Her har jeg ikke lyst til at gå op. Det påvirker mig lidt meget … deet … jeg … har … ikke … lyst … neej …” hakker han. Vi bliver siddende i hans røde Skoda Citigo. Han er bag rattet. I praktisk græsgrøn Gore-Tex. De sarte lyseblå øjne kigger tomt frem mod lyset for enden af gaden, mens en bil af og til glider forbi. Ansigtet slappes. De høje kindben synker sammen, og de skarpe smilerynker trækker ind i sig selv.
Vi er ved sidste stop på en tur rundt i det København, hvor han er født og har boet hele sit liv. En køretur, som skal gøre mig, hans nevø, lidt klogere på, hvordan Jesper er blevet til den, han er.Vi tier lidt. Skotter til den okkermalede bygning, vi holder ved. Det er plejehjemmet, hvor hans mor døde i foråret.
Annonse
”Og jeg ved slet ikke, hvor meget jeg overhovedet har lyst til at snakke om det her.”
”Jeg hedder Jesper Christensen, og jeg har engang boet her. Kan du lukke mig ind?” spørger han tidligere på dagen ind i en dørtelefon på en søvnig Østerbro-sidegade lige bag Trianglen. En kvinde trykker os ind i etageejendommen J.E. Ohlsens Gade 12. Engang var der endnu mere stille, det var før, gaderne blev fyldt op af biler. Jesper og hans familie, mor, far og en søster, boede her i 1955-56, da Jesper gik i 1. og 2. klasse. Her tilbragte han sine lykkeligste barneår, fordi der altid var en flok kammerater på vejen og i gården, som var friske på at stille tinsoldater op i kæmpe formationer eller lege fangeleg.
Vi går ud i gården. I dag er muren ind til nabogårdene blevet væltet for at give plads til et fælles gårdkompleks med træer, græsplæne og cykelskure. Dengang var Jespers gård en mørk og snæver skakt af asfalt og mursten. Han tager i håndtaget ned til kælderen, men der er lukket. Vi leder efter en jernstang, som Jesper engang løb ind i for fuld knald. Den lavede et kæmpe hul i panden på ham, som han måtte have syet på hospitalet. Da han blev kørt hjem i ambulance, var han så heldig at ramme bedste sendetid, sidst på eftermiddagen, hvor alle de andre børn lige var kommet hjem fra skole eller børnehave og stod og kiggede ude på gaden.
”Det er det største øjeblik i mit liv. Jeg tror ikke, der er noget, der kan konkurrere med den fornemmelse af at stige fra ambulancen ud til hele stammens modtagelse. Med en stor hvid forbinding, der lignede noget, Christian IV havde på, da han blev såret i et søslag. Det var så stort. De næste dage kunne jeg være med i alle lege. Selv om de var tre år ældre end mig, var det fuldstændig naturligt.”
Annonse
Jespers søster var næsten aldrig med til at lege. Hun kunne bedre lide at læse.
”Vi var meget forskellige. Hun var tre år ældre, skabte sin egen, indre verden, sprang en klasse over i skolen, fordi hun var så fremmelig. Hun var i det hele taget meget interesseret i voksne ting. Det var jeg ikke, men jeg vil jo hævde, at jeg var den almindelige, og at hun var ude på et mærkeligt overdrev.”
De to søskendes mor havde halvdagsjob i Det Kgl. Teaters billetsalg. Faderen var kontorchef på Købmandsskolen og var ofte en noget tung tilstedeværelse i familielivet.
”Han følte sig nok lidt lukket inde i vores familie. Min mor var let at leve med. Klog og i godt humør og interesseret i alt muligt og god til mennesker. Hun gik ofte og sang, mens hun ordnede sine opgaver i hjemmet. What’s not to like? Men min far blev mere og mere tavs.”
En aften til middagsmaden gav Jesper ham et flot diplom, som han selv havde lavet og brændt i kanterne som et gammelt sørøverkort. Det var en præmie for at have været sur 14 dage i træk, ikke have sagt andet end goddag og farvel og tak for mad. Hans far grinte kort af spøgen – og fortsatte med at lukke sig inde i sig selv.
