så meget frem. De spiller bare deres bas og lægger bund til musikken.”

Franz Beckerlee køber med andre ord ikke ind på den mytologiske fortælling, der er skabt om rockmusikken og især guitarister, hvorfor han i dag har solgt sin Gibson Les Paul til Tim Christensen og doneret sin Fender Stratocaster til rockmuseet Ragnarock.

Efter Gasolin’ udgav han en soloplade og spillede i Christianshavns Bluesband. Men i slutningen af 1990’erne forlod han musikken helt til fordel for en anden gammel passion, maleriet.

Guitaren var for Franz Beckerlee et redskab til at udtrykke sig med. Et redskab, der havde udtjent sin værnepligt og som betød, at han søgte andre veje.

”Det, jeg engang fik ud gennem guitarsoloer, får jeg ud gennem maleriet og kunsten i dag. Hvis jeg er på besøg hos en, der har en guitar, tager jeg den måske lige ned fra væggen og tager et par greb, men så lægger jeg den fra mig. Jeg har ikke lyst til at spille på den,” siger han og tager en kunstpause, inden han tilføjer:

”Det er ligesom at hilse på fortiden, og den er slut. Jeg kan ikke bruge den til noget, og det interesserer mig ikke længere.”

I 1978 GIK Gasolin’ i opløsning. Årsagerne til dette er mange og velbeskrevne og hører en anden historie til. Men det er værd at bemærke, at opløsningen af Danmarks største rockband skete på et tidspunkt, hvor rockmusikken ifølge Bertel Nygaard ’mistede sin overbevisningskraft’, og man for første gang så tegn på, at elguitarens rolle var ved at være udspillet.

”Rockmusikken døde mere eller mindre ud i slutningen af 1970’erne. På det tidspunkt hørte det brede publikum disco, og der er altså ikke meget elguitar over disco,” siger Bertel Nygaard. ”Da jeg gik i skole i 1980’erne, var det fede instrument ikke den elektriske guitar, men synthesizeren. Det var den, alle de seje bands brugte, og som kunne lave en hel masse lyde med ganske få berøringer. På det tidspunkt var der punk og heavy metal, men de brede masser hørte Michael Jackson og Madonna, så det var et hårdt årti at være guitarsælger i.”

Det skyldes blandt andet, at ungdomsoprøret, der var med til at skabe fortællingen om rock n’ roll og give elguitaren kultstatus, mistede pusten i løbet af 1970’erne. Da stod det klart, at de forhåbninger og drømme, der knyttede sig til ungdomsoprøret, ikke havde ført til de forandringer, man havde håbet. Ungdommen søgte andre steder hen, og det afspejlede sig i musikken, der fulgte i årtierne efter.

”Summer of Love blev afløst af politiske og sociale oprør, hvor der blev kastet med brosten for at ændre verden, og selve troen på at ændre verden var trængt i slutningen af 1970’erne. Det var en ungdom præget af desperation, arbejdsløshed og manglende fremtidsudsigter, og det gav to musikalske veje at gå. Enten kunne man drømme sig væk fra de hårde realiteter i lækkert produceret pop og disco, eller også kunne man søge støjen og kaosset, det anarkistiske og antihelten i punkmusikken. Den bluesbaserede rock n’ roll-musik og alt det der guitar-lirum-larum var allerede blevet ’de gamles’ musik i slutningen af 1970’erne.”

Elguitarens popularitet dalede støt gennem 1980’erne, men så, i begyndelsen af 1990’erne, skete der noget. I det nordvestlige USA, i Seattle-området, tog grungemusikken form. En larmende og rå musikgenre, der både var inspireret af klassisk rock, punk og heavy metal, hvor utilpassede unge mænd med langt, fedtet hår, røde øjne, slidte flannelskjorter og Dr. Martens- og Converse-sko stod i front.

Visuelt og lydmæssigt lå grungen langt fra den pompøse og bombastiske rockmusik, der et par årtier forinden havde vundet indpas. Grungen startede som en subkultur, en nichegenre, som ikke blev spået mange chancer ud af undergrunden. Men med Nirvanas ’Nevermind’-album fra 1991 blev grungemusikken over natten verdens mest populære musikgenre.

”Grungen blev en slags revival, hvor man genopfandt de her autentiske feel-idealer, og igen fik de unge en musik, som de kunne øve sig på ude i garagerne, hvor man gerne måtte eksperimentere og gøre tingene på en ny måde. Rockidealet fik et skud adrenalin, og det gjorde elguitaren også,” siger Rasmus Rosenørn fra rockmuseet Ragnarock.

