”Jeg kan huske, engang nogle kids kom ind backstage efter en koncert. ’Wow, svedigt, sidder I lige og ryger noget weed?’ ’Nej, vi drikker te. Vil I have en kop?’
For 18 år siden mødte jeg Malk De Koijn og blev fyret.
Nu sidder vi i en sort Audi på vej til G-festival på Sydrugøta, en færøsk bygd, og det er umuligt ikke at lade sig rive med af landskabet; de høje, grønne fjelde og fårene, de svingende fjorde og træhusene. Overskueligt og spektakulært.
Hvis Noma havde et land på spisekortet, ville det se sådan ud.
Chaufføren er en af festivalens mange frivillige, og han er i begyndelsen af tyverne og ligner en pålidelig bageste midt. Anders, eller Tue Track, sidder på passagersædet og spørger, hvordan det er at vokse op på Færøerne. Janus, eller Geolo G, sidder ved siden af mig på bagsædet, og han er, så vidt jeg ved, Danmarks bedst uddannede rapper. Han blev færdig som psykolog i 2008 og arbejder med børn og unge, og jeg forestiller mig, at det må være fantastisk at tage af sted fra det hele for at spille koncert. Ikke at det sker så ofte: Malk De Koijn har ikke spillet ude i et år.
I bilen foran sidder Lasse, eller Blæs Bukki, deres faste tourmanager Jesper Kemp og lydmand Saqib. At det kræver et særligt temperament at rejse rundt med Malk De Koijn, åbenbarede sig allerede, da vi landede i Thorshavn. Man venter meget, og ofte uden at nogen ved hvorfor. Alle er høflige, ingen insisterer eller bliver emsige. Så man står bare, og det føles mærkværdigt nok ikke som spild af tid, men måske bare som en anden slags tid end den sædvanlige, hvis man da kan sige det om tid.
Da vi stod og glanede i ankomsthallen, kom Janus listende.
”Jeg har skullet prutte på hele flyturen,” sagde han.
”Kender du det? Jeg holdt mig af høflighed, og til sidst fik jeg helt ondt i maven af det. Nu er jeg ude af flyet, og så skal jeg selvfølgelig ikke prutte mere.”
Annonse
Han kiggede skråt på mig.
”Ja, det var bare et lille input herfra. Jeg går ud fra, at du selv kan sortere i stoffet.”
Et kvarter senere stod vi og ventede ude foran lufthavnen, og da fortalte Lasse, at han var holdt op med at ryge smøger. Han røg rigtig mange, og han pointerede, at det at holde op ikke handlede om at have en stærk psyke eller vilje, men om at lægge fokus et andet sted. Han fortalte også, at han var inde i en mindre kreativ krise og ikke havde skrevet noget ordenligt i måneder, og det forklarer måske, hvorfor han ikke hilste, da jeg mødte ham nede foran 7-Eleven på Nørrebrogade to uger før. Det kan selvfølgelig også være, at han ikke kunne huske mig.
Jeg har ikke mødt Malk De Koijn samlet siden dengang med fyringen og kun sporadisk hver for sig. Anders mødte jeg en del, da han for 13 år siden var hus-dj i Vegas natklub, og ellers har der været en sludder hist og pist på gadehjørner i København. Han er sådan en, som ville være rar at møde på en togtur. Han er en god fortæller, og han lytter og spørger, og inden man ser sig om, er det Fredericia.
Lasse og Janus er umiddelbart mere komplicerede af sind. Dem har jeg kun talt med én gang siden min fyring. Det var på Betty Nansen i efteråret 2005, og de var hyret til at skrive, producere og rappe til forestillingen ’Gynt’, mens jeg skulle skrive pressemateriale. Jeg husker det, som om de var ukomfortable ved situationen; altså at give interview om et nyt stykke, som endnu ikke var færdigt og slet ikke havde haft premiere, og det forstår jeg godt. Endvidere tror jeg, det var skærpende, at Malk De Koijn opfatter alt det med interview som noget, der skal overstås. Og hvad skal de også sige?
