Jeg tog til premiere på Bakkens Hvile og blev ramt af larmende skam – og en lille smule stolthed

”Hvis I gerne vil krænkes, så er I kommet til det rigtige sted,” griner det nydelige ægtepar, der står bag os i køen, og peger forventningsfuldt mod indgangen til Bakkens Hvile. De er kommet her fast de seneste år, fortæller de, og de har glædet sig. Måske har de identificeret min ledsager og mig som fremmede fugle i køen på grund af vores alder, der ligger cirka 30 år under gennemsnittet. I hvert fald fortæller de beredvilligt om, hvad vi kan forvente, selvom vi ikke med ord har afsløret, at det er vores første tur i Hvilen. ”Det er virkelig en tidslomme, og det er helt fantastisk,” siger kvinden, der er ét stort smil.

Vi er klar til at blive krænket, tror vi.

Det skorter ellers ikke på konkurrerende underholdningstilbud i Dyrehaven på en solrig forsommeraften i maj. Store grupper af mennesker vandrer fra spisestederne på Bakken imod Ulvedalene, hvor Det Kongelige Teater opsætter Ragnarok. Sangerinden Nabiha er i gang med sin lydprøve på en udendørsscene, hvor hun konkurrerer om lydbilledet med Rasmus Seebach, der skratter fra en ghettoblaster ved den nærliggende kænguru-karrusel. Fædre med tatoveringer på halsen smiler, når de ser op fra deres telefoner, og køber churros med softice til sig selv og ungerne. Ved siden af er der godt fyldt op på galopbanen, hvor en betuttet teenager ved mikrofonen kæmper med at holde skik på det fadølsberusede publikum.

Folk i køen til sæsonpremieren på Bakkens Hvile adskiller sig en smule fra det øvrige publikum på Bakken. Udover at være nogle år ældre fremstår de mere velplejede end gennemsnittet. Lyse chinos, strøgne blå skjorter under termoveste og forgyldte brillestel. Korte frisurer, store øreringe, stram makeup og venlige hilsner i alle retninger. Kuløren er fra kolonihaven – ikke fra solcentret. Adskillige fortæller, at de har vundet billetter til premieren gennem en intern lodtrækning i Dansk Folkepartis københavnske lokalafdeling.