Hvem tog livet af elguitaren?
Den elektriske guitar opnåede ikonstatus og blev et af de larmende symboler på ungdomsoprøret i 1968. Men salgstallene falder i disse år drastisk, Danmarks største forhandler er gået konkurs, og producenter som Fender og Gibson ligger i knæ. Emil Valdimarsson tegner et portræt af en ungdomskultur under voldsom forandring.
INDRE København, midt imellem Rundetårn og Kongens Have, står Jan ’Bob Thunder’ Knudsen foran sin tidligere arbejdsplads. Han betragter de store vinduesfacader, der engang var beklædt med plakater af guitarguder som Jimi Hendrix, Eric Clapton og Slash, men som nu er erstattet af et stort ’Til leje’-skilt.
”Det er hårdt, det er det sgu. Jeg er ikke sådan en, der krænger følelser ud, men man bliver lidt melankolsk af at se det her,” sukker han.
Han står i sorte jeans, sort denimjakke, sort Deep Purple T-shirt og Frank Zappa-skæg. Det skulderlange hår røg for et par år siden, da han blev tynd i toppen, men ellers ser han ud, præcis som han gjorde hver dag gennem 17 år, hvor han tog imod kunder bag de selvsamme vinduer hos den legendariske og nu hedengangne guitarforhandler 4sound.
”Jeg elskede den arbejdsplads, det gjorde jeg virkelig,” siger han. ”Der er jo ikke en uddannelse, der hedder guitarsælger. Det handler om at lytte til, hvad kunderne siger og afkode deres sprog. Den guitar, de siger, de leder efter, er måske slet ikke den rigtige for dem, og så var det jo min opgave at guide dem i den rigtige retning.”