Deres tekster er fulde af mærkværdige billeder og udsagn, og tit rapper de i karakter, altså på vegne af en opfunden person. Der er holdninger og alvor, men det ligger subtilt, og selvfølgelig er de ikke vilde med, at pressen stikker mikrofoner ind i taleboblerne. De er fine, som de hænger.Inden afrejsen til Færøerne fik jeg en mail fra redaktøren:”I følges med dem hele vejen på turen: I er med samme fly derop, samme bil fra lufthavn til festival, I er med dem til koncert, I bor i samme hus, og I er med samme fly hjem. De er sjældent åbne over for os, så vis dem i lige så høj grad, som I taler med dem. Kemp (bandets tourmanager Jesper Kemp, red.) siger, at det værste, I kan gøre, er at møde op med en helt fast dagsorden for, hvad historien skal ende med. De går i baglås på det. I skal ikke forsøge at trække et koncept ned over hovedet på dem, men gå ind i deres rum og lade tingene ske. Når han taler om, hvem de er, og hvordan de er sammen, åbenbarer der sig mareridtsagtige scener, når de indspiller, fordi de er perfektionister, mens det er meget mere løssluppent, når de er på tur.”
AUDIEN KØRER GENNEM endnu en tunnel og en affolket bygd.
Annonse
”Oprindelig hed Nik og Jay jo Nik og Jay og Henrik,” siger Janus uden videre.
”Nej, det var faktisk bare Nik og Jay Henrik,” siger Anders fra forsædet.
Anders ryger ind i en længere snak med chaufføren, mens Janus begynder at fortælle om sit speciale. Han skrev om ’Ledelse i kreative processer’ på psykologi og tog udgangspunkt i tilblivelsen af forestillingen ’Biblen’ på Nørrebro Teater, et stykke, som både Lasse og Anders var med til at lave.
”Jeg var skeptisk over for myten om, at den kreative er besjælet med en eller anden superkraft,” siger han.
”Mit speciale handlede bl.a. om at vise, at mange ting spiller ind. På et tidspunkt fik de problemer med at lave en rekvisit til en scene i stykket, fordi de ikke kunne skaffe en særlig type maling, og resultatet blev, at de måtte skrive scenen helt anderledes.”
”Du får det til at lyde, som om det at skabe ikke er noget særligt,” siger jeg.
”Kreative mennesker fungerer ikke i et vakuum,” siger han.
”Ydre forhold og tilfældigheder spiller ind.”
”Så alt det med, at ’sangen skrev sig selv’ er noget vrøvl?” siger jeg.
”Jeg tror, det at være kreativ betyder, at man kan lade den køre,” siger han, ”At man ikke stopper sig selv. Nogle gange er jeg bedst til at skrive efter at have røget lidt pot. Der kommer meget lort frem på den måde, men der kommer også ting, som jeg ellers ikke ville have tilladt mig selv at tænke.”
Anders vender sig om fra forsædet:
”’De rigtige McCoys’ (nummer fra deres andet album, ’Sneglzilla’, red.) skrev vi i studiet, fordi vi ikke kunne få et andet nummer færdigt. Vi lavede det på få timer.”
Og sådan er det jo. Hvis man ikke kan huske navnet på en eller anden skuespiller, som spillede med i den der film med ham den rødhårede, skal man lade være med at gå i kramper over at få det frem og tænke på noget andet, og så vil navnene komme af sig selv. Eller et barn i selvsving. Løft det op, og bær det ind i et andet rum, og situationen vil blive en ny. Det samme med at skabe. Man kløjes i det, sidder fuldkommen fast. Op på cyklen og ned ad nogle gader, og halvanden kilometer senere dukker løsningen op. Eller også gør den ikke, men så måske noget nyt og bedre.
”Man skal tolerere det ufærdige,” siger Janus.
”Man skal turde lade det leve, til det er tænkt til ende. Børn kan det som udgangspunkt bedre, fordi de har en større grad af uvidenhed. Forleden sagde min datter: ’Tænk, hvis der var en frugt, som hed Tyskland!’ Og det minder virkelig meget om den slags ting, som jeg går og siger inde i mit hoved.”
”Min søn sagde en dag: ’Hanne spiller basket,’” siger Anders.