Grungebølgen var en opblomstringstid, hvor rå og autentisk rockmusik igen blev populært, og hvor den støjende elguitar vandt indpas i mainstreammusikken. De utilpassede unge mænd fra grupper som Nirvana, Pearl Jam, Alice in Chains og Soundgarden, der kort forinden havde spillet på små punk-venues rundt om i USA, spillede nu stadionkoncerter i hele verden, og især teenagerne elskede grungen, der var en stor, fed fuckfinger til idealerne. Præcis som den klassiske rock havde været det.

Grungebølgen toppede omkring 1993, hvor Nirvana spillede deres legendariske ’MTV Unplugged in New York’-koncert. En intim, akustisk koncert for en række af bandets mest hardcore fans, der blev sendt på MTV og efterfølgende udsendt som album. Især bandets inderlige og intense cover af sangen ’Where did you sleep last night?’ har fået tvivlere og kritikere til at anerkende, at Nirvana har en helt central placering i rockhistorien.

Men grungens popularitet og rock- og elguitarens opblomstring var kortlivet. Flere af grungemusikkens pioneerer, herunder Kurt Cobain fra Nirvana, døde få år efter gennembruddet. Grungemusikken mistede pusten midt i 1990’erne, og dermed røg guitaren igen ud i periferien. En periferi, den har befundet sig i lige siden.

I grove træk kan man konkludere, at den elektriske guitar har været på deroute siden slutningen af 1970’erne på nær et heftigt, men kortvarigt comeback i begyndelsen af 1990’erne.

En dødskrampe måske? Hvis der er tale om en forfaldshistorie, er det en usædvanlig hurtig én af slagsen: Det er kun knap 70 år, siden elguitaren kom frem som et teknologisk nybrud, og som med sin futuristiske, aerodynamiske, seksualiserede udformning blev symbolet på fremtiden og på en ungdom, der gjorde oprør mod det etablerede. Men på ganske kort tid kom den til at fremstå antikveret, bagudskuende og begrænset i dens muligheder.

”Guitarister er i bund og grund stokkonservative,” er Bertel Nygaards forklaring. ”Den elguitar, vi spiller på i dag, blev grundlæggende designet i 1950’erne. Man fandt en formel, der virkede, og så har man ikke bevæget sig væk fra den siden.”

FRANK SKYGGE har solgt guitarer i 25 år i sin forretning Woodstock Guitars. Butikken i København er rummelig, men føles stadig hjemlig. Hundredvis af guitarer i alle afskygninger hænger på vægge og står bogstaveligt talt på piedestaler og pryder forretningens vinduer, som var det kunstværker. Væggene er malet mørke, og de tunge Chesterfield-møbler giver rummet et victoriansk præg. Fra baglokalet kan høres en klimpren på en akustisk guitar. Forretningen har afdelinger i København og i Aarhus og har især markeret sig som landets førende forhandler af dyre, eksklusive vintagemodeller, der kan koste over 200.000 kroner. Men markedet har forandret sig de seneste 25 år, forklarer Frank Skygge:

”Der er sket et kæmpe skifte i branchen. Den største konkurrent er selvfølgelig nethandlen, men rent avancemæssigt er man også nødt til at indse, at der er færre, der køber guitarer i dag, end der var engang. Hvis man skal drive instrumentforretning i dag, skal man omstille sig og acceptere, at tingene ikke er, som de var.”

Frank Skygge giver ikke så meget for ’akademiske forklaringer’ på, hvad der har forandret sig i kulturen omkring elguitaren. I stedet bemærker han, at producenter som Fender og Gibson, der tidligere var garant for kvalitetsguitarer, i dag har outsourcet meget af arbejdet, der engang foregik på fabrikker i USA, til lande som Mexico, Kina og Sydkorea.

Instrumenterne får ikke den kærlighed, de engang gjorde, og laves simpelthen dårligere end før i tiden. Derfor øges folks interesse i at købe vintage-instrumenter fra dengang, hvor man var sikker på, hvad man fik.

”Da jeg startede i branchen, var folkene på topposterne i virksomheder som Fender, Gibson og Martin de gamle folk, der sad der, fordi de syntes, instrumenter var spændende. I takt med at de bliver gamle, dør eller går på pension, kommer de unge direktør-fyre ind, og de har alle den samme uddannelse. De er fuldstændig ligeglade med guitaren, de kunne lige så godt sælge vaskepulver, hvis bare de tjener penge,” siger Frank Skygge.

Woodstock Guitars allerdyreste inventar hænger låst bag tremmer i et hjørne af butikken. Da jeg har stået vel nok længe og overbegloet en original Fender Telecaster fra 1965 i en sunburst-lakering, der står til 135.000 kroner, spørger en medarbejder oppe fra disken, om jeg vil ind i forstærkerrummet og prøve den. Jo tak.

