Journalisten Sune Engel Rasmussen flyttede til Afghanistan, mens alle andre fra Vesten rykkede ud

I 2014 bosatte du dig i Kabul med din kone. Er du vanvittig?

”Nej, det tror jeg ikke. Men jeg har altid rejst meget, og jeg tror, jeg har fået en form for rationel indstilling til fare. Faktum er, at selv om der er krig, så bor der også seks millioner mennesker i Kabul, og det meste af tiden er livet det samme som i enhver anden by. Selvfølgelig er der en vis fare ved at bo i Kabul, og den skal man ikke tage for let på. Men det er ikke en krigszone, og man kan godt have et liv og en hverdag.”

Hvorfor valgte du overhovedet at flytte til Afghanistan?

”Det begyndte i 2008, hvor jeg rejste i Mellemøsten. Her blev jeg helt forelsket i Iran. Det er et land, hvor du hver dag får nedbrudt nogle fordomme, og det er meget svært ikke at blive forelsket i den gæstfrihed, man møder. I 2010 fik jeg så et job på den danske ambassade i Iran og mødte en australsk kvinde, som nu er min kone. Man kan sige, at Afghanistan ikke føles så fremmed, når man bor i Iran, blandt andet taler de jo også persisk, så jeg kunne sproget. Da de amerikanske tropper trak sig ud i 2014, tænkte jeg, at mange journalister nok ville tage med. Det fik jeg ret i, og det betød, at jeg ret hurtigt kunne lande en stilling hos The Guardian.”

Hvad driver dig i dit arbejde?

”Jeg vil ikke sige, at jeg er adrenalinjunkie. Og jeg gør det heller ikke for at få plejet mit ego – det ville jeg nok kunne gøre bedre som journalist på Soundvenue hjemme i København. Min interesse for Afghanistan bunder i et ønske om at kigge på et samfund, der er påvirket af krig. Selv om Afghanistan er blevet dækket forholdsvis meget, er der stadig en kilde af ufortalte historier. Hvordan så lang en krig påvirker et land, hvordan den har forbedret et land og smadret et land, er en vigtig historie at fortælle. Den er universel og indeholder noget, man kan lære af i forhold til alle konflikter.”

Hvad er det for en bog, du har skrevet?

”Det er en bog om den unge generation af afghanere, som er vokset op i skyggen af krigen, der kom med den vestlige invasion i 2001. Det gør jeg med udgangspunkt i tre hovedpersoner. Zahra, en kvinde, som stak af fra et voldeligt ægteskab og formede et nyt liv i Kabul. Omari, en ung talebankriger, som er blevet skubbet ud i margenen af samfundet. Saif, en mand, som gerne ville være del af den afghanske hær, men endte med at tage til Syrien og kæmpe for iranske militser på Assads side. Endelig er der min egen, personlige historie. De tre år i Kabul har været en erkendelsesproces for mig, og nu, hvor jeg har forladt Afghanistan, er jeg forelsket i landet og overvældet af afghanerne, men samtidig rimeligt pessimistisk på landets vegne – i hvert fald på kort sigt.”

Hvad med på lang sigt?

”Jeg tror, at der er nok demokrati i luften til, at man ikke bare kan rive det hele tilbage. Der er en øget bevidsthed om kvinders rettigheder eksempelvis, og der er også en rimeligt fri – og meget, meget modig – presse. Det er gode tegn og giver grund til en smule optimisme.” ■

’Nyt blod - Portræt af Afghanistans generation 9/11’ udkom 16. april på Gyldendal.