”Det irriterede ham måske, at det var min mor, der bestemte det med børneopdragelsen, men den kamp havde han tabt. Jeg tror godt, han kunne have fundet på at give os en endefuld, hvis det stod til ham. Men det var måske noget af det eneste, der ville have kunnet få min mor til at tage os og gå.”
Jesper er skuffet over den nye, luftige gård, og vi sætter os ind i bilen igen. Og taler om det at være en familie. Som aldrig er problemfrit, men som også kunne have været langt værre.”
Annonse
De andres forældre var tit indlysende dumme. Behandlede deres børn respektløst, talte grimt til dem. Gav ordrer uden at forklare hvorfor. Og sådan blev jeg ikke behandlet. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg lå meget godt i feltet med de forældre, jeg nu havde fået.”
HANS GULE KONDISKO knirker mod jernbroen helt oppe under loftet i det store væksthus i Botanisk Have, hvor et blegt sollys flyder ind.”
Jeg føler det, som om det må have været her omkring.”
Heroppe i den fugtigvarme luft tilbragte han rigtig mange pjækkedage fra omkring 6. klasse og helt ind i gymnasiet. Han havde lært at simulere sin mors migræne og havde et godt tag på skolens sygeplejerske. Så det var nemt for ham at holde en ugentlig fridag. Hans forældre vidste naturligvis ikke noget, og hans mor arbejdede kun på deltid, så der kunne ikke være tale om at gå hjem igen. Når han ikke kørte frem og tilbage i timevis på S-togsnettet, sad han her.
”Man skulle tro, at jeg havde udviklet en interesse for træer og den slags. Det er ikke tilfældet. Jeg kan aldrig huske, hvad noget hedder. Men det var et godt sted at læse.”
Heroppe, mellem de tropiske trækroner, blev drengebøger af Schaffalitzky de Muckadell, Jules Verne og Alexandre Dumas efterhånden til voksen verdenslitteratur af Hugo, Balzac, Stendhal, Tolstoj, Dostojevskij, Thit Jensen og Pontoppidan. Desuden blev der læst historiske romaner og studeret verdenshistorie. For ham var der ikke noget underligt i at være glad for at læse, men samtidig være træt af at gå i skole. Særligt ikke, når nu lærerne, med nogle få undtagelser, var uinspirerende.
”De gjorde stoffet så kedeligt. Jeg tror, at jeg i de fag, som interesserede mig, var nogle år forud for klassen. Og de andre fag, kemi, biologi, matematik, fysik – ja, de interesserede mig jo ikke. Så det var jo bare en lose-lose-situation, ikke?”
Hans korte, grånende leverpostejshår stritter uregerligt. Øjenbrynene er løftet. De glasklare øjne kigger udfordrende på mig. Ansigtet er et landkort over levet liv, fuldt af pletter og linjer. Men der er ikke noget resigneret i hans væsen. Og han vil stadig forsvare sin ret til at lyve og pjække.
”Hvorfor skulle det være et problem? Alle lyver jo. Jeg har altid haft et stort hemmeligt liv. Og mit indtryk er, at det ikke er så ualmindeligt. Dyr lyver. Aber lyver. Jeg kan ikke huske, om det er bonoboer, eller hvilken art det er. I hvert fald har man lavet undersøgelser, hvor man har kunnet tyde en række sætninger. De siger: ”Her er ingen nødder!” Eller: ”Pas på, der er en slange!” Imens kan man se en abe, der sidder med munden fuld af mad i en grad, så den har svært ved at tale tydeligt. Det er meget … naturligt at lyve.
”Et listigt smil og en kunstpause, og så fortsætter han:”
Det er en form for livsduelighed, synes jeg. Hold kæft, mand, tænk, hvis vi voksne gik og sagde sandheden hele tiden. Det ville jo blive et blodbad,” siger han med ekstra tryk på blod. Jeg indvender, at ikke alle mennesker har lige nemt ved at tale usandt.
”Nu er jeg jo også blevet skuespiller. Det er jo én lang løgn. Der skal man hele tiden foregive at være en anden.”
Så allerede dengang lå der måske noget i luften …
”At jeg skulle blive skuespiller,” bider han mig af på en måde, så jeg tydeligt kan høre, hvor lidt han giver for skæbnebestemte, forkromede forklaringer.
