Han har solgt bunker af selvhjælpsbøger. Nu vil han fortælle dig, hvordan man bliver lykkelig

Niels Overgaard slog i 2020 vidt og bredt igennem med den stoiske selvhjælpsbog ’Det hele handler ikke om dig’. Nu, fire år senere, er han klar med opfølgeren, ’Mere er aldrig nok’. Med hjælp fra antikkens filosoffer undersøger Overgaard vejen til et af tilværelsens mest besnærende ønsker: det lykkelige liv.

Han har solgt bunker af selvhjælpsbøger. Nu vil han fortælle dig, hvordan man bliver lykkelig
Offentliggjort

Der er næsten ikke grænser for, hvad vi senmoderne typer slubrer i os af bøger, der tilbyder os et bedre i morgen. For nu at sige det, som det er, kan vi faktisk slet ikke få nok af dem. Vi er simpelthen vanvittigt interesserede i at blive klogere på, hvordan vi bryder vores dårlige vaner, hvordan vi får flere venner, hvordan vi trækker vejret rigtigt og den slags.

Mere overraskende er det måske, at vi også er vanvittigt interesserede i, hvad græske og romerske grublere fra før vores tidsregning mente om det hele. Men det er vi altså. Her lagde forfatteren Niels Overgaard sig med sin afsindigt populære ’Det hele handler ikke om dig’ for fire år siden durk i slipstrømmen på nogle af tidens andre største selvhjælpshelte, Morten Albæk og Svend Brinkmann.

Nu er Overgaard klar med en opfølger, der har fået titlen ’Mere er aldrig nok’. Hvor hans debut hovedsageligt baserede sig på de stoiske tænkere (Seneca, Marcus Aurelius osv.), strækker han denne gang tidslinjen ud i bagudgående retning, sådan at ’Mere er aldrig nok’ i høj grad også bygger på de antikke filosoffer (Sokrates, Aristoteles, Platon osv.). Og så griber den fat om et fuldstændig stille og roligt spørgsmål, der også røbes i bogens undertitel: ’Hvad antikke filosoffer ved om et lykkeligt liv’.

Da vi møder ham på forlaget Gyldendal, som udgiver ’Mere er aldrig nok’, og hvor Overgaard til daglig arbejder som medie- og kommunikationschef, begynder vi med det åbenlyse:

Hvor kom motivationen fra til denne toer?

”Det tog noget tid, før jeg havde lysten til at skrive den, faktisk. Jeg havde brug for at føle, at jeg havde noget nyt at sige. Og som jeg tændte på. Jeg tror, at det, der interesserede mig mest, og som blev indgangsvinklen til den her bog, var forholdet mellem succes og lykke. Altså, hvad er succes? Hvad er succeskriterier for noget? Et princip i den gamle bog (Overgaard konkretiserer i alt fem principper i ’Det hele handler ikke om dig’, red.) er, at succes er at gøre det rigtige.

Den her bog er én lang uddybning af det. Et forsøg på at sige: Hvad er succes egentlig? Vi lever på en måde vores liv efter at opnå succes. Pointen i bogen er, at det handler om at indstille sigtekornet rigtigt til at starte med. Ellers bliver du ved med at ankomme til nye steder og tro, at nu er du i mål. Og hver gang finder du ud af: ’Hov, jeg er heller ikke lykkelig nu.’”

Og hvad siger antikkens filosoffer om det?

”De siger jo så, at der er en anden vej. Og det er at arbejde med den måde, man opfatter verden på, og den måde, man selv er i verden på. Sådan at alt det ydre enten kommer, eller også kommer det ikke. Men du kan godt have et godt liv uanset. Min nye bog udpensler derfor spørgsmålet: Hvordan bliver man lykkelig? Målet er ikke at nå et bestemt sted hen. Målet er at blive lykkelig i livet. Fordi vi lever i relativt kort tid. De antikke filosoffer har det som fællesnævner. De mener, at det er det store spørgsmål, vi må stille os selv. Det er det, vi skal måle de små og store beslutninger, vi træffer, op imod: Gør det mig lykkelig?”

Niels Overgaard

(f. 1981) Journalist og forfatter. Medie- og kommunikationschef i Gyldendal. Tidligere kommunikationschef i PFA. Udgav i 2008 bogen ’Få styr på tingene – og bliv mere effektiv’ sammen med Søren Dybdal. Solodebuterede i 2020 med ’Det hele handler ikke om dig’, der er solgt i omkring 75.000 eksemplarer. Aktuel med ’Mere er aldrig nok’, som udkommer på Gyldendal den 12. marts.

Du er jo fx selv en ’succesfuld forfatter,’ fordi du har solgt rigtig mange bøger. Men du kunne også have skrevet en kanonbog, der havde solgt ad H til.

”Ja, og det sker hele tiden. Så er man ikke ’succesfuld.’ Jeg er lykkelig over, at jeg skrev den bog, jeg gerne ville, og den har givet mig nogle muligheder, som jeg er taknemmelig for. Men bogens succes har ikke i sig selv gjort mig lykkeligere. Jeg prøver også hele tiden at holde en armslængde til den ydre succes, for den slags kommer og går.

Det er ligesom et citat fra Seneca, som jeg har med i min første bog: ’Der er ikke nogen, der bliver udslettet af modgang, hvis ikke de først er blevet forført af medgang.’ Hvis du begynder at lægge identitet i, at du skal være succesrig for også at være lykkelig, hvad gør du så den dag, folk ikke køber dine bøger længere? For den dag kommer.”

Jeg tænkte på: Har du sådan et billede af dig selv i hovedet, et tidspunkt, hvor du ramte et hidtidigt topmål af lykke?

”Jeg tror mere, at jeg ser på lykke som sådan nogle små øjeblikke. Små øjeblikke med mine børn fx. Når du spørger mig lige nu, så kommer jeg til at tænke på, at jeg sad og talte med nogle af mine venner om det forleden. Jeg spiller på et fodboldhold med nogle gode kammerater, sådan noget syvmandsfodbold, og når jeg, efter vi har spillet en kamp, sidder dér og drikker øl med dem en eftermiddag i august, så får jeg en stærk fornemmelse af lykke. Det koster 30 kroner i øl og lidt sår på benene, og det er dét.”

Hvad er det, det kan?

”Jamen, det er jo også for at komme lidt væk fra den der ’mere’-tankegang om, at man nødvendigvis ville være mere lykkelig af at sidde på en Michelin-restaurant. Jeg tror ikke, det bliver meget bedre end håndbajere med ens venner i solen, efter man har spillet en syvmandskamp sammen. Eller hvis du har nogle stjernestunder med dine børn. Jeg mener ikke, at livet kvalitativt bliver bedre end det.

Derfor tror jeg på, at man i stedet for at jagte højdepunkterne, de der peaks, hvor man skal opleve et eller andet helt vildt, og man skal på mere og mere ekstreme rejser, eller hvad fanden det nu måtte være, ja, så tror jeg, at der er enormt meget livskvalitet at hente i at sætte pris på de fede ting, man tit oplever i livet. Og som godt nok ikke er unikke, men bare rare.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Anmeldelser