Jakob Kahlen: “Jeg er ikke følelsesmæssigt forbundet med de enkelte ting i mit hjem. På nær min kunst”

Sorte crewneck T-shirts

“Jeg går i sorte T-shirts 360 dage om året. Og det har jeg gjort i snart femten år. Det er så meget en del af mit udtryk, at jeg først ikke havde tænkt på det. Og så gjorde min kæreste mig opmærksom på, at de helt klart siger en del om mig.

Jeg er fra en lille flække i Jylland, og hvor jeg voksede op, skulle man spille fodbold og have lækkert hår for at være sej. Og jeg kunne ikke spille fodbold og jeg havde på ingen måde lækkert hår. Da jeg så var omkring 16 år, besluttede jeg mig for ikke at prøve at være sej. Jeg gad ikke, og jeg gik hverken op i sport eller havde penge til det rigtige tøj. I stedet hang jeg ud med skatere, de politisk aktive og alle de andre, der ikke var som de andre. Det har klart defineret mig som person. Jeg elsker mode, og jeg elsker folk, der klæder sig fedt og udfordrende, men det er bare ikke mig. Jeg har intet behov for at følge trends.

Jeg tager tusindvis af kreative beslutninger hver uge, så det er en kæmpe befrielse for mig ikke at skænke det en tanke, hvad jeg skal tage på hver morgen. Det er blevet min uniform. Men nu er der gået sport i at finde den bedste sorte T-shirt. I årevis gik jeg i American Apparel, men så gik de konkurs. Det lyder åndssvagt at sige om et stykke bomuld, men når jeg tager en af de gamle på, føles det som at komme hjem igen. Nu har jeg nok 80 derhjemme fra forskellige brands. Nogle er blevet vasket, til de er grå. Jeg køber løbende nye, men får aldrig de gamle smidt ud. Jeg leder stadig efter den perfekte.”

Keramisk vase af Klara Lilja

“Jeg købte den for tre eller fire år siden, da jeg tilfældigt gik forbi Galleri Ekely på Istedgade, hvor Klara Lilja havde sin første udstilling. Da jeg så den, blev jeg totalt forelsket i den, og vidste, at jeg bare måtte eje den. Jeg har siden købt flere af hendes værker, men det her er den første i min samling.

For mig repræsenterer den det, som kunst kan gøre ved mig. Den fanger mig med noget velkendt og æstetisk, og når man så kommer tættere på, trækker den mig ud i noget ukendt og overdrevet. Kunst skal både kunne tale til æstetikeren i mig, men samtidigt vise mig noget mørkt.

I dette tilfælde er den jo modelleret efter en klassisk græsk vase, som er et ikon. Dem er der lavet millioner af gennem verdenshistorien. Men så har hun overdrevet den ved at komme alle de her hanke på. Og så har hun glaseret den på en måde, der nærmest vansirer overfladen. Så på den ene side er den nærmest perfekt og på en anden ser ret helt smadret ud.

Den siger også noget om min personlighed og mit arbejde. Jeg har en tendens til at søge det velkendte og æstetiske, men jeg ved samtidig, at mit arbejde er bedst, når jeg kan kombinere det med det noget overraskende og uforudsigeligt. Den er i den friktion, at det interessante opstår.

Derhjemme står den under min Ngochiu-lampe, og bliver belyst oppefra. Vi har små børn derhjemme, så jeg er altid bange for, den går i stykker. På den anden side, er det bare en del af livet. Vi har placeret et dyrt stykke keramik lige under en designer-rispapirlampe. Så vi ved godt, der er en risiko.

Jeg elsker mine genstande og jeg elsker at købe nye ting, men jeg er ikke følelsesmæssigt forbundet med de enkelte ting i mit hjem. På nær min kunst. Alle vores ting i hjemmet kunne brænde ned, og så ville jeg nok bare gå ud og købe nye ting, jeg har min på ønskeliste. Men lige med kunst er det anderledes, fordi det er ting, du ikke bare kan få igen.”

B&O Play A1

“I en årrække var jeg kreativ direktør for Bang & Olufsens sub-brand B&O Play, og A1-højtaleren repræsenterer det første produkt i serien, som jeg var med til at produktudvikle og lavede kampagnen for. Jeg føler lidt, det er mit produkt, velvidende der er en skov af dygtige mennesker, der har været med til at gøre den til det, den er. Blandt andre Cecilie Manz, som har designet den til perfektion.

Jeg ved ikke, hvor mange eksemplarer, der er solgt af den, men jeg ved, det er Bang & Olufsens mest solgte højttaler nogensinde. Så for mig er den et symbol på det, B&O Play kunne; at kombinere kompromisløs æstetik og materialer og så samtidig gøre det tilgængeligt for et marked, der er langt mere demokratisk. Det er A1 et godt eksempel på.

Min kæreste synes, at jeg har alt for mange B&O-produkter derhjemme, men selvom jeg har en stor samling, forbliver denne en favorit for mig. Det her eksemplar er sikkert en prototype fra en optagelse, jeg var med på. Jeg ved ikke, hvor mange produkter jeg har derhjemme. Men det er den del.”

Japanske figurer fra butikken Mandarake

“For 20 år siden var jeg i Tokyo for første gang. Jeg vidste godt, det ville være et vildt sted, men jeg var slet ikke forberedt på, hvor vildt det var. Som et kulturelt interesseret menneske er den by for sindssyg.

En af de ting, jeg altid har været interesseret i, er deres fascination af manga. Så jeg fandt en butik, der hedder Mandarake, som nærmest er et mangatempel på fem etager uden et vindue til omverdenen. På en af etagerne havde de alle de her monsterfigurer, som er kendt fra forskellige tegneserieuniverser, som var ultrapopulære gennem 50erne og 60erne.

Som æstetiker talte de bare til mig, selvom de er produceret i plastisk og reelt bare er legetøj. De er lavet til at blive malet på, så de skal egentlig slet ikke ses i disse farver, men jeg synes, de er flottest, når de står sådan her.

Hver gang jeg har været tilbage i Tokyo siden, er jeg taget i Mandarake, gået til etagen med legetøj og købt et par nye med hjem. Jeg har nok 15 stykker efterhånden, men de står ikke fremme alle sammen. Men jeg har dem typisk stående på et natbord eller ved siden af et stykke kunst. Så har jeg også nogle i kælderen.

Man kan godt finde de originale figurer fra 60erne på eBay til flere hundrede dollar, men det interesserer mig ikke, hvad deres værdi er. For mig handler det heller ikke om bare at samle dem. Det handler om at samle dem, når jeg er i Tokyo. Det er blevet et ritual for mig at gå ind i butikken og købe nye eksemplarer med hjem som souvenirs. Så de repræsenterer også mit forhold til Tokyo som by. Før jeg fik børn, lovede jeg mig selv, at jeg skulle til Tokyo hver andet år. Så fik jeg rent faktisk børn. Men ambitionen er der stadig. Det er det første sted, jeg tager hen, når grænserne åbner igen.”