"Han er i godt humør i dag,” smiler den laksefarvede pressekvinde på Regent Hotel i Berlin. Det er Joaquin Phoenix, hun mener. Phoenix er kendt for at tale kulsort, hvis han føler for det, og derfor er det et lettelsens smil, der er om pressekvindens læber.
Joaquin Phoenix er i godt humør efter premieren på ’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’. Han spiller satiretegneren John Callahan, der efter en alkoholulykke bliver lænket til en kørestol. Det er Phoenix’ andet samarbejde med instruktør Gus Van Sant, men deres første i 23 år.
På Regent Hotel går døren op ind til hotelsuiten, og inden for bliver skiltet med ’røgfri zone’ hurtigt væk i tunge cigaretdampe. Joaquin Phoenix sidder ved et stort mahognibord med ryggen til døren.
Kun en enkelt lampe lyser ned over hans brede skuldre. Det ligner en film noir-scene. Phoenix vender sig langsomt om. Så flækker han over i et grin og kører hånden igennem håret.
”Det er bare pis,” siger han og stikker næven frem: ”Kan du lide iscenesættelsen?”
Skuespilleren dasker til lyskontakten, så rummet bliver oplyst. Han dumper ned i stolen og smækker benene op på nabosædet, mens han klør sig i det daggamle skæg.
Siden han var barn, har Phoenix været skuespiller. Han var kun otte år, da han fik sin første tv-rolle i ’Seven Brides for Seven Brothers’ i 1982. Men allerede i slutningen af teenageårene droppede han karrieren.
En skæbnesvanger aften så han livet sive ud af sin storebror, skuespilleren River Phoenix, som under en bytur døde af en overdosis. Da Joaquin Phoenix i de kommende dage kunne høre sit eget 911-opkald blive spillet i de amerikanske medier, valgte han at trække sig fra offentligheden. Det holdt et par år, indtil Gus Van Sant hentede ham tilbage i en hovedrolle over for Nicole Kidman i ’To Die For’ (1995).
”I min ungdom var jeg vant til, at alt var en rolle,” siger Phoenix og stikker ild til en ny smøg: ”Jeg spillede skuespil og var en version af mig selv, når jeg havde fri. Derfor var det vildt at møde Gus. Normalt skulle man stå på et kryds på gulvet og sige sin replik, men Gus var ligeglad. ’Bare gå et sted hen og sig det, når du vil,’ sagde han. Verden åbnede sig, fordi manuskriptet pludselig blev min legeplads frem for nogle ordrer, jeg skulle udføre. Det har jeg taget med mig, og i dag vælger jeg kun film, hvor jeg må slippe det hele løs.”
Det er de største instruktører, der i dette årtusinde har arbejdet med Joaquin Phoenix. Ridley Scott i ’Gladiator’ (2000), Paul Thomas Anderson i ’The Master’ (2012) og Lynne Ramsay i ’You Were Never Really Here’ (2017) for blot at nævne nogle få.
”Jeg fatter ikke, at de gider,” siger Phoenix og fniser røg ud igennem næsen: ”For jeg er overhovedet ikke optaget af, om nogen ser den film, vi laver. Filmen er et sted, hvor jeg kan flippe ud og blive fri for at tænke på mig selv, og derfor ser jeg heller ikke mine egne film. Jeg ville hurtigt blive for selvbevidst af at sidde i en biograf og lade mig hylde. Og det med det selvbevidste har jeg ligesom prøvet.”
I 2008 trak Phoenix sig tilbage igen. Nu ville han være rapstjerne, lød rygterne. Det kom der i 2010 den manipulerede dokumentarfilm ’I’m Still Here’ ud af. Her render Phoenix rundt og rapper talentløst. I en af scenerne tropper han op hos David Letterman og siger så lidt, at værten runder programmet af med ordene ”Joaquin, I’m sorry you couldn’t be here tonight.”
Selve projektet har skuespilleren aldrig rigtigt talt om, men til gengæld har flere folk omkring filmen peget på, at den var Phoenix’ måde at skrige publikum ind i hovedet. Som skuespiller får man aldrig ro, fordi man altid er på vej ind i den næste rolle. Og lige netop sådan føler Phoenix, at hans arbejde stadig er, forklarer han.
”Jeg kan næsten ikke slippe mine roller. Det er også derfor, at jeg aldrig ser mine film. Jeg er bange for at ødelægge den nye rolle, jeg er i gang med, fordi jeg ikke har nogen metode. Jeg ved slet ikke, om jeg er skuespiller, for jeg har ingen gode kneb. Jeg går bare så langt ind i min rolle, at jeg ville blive skizofren, hvis jeg pludselig skulle sidde og se på noget, jeg følte, jeg var engang. Hvis jeg ser mig selv som en selvtægtsmand, der render rundt og smadrer folk med en hammer (som Phoenix gør i ’You Were Never Really Here’, red.), er det svært at møde op foran et kamera næste dag og spille en satiretegner, der sidder i kørestol, som jeg gør i ’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’. Det er helt uforeneligt.”
I den nye film agerer Phoenix den selvynkende og alkoholiserede humorist John Callahan, der kommer ud for en ulykke, bliver lænket til en kørestol og melder sig ind i Anonyme Alkoholikere. Callahan begynder at satiretegne sig ud af sin ulykke, og stille og roligt giver livet mening. For Phoenix har det været interessant at udforske rollen.
”Der er mange, som siger, at jeg transformerer mig om til mine roller, men det tror jeg altså ikke, jeg gør. Jeg kunne selvfølgelig godt have valgt at sidde i kørestolen i flere måneder inden optagelserne, og jeg forsøgte da også at bede nogle folk på settet om at løfte mig op, så jeg kunne få fornemmelsen af ikke at have funktionsdygtige ben. Men det var for pinligt!”
Skuespilleren slår en skraldlatter op. Så rømmer han sig:
”Hvorfor skulle jeg dog få fire fuldvoksne mænd til at bære mig? Det hedder skuespil, fordi man spiller. Ikke fordi man udsætter sig selv for en transformation. Egentlig tror jeg, at jeg spiller skuespil hele tiden.
Nogle gange spiller jeg roller, andre gange spiller jeg Joaquin Phoenix. Sådan har det nok altid været. Men det er mere interessant at være en anden, og derfor vil jeg også vide alt om de personer, jeg spiller. Ikke fordi jeg behøver at vise det frem, men fordi jeg bliver nødt til at kende dem for at kunne vise bare et eller andet. Måske lærer jeg også mig selv bedre at kende ved hele tiden at være nogle andre.”
’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ har dansk premiere 9. august.
LÆS OGSÅ: Guide: Film og tv-perler du kan streame kvit og frit
LÆS OGSÅ: 3 tv-serier du skal se i sensommeren
LÆS OGSÅ: Stor podcast-guide: 20 podcast du kan høre på strandsengen
Se, hvad vi ellers skriver om: Film og Interview