”Den sætning er vi alle sammen ret glade for, og den ligger og venter. Der er noget ved konstellationen Hanne og basket, som crasher. Sætningen ’Jeg tager fuglen på dig’ har vi fra en lytter, som ringede ind til os i et radioprogram. Han mente nok fusen.”
Anders fortæller om deres forståelse af hinanden. Janus kan sige en sætning, som Anders forstår tindrende klart og på flere måder. For sig selv og gennem Janus. Og sådan har de haft det, siden de for alvor mødte hinanden en nytårsaften i Hillerød i 1993. En siger noget, og de andre tripper i timevis.
”En hel aften sagde vi fx: ’Næbbet, resten er fløjet.’”
Janus er utilfreds med, at man sjældent får indblik i den kreative proces og derfor, måske, kommer til at antage, at det at skabe er noget guddommeligt inspireret.
”Et cykelløb følger man hele vejen,” siger han.
”Men i ’X Factor’ ser man kun sangen på scenen, det færdige resultat. Måske er der lige et par små klip, hvor Remee guider sangeren lidt, men det ville være godt, hvis flere så, hvordan sangeren var blevet så god til at synge netop dén sang. Først gik det helt galt, så prøvede de alle mulige ting og fandt på noget nyt, så fik sangeren et skub i en retning, og til sidst blev det godt.”
DET VAR SELVFØLGELIG Jeppe Bisgaard, der fortalte mig om Malk De Koijn. Alt gik gennem Jay-B dengang midt i 90’erne. Producer var han, pladeselskabsejer, gadesprogsjournalist number one, men først og fremmest hiphop, og det var altså ikke bare en musikgenre; det var en livsstil med sit eget sprog, sin egen moral, sin egen vibe, sit eget tøj. Han tog det alvorligt i sine store bukser, hvilket, tiden taget i betragtning, var en kende svært at kapere.
Mine venner og jeg havde travlt med at sige ét og mene noget andet, og al vores sæbeglatte ironi og foragt for patos flugtede ikke med deres bon mots om at være true og ha’ hinandens ryg. Og det bliver værre: Det skal ingen hemmelighed være, at jeg afskrev hiphop allerede i 1988, nærmere bestemt i musikbladet Gaffa, hvor jeg, som redaktionens anmelder af sort musik, bortdømte en ny LL Cool J-plade og med ham hele genren. Det var en døgnflue, skrev jeg. Den ville kun leve til og med næste forår.
Siden blev jeg ansat på musikbladet Mix, og Jeppe Bisgaard havde to faste sider om hiphop og rap og en galopperende entusiasme, og en dag i 1991 forstod jeg, at det ikke bare var et beat og nogle rytmiske ord, men en musik lige så vild og facetteret som jazz; der var De La Soul og deres nutty danserap, indædt udkoksede Wu-Tang Clan, crowdhoppende Cypress Hill og Gang Starr, som forstod, at hiphop var jazzens forlængede arm, og begyndte at blande det hele. Hver måned var Jeppe oppe i det blodrøde felt over et nyt album, og jeg forsøgte at hænge på, og guderne skal vide, at han gjorde, hvad han kunne, for at highlighte, hvad der skete herhjemme i Danmark. Men det var op ad bakke.
SYDRUGØTA ER EN bygd med 407 indbyggere. Husene er af træ og sten, og havudsigt er stort set uundgåelig. Der er en lille strand, og for enden af den står hovedscenen, hvor Malk De Koijn skal spille kl. 22.55. For to år siden måtte G-Festivalen, eller som det hedder på færøsk festivalurin (bestemt ental trækker endelsen urin med sig), undvære udenlandske navne, fordi der ikke kunne lande fly i tågen. Men vi er heldige med vejret. Det er 17 grader, og solen skinner fifty-fifty mellem hvide skyer. Festivalens 5.000 deltagere er spredt ud over byens fem scener, og hvis jeg skal gøre det kort, ligner de fleste nogle, som har gået på højskole eller efterskole. Ikke at der er noget galt i dét.
Vi er backstage, og vi er gået i stå igen. Backstage er et hus midt i festivalområdet, hvilket vil sige midt i bygden. Oppe fra førstesalen er der udsigt over fjorden og den lille strand, og væggene er pyntet med plakater fra de andre år. Vi skal finde vores hus, så meget ved jeg. Malk De Koijn skal øve inden koncerten, og det skal ske dér. Hvor?
