Jussi Adler-Olsens jul: 'Jeg forstår ikke, at der er nogen, der gider at spise kalkun. Fri mig for det – og for kalkuner i det hele taget'

Jussi Adler-Olsens jul: "Jeg forstår ikke, at der er nogen, der gider at spise kalkun. Fri mig for det – og for kalkuner i det hele taget"

Den 71-årige forfatter om alenlange ønskelister, om at have hængt den samme sprællemand op på juletræet i 70 år, om en helt særlig julefrokost kun for krimiforfattere og om at fejre jul, når man mangler nogen, der plejer at være der.

Offentliggjort

Hvad er din bedste julegave?

”Et Märklin-tog, jeg fik som 10-årig. Det kunne bare køre rundt og rundt, men jeg var lykkelig. Det var i 1960, og dengang var der ikke mange, der fik sådan et, men min far var overlæge i Brønderslev og privilegeret, så jeg fik et tog. Da jeg pakkede det op, var jeg ved at besvime, for det var jo alle drenges drøm at få sådan et tog. Det var virkelig ikke noget, jeg havde ventet, selvom jeg ønskede mig det. Jeg var god til at skrive ønskesedler, og jeg har stadig nogle af dem, fra jeg var dreng. Jeg ønskede mig alt muligt. En høvl, en skruetrækker, et marcipanbrød. Men allerøverst på ønskesedlen stod det tog.”

Har du en juletradition, du aldrig viger fra?

”Selvfølgelig. Ingen af de juletraditioner, vi har, viger vi fra. Men der er særligt én, som er vigtig. Jeg har en sprællemand, som jeg fik, da jeg var et år gammel. Den har hængt på juletræet lige siden og er formet som en baby med blå øjne, så det er lidt atypisk for en sprællemand. Den har hængt på træet 70 gange, og det er alligevel meget godt gået. Det er den vigtigste ting på juletræet, og vé den, der kommer til at gøre noget, så den forsvinder. Så er dødsdommen afsagt. Den skal altid hænge lige i øjenhøjde, og de små børn får at vide, at lige præcis dén der, den er meget speciel.”

Er der en juletradition, du ikke forstår?

”Jeg forstår ikke, at der er nogen, der gider at spise kalkun. Fri mig for det – og for kalkuner i det hele taget. Et stykke fjerkræ, der er fodret op til 20 kilo på kort tid. Nej, du, den hopper jeg ikke på.”

Hvad er din værste jul?

”Jeg er 71 år nu, og undervejs er der desværre nogen, der dør. Den værste jul er den, hvor de ikke er der, og hvor den kærlighed og varme, man er vant til, er blevet mindre. Det er den jul, hvor man sidder og holder mor i hånden, fordi far ikke er her mere. Eller det år, hvor man ikke ringer til sin mor og siger, at man henter hende om en time, for nu er hun også væk. Det er ikke den bedste jul, når det er sådan.”

Hvad er din bedste historie fra en julefrokost?

”Jeg går aldrig til julefrokost. Af en eller anden mærkelig grund, så bliver jeg enten ikke inviteret, eller også bliver jeg inviteret, når jeg ikke kan. Den svenske krimiforfatter Stefan Ahnhem (der bor i Danmark, red.) inviterer alle krimiforfatterne til julefrokost hvert år. Jeg har aldrig været der, fordi jeg ikke har kunnet, men det er jeg altså lidt ærgerlig over. Det lyder enormt festligt. Det er et sammenskudsgilde, og det lyder, som om den ikke får for lidt.”

Jussi Adler-Olsen

Født 1950. Udgav sin debutroman ’Alfabethuset’ i 1997. Manden bag den populære ’Afdeling Q’-serie om efterforsker Carl Mørck, der foreløbig er udkommet i ni bind, hvoraf det seneste, ’Natrium Chlorid’, udkom på Politikens Forlag i november.