Han tager guitaren ud af buret, spritter den af og lader mig være alene med den. Jeg sidder med instrumentet i hånden, mærker på halsen, slår strengene an. Den føles godt. Men føles den som en guitar til 135.000? Det er jeg nok ikke den rette til at bedømme. Men så alligevel, efter et par minutters klimpren flyver mine tanker hen på, hvad guitaren mon har været igennem, og hvem der mon har ejet den? Jeg mærker instrumentets vægt i skødet og tænker på dengang, hvor guitaren virkelig kunne flytte grænser. Jeg føler en frihed bruse over mig, mens jeg spiller forlorne covernumre af gamle rockklassikere.

Forretningens indehaver Frank Skygge er ikke selv guitarromantiker. Han drømte engang om at blive professionel, men 25 år i handelsbranchen har alligevel gjort ham for kynisk.

”Men bare fordi jeg ikke er romantiker, er der jo stadig mange andre, der er. Man skal huske på, at hvis vi sælger en Stratocaster til 150.000, er det ofte professionelle musikere, der køber den. Det er folk, der virkelig ved, hvad det handler om. De kan høre ting i sådan en, som en almindelig, dødelig guitarist ikke kan. Det giver jo et eller andet på det mentale plan i forhold til inspiration, at man har et romantiseret forhold til sit instrument. Og det er helt reelt, at en eksklusiv guitar kan bidrage med noget ekstra til en topmusiker. Det er de sidste tre procent ekstra, der virkelig gør en forskel. Og så kan den trækkes fra i skat og er en skidegod investering.”

SÅ JO, den elektriske guitar lever – i et eller andet omfang. Men skattefradrag og instrumenter til 150.000 kroner klinger ikke af autentisk rock n’ roll, og det er nok ikke sådan, man tænder oprørske flammer i ungdommen. Elguitaren er ikke længere et symbol på frihed og forandring i ungdommens øjne, men hvad symboliserer så det ungdomsoprør, vi ser antræk til i disse år?

Unge mennesker stimler sammen i bevægelsen Fridays for Future og klimastrejker simultant på gaderne i byer verden over og forbander de voksne, der har ladt dem i stikken. Forfatter Jonas Eika brugte sin taletid, da han vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2019, til at tale om ’Danmarks statsracisme’, og identitets- og kønspolitik fylder og polariserer den offentlige debat. Så sent som i år har studerende på Københavns Universitet besat dekanatet og blokeret ledelsesgangen på Det Humanistiske Fakultet.

Mest nærværende er formentlig de nylige Black Lives Matter-demonstrationer i byens gader. I København samledes op mod 15.000 mennesker 7. juni og demonstrerede i kølvandet på det brutale politimord på den sorte amerikaner George Floyd. Mens demonstrationen og bevægelsen ikke i sig selv er aldersbetinget, er det især de ’woke’ og progressive unge mennesker fra venstrefløjen, der går forrest og larmer højest i forsøget på at tage et endeligt opgør med den strukturelle racisme, som de mener stadig præger vestlige samfund. Forskere og eksperter er enige: Der er et vaskeægte oprør anno 2020 under opsejling. Hvordan det udvikler sig, og hvad kulminationen bliver, ved vi ikke, men det sker lige foran os. Det er bare ikke rockmusik og elguitaren, der afspejler de strømninger længere. Den åbenlyse arvtager er rap- og hiphop-musik, forklarer Mathias Buch Jensen, der er musikchef på P3.

”Rapmusik har gennem de sidste 20 år taget rockens provokerende, oprørske, rebelske og seksuelt udfordrende natur og sat det ind i en helt ny ramme. Der bliver ikke rappet om temaer, som rockmusikken ikke allerede har behandlet gennemgribende. Det er de samme budskaber og samme virkemidler, bare i en ny, moderne indpakning.”

Hvor elguitaren var dominerende i rockmusik, er hiphop og rap baseret på en afroamerikansk tromme- og baskultur, hvor beatet kan mærkes i brystet, og hvor en elguitar virker malplaceret. Men på trods af den forandrede instrumentering er virkemidlerne de samme: Både rock og hiphop deler et autonomt og autentisk udtryk. I dag er det rapmusik, der frygtes at føre unge mennesker i fordærv. Og det passer de unge rigtig godt.

”Og så er hiphoppen jo bare blevet mainstreamificeret i en sådan grad over de seneste 20 år, at det i dag er en top tre-genre i musikindustrien. Den er umulig at komme uden om,” siger Mathias Buch Jensen.