De færinger, vi indtil videre har mødt, komplementerer Malk De Koijns langsommelighed ved at være sært, ja, hvad skal jeg kalde det? Poetisk rådvilde. De mumler og flakker let i blikket, når man stiller dem over for helt enkle og letforståelige, praktiske spørgsmål. Byen har ingen hoteller, slet ikke, faktisk, og derfor skal vi indlogeres lokalt.
”Må jeg være med til en lille smule af jeres øver?” siger jeg.
”Njoh,” siger Lasse.
”Lidt måske.”
”Vi skal have noget mad,” siger Jesper Kemp.
”Lasse er ved at gå kold.”
En fyr med briller og sort T-shirt fortæller, at backstage-restauranten har mad døgnet rundt, og vi peger på de tomme buffetborde. Bare ikke lige nu, siger han. Alle kigger rundt. Det går helt i stå.
”Er der et andet sted, hvor man kan få noget mad nu?” siger jeg.
Den flinke fyr smiler beklemt og kigger ud mod fjorden. En langhåret fyr kommer til, og de to færinger har en længere samtale, som ingen vegne fører.
”Er der et sted på festivalen, som serverer mad nu?” siger jeg.
”Kan man købe mad i en bod fx? Et eller andet.”
Den flinke fyr peger ned mod gulvet. Vi går nedenunder, og der ligger en åben restaurant med 20 ledige borde. Over for den ligger to madboder. Vi bestiller rib-eye steaks til alle og får den med brun sovs.
EFTER DANSK HIPHOPS gennembrud sidst i 80’erne, med MC Einar og Rockers By Choice som de to store, var der sket noget nær ingenting. Humleridderne og deres hit ’Malerhjerne’ blev lidt øllet og bøvlet, og Flopstarz var en tand eller to for kækt. Når der endelig foregik noget med format, var det engelsksproget; No Name Requested med Natasja og Miss Mukupa, ’Deep Undercover’ med Al Agami. Det var længe før YouTube, og man skulle gennem pladeselskaberne for at komme ud til folk, og pladeselskaberne havde ingen, absolut ingen, tiltro til den dansksprogede hiphop; selv Jeppe havde opgivet håbet. Indtil ’Børneradio’ lavede ’Verdens længste rap’. De hyrede MC Einar-bagmanden Nikolaj Peyk til at skrive en episk fortælling på vers, og han fik Bossy Bo og Jazzy H med.
Det hit kom bag på alle og banede vej for en undergrund, som i al stilfærdighed havde siddet og nørdet hiphop ude i provinsen. Alle de kids, som ikke ville spille fodbold og håndbold nede i hallen, men genkendte hinanden på de baggy jeans; alle dem, som havde labbet Jeppes sider i Mix i sig. Først udkom ’De grimme ællinger’, en compilation af alle talenterne derude, heriblandt Malk De Koijn, Næstved-bandet Hvid Sjokolade og albummets åbenlyse stjerne, Faktaposen aka Kenneth K, som med ’Ah Yeah’ og fortællingen om Alko Holger, Bo Dega og Preben Jæger havde et Lean Nielsen-agtigt (dansk arbejderforfatter) take på, hvad dansksproget rap også kunne være.
Kort tid efter udkom ’Fuld af løgn’ med Østkyst Hustlers, forlængelsen af Peyks nye projekt, og det udviklede sig i raketfart til 15.000 hoppende mennesker på Grøn Scene til Roskilde Festival og virtuost mundrette tekster. Men musikalsk var det ingen landvinding. Der var langt fra den moderne amerikanske hiphop, som Jeppe Bisgaard gik og hørte, til Østkyst Hustlers’ guitarriffs. Det hul udfyldte Den Gale Pose.
Jeppe skaffede mig en invitation til recep-tionen på ’Flere Hos’, Den Gale Poses mini-cd, og med det samme, jeg trådte indenfor i Lille Kannikestræde, fornemmede jeg, at noget nyt var i gære. Der var en air af noget ustoppeligt og fandenivoldsk; teksterne var kålhøgne frontkicks til den gamle generation, men selve produktionen, altså musikkens lyd, var det mest bemærkelsesværdige. Det lød af cabriolet i Los Angeles; smooth og tight som amerikansk West Coast-hiphop.
