”Min julefred sænker sig først den 24. december omkring midnat”

Hvis jeg må tillade mig at være lidt egoistisk, så mærker jeg først den dybe julefred sænke sig, når alle gaver er pakket op, gæsterne sendt hjem, og de første glas portvin er drukket, skriver chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst i denne leder.

”Min julefred sænker sig først den 24. december omkring midnat”
Offentliggjort

FOR NOGLE BEGYNDER JULEN allerede i oktober, når de første industrielt producerede brunkager kommer på hylderne i Netto sammen med tyske chokoladejulekalendere og kemisk smagende gløggessens. For andre er det 1. søndag i advent, når man ikke kan komme udenom det længere. Og så er der dem, der først finder julehumøret frem, når computeren eller skolebøgerne klappes i den sidste hverdag før juleferien.

Min jul starter den 24. december omkring midnat.

Jovist, jeg er glad for både adventskransen med lys i, julesokkerne med små kalendergaver til børnene og Lucia-optoget med små engle.

Men hvis jeg må tillade mig at være lidt egoistisk, så mærker jeg først den dybe julefred sænke sig, når alle gaver er pakket op, gæsterne sendt hjem, og de første glas portvin er drukket.

Det er her, hele december og faktisk også hele det forgangne år bliver lagt bag mig. Alle opgaverne, alle gøremålene, alle oplevelserne. Der er en yderst højtidelig ro over aftenen, som ikke findes på noget andet tidspunkt af året. Jeg ser frem til øjeblikket i lang tid forinden, og jeg suger det til mig, når jeg står midt i det.

Og når jeg så vågner 1. juledag med udsigt til de to længste og mest afslappende dage i verden, kan tempoet umuligt blive lavere. Hele landet går i kollektiv dvale, der er absolut ingen aktivitet på mailen, ja, det vil nærmest være en dødssynd overhovedet at tjekke telefonen, og i morgen gør vi det hele igen. Og måske endda også den 27. december, hvis samvittigheden kan holde til det.

Selvom vi deler julen, er den forskellig for alle. Jeg håber, julefreden sænker sig, hvor du er, og at du også finder lommer i løbet af december, hvor tiden er helt din egen.

God jul, godt nytår og tak for at læse Euroman.

Kristoffer Dahy Ernst

Chefredaktør