”Hvis vi reagerede på klimakrisen med samme kraft, som vi reagerer på coronaepidemien, ville vi løse problemet”

Jonathan Safran Foers seneste bog begynder med det ældste, kendte selvmordsbrev. Så er tonen slået an. For selv om bogens titel ’Vi er vejret’, og ikke mindst undertitlen ’At redde planeten begynder ved morgenmaden’, lyder som en form for Al Gore’sk klimaopsang, er her er tale om meget mere.

Bogen kan bedst beskrives som en række essays, der fra forskellige vinkler undersøger den mærkværdige – og potentielt katastrofale – omstændighed, at vi udmærket kender de klimamæssige konsekvenser af vores livsstil, men kun i meget begrænset omfang er villige til at ændre den. Vi flyver stadig. Vi kører bil. Og vi spiser kød i hidtil ukendt omfang.

Nogle afsnit består næsten udelukkende af fakta, andre er – i stil med det første selvmordsbrev – samtaler med sjælen, mens andre igen er personlig selvudlevering, undersøgelser af krisepsykologi eller stramt opbyggede argumenter til fordel for en livsstil uden kød eller andre animalske produkter før aftensmaden.

På trods af en del optimisme er det på mange måder en dystopisk bog, og hvad-sker-der-dog-nu-stemningen blev understreget, da Euromans fysiske interview med Foer blev udskudt på grund af coronasmitten og i stedet måtte finde sted over telefonen, mens verden lukkede ned udenfor, og både journalist og forfatter samtidig forsøgte at hjemmeundervise deres børn.

Hvad fik dig til at gå i gang med at skrive om klimaet?

”En følelse af ubehag. Historier har det med at vokse ud af problemer. Det blev et stadigt større problem i mit liv at vide visse ting om klimaet og vores effekt på det, tro på at jeg gik op i dem, fortælle andre folk, at jeg gik op i dem, men i virkeligheden gøre meget lidt for at deltage i en løsning. At skrive en bog er min bedste måde at konfrontere et problem på.”

Du fokuserer på vores indtag af kød, hvorfor?

”Forholdet mellem klimaet og det, vi spiser, er en af de historier, som ikke får nok opmærksomhed i forhold til det omfang, problemet har. Der er uenighed om, hvor stor del af drivhusgasserne, produktionen af kød står for. De laveste videnskabelige beregninger, du kan finde, siger 14,5 procent. De højeste siger 51 procent. Selv i den laveste ende kan det ikke ignoreres. FN's klimapanel har gjort det klart, at vi intet håb har om at nå målene i Parisaftalen, hvis vi ikke dramatisk ændrer vores måde at spise på. Så det er ikke, fordi det nødvendigvis er vigtigere end andre faktorer. Men det er heller ikke mindre vigtigt.”

New York er blevet kaldt epicentret for coronavirussen i USA, og gaderne i byen, der aldrig sover, er øde. Hvis vi tog klimaet lige så alvorligt, som vi tager denne virus, ville vi kunne redde det, mener Foer, som selv bor i Brooklyn.

Det er underligt med kød, for det virker til at fremkalde meget stærke og meget følelsesladede reaktioner. Jeg har bekendte, som jeg respekterer dybt, der finder idéen om at spise mindre kød latterligt på trods af, at de tal, du nævner her, er velkendte. Har du mødt den samme reaktion?

”Ja, selvfølgelig. Men det er også udtryk for, at der er noget vigtigt på spil. Havde jeg skrevet en bog om, hvordan vi burde bruge papirsugerør i stedet for plastiksugerør, kender jeg ikke nogen, som ville blive vrede over det. Med kød er det anderledes. Du har ikke lyst til at dvæle ved, at du har været med til at dræbe en ko, og når man så samtidig tilfører de klimamæssige omkostninger ved at spise kød, bliver det, som du siger, følelsesladet. Men hvis vi griber samtalen rigtigt an, er det min erfaring, at den kan blive produktiv.”

Det virker også, som om du selv har noget følelsesmæssigt forbundet med at spise kød. Du skriver blandt andet, at du nogle gange har ’snydt’ og spist en hamburger, når du var i dårligt humør. Er det ikke muligt, at det simpelthen er for svært for os at skære kødet væk fra vores kost?

”Jeg har følelser involveret i alle mulige ting. De fleste af os har seksuelle lyster, som vi bare ikke handler på. Eller rettere, vi handler ikke på dem, der er upassende. Det betyder ikke, at man lever et fattigt liv, hvor alt det gode er skåret væk. De fleste vil bare sige, at ja, sådan er det at være et ansvarligt, voksent menneske.”

Et af dine temaer er, hvordan vi kollektivt forholder os til kriser. Du nævner holocaust flere gange, og lige nu står vi i en epidemi med ekstreme konsekvenser. Hvorfor er der så stor forskel på, hvordan vi agerer i kriser?

”Det er ekstremt interessant at se på, hvorfor det er så let at mobilisere mennesker midt i den krise, vi står i nu. Alle restauranter i New York City er lukkede. Skolerne er lukkede. Regeringen bruger milliarder af dollar. Vores problem er ikke at mobilisere os, vores problem er at beslutte, hvornår det er det værd. Hvis vi reagerede på klimakrisen med samme kraft, som vi reagerer på coronaepidemien, ville vi løse problemet. Vi ville redde planeten.”

Så hvorfor gør vi det ikke?

”Det er nedslående, men en del af svaret er selvfølgelig, at det er let at mobilisere et samfund, når vi er personligt i fare, men sværere når det først og fremmest rammer folk på den anden side af kloden. Hvis regeringen sagde, at vi skulle tage alle de forholdsregler, vi tager lige nu, ellers risikerede mennesker i Bangladesh at få COVID-19, tror jeg ikke, vi var ved at løbe tør for håndsprit her i Vesten.”

Du skriver, at vi har brug for tusindvis af individuelle revolutioner. Hvad kræver det at kickstarte dem? Hvad krævede det for dig?

”For mig krævede det at blive konkret. Jeg satte nogle faste regler for mig selv, som jeg også foreslår i bogen, heriblandt ingen kød før aftensmad. Det skal blive en vane, så jeg til sidst ikke har noget valg. Analogien til den beslutning er at stjæle. Hvis jeg ser noget, jeg gerne vil have, så stjæler jeg det ikke. Man kan sige, at det handler om omtanke for butikken, frygt for straf og andre ting, men sandheden er, at jeg slet ikke overvejer det. Jeg gør det bare ikke. Vi skal indføre de regler og vaner for os selv, som gør de rigtige valg lette at træffe.”

Du taler om din bedstemor og dine børn …

”Kan du hænge på et øjeblik? … (taler med sine børn) … Beklager!”

Helt i orden. Jeg tror, jeg var ved at sige, at dette på nogle måder føles som din mest personlige bog. Hvorfor valgte du at involvere dig selv så meget i bogen?

”Jeg tror, det handler om, at bogens udgangspunkt var at undersøge et meget personligt problem. Jeg skrev den ikke som et manifest eller et argument. Jeg skrev den i et forsøg på at løse en knude i mit liv. Og så gik jeg ud fra, at andre mennesker går igennem nogle af de samme ting som mig.”

Overholder du selv de regler, du foreslår i din bog?

”Jeg synes faktisk, det er ret let at spise med en vis omtanke. Det svære kommer, når jeg er ude at rejse og skal spise ude. Men nu hvor vi ikke rejser eller går ud længere, er det jo ikke et problem.”

’Vi er vejret – at redde planeten begynder ved morgenmaden’ udkom 6. marts på Gyldendal.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger, Klima og Corona-virussen