Men Jeppe havde mere i ærmet: Gennem længere tid havde han været helt elektrisk over en ny konstellation i dansk rap. Den ene uge hed de Karateklanen, den næste Malk De Koijn, og man kunne, fortalte han, stave deres navn på alle mulige måder. Det stod én frit for. ’Lortesangen’ blev han ved at fable om, og en dag stak han mig et kassettebånd med tre numre på og fortalte, at de havde opfundet et helt univers ved navn Langestrand, et fiktivt sted i Danmark med alle mulige karakterer.
’Jim Daggerthuggert’ var et af numrene på båndet; historien om en mand, som ikke kunne få lov at bade i fred, fordi han var ualmindelig hæsligt skabt. Det lød på den ene side som amerikansk hardcore hiphop og på den anden som en provinsiel, dansk febervildelse.
Det var i sommeren 1996, og dagbladet Politiken havde hyret mig til at rejse rundt i Danmark for at skrive sommerreportager efter eget valg. Jeg var en uge på camping for at skrive om dét liv, en uge på Anholt, en i Tisvilde, og på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg var blevet en del af et cirkus, for den campingplads, som jeg skrev fra den ene uge, skrev Berlingske Tidende eller Jyllands-Posten fra den næste uge, og da besluttede jeg at stå af vognen og skrive en fiktiv sommerreportage fra Langestrand.
Det viste sig at være et skidt karrieremove.
ALLE ER MEGET begejstrede for rib-eye steaken, og jeg er madanmelder i min fritid og holder hestene for ikke at ødelægge den gode stemning.
”Dengang vi begyndte, kunne vi ikke forestille os, at det, vi sad og fandt på, kunne interessere andre end os selv og vores venner,” siger Anders. Men det kunne pladeselskaberne. Malk De Koijn var til møde ugentlig med nye A&R-folk, og bookerne begyndte også at ringe. Nej tak, vi vil ikke ud at spille til halballer. Alle ville pludselig have dansk hiphop dengang midt i 90’erne, og Malk De Koijn ville ikke have nogen af dem. Det var Jeppe Bisgaard, som overbeviste dem om, at andre ville få glæde af deres musik, og i 1998 debuterede de endelig (med ’Smashhits in Aberdeen’).
”Jeg begyndte at hænge ud med forfattere,” siger Anders.
”Pablo Llambias, Claus Beck-Nielsen og T.S. Høeg. Jeg kom ind i en kreds, og de ville forære mig deres bøger. Jeg havde aldrig regnet med, at forfattere ville interessere sig for vores musik. Jeg er fra Djursland og har aldrig været intellektuel.”
Malk De Koijn er gode til at lade hinanden tale. De afbryder ikke hinanden.
”Jeg havde en idé om, at Malk De Koijn skulle være defineret som verdens bedste gruppe,” siger Janus.
”Man kunne spørge uvildige på Falklandsøerne eller i Ghana, og de ville tænke sig lidt om. Måske kunne de bedre lide den musik, som Beatles havde lavet, men alligevel måtte de tilslutte sig konsensus og svare: Malk De Koijn. Det var et født absolut. Selve navnet lyder egentlig lidt kvalmt og grimt, og der er noget fisefornemt over det lille de, men verdens bedste gruppe er de.”
Jeg spørger, om de sidder sammen og laver deres numre og tekster, og det er både-og, forstår jeg. Man sidder selv, og man sidder sammen.
”Før ’Toback to the Fromtime’ (deres tredje album, red.) var vi nogle dage på Bornholm og fik lavet tre numre,” siger Anders.
”Man sidder med hver sin blok og skriver, og én knækker pludselig sammen af grin over noget og glæder sig til at vise de andre det. Det er smukt; den forløsning, man får, når de andre hører det første gang.”
