Jussi Adler-Olsen og millionerne: ”Det slår folk bagover, at man kan tjene så mange penge på kultur”
Han sælger tonsvis af bøger, og hvert år er der tocifret millionoverskud i hans firma. I en ny biografi løfter Jussi Adler-Olsen sløret for, hvordan de mange penge har ændret måden, familien opfatter ham på.
Efter en svær start som debuterende forfatter er Jussi Adler-Olsen på overraskende vis blevet et velkendt navn i både Danmark og udlandet. Hans bøger om strømeren Carl Mørck og hans to assistenter Assad og Rose udkommer i 40 lande og er solgt i mere end 17 millioner eksemplarer.
Bøgerne om Afdeling Q har givet forfatteren en indtjening, som er uhørt, og det ser ikke ud til at slutte foreløbig. I regnskabet for 2016 kan Jussi Adler-Olsen notere et overskud på 24 millioner kroner og en egenkapital på 88 millioner kroner.
Væksten er stor især i Tyskland, Holland, Norge og Sverige. Især i Tyskland, som regnes for verdens vigtigste bogmarked, er interessen for den danske forfatter enorm. Hver gang han udgiver en Afdeling Q-bog på tysk, sælger den i over én million eksemplarer. Til sammenligning regnes man i Danmark for at have skrevet en bestseller, hvis bogen bliver solgt i 10.000 eksemplarer.
Annonse
Men vejen til succes har ikke været uden kamp, og millionerne kommer ikke uden en pris. Det afslører Jussi Adler-Olsen i den nye biografi ’Jussi’, skrevet af journalist Jonas Langvad Nilsson. Bogen fortæller historien om Adler-Olsens usædvanlige vej mod det overraskende gennembrud som forfatter.
”Det slår folk bagover, at man kan tjene så mange penge på kultur. Jeg har oplevet, at det sårer folk. Jeg tænker især på de mange forfattere, som sidder og skriver i årevis og laver gode bøger uden at blive honoreret for det. Jeg har ikke lyst til at prale, og jeg har ikke lyst til at komme på forsiden på grund af pengene. Jeg har flere gange oplevet, at sådan noget skaber nogle underlige situationer.”
En dag var Jussi Adler-Olsen på skovtur med sin kone Hanne og deres familie, som har almindelige indkomster. Selskabet havde madpakker med og stod af på togstationen, da de fik øje på spisesedlen uden for kiosken.
”Der stod med store bogstaver, hvor mange penge jeg tjente. Jeg kunne mærke, at det var et chok for vores familier, fordi det var så grotesk. De har senere taget det til sig, men der skulle lige gå en måned, før de forstod det. Penge kan skabe afstand, det er kun naturligt. Hanne og jeg har begge store familier og det kan let blive et indviklet supportsystem i forhold til hvem, der har fået hvad og hvorfor. Derfor hjælper vi, inden de spørger.”
Før millionerne rullede ind på Jussis konto, måtte han som helt ung leve et langt mere sparsommeligt liv. I 1970’erne drev han et tegneserieantikvariat i Blågårdsgade på Nørrebro. Hans kæreste Hanne og han kunne ikke finde et sted at bo i København, så de flyttede ind i antikvariatets baglokale:
Annonse
Selv om indtægterne fra tegneseriesalget gjorde, at de slap for at skulle tage studielån, var økonomien stram. For at sikre sig mod ubehagelige overraskelser lagde parret en halvtredskroneseddel ind mellem siderne i et kladdehæfte, én seddel for hver dag i måneden.
Der gik sport i at få pengene til at række, husker Adler-Olsen. De første mange år spiste parret kartoffelmadder, og nogle gange skar de kartoflerne i tern for afvekslingens skyld. Andre dage fik de torskerogn skåret i tynde skiver og sprødstegt på panden. Når de sparede penge gennem flere dage, havde de råd til en flaske vin til maden sidst på måneden. Eller en tur i biografen og en rød pølse inden filmen.
Under oliekrisen i 1973, hvor prisen på petroleum steg til nye højder, måtte parret økonomisere med det dyre brændsel og skiftedes til at sidde på lejlighedens eneste oliekamin.
”Jeg siger dig nogle stegte og rillede røvballer, man kunne få.”
Jussi Adler-Olsen debuterede som forfatter med thrilleren ’Alfabethuset’ i 1997. Han lægger ikke skjul på, at han altid har drømt om at skrive bøger af den type, som ligger i stabler i lufthavnen, så man kan tage en med ombord på flyveren.
Annonse
Han har aldrig lagt skjul på, at ambitionsniveauet rækker længere end blot til at udkomme på det danske marked. Kollegaen og landsmanden Peter Høgh havde vist Adler-Olsen, at det rent faktisk kunne lade sig gøre for en dansk forfatter at nå et stort publikum.
Høgh havde i 1992 fået et verdensomspændende gennembrud med Frøken Smillas fornemmelse for sne. Samtidig inspirerede det Adler-Olsen at læse om Peter Høgh, der ikke opførte sig som andre forfattere. I 1998 meddelte Peter Høgh, at han havde tænkt sig at købe Brumleby på Østerbro i København. Han var villig til at betale 100 millioner kroner for de gamle lægeforeningsboliger og planlagde at omdanne dem til et refugium for den tredje verdens kvinder.
”Jeg elskede den historie,” siger Jussi Adler-Olsen. ”Jeg regnede lidt på det og tænkte, ja, hvorfor egentlig ikke. Hvis han havde solgt tre-fire mio. bøger og fået 25 kroner for hver i snit, så kunne han sagtens sidde med 100 millioner kroner, og han var jo en speciel fyr, begavet og en lille smule gal, så det lød sandsynligt.
Jeg syntes, det var frisk gjort af ham. Jeg elskede den historie, fordi den åbnede døren til det forjættede land. Den viste ikke kun, at det kunne lade sig gøre for en dansk forfatter at sparke døren ind til udlandet, den viste også, at man godt kunne tillade sig at tænke stort og utraditionelt, mens man gjorde det.”
Da han læste avisen dagen efter, gik det op for ham, at der ikke var dækning for historien. Selv om Peter Høgh var kendt for at tænke utraditionelt, så havde han ikke nogen planer om at købe Brumleby. Det var en aprilsnar, og Jussi var hoppet i med begge ben.
”Det ærgrede mig, for det var ellers sådan en eventyrlig historie.”
Alligevel mener Adler-Olsen, at historien om Peter Høgh kan bruges til noget:
”Hvem ved, måske kan andre få samme inspiration, når de læser om mig i avisen en af dagene. Som et eksempel på, at det kan lade sig gøre, selv om ingen tror på det.”
Biografien ’Jussi’ er skrevet af Jonas Langvad Nilsson og er udkommet på Politikens Forlag.