Han forsømmer ikke en lejlighed til at fortælle, at han opfatter journalistik, der skildrer en kunstners private liv, som bar støj, der står i vejen for publikums rene kunstoplevelse og deres evne til at danne sig deres egen mening om film, teaterstykker osv. Jeg prøver alligevel:
Alle kan jo lyve, men det er ikke alle løgnere, man tror på …”Det er rigtigt. Nogle er virkelig dårlige til det. Jeg har altid været en skidegod løgner.”
DER LUGTER AF gammel sved på den trange trappe i en tung, lysegul bygning i Hindegade i Kbh. K. Engang var det sang-skolen Sankt Annæ Gymnasium, der i dag ligger på Sjælør Boulevard. Her gik Jesper fra 3. klasse, indtil han fik studenterhuen på i 1967. Han nægtede ved den lejlighed at give hånd til rektor. De to havde længe ligget i krig med hinanden. En dag, da Jesper gik i 5. eller 6. klasse, busede de ind i hinanden på trappen. Rektor forlangte en undskyldning. Det var jo Jesper, der var barnet og derfor pr. definition ikke havde set sig for. Jesper svarede igen. Mente, at det lige så meget var rektor, der var skyld i sammenstødet. Episoden førte til, at hans mor blev indkaldt til samtale på rektors kontor. Hvor han lagde håndfast an på hende ved at tage hende på lårene, mens han fortalte hende, at hendes søn ganske manglede respekt for autoriteter.
”Gudskelov, så er der da noget, der er lykkedes,” svarede hun. Senere genfortalte hun ofte historien ved middagsbordet med netop denne pointe. Den var et adelsmærke for familien Christensen.
”I min mors samfundshierarki befandt musikere, forfattere og komponister sig tæt på toppen. Til gengæld havde hun det svært med de mere gængse autoriteter.”
Hans mor var selv dygtig til at spille klaver, men forlod konservatoriet, efter at hun havde giftet sig. Hendes far, som hun forgudede, var professionel musiker og spillede bl.a. til stumfilm i Palads Teatret, i forskellige militærorkestre, men også en overgang i Det Kgl. Kapel. Så Jespers mor glædede sig over, at hendes søn havde musikken i sin tilværelse.
Hvad hun ikke vidste, var, at lærerne hev i ører og stak lussinger for at få en klasse på 36 drenge i 12-årsalderen til at stå stille i matrostøj og synge rent som små engle – op til 23skematimer om ugen plus kirkekoncerter i weekenderne.
”Jeg vidste, at min mor ville sende mig til en anden skole, hvis jeg sagde det. Det var fedt at synge i kor. At skabe musiksammen med andre mennesker er noget af det fedeste, der findes. Så derfor ville jeg gerne blive, selv om rektor var en idiot.”
Jespers mor var nok heller ikke bekendt med, i hvilken grad hendes søn sjoflede sin studentereksamen. Den havde han kalkuleret til kun lige nøjagtigt at bestå.
”Jeg fik en meget lille studentereksamen. Det var præcis, som jeg ville have det. Og jeg synes stadig, at strategien giver god mening. Hvorfor skulle jeg ikke nyde sommervejret og bruge tid på de bøger og de mennesker, der interesserede mig, i stedet for nogle bøger og personer, der var dødkedelige?”
Et af de mennesker, Jesper syntes var interessant nok til at hænge ud med på den tid, var en ung vikar på skolen. Han spillede Dylan-plader, dansede som Elvis og røg hash – med mere. Og han inviterede gerne sine elever på besøg i sin hippe bolig i en nedlagt barbersalon på Frederiksberg. Til gengæld var han og hans kone som hund og kat, og en dag stak vikaren hende ihjel. Uheldigvis havde han udførligt skrevet dagbog om, hvilke stoffer han tog med hvem, bl.a. at han havde røget opium med Jesper, og familien Christensen fik snart besøg af en kriminalinspektør. Affæren endte med en bøde.
”Det tog min mor ikke godt. Hun fik rigtig megen migræne og var helt sikker på, at hendes søn var på vej til helvede. Hun var bange. Det forstår jeg godt. Det ville jeg også være. Men det var en trend i tiden, at man skulle prøve alting i hvert fald én gang. Den abonnerede jeg på,” siger han. Uden hverken triumf eller anger.
