Julie Quottrup Silbermann tager hvert år til samme destination: ”Jeg kan godt lide kombinationen af ferie med strand og tennis”

Den sidste weekend i august er fantastisk: Alle er nede i gear efter sommerferien, ansigterne ligger stadig i de rette feriefolder, og så er der Chart Art Fair, den årlige kunstmesse der på bare 10 år har skabt sig et internationalt navn med kunst i verdensklasse og festlige arrangementer, der giver København et livligt skud kunstnerisk energi. Charts direktør har siden 2022 heddet Julie Quottrup Silbermann, og her fortæller hun om offentlig kunst i Oslo, tennis i Sydfrankrig og kunsten at starte en kunstsamling.

Julie Quottrup Silbermann tager hvert år til samme destination: ”Jeg kan godt lide kombinationen af ferie med strand og tennis”
Offentliggjort

Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?

”Kunst i det offentlige rum. Når man lykkes med det, skaber det en demokratisering af kunsten, der gør den tilgængelig for alle, der kan møde den i øjenhøjde. Kunst i det offentlige rum er forbundet med en stor generøsitet, men det er aldrig rigtig blevet hypet.

Metroen har lige åbnet ny linje med fem nye stationer med samtidskunst, der kommer til at blive en del af vores liv og dagligdag. Jeg har lige været i Oslo, hvor der er meget kunst af meget høj kvalitet i det offentlige rum.

Tæt ved Astrup Fearnley-museet står der fx en Louise Bourgeois-skulptur, der er et Tracey Emin-værk, og i Ekerbergparken har man med 80 skulpturer skabt en rute med kunst af meget høj kvalitet.”

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?

”Min farfars svendestykke fra 1938. Han var uddannet skiltemager, og hans svendestykker var et vægværk af indfarvet glas, der står ’Nimb’ på. Det er lavet til hotellet i København og er ret fint med deres logo på, med guld lagt ned i en bort. Det er meget smukt og afspejler den tid, det blev lavet på.

Det er for mig et personligt kunstværk, som samtidig hænger sammen med alt min anden kunst herhjemme.”

Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?

”To billetter til sommerballetten på Bellevue. Den spiller altid kun i få dage. Jeg er meget begejstret for Arne Jacobsen og funktionalismen, så kombinationen af arkitekturen, den smukke scene og så det brasilianske kompagni, der i år var med i balletten, var rigtig god.”

Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?

”Sydfrankrig. Jeg kan godt lide kombinationen af ferie med strand og tennis, og så samtidig have muligheden for at se kunst og kultur, og det får jeg i Sydfrankrig. Jeg kom der aldrig som barn, men de seneste 20 år har jeg været der fast hvert år.”

Hvornår vidste du, at du var god?

”Da jeg afviklede min første Chart Art Fair. I år er kun mit andet år. Chart har eksisteret i 10 år og altid med et meget højt, kunstnerisk niveau. Hvert år har man fundet på noget nyt og sat sig nye mål og fået høje besøgstal, så det er med både spænding og nervøsitet, når det skal afholdes.

En vigtig del af Chart er at få kunstinteresserede til at starte deres egen samling, og derfor har vi iværksat ’Start Collecting With Chart’, der er en kurateret udstilling med 25 værker fra 25 velkendte kunstnere fra Norden, som maksimalt koster 20.000 kr. Målet er at skabe en transparent tilgang til det at begynde at samle på kunst.”