Det hører Pelle Peter Jencel nu: "De bedste album for mig er universer, jeg kan træde ind i"

Jamie xx ’In Colour’ (2015)

”Jeg elsker det her album intenst. Det er et værk, som har fået mig igennem de lyseste og mørkeste tider i mit liv. Hver gang jeg sætter det på, kilder det i min mave. Jamie xx er en genial producer, der formår at sætte stemninger sammen som få andre. Han laver glødende varme, maskinelle beats, der er fulde af sjæl og varme, men som moser igennem som en house-robot. De bedste album for mig er universer, jeg kan træde ind i. Med ’In Colours’ er jeg i en helt speciel verden, hvor lette melodier, tunge trommer og gamle samples samles til stemningen af at være i et spøgelseshus – men bare hvor alle spøgelserne kun vil passe på dig. Skrøbeligt og stærkt på én gang. Skal man have den fulde oplevelse, kan man starte med at sætte videoen til intronummeret ’Gosh’ på, skrue helt op for et par gode høretelefoner og lade sig forsvinde ind i musikken. Smukt, stort og vildt.”

Hans Philip ’Forevigt’ (2019)

”Jeg er kæmpe fan af Hans. Få kunstnere herhjemme har nået forbi så mange nuancer af sit kunstneriske virke på så kort tid som ham. Fra at lave grime som Skørmand til at nyfortolke dansk rap og R’n’B med Ukendt Kunstner til nu, hvor han i eget navn har genopfundet sig selv. Hver gang han udgiver noget, strider det imod den gældende poplyd, og alligevel bliver det hver eneste gang bredt modtaget, fordi niveauet er så højt.

’Forevigt’ er en Maggi-terning af alt, hvad jeg har lyst til at høre, når jeg går rundt derhjemme. En blanding af Frank Ocean, James Blake, Lauryn Hill, Stan Getz og Coco O – tilsat Hans Philips ord og stemme. Det er en stemning, man kan nyde med et glas vin eller en kop te. En plade, der vokser for hver eneste gennemlytning, og som på forskellige sange glimrende indrammer følelsen af at være både forelsket, fortvivlet eller bare være.”

Kanye West ’Donda’ (2021)

”Kanye er en albumkunstner. En af den slags navne, der nydes bedst i hele værker. Og jeg er kæmpe fan af hans seneste. Det er et storladent symfonisk album, som både indeholder det grimme, det smukke, det voldsomme og det smertefulde. Hvor Kanye tidligere har begået sig i klassiske rapfortællinger om at være den vildeste rapper i verden, er det her en mere ydmyg søgen efter meningen med livet, efter man har mistet sin mor, formøblet sit familieliv, fået diagnosen bipolar, og det meste af verden synes, man er en klovn. Den mening har Kanye delvist fundet i religionen. Og lige så lidt som jeg kan relatere til, når der fortælles om pistoler og stoffer i amerikansk rap, er Jesus-retningen også lidt langt fra mit verdenssyn. Men om man rapper om livet i den kriminelle løbebane eller i frikirken, så handler det jo grundlæggende om at overleve og finde sig selv i livet. Og på samme måde som med hård gangsterrap gør det ikke så meget, at jeg ikke kan relatere én til én til religiøs musik, hvis det er stærkt fortalt, og musikken er spændende, vild og stor. Og dét er ’Donda’. Sange som den sørgmodige ’Moon’, maksimalistiske ’Jail’, savnet til en død ven med ’Jonah’ eller missionær-missionen på ’Jesus Lord’ er i hvert fald gigantiske og rørende øjeblikke for mig.”