VI STIGER UD på Halmtorvet. I den askegrå bygning, hvor Husets Teater ligger i dag, holdt den politiske teatergruppe Fiolteatret til i 70’erne, og den blev en stor del af Jespers liv.
Efter sin studentereksamen i 1967 var han flyttet hjemmefra og ind i Republikken Sofiegården, en samling tomme, saneringsmodne baghuse på Christianshavn, der mellem 1965 og 1969 var de første besatte bygninger i Danmark. De blev slumstormet, som det hed, og der blev dyrket mange former for kreativitet i miljøet, bl.a. opstodGasolin ud af Sofiegården. Imens prøvede Jesper skuespilletaf i den alternative politiske teatertrup Christianshavns-gruppen. Og der kom mange stoffer indover. Amfetamin blev efterhånden hans faste stof, men der var lidt af hvert, bl.a. morfin, hash, coke, LSD og spiritus. For at komme ud af det tog han en uddannelse som børnehavepædagog. Det gav en disciplin, noget at stå op til om morgenen. Men teatret trak mere, og han fik aldrig en arbejdsdag som uddannet pædagog.
”Der er noget i mig, der har det godt med at stå på en scene. Med at underholde. Jeg kan huske fornemmelsen tilbage fra 6. klasse, hvor vi læste Holberg op i danskundervisningen, og jeg fandt ud af, at jeg kunne lægge nogle betoninger og dreje ordene lidt, så det fik de andre til at grine. Den succesfølelse, den magtfølelse, havde jeg nær sagt, ville jeg gerne have igen.
”Så han begyndte på Fiolteatret, hvor det ikke handlede så meget om at underholde. Det var først og fremmest et politisk arbejde.”Vi arbejdede for sagen. Kampen … for et eller andet … det gode,” siger han med en tone af forhåbning stigende gennem sætningen.
Arne Skovhus, teatrets leder, tiltrak en gruppe unge mennesker, der var indstillet på at knokle, nærmest bo på teatret, fordi de syntes, at det gav mening i forhold til venstrefløjssagen. Det blev en slags alternativ teaterskole.
Jespers far var ikke begejstret. Han syntes i forvejen, at sønnen burde få sig en universitetsuddannelse. Men når han nu insisterede, kunne han så ikke i det mindste søge ind på den statslige teaterskole? Jesper citerer fra et brev, hans far sendte ham på et tidspunkt, hvor sønnen mest levede om natten og havde fået permanentkrøllet Jimi Hendrix-hår, som tog halvanden time at få til at sidde hver dag:
”Bizar opførsel tolereres kun hos genier.”
MEN HANS TRE år ældre søster støttede ham. Hun havde igennem ungdommen været en inspirerende påvirkning for ham i forhold til litteratur og kunst. Han læste de bøger, hun læste, og hun tog ham med på slæb, fx til arrangementer i det internationale kunstnetværk Fluxus, som hun havde nær forbindelse til. Her blev der skabt eksperimenterende opførelser på tværs af kunstarterne – eller helt uden kunstnerskabt indhold. Det kunne fx være at sende publikum af sted i en bus for at se et teaterstykke og så sætte dem af på en mark og efterlade dem der. Så måtte de se, hvordan de fandt hjem. Det var forestillingen.
”Min søster var den eneste, der kunne forstå, hvad jeg havde gang i. Hun havde et overblik over kunst- og kulturverdenen, hvor ingen andre i familien kunne være med, og hun kunne godt se, at hvis man ville noget med teater på det tidspunkt, var det den rigtige retning at gå. Den opbakning betød meget for mig.”
Han knoklede på Fiolteatret fra otte morgen til 12 aften. Indimellem kunne han lige nå hjem og sove.
”Jeg syntes, det var fedt. Jeg følte mig ikke udnyttet. Jeg fik en fornemmelse af, hvad et teater var. Da jeg var færdig, havde jeg lagt repertoire, jeg havde ansat folk, jeg havde sat lys, jeg havde været med til at bygge dekorationer, jeg havde malet teatret, jeg havde holdt foredrag, solgt billetter, gjort rent. Jeg havde gjort alt, bortset fra at instruere. Da jeg kom ud, havde jeg en fornemmelse af, hvad et teater var.”