De har fået alle mulige priser, også for deres sprog, og de er tre begavede mennesker, så selvfølgelig har de følt, at alle deres vildtvoksende rim og abstraktioner skulle afløses af noget seriøst. Det skulle handle om noget. Noget mere, forstås, noget retningsgivende og velovervejet. Det var særlig påtrængende før ’Sneglzilla’ (det andet album).
”Vi lærte noget af det, og det var, at vi ikke på forhånd kan blive enige om, hvad vi skal lave og hvorfor,” siger Janus.
”Det bliver noget lort. Sangen er, hvad sangen er. Den giver perfekt mening i sig selv.”
”Allerede på den første plade fandt vi ud af, hvad vi ikke ville,” siger Anders.
”Dér sidst i 90’erne var det populært med hiphop-omkvæd, som man kunne hoppe til, og det ville vi ikke. Vi ville kun lave et omkvæd, når det gav sig selv. Ellers ikke. Lasse havde fundet tonerne til omkvædet i ’Jeg tager fuglen på dig’ (deres hit fra ’Sneglzilla’), og det føltes så cheasy at sætte sig ned og sætte ord på det omkvæd. ”Man kan synge dét, men kan også synge dét.” Det var ren suppe, steg og is, og vi endte med at lave et nummer om det (’Suppe steg og is dj’ fra samme plade).”
Anders mener, at mennesket vil forstå de historier, man fortæller. På deres egen måde. Sådan er vi indrettet. Vi søger mening.
”Jeg forstod fx ’Kvinde min’ med Gasolin på en helt anden måde som barn. Men jeg forstod den.”
”Som voksen har man indlært alle mulige referencer,” siger Janus.
”En Fiat 500 ser sådan dér ud i samfundet. Det ved vi. Når man ikke ved det, når man er barn, er Fiat 500 et x, som kan sættes ind i alle mulige sætninger.”
EFTER RIB-EYE STEAKEN bliver vi hentet af en bil og kørt over til nabobygden, hvor vores hus siges at ligge. Vi kører op ad Tróndargøta, en gade opkaldt efter en viking, og stopper foran nogle typiske træhuse.
”Det er her,” siger chaufføren, en sød og mumlende fyr med skæg. Vi stiger ud. Chaufføren kigger op på et rødt træhus, tager et forsigtigt skridt mod det, stopper og drejer sig i stedet mod et sort træhus. Så klør han sig i skægget og beslutter sig for det røde. Vi bliver stående ved bilen i små klynger. Chaufføren tager i døren til det røde hus, og den er låst. Nøgle har han ikke. Derfor går han videre til det sorte, og dér er døren åben, men der er også nogen hjemme, og det var ikke meningen. Der bor en familie.
Færøerne har i december måned gennemsnitlig syv solskinstimer og 27 regnvejrsdage. Det er meget mørke at tænke i. Chaufføren kommunikerer, at han har taget fejl, og det foregår mest via kropssprog og relativt afdæmpet. De hængende skuldre siger det meste. Vi stiger ind i bilen igen. Ingen gør indsigelser. Så vender han og kører 100 meter tilbage.
Nye træhuse at vælge imellem, og vi står atter på asfalten og venter. Hele tiden er der lyden af får oppe fra fjeldene. Mæh. Mæh. Luften er helt anderledes her på Færøerne; den er ikke bare frisk, den er beriget. Der bor omkring 50.000 mennesker og 20.000 flere får, og alligevel er det svært at få en lammekølle, som ikke er importeret fra New Zealand. En pige træder ud af et hus bag os, og chaufføren begynder at konferere på færøsk. Det virker ikke, som om hun ligger inde med svaret. Hun peger lidt rundt, og chaufføren kigger efter hendes finger. Så tager han sin telefon op og ringer til hovedkontoret. Nikker lidt, spørger lidt.
”Måske er det dér,” siger pigen og peger mellem to huse.
”Ved du, hvilken gade vi skal bo på?” siger jeg. Han nikker.
”Kender du også husets nummer?” Han nikker igen.
”Vi har udviklet et system i Europa, som er forholdsvis velfungerende,” siger Janus.Vi sætter os ind i bilen igen og kører 70 meter. Bingo.
Huset er på omkring 80 m2, og det bliver os indskærpet, at vi ikke må holde vilde rockfester i huset. Den meddelelse er temmelig overflødig.
