Hvorfor er Michel Houellebecq egentlig verdens vigtigste forfatter?

Når Michel Houellebecq skriver en sublim sætning, føles den som en iskrystal i klarhed og samtidig som en istap, der brager mod én fra oven på en råkold vinterdag. Den 63-årige forfatter får os til at se noget, vi ikke har opdaget før. Han gør det som regel på en så provokerende – og gerne seksuelt grænseoverskridende – måde, at det vækker opsigt. Houellebecq ved, at der i provokationen ligger en ærlighed. Den vil han finde.

Læser man ham, får man altså meget mere end det provokerende. Som i den sardoniske kortromanperle ’Lanzarote’ (2000), der nu udgives på dansk for første gang. Her stikker Houellebecqs hovedperson af til den kanariske ferieø, hvor han støder ind i forskellige mennesker:

”Den aften sov vi alle tre med armene om hinanden i deres dobbeltseng, men uden at have sex. Som om vi ganske enkelt havde behov for at beskytte hinanden; som om vi fornemmede at der var dukket noget dystert op, en underjordisk og ond kraft der bevægede sig omkring her på øen.”

Sætningen er et tidligt ekko af hele forfatterskabet. Uanset om det er den sønderlemmende kritik af 68-generationen i mesterværket ’Elementarpartikler’ (1998), angrebet på Vestens manglende initiativ i ’Kortet og landskabet’ (2010) eller dissekeringen af det europæiske menneskes forfald i ’Underkastelse’ (2015), hvor de franske vælgere stemmer et muslimsk parti til magten for at undgå højreekstremisme i Élyséepalæet, er det tankevækkende velskrevet.

Houellebecq står på skuldrene af tidligere sortseere i fransk litteratur. Især Gustave Flaubert (ham med ’Madame Bovary’ og ’Følelsernes opdrag’). Ligesom Flaubert er Houellebecq misantrop. Han mener, at vi mennesker i vores stræben efter at realisere os selv ikke har blik for tilværelsens store linjer. Et kig på de sociale mediers skønmaleri modsiger ham ikke.

I en verden, hvor vi efterhånden dagligt kan iagttage, at moral og selvhævdelse vægter højere end retsstatens principper, er Houellebecq den brovtende onkel ved det fælles spisebord. Han bøvser sin afsmag ud på en måde, så det læsende selskab må tage stilling til verden omkring dem.

Imidlertid er det ikke trist at læse Houellebecq. Tværtimod. Hans seneste roman, ’Serotonin’ (2019), handler om en livstræt agronom, der flygter ud af Paris og oplever et spirende oprør. Det begsorte blik får ofte én til at grine og alligevel gyse. For her forudså forfatteren faktisk, at De Gule Veste ville ankomme med bål og brand kort tid efter. Han spidder som regel virkeligheden, inden den selv opdager det.

Houellebecq ser lige igennem de vestlige idealer. Alle hans hovedpersoner er veluddannede, hvide mænd. Sådan nogle, som verden i årtier har haft som ledestjerner, men som han fra begyndelsen har pillet ned. Også her har han været forud for sin tid. Han har set, at den menneskelige dybde i de seneste 50 år er blevet udskiftet med, at alle har ret til et fedt køkken.

Han har længe vidst, at verden er forløjet, ja, Houellebecq er på en måde som Jokeren i Batman, for han nyder at se verden brænde. Måske fordi han ved, at der af asken kan opstå noget nyt. Noget mere ærligt, som Houellebecq netop stræber efter at finde i sine fortællinger.