Han fik efterhånden også en fornemmelse for, hvad teater ikke var. En forståelse af, at politisk engagement ikke er nogen garanti for god kunst.
”Vi lavede indimellem noget af det kedeligste dramatik, der er blevet lavet i Danmark. Noget med nogle, der diskuterede. Den kloge, der sætter den mindre kloge ind i sagerne.”
I det lange løb blev Fiolteatret for meget politik og for lidt kunst, og der dannede sig to grupperinger. Den gruppe, han var en del af, mente, der var nogle kvaliteter, som man ikke lige kunne passe ind i en artikel af Lenin eller Stalin. Uenigheden viste sig fx, da man ville sætte et stykke op af den italienske dramatiker Dario Fo, der havde givet Fiolteatret eneret til sine tekster i Norden. Et stykke, der handlede om huslejestrejker.
”Nogen sendte så manuskriptet over til Hanne Reintoft (på det tidspunkt medlem af hovedbestyrelsen i DKP, red.). Og hun mente ikke, at huslejestrejke var den rigtige aktionsform. Så kunne vi ikke spille det stykke. Jamen, hør lige engang, det er et teaterstykke! Nej. Der var ikke noget at stille op.”
Efterhånden blev den interne konflikt så stærk, at de, der var mere interesserede i teater end politik, forlod Fiolteatret og gled ud i teater- og filmbranchen og overlod huset til den anden gruppe, der stille og roligt kørte Fiolteatret i sænk. Men de grundlæggende ting tog han med derindefra.
”Vi lavede noget for at påvirke samfundet, vi diskuterede, hvad vi syntes var rigtigt og forkert. Det er sådan, det skal være, synes jeg. Det er sådan, man skal skabe sin kunst.”Har du været trofast over for det princip?
”Jeg synes stadig, det er et rigtigt krav at stille. Så kan man spørge, hvorfor jeg laver James Bond i dag. Bond skaffer mig nogle andre job og giver mig nogle penge, så jeg kan tænke mig om og medvirke i nogle film, der forhåbentlig kommer til at handle om noget mere. Der er masser af ting, jeg siger nej til, hvis jeg synes, menneskesynet er for afstumpet. Men lige så snart man gør sin kunst til levevej, kommer man ud i nogle dilemmaer. Det indså jeg, da jeg skred fra Fiolteatret.”
Da han i 1974 forlod teatret, havde han allerede, i sin fritid, indspillet en rolle i en tysk tv-serie. Og der var rigeligt med tilbud både fra københavnske teatre og fra tv. Ikke alle roller kunne nødvendigvis forsvares 100 % i forhold til hans politiske ståsted.
”Efter et par år var det blevet til min profession. Jeg havde solgt ud. Men jeg opdagede jo også, at der var mange mennesker ude i branchen, der også tænkte på samfundet og tog kunsten alvorligt, men som samtidig var meget bedre til det, jeg gerne ville være god til. Jeg ville næsten sige ja til hvad som helst for at kunne få lov at spille med folk som Ove Sprogøe.”
40 ÅR SENERE er han selv blevet en, yngre skuespillere drømmer om at spille sammen med. Karrieren spænder fra skuespil af store dramatikere på danske teaterscener over populære serier som ’Nana’ og ’Arvingerne’ til skelsættende mandeportrætter i film som ’Bænken’ og ’Drabet’ samt et pænt internationalt gennembrud med højt betalte roller. Det kan godt gøre nogle lidt bange for ham.
”Jeg kan mærke, at jeg er blevet en gammel elefant i miljøet. Der er nogle yngre skuespillere, der tillægger min mening alt for stor værdi. Og det skal jeg lige minde mig selv om. For sådan tænker jeg ikke selv på det. Jeg kæfter jo bare op. Siger min mening hurtigere for ikke at spilde tiden.”
Lidt senere giver han en prøve på, hvorfor man godt kunne blive lidt bange for ham. Jeg har kredset om et svar på, hvorfor han blev skuespiller. Var det for at udleve et rollespil? Var det for at tilfredsstille sin mors smag for finkultur? Var det for at trodse sin fars advarsler? Men han er godt træt af spørgsmålet.