”Vi er ret gode til at underholde os selv uden stimulanser,” siger tourmanageren.
”Jeg kan huske, engang nogle kids kom ind backstage efter en koncert. ’Wow, svedigt, sidder I lige og ryger noget weed?’ ’Nej, vi drikker te. Vil I have en kop?’
”Klokken er lidt i syv, og der er mindre end to timer til lydprøve. Nu skal de øve, og det foregår i stuen. Der er et lille spisebord, nogle reoler med bøger og familiefotos på, en sofa, et klaver. Træ over det hele og udsigt til en havn.
Anders åbner sin computer og finder de numre, som man på forhånd er blevet enige om at spille, og så går de i gang:
”Der var engang en mand fra Peru / Han faldt i søvn i sin Renault / Han drømte om Venus / Og trak i sin penus / Og vågned med creme i sin klo.”
Der er mange ord, virkelig mange, og de falder i komplicerede rytmiske mønstre, som ustandselig udvider sig, vender eller muterer. Den lille stue bliver fuld af alt det, de elsker at have sammen. Saqib ligger sidelæns på en madras på gulvet og spiller noget farvestrålende på sin iPad, mens han smiler og banker takten i luften. Jesper Kemp står i det diminutive køkken og sms’er med et smil. Anders kommer ud til ham, tager et glas vand og rapper videre undervejs. Janus har fundet et fotoalbum og bladrer i det, mens ordene vælter ud af munden på ham. Lasse kigger ud ad vinduet.
I DEN LILLE KØBMAND er der udsigt til fjord og fjeld og middelmådige danske mærkevarer til forhøjede priser, og udenfor står fire ældre teenagere med Toyota og øl i ramme. T-shirts i forvaskede farver, en halvsporty vindjakke, bukser med ubetydeligt snit. Intet behov for at skille sig ud.Vi talte om at miste jordforbindelsen, da vi lige var landet. Da Malk De Koijn gjorde comeback til Roskilde Festival i 2009, stod folk i kø foran scenen 10 timer før. De er et kultband i ordets egentlige betydning; deres fanskare voksede betragteligt under den syvårige pause, og de kan alle tekster udenad og leger videre med bandets universer, men det med at miste fodfæstet lod ikke til at være et emne, der havde optaget dem.
Anders forklarede, at deres redning havde været, at de var så skeptiske over for alt og alle, og så var den ikke meget længere. Senere talte vi om, at det er farligt at være tre i en konstellation, fordi det indebærer den fare, at to rotter sig sammen mod den tredje, og den slags havde de bestemt været gennem, men Janus forklarede, at deres fælles grin havde båret dem igennem.
”Når vi andre får nok, samler de hinanden op,” som Saqib udtrykte det.
Der er ét sted at købe tøj i Nordragøta. I vinduet hænger en sweatshirt med det amerikanske flag på. Og så er der ellers garn derinde. Masser af garn. Bandet er færdige med at øve, da jeg kommer tilbage til huset.
”Er det ikke svært at huske alle de ord?” siger jeg.
”Næ,” siger Lasse.
”De er derinde et sted. De skal bare lige hentes frem.”
Der er hele tiden små historier i pauserne, og Anders begynder, ud af det blå, at fortælle om den excentriske caféejer fra Vesterbro.
Det var en almindelig eftermiddag, og fyren stod foran sin café.
”Kom, kom,” sagde han og vinkede Anders nærmere.
”Jeg passer kanin i dag. Kom, kom! Jeg passer kanin, og jeg rører ved dens fiss’. Kom ind! Kom, kom! Den kigger på mig og sparker bagud og siger: ’Nej, du må ikke røre ved min fiss’.’ Kom, kom! Jeg passer kanin. Jeg rører ved dens fiss’.”
Der er lydprøve 20 minutter over ni, og Saqib er tryg ved gearet, som, ifølge ham, er af fineste kvalitet. Jeg går over og hører Lydmor, en dansk electronica-sangerinde, som spiller på Playgroundscenen, og det mener de bogstaveligt. Der er et gyngestativ med glade børn til venstre for scenen, og Lydmor viser sig at være en karismatisk kvinde i tyverne med sort tøj, sort page og lange graciøse arme, som slår på trommemoduler, spiller løs på keyboards og synger sine sære sange med glasklar stemme.