Popmusikkens tekster er sårbare og nemme for unge at spejle sig i. Og på den anden fløj går rapmusikkens bombastiske beats og vrede rim rent ind på hitlisterne. Men det er ikke ensbetydende med, at de bliver symboler på et ungdomsoprør, mener Bertel Nygaard:

”Man kan pege på elementer til et nyt ungdomsoprør i dag, men det er meget diffust, og det findes mange steder. Er det klima- og Thunberg-bevægelsen? Er det Black Lives Matter? Er det en kritisk studenterbevægelse? Eller er det simpelthen nye måder at leve på? Skal vi søge oprøret på de sociale medier eller i gadedemonstrationer? Når bevægelsens elementer er så spredte og ikke er stedsligt og rumligt bundet på en entydig måde, bliver oprøret ikke nødvendigvis samlet om et enkelt symbol, som man så med elguitaren.”

Måske, funderer han, er de sociale medier i virkeligheden virkemidlet i sig selv? Måske er det platforme som Instagram, TikTok, Twitter og Tumblr, hvor de unge altid er et skridt foran forældregenerationen, som man i virkeligheden skal holde øje med?

Generation Z og Millennials er digitalt indfødte og bruger online-platforme til at skabe deres eget sprog, egne koder og egne dagsordener. Som da den 17-årige amerikaner Feroza Aziz gik verden rundt på grund af en TikTok-video, hun lavede. Videoen er på overfladen en makeup-instruktion, men kun for at omgå TikToks censur-regler. Imens hun lægger en perfekt øjenskygge, taler hun om, hvordan den kinesiske regering behandler og mishandler det kinesiske Uyghur-mindretal, og unge verden rundt bakker Aziz og hendes holdninger op i kommentarsporet.

Den 2. juni 2020 gik Instagram i sort, da millioner af mennesker verden over postede sorte firkanter ledsaget af hashtagget #blackouttuesday til ære for George Floyd og for at sætte fokus på sortes liv. Enhver, der bevæger sig rundt på internettet, bemærkede blackoutet, der var umuligt ikke at forholde sig til, og som bragte debatten til et nyt niveau: Enten er du med os og siger aktivt fra over fra strukturel racisme, eller også er du imod os. Passivitet er ikke længere acceptabelt.

’O.k. Boomer’-udtrykket, der i løbet af det seneste år er blevet en catchphrase, opstod også på sociale medier og er siden blevet heftigt debatteret i verdens medier. Udtrykket i sig selv er et symbol på og en cementering af den kløft, der former sig mellem unge og gamle generationer. Den danske Facebook-side ’En gruppe hvor vi alle lader som om vi er Boomers’ har over 30.000 medlemmer, primært bestående af teenagere og folk i tyverne, der gør grin med de ældre generationer, der misforstår verden omkring sig og kluntet forsøger at navigere på sociale medier.

Og på Instagram findes tusindvis af memesider, der ofte har millioner af følgere, der kuraterer humor, politisk indhold og indforståede budskaber til unge fra unge.

”Der er helt klart nogle tegn på en ungdomskultur, der vil have noget for sig selv på sociale medier. Bortset fra, at hver gang de unge får deres eget medie, så kommer de gamle rendende og vil gerne være ung med de unge,” siger Bertel Nygaard.

Men ’de gamle’ bliver ikke lukket ind. Når virksomheder, myndigheder eller politikere forsøger sig med memes eller sjove videoer, falder det som regel til jorden. De forsøger at kommunikere til de unge på de unges sprog, men det er ikke autentisk. De ældre generationer forstår ikke de unges univers, og det er en historie, man har hørt før. Som da Sam Philips opfandt den forvrængede guitar, og forældregenerationen ikke anede, hvordan den skrattende larm skulle fortolkes.

De unge er i fuld gang med at skabe en kultur med deres egne dogmer, værdier og normer. Normer, som de ældre generationer selv sagt ikke kan afkode og navigere i. Og det er helt bevidst. Det er dog samtidig en ungdomskultur, hvor den elektriske guitars rolle virker mere end udspillet. Den tillægges ikke længere den revolutionerende og teknologiske værdi, og den bruges ikke længere som virkemiddel og værktøj til oprør. Men det betyder ikke, at instrumentet er på vej i glemmebogen. Så længe der findes nostalgikere, nørder og samlere, der er villige til at betale 135.000 kroner for at mærke historiens vingesus i form af den helt rigtige guitar, skal instrumentet nok overleve.

Og i den anden ende af skalaen er der også lyspunkter. Som musikchef på P3, Mathias Buch Jensen, formulerer det:

”Selv om det i dag er hip hop-musikken, der trækker i de unge, tør jeg godt love, at der altid vil være efterskoleelever, som pludselig opdager rockmusikken. Som begynder at grave i deres fars gamle The Doors og Jimi Hendrix-plader, gror deres hår langt, samler et instrument op og begynder at spille sammen med vennerne. Det er nærmest en naturlov.”