”Man kan jo ikke koge noget ned og sige, jeg blev skuespiller, fordi … Det er jo fuldstændig åndssvagt. Latterligt. Der er 100 grunde til det. Måske blev jeg skuespiller, fordi jeg kunne. Men det giver heller ingen mening. Man kan så meget. Jeg kunne være blevet historiker. Journalist. Politiker. Forfatter af kriminalromaner.”
Skal man tro ham, har han sagt fra og til, som det passede ham. Hele sit professionelle liv. Det har bl.a. bragt ham på kant med Peter Aalbæk, der holdt ham ude af Zentropas film i 10 år, fordi han krævede og fik overarbejdsbetaling på filmen ’Retfærdighedens rytter’, hvor tidsplan og alt andet sejlede. Det inspirerede resten af holdet til at bede om det samme, og Peter Aalbæk-selskabet endte med at gå konkurs. Først med ’Bænken’ fra 2000 blev han atter hyret til en Zentropa-produktion af produceren Ib Tardini.
”Jeg har aldrig haft overdreven respekt for teaterdirektører og den slags. Jeg har altid haft en evne til at komme på kant med chefer. Det ligger nok op ad den kamp, jeg har haft med min far,” siger han.
KAMPEN MED FADEREN havde han selv indledt. Og afgjort. Den tilspidsede sig, efter forældrene var blevet skilt, og Jesper var i tyverne.”
Man må nærmest sige, at jeg slog hånden af ham. Jeg lagde en del skyld på ham, jeg syntes, han havde været med til at gøre min mors liv mindre sjovt. Og hver gang jeg var sammen med ham efter skilsmissen, fortsatte vores skænderier. Egentlig ikke om det, det i virkeligheden handlede om, de personlige relationer. Men om politiske emner. Jeg syntes, han var et gammelt bjærgsomt røvhul, og han syntes, at jeg var et fuldstændig idiotisk idealistisk ungt menneske, som ikke havde nogen som helst fornemmelse af virkeligheden. Jeg var meget ung, og på et vist tidspunkt tænkte jeg: ’Hvad fanden skal jeg med ham, når der ikke er nogen hygge eller varme mellem os?’”
Jesper holdt op med at se sin far. Han sendte ikke noget brev. Gav ingen officiel grund.
”Det var bare: ’Ja, ja, vi ses.’ Det gjorde vi så aldrig. ’Den dag?’ ’Nej, der kan jeg ikke.’ Jeg savnede ham bestemt ikke.” En dag, omtrent 15 år senere, gik Jesper op i en bus på vej ud til Frederiksberg, stod lidt i egne tanker og blev så pludselig klar over, at han stod lige bag sin far. Som havde taget 25-30 kg på, siden han så ham sidst.
”Jeg blev så chokeret og forvirret, at jeg stod af ved det næste stoppested, selv om jeg ikke skulle af. Jeg tror ikke, han havde set mig. Det var rystende, at der var gået sålang tid.”
På det tidspunkt var faderen og Jespers søster flyttet ind i det samme hus. Det vil sige, at Jesper skulle gøre en del krumspring for ikke at rende ind i faderen. Og det virkede trods alt for kunstigt. Samtidig fortalte søsteren, at faderen opførte sig sødt og venligt over for hende og hendes lille søn, altså mig, nevøen.
”’O.k.,’ tænkte jeg. ’Måske der er noget, man kan bygge på. Lad ham få en chance til,’” siger Jesper Christensen.
Den sidste del af faderens liv var han og Jesper forsonede. Jesper forsøgte at snakke lidt om, hvordan det var gået skævt mellem dem, men uden det store udbytte.
”Det havde han ikke sans for. Til gengæld var han blevet meget mildere, han var ikke så stridslysten længere. Måske hang det sammen med, at han blev blind de sidste 10 år af sit liv. Det tog han fuldstændig uden at pibe, hvilket jeg gav ham en del street cred for. Og jeg var jo også kommet et andet sted hen i mellemtiden med min karriere. Han havde ikke grund til at bekymre sig længere.”