To teenagere har gummiben af druk, og den brandert har de givet ikke erhvervet på festivalområdet. I ølteltet koster en dåse lunken Föroya Bjór, den udmærkede færøske øl (som kan dateres tilbage til 1888), 40 kr.
Præcis kl. 22.55 går Malk De Koijn i gang:
”Der var engang en mand fra Peru.”
Foran scenen står 300 hardcore fans, og det hele gynger frem og tilbage, og 15 meter fra dem slikker bølgerne. Jeg placerer mig 70 meter fra scenen, og skråt bag mig står en flok lokale kunstnere med hatte og danser som galninge. Lige foran mig twerker en flok lokale mødre, og det bliver de ved med i en lille time. Greatest hits er det; meget effektivt opbygget, og jeg nyder, hvor dygtige Malk De Koijn er. Det er ikke en født succes, det her, folk kender ikke teksterne nede i rækkerne, men hele stranden rocker med og skriger på ekstranumre.
For et kvarter siden stod Janus på scenen og rappede, og nu står han på trappen op til backstagehuset og er ved siden af sig selv. Han er ikke utilfreds, slet ikke, men han har svært ved at forholde sig til de mange klap på ryggen. Koncerten er passeret gennem ham, og han nåede ikke rigtig at holde fast.
Jeg går med Lasse ned for at høre en reggae-dj, og han fortæller, at han håber at finde nogle nye folk at arbejde sammen med. Der har været Bikstok Røgsystem og Balstyrko, og det er ofte sådan, det fungerer for ham; at møde nogen, som han kan supplere med sit. Anders og Janus kommer sjoskende, og en af dem foreslår at gå på dansegulvet i stedet for at kigge på. De er gode til at danse sammen.
Oppe i backstagerummet sidder Saqib og Jesper Kemp med tre lyshårede kvinder. Den ene er Eivør, en færøsk stjernesangerinde med en stor og voldsom stemme. En anden er manuskriptforfatter, og hun fortæller, at hun indtil for fem år siden troede fuldt og fast på, at homoseksualitet var en sygdom, som kunne kureres. Hun er opdraget i Brødremenigheden, en af mange kristne bevægelser på Færøerne, og hun kom først ud af vildfarelsen, da en af hendes gode venner fortalte hende, at han var bøsse, og insisterede på, at det ikke var noget forbigående. Hendes nye manuskript handler om en kristen fyr, som springer ud som bøsse, og så vidt jeg kan høre, kan det ende med at få hende, ja, måske hele hendes familie udstødt.
Malk De Koijn er for længst gået hjem i seng, da vi andre ender på en skonnert 100 meter ude i vandet.
DET SLUTTEDE MED øl i det lille køkken. Bandet sov, og vi andre endte med at crashe på gulvet mellem sure sokker og iPads. Næste morgen står vi op og venter på bilerne til lufthavnen, og da fortæller jeg, hvad der egentlig skete dengang på Politiken. Jeg havde fået ny chef derinde, og han kaldte mig til møde. Jeg troede bare, at det skulle handle om næste uges artikel, men sådan ville han ikke have det.
”Det, du skrev til avisen i søndags, det var løgn, ikke?” sagde han.
”Jo,” sagde jeg.
”Vi kan ikke have løgn i avisen,” sagde han.
”Det har I jo hver dag,” sagde jeg.
”Alt er en lille smule løgn.”
”Det er jeg ikke enig i,” sagde han.
”På Politiken anstrenger vi os hver dag for at skildre virkeligheden objektivt.”
”Det findes ikke,” sagde jeg.
”Når jeres korrespondent i Mellemøsten sidder på sit hotelværelse og ser CNN og rapporterer hjem, er hans virkelighed en anden end slagtermesterens nede i gaden, som lige har fået blæst sit vindue ud af en bombe.”
Vi blev så højrøstede, at folk fra redaktionen kom løbende til, og så sagde han:
”Vi ønsker ikke mere fra din hånd.”
Vores to biler kommer kørende gennem den lille bygd.