Har du så ledt efter andre mandlige forbilleder igennem dit liv?
”Ja, for helvede. Jeg har ikke bestilt andet. Fundet nogle, der var 5-10 år ældre, som jeg kunne spørge til råds om alle de ting, jeg nu ville have spurgt min far om, hvis ikke jeg havde smidt ham væk. Folk, som jeg mødte, som jeg svingede med på arbejde. De bedste eksempler er måske skuespilleren Lars Knutzon og instruktøren Ib Thorup. De var ikke de eneste, men de var de største i billedet. Nu er jeg næsten 70 og holdt op med at lede. Men det tog også lang tid. Hvis der er nogle, der har den funktion i dag, er det mest folk, der er yngre end mig.”
I BILEN FORAN hans mors okkergule plejehjem i Kronprinsessegade hakker han senere på dagen ikke længere i fortællingen om sin mors død. Resten af familien var bortrejst, og derfor sad Jesper alene med hende, aftenen inden hun døde. Han huskede på, at hans søster havde foreslået ham at spille noget musik for hende. Så han satte en klaverkoncert af Schumann på hendes anlæg og holdt hende i hånden.
”Der var ikke meget hul igennem til hende, vi kunne ikke snakke sammen. Men jeg kunne se på hendes ansigt, at musikken havde en eller anden beroligende virkning på hende. Der har været noget i den, somhun genkendte.”
Han forlod hende ved midnatstid. Da han kom tilbage næste morgen, var hun død. Ingen havde troet, at det ville gå så hurtigt.
”Jeg ville jo gerne have været der lige i det øjeblik, hun skulle af sted. Hvis hun nu lå og var bange.”
Plejepersonalet beroligede ham. De kunne se på den måde, hun lå på, da de fandt hende, at der ikke havde været nogen kamp, stor smerte eller angst.
”Jeg er lige ved at tro, at hun sov ind i det. Men hvem ved, det kan være, de løj, fordi de kunne se, at jeg var ked af, at jeg ikke havde været der,” siger han.
Vi kigger stadig lige frem for os. Jeg stjæler et blik på ham. Med sit krumme næb, den spættede hud og de skarpe øjenkroge ligner han en gammel, furet havskildpadde.
”Nå, for helvede, nu er det min tur næste gang. Jeg er 67 nu, ikke? Jeg kan ikke spille squash længere, fordi jeg får skader af alle de vrid. Der er hele tiden nye ting, som kroppen siger nej til. Hvis jeg er heldig, har jeg 20 år tilbage at leve i. Hvis jeg er meget heldig. Jeg har jo ikke levet sundt. Jeg har røget som en skorsten, fra jeg var 13 indtil for ikke særlig mange år siden. Jeg tror ikke, jeg bliver så forfærdelig gammel.”
Første gang, det stod klart for mig, hvad det også vil sige at være Jesper Christensens nevø, var, da min onkel i 1988 bragede folkeligt igennem som far i børneserien ’Nana’. Jeg var otte år, og den gav ham en kæmpe eksponering i min aldersgruppe. Og det var ikke bare børnene, der trofast så serien, den blev også et stort hit hos forældrene. Det var første gang, min onkel oplevede at blive massivt genkendt på gaden og i supermarkedet. Og eftersom alle nu snakkede så meget om den serie, tænkte jeg, at jeg også ville have del i opmærksomheden, og fik fortalt i klassen, at det var min onkel, der var Nanas far. Og fik jeg opmærksomhed? Jo, tak. Piger fra min klasse ville have hans autograf, og i dag overrasker det mig, hvor beredvilligt han stangede sedler ud med hilsner, jeg kunne tage med til mine skolekammerater:
”Hej Julie – hilsen Jesper Christensen” og ”Til Amalie fra Jesper Christensen.
”Jeg beundrede ham. Det hjalp selvfølgelig på fascinationen, at han som den eneste voksne i min familie gik i cowboybukser, at han var grovere i munden end resten, og at han i det hele taget virkede mere ungdommelig. Men først og fremmest var det pga. hans prestigiøse fag.Siden har jeg forsøgt at vænne mig af med at kapitalisere på hans kendthed. Og nu gør jeg det så